Bogø Mølle som "Camønopause"

Af John Pedersen , Bogø Møllelaug
7. maj 2016 12:34


Bogø Mølle. Foto: Kresten Fjord
Der er lagt op til en "Grand Opening" på turistinitiativet "Camønoen" den 18 juni.
Forlægget er - som navnet antyder - den spanske pilgrimsrute kaldet for "Caminoen" - og går fra Farø til Nyord - i alt 175 km. og spækket med historie og lokale oplevelser.

På ruten er indlagt en række "Camønopauser" hvor de rejsende kan finde toilet, ly for vejret og et sted til at indtage en madpakke - og i nogen tilfælde også nattely - f.eks. i form af shelters.

Bogø Mølle har meldt sig ind til at være Camønopause - hvilket betyder at der indrettes et handicaptoilet og et "madpakkerum" i værkstedsbygningen - lige indenfor skydedøren. Her kan de rejsende raste - med mad, drikke og toiletfaciliteter.

Der bliver ikke adgang til selve møllen - med mindre der er "almindelig" åbning - som møllen plejer at afvikle i skolernes sommerferie.

Det har længe været et ønske fra Møllelauget at få etableret et toilet på møllen, f.eks. til brug i forbindelse med markeder og arrangementer - men har ikke midler til det, men her betaler Camønoen for etableringen og forøvrigt anses en "Camønopause" for at være i direkte samklang med Møllens ønske om at være en del af såvel lokal kultur som lokal turisme.

Der er nu nedsat et udvalg, der varetager samarbejdet med det "store Camønoprojekt" og selvom tidsplanen er lidt presset skal det nok gå - der er planlægningsmøde med ledelsen i den kommende uge og ombygningen er sendt i udbud fra arkitekten - som også vil skrive kontrakt i løbet af denne uge med en af de lokale håndværkere.

Er der så tale om den rene idyl? - næ - må svaret nok være.

Der findes faktisk borgere, som er modstandere af at Bogø Mølle bliver en "Camønopause" - og en del af Camønoen.
Senest kom denne modstand til udtryk på Møllelaugets ekstraordinære generalforsamling, hvor der ses to "retninger" - eller strategier - for denne modstand.
Den ene modstandsstrategi argumenterer for at Bogø Møllelaug ikke må anvende nogen af sine midler - herunder kontingentpenge - på at understøtte driften af Bogø Møllelaug som "Camønopause". Det er altså penge til vand, strøm og toiletpapir der er modstand imod. Da det ligger i selve projektet at disse udgifter dækkes af "Camønopausen" betyder dette at møllen ikke vil kunne være en del af Camønoen.

Den anden modstandsstrategi bygger sin modstand på forsikringsmæssige spekulationer - hvor argumentet er at møllen skal tegne særdeles omfattende forsikringer, langt ud over hvad det nuværende forsikringsselskab anser for nødvendigt (men som de sikkert gerne vil give et tilbud på). Konsekvensen vil naturligvis være en voldsom prisstigning på forsikringen - og som konsekvens vil Bogø Mølle ikke kunne finansiere en sådan forsikring. Hvis denne modstandsstrategi anses for "korrekt" vil det - da Bogø Mølle ikke kan finansiere en dyr forsikring - endvidere betyde at Bogø Mølle må lukke for alle andre fremtidige arrangementer og aktiviteter - men det anses altså ikke for nødvendigt - jvf. nuværende forsikringsselskabs vurdering.

Imidlertid er Bogø Møllelaugs ny-supplerede bestyrelse fortsat af den opfattelse, at Bogø Mølle naturligvis skal være en del af turistsatsningen "Camønoen" - og som en smuk, lokal og historisk "Camønopause" - hvor rejsende vil kunne nyde gode pausefaciliteter og ikke mindst den superbe udsigt der spænder fra Østersøen, over Grønsund og Bøgestrømmen - og med et par broer undervejs.

Med venlig hilsen
John Pedersen, Formand Bogø Møllelaug





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.