Tinellas båltale: I skæret af bålet vil jeg gerne takke for invitationen til at holde årets Sankt Hans-tale her i sognegårdens have på Bogø. Det er første gang, jeg skal holde en båltale, og jeg er naturligvis beæret over, at blive bedt om, at dele mine tanker med de, som kunne have lyst til at lytte. Derfor har jeg i et stykke tid funderet lidt over, hvad jeg skulle vælge at tale om.
Det er nu ved midsommertid, at vi kan glæde os over den længste afstand til vinterens mørke og kulde. Og en smukkere ramme findes næppe til en rigtig dansk Sankt Hans aften end med denne udsigt.
Selvom vi med Sankt Hans aften fejrer den hellige Johannes Døberen, fejrer vi også det gode symboliseret ved lyset og de lange dage. Går vi langt tilbage i tiden, har aftenen været en hedensk skik, hvor man netop fejrede årets længste dag. Den tætte sammenhæng mellem det hedenske og det kristne ses tydeligt ved, at aftenen tidligere traditionelt var forbundet med magien og med det gode og det onde. I vores moderne tid forbinder vi særligt Sankt Hans aften med bålet og fortællingerne om heksens afbrænding. Dermed dyrker vi fortsat den lange tradition med at sende det onde på flugt symboliseret ved en heksebrænding.
Heksen blev i sin tid opfattet som én, der havde onde overnaturlige evner, som én der praktiserede heksekunst og skadede sine medmennesker. Det var typisk en kvinde – men det kunne også være en mand. Heksene blev ofte gjort ansvarlige for uforklarlige ulykker.
Men hvem er nutidens hekse – er det den mystiske nabo, som ingen rigtig kender, I ved, hende der som har 9 katte, en ukrudtsbefængt forhave og et mærkeligt udseende? Eller er nutids-heksen chefen med den ukendte agenda, som præsenterer os for uønskede forandringer, og puster til vores trygge ”plejer”? Heksene kunne også være de der forhadte politikere, som træffer tåbelige beslutninger, og intet ved om virkelige menneskers liv! Eller kunne heksene være de fremmede, som kommer fra andre lande med mærkelige kulturer og værdier, vi ikke rigtigt kender til, men gerne fornægter og gisner om?!
Hvem kan sige sig fri for indimellem at tænke skeptisk eller være mistroisk over for det, som er anderledes og mystisk – det kaldes i psykologiens verden for en naturlig forsvarsmekanisme over for det ukendte.
”Hvorfor netop mig” kunne man nemt forestille sig, at heksene tænkte, inden de blev straffet på bålet for deres tillagte ondskab. Igennem tiderne har teologer og filosoffer også prøvet at finde forklaringer på, hvorfor Gud lader det onde ske – tilsvarende genkender vi måske fortvivlelse fra vores eget liv, hvis ulykker eller uretfærdighed har ramt os – og vi står tilbage med spørgsmål om hvorfor!
Godt og ondt er knyttet sammen som to modsatrettede magter; ofte forklaret ved Gud og Satan. Mennesket kan dog som det eneste dyr handle bevidst, vi har en fri vilje, og kan i et vist omfang bestemme selv. Vi vurderer således, hvad eller hvem der er det gode eller det onde. Det interessante kunne i denne sammenhæng være at tænke over, om denne frie vilje giver os ret til at dømme andre?
Jeg kan godt lide Løgstrups tilgang til eksistentielle spørgsmål. Løgstrup er etiker, og han betragter livet som en gave. Han bebuder, at det er menneskets pligt at varetage næstens liv som sit eget, fordi næstens liv også er en gave… Gælder det også hekses liv?
Hekse repræsenterer jo det onde og ukendte, og giver anledning til bekymringer om problemers komme. Og problemer er der altid nogle af, store som små – derfor finder jeg det interessant at reflektere over, hvordan vi anskuer problemer i vor nutid. Vi har ofte den iboende grundantagelse, at livet skal være godt, det fortjener vi.
Etikere har gennem tiden anskuet lidelse kontra glæde på forskellig vis. Løgstrup gør sig denne betragtning: ”Kun lidelse og ulykke forlanger en forklaring. Det glædeliges eksistens forlanger derimod ikke en forklaring – hvorfor egentlig ikke?”
Vi efterstræber et lykkefyldt liv – lykke som i paradisisk tilstand, inden slangen kom, og forpurrede det hele ved at lokke Adam og Eva til at bruge deres frie vilje, og spise af træet til kundskab om godt og ondt, som Gud havde forbudt dem at spise af. Således kom vi alle til at hænge på arvesynden – I ved, den der ubudne gæst, som ingen vil have eller være.
Arvesynd - det virker uretfærdigt, for det man arver, kan man vel ikke gøre for - lidt ligesom hårfarve eller skøre forældre. Men hvordan kan synd opfattes i nutidig forstand?
I diverse opslagsværker står, at synd er et brud med gudsforholdet – det kan fx være, når man tillader sig at være sit eget livs herre - hvilket kommer til udtryk ved menneskets fundamentale selvcentrerethed. Med et fokus på ”jeg, mig og mit” frem for ”vi, os og vores” bevæger mennesket sig i mange henseender væk fra styrken ved et fællesskab. Derfor er det særlig vigtigt, at vi på en Sankt Hans aften som i aften, samles og værdsætter fællesskabet. Samtidig kan vi glædes over, at vi ikke længere fysisk brænder dem, som afviger fra normen. Måske kan vi med tiden udvikle holdninger, der gør, at vi heller ikke brænder eller dømmer nutidens hekse via diverse medier eller ved snak i krogene!
I lørdags var jeg til fællesspisning i min ældste søns klasse - det var lidt skyet – og min yngste søn udbrød lidt henslængt, at han ville ønske, det altid var solskin og dejlig varmt. En far til et andet barn, spurgte herefter min søn, om vi mon ville vide, hvor godt vi havde det, hvis vi altid havde det godt – og den tanke har jeg valgt at dele her i aften. Jeg synes nemlig, det er en vigtig drøftelse - især i en tid hvor vi er enormt lykkefokuserede.
Der er ikke noget, der må gøre ondt eller føles hårdt - og vi ønsker jo alle det bedste for vores nærmeste - ikke mindst vores børn – hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at nutidens børn i visse medier kategoriseres som ”curling-børn”. Det betyder, at vi forældre forsøger at feje problemerne bort fra vores børns vej, så de ikke oplever modgang. Jeg er selv en af nutidens forældre – og kan ikke sige mig fri for, at falde i ”curling-fælden” i ny og næ. Er det syndigt? Er det godt for individet? Er det til fællesskabets bedste, eller er det i virkeligheden en bjørnetjeneste? Måske er det noget helt andet…
Det vil der givetvis være mange synsninger om, så jeg vil overlade spørgsmålet til de indre refleksioner…
Jeg kan godt lide at anskue det ukendte med en nysgerrighed. I filosofiens verden anvendes ”dyb undren” – som forstås ved grundholdningen, at ”man ikke kan tænke, hvis man ved, man har ret”. Forudfattede meninger bliver således sat på prøve under forudsætning af, at mennesker har tillid til hinanden i dialogen.
Med disse ord vil jeg opfordre til, at vi i mødet med det ukendte konfronterer vores indre frygt og fordomme om godt og ondt, og byder nutidens hekse ind i fællesskabet med tillid, omtanke og åbne arme.
Tak fordi I lyttede. Jeg ønsker, I må få en dejlig Sankt Hans aften.
Tinella Svarrer 2016 |