Vordingborg Kommunes vanduge i uge 34

Af Vandugegruppen
3. maj 2016 16:53


Vanduge i uge 34
Her i Vordingborg Kommune har vi længe brystet os af at have Danmarks længste kyststrækning, og den kan bruges til mere end blot at nyde vandudsigten.
Vi ønsker, at vandet skal være en naturlig legeplads, hvor alle borgere – uanset alder – færdes trygt og hjemmevant, udfordrer sig selv og nyder livet. Vandet skal være en del af vores fælles DNA.

Derfor sætter Vordingborg Kommune, med start i uge 34, fokus på vandet og alle de udfoldelsesmuligheder, som vores kyststrækning byder på. Vi skal derfor have så mange som muligt af vores borgere – børn, unge og ældre – ud og dyppe tæerne og prøve kræfter med forskellige vandaktiviteter. Vi kalder det for ”Vandugen”.

Idéen udspringer fra kommunalbestyrelsens Vision 2030. Visionen lægger stor vægt på, at vores nærhed til vandet kan bidrage til at give vores borgere en aktiv, sund og sjov hverdag og tiltrække flere tilflyttere til vores område.

Jeres bidrag til Vandugen i uge 34 og indtil uge 42
Vi håber, at I vil deltage i Vandugen, så vi kan få flest mulige borgere ud til vandet i uge 34. Af hensyn til koordineringen og markedsføringen vil vi bede jer om at melde ind til os, hvilke vandaktiviteter, I ønsker at bidrage med. Det kan fx være en aktivitet i den lokale ro - og kajakklub, sejlklub eller lystfiskerforening. Det kan også være en tur til stranden med fiskenettene eller en picnic i vandkanten. I bedes indsende en oversigt over jeres vandaktiviteter i uge 34 – 42 i vedlagte skabelon på mailadressen vandugen@vordingborg.dk senest den 15. juni. Projektgruppen for vandugen vil herefter samle alle aktiviteterne sammen og lave en samlet markedsføring, som kommer ud til borgerne. Selve startskuddet for Vandugen bliver lørdag den 20. august på Stege Havn (uge 33), hvor Idrætsrådet i Vordingborg Kommune arrangerer ”Aktiv Havn”.

Vi ønsker jer alle en sikker, sjov og udfordrende Vanduge.

Venlig hilsen
Vandugegruppen





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.