Tanker om mølle, madpakkerum, kontingenter og Bogøs DNA

Af Bestyrelsen , Bogø Møllelaug
4. juli 2016 15:36


Bogø Mølle med Camønobænk. Foto: KWP
Nu skulle folderne med invitation til at betale det årlige kontingent til møllen på 150 kr. for en husstand være omdelt på øen og sendt til vores udenøs medlemmer.
’I maskinrummet’ er opsnappet, at nogle på Bogø ikke ønsker at betale kontingent, fordi noget af indbetalingen kommer til at gå til at finansiere Camønoen i form af udgifter til drift af madpakkerum og toilet. Det er møllen, man ønsker at støtte, ikke Camøno-projektet, lyder indvendingen. Og den slags skal man jo lytte til.

Den forrige bestyrelse sagde ja til Camønoen – tilbud om indlagt vand, kloakering og toilet på møllen var meget tillokkende og udgifter, vi ikke selv havde midler til at finansiere. Et ja forpligter, og den nuværende bestyrelse har slået krøller på sig selv for at leve op til møllens del af aftalen. Møllen skal for alt i verden bevares, hvis det er muligt at finde mennesker til at tage opgaven på sig og skaffe penge til at sørge for den mest nødvendige vedligeholdelse.

I § 1 i vedtægterne for Bogø Mølle (se dem på Portalen under Foreninger/Bogø Møllelaug/dokumenter/vedtægter) står der, at bestyrelsens opgave er ”at drive Bogø Mølle og bevare den for eftertiden i overensstemmelse med bestemmelserne i de til enhver tid tinglyste fredningsdeklarationer”. Samme paragraf fortsætter: ”Endvidere at fremme interessen for møllen ved at afholde passende arrangementer.”

Vi gør begge dele. Og vi glæder os altid over at se gæster på møllen. Derfor afholder vi aktiviteter over sommeren, op til jul – og i øvrigt, når lejlighed byder sig. Gæster på Camøno-vandring er nyt tiltag, det ’ligger lige til højrebenet’. De besøger møllen, benytter sig af Camøno-faciliteterne, sidder på bænken uden for og nyder den storslåede udsigt og tænker sikkert smukke tanker. Alle bidrager til møllens drift: Kontingentbetalerne med deres indbetalinger, gæster på møllen på forskellig måde til vore arrangementer og vandrerne med indlagt vand, kloakering og et toilet. Vi takker alle for jeres bidrag!

Med hensyn til det sidste, så er der unægtelig nogle følgeudgifter. Og det et svært regnestykke at gøre op: Hvad koster Camønoen så møllen? Vi forventer udgifter til vand og el. Men vi kan ikke forudsige, hvad det vil løbe op i før året er omme. Udgifter til forsikring: En merudgift på ca. 2000 kr. årligt.

Alt det andet? Vi har fået foræret bordet af Tom på Østerskovvej, stole, hyldeophæng, plakat, postkort til salg (= indtægt) af Steen på Hovedgaden, Ulrik har sponseret rengøringsmidler, Wæhrens sponserer toiletpapir, Gå-Bussen tjekker 3 gange ugentligt, før de går tur, at der ser pænt ud. Tusind tak!

Camønoen er nu en del af møllens virke. Det er nyt, vi kendte det ikke for tre år siden. Der sker hele tiden nye tiltag. Fx kan man nu købe nykværnet mel, hver gang møllen er åben. Det kaldes at følge med tiden, og det er helt i tråd med Bogøs DNA – det, vi berømmer, når vi søger om at blive udnævnt til Årets Juleby, Regionens bedste Landsby - og optræder i P4 Sjælland.

Venlig hilsen
Bestyrelsen for Bogø Møllelaug





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.