ALVERDENS NYHEDER: Tonedøv modtager Sonningprisen på 1 mill. kr.

Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
2. februar 2016 21:01


Barney Fife. Foto: Andreas Luskus
Sonningprisen tilfalder i år den totalt tonedøve operasanger Barney Fife for hans fortolkning af Wagners ”Nibelungs Ring”.

Barney Fife benytter sig af en særlig stemmemodulator – kaldet ”SORD” som er udviklet af det danske firma ”Nipples & Gizmos” og som med denne kåring nu arbejder frem mod en børsnotering.

Sonningprisen der er testamentarisk stiftet af redaktør og forfatter Carl Johan Sonning uddeles på C. J. Sonnings fødselsdag den 19. april ved en festlighed i Festsalen på Københavns Universitet.

Sonningprisen tildeles en mand eller kvinde, der skønnes at have udført et "fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur" og prisvinderen udpeges af en komité på Københavns Universitet, hvis formand er rektor Ralf Hemmingsen.

I 2016 tilfalder prisen den fuldstændigt tonedøve operasanger Barney Fife, der via en stemmemodulator, helt har nyfortolket Wagners kæmpeværk ”Niebelungs Ring”.

Barney Fife blev diagnosticeret som 100 % tonedøv i en alder af 16 år, men efter 10 år som succesfuld punkmusiker i det polske undergrundsmiljø fik han kontakt med den dansk-italienske IT-programmør Victor Stagioni og sammen udviklede de en stemmemodulator, der kombinerer Pavarottis intonation, Elton Johns rytmik og danske kammersanger Aage Hauglands stemmekraft. Modulatoren iværksættes af Barney Fifes helt håbløst falske skrigeri.

”Ideen kom efter at vi udviklede lyrikmodulatoren til den fuldstændig talentløse Ayah Hassan” fortæller Victor Stagioni”. Her lykkedes det for os at udvikle en modulator, der kombinerede Poul Borums Punk-lyrik med Pia Kjærsgaards retorik og chefredaktør Bo Lidegaards følsomhed og som blev iværksat ved at Ayah Hassan skrev noget der mindede om sætninger – men naturligvis var det en udfordring at det nu skulle være baseret på stemmens brug”.

”Nipples & Gizmos” vil nu forsøge sig med en børsnotering idet man anser stemmemodulatoren for at have et kolossalt forretningspotentiale – alene inden for X-Factor business mener man at ca. hver 3. deltager vil have stor glæde af en stemmemodulator.

Andreas Luskus

HER FINDER DU FLERE AF ALVERDENS NYHEDER

Alverdens Nyheder har ingen intention om at have den mindste tilknytning til virkelige begivenheder og benytter sig af det pure opspind. Er der nogen form for lighed med virkelighedens personer og hændelser må det tilskrives rent held.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.