Indvielse af Bogø Ruten

Af Bestyrelsen , Bogø & Farø Lokalforum
18. juli 2016 08:36


Indvielse af Bogø Ruten
Bogø Ruten indvies lørdag den 17. september 2016 kl. 10. Udgangspunktet vil være ved Bogø Mølle.
Kom og vær med til at afprøve den nye Bogørute. Der vil være sjove overraskelser og blive fortalt historier og skrøner fra Bogø undervejs.

Sporet på Bogø
Natursti på Bogø, i mellem Sjælland og Falster. Sporet starter ved Bogø havn, hvor der findes parkeringspladser. Sporet er ca. 7,4 km langt.

1 Bogø Mølle
Møllen kan spores helt tilbage til 1726. Den nuværende mølle er en hollandsk vindmølle, og den blev opført i 1852. Møllen er i dag ejet af ”Bogø Møllelaug”. Møllegården, som ses nord for møllen, blev solgt i 1985 og er i dag privat ejendom. På et tidspunkt blev der installeret en dieselmotor i møllen til at drive kværnene, og møllen var i drift til 1965.

2 Sommerhusområdet
I 1960’erne blev de første sommerhusgrunde udstykket. De blev udstykket fra gården Kathøj og består af områderne Møllebakken, Tårnbakken og Strandbakken. Senere er der blevet udstykket talrige sommerhusgrunde ved Ålborgvej og Fruekildevej.

3 Vindmøllen
Vindmøllen blev opført i 1945 som en to-vinget jævnstrømsmølle. Den blev opført af F.l. Smidth A/S i samarbejde med Kramme og Zeuthen (KZ flyene). Ideen var, at der skulle kunne produceres strøm under krigen, men effektiviteten var ikke overvældende. Efter krigen aftog interessen for vindmøller, og i 1962 konkluderede regeringens vindkraftudvalg, at ”man ikke skal arbejde mere med vindkraft i Danmark” og udvalget blev nedlagt. Møllen ejes i dag af SEAS og bruges udelukkende som antennemast for mobiltelefoni.

4 Sprøjtehuset
I 1862 kom en ny brandpolitiklov, som pålagde kommunerne brandslukningspligten. I den forbindelse blev der opført en række sprøjtehuse i hele landet. Dette sprøjtehus blev opført ca. 1862, men desværre findes der ingen optegnelser af, hvornår huset rent faktisk blev bygget. Det har ikke været vedligeholdt i mange år, men i 2015 blev et restaureringsarbejde påbegyndt. Den hestetrukne sprøjte blev restaureret i 2014.

5 Bogø Kirke
Kirken er bygget i sen-gotisk stil ca. år 1500. Senere, i slutningen af 1800-tallet, blev vinduerne ombygget i gotisk stil. Tårnet var oprindeligt også bygget i sen-gotisk stil, men blev i 1868 forhøjet med såkaldte ”Flensborgsten”, så det i dag er 16,4 meter højt. Forhøjelsen af tårnet havde bl.a. det formål at kunne tjene som sømærke. Af præstegården, som tidligere var et trelænget kompleks, står nu kun stuehuset tilbage. Det bliver i dag brugt som kontor, konfirmandstue og som ”sognegård”, hvor øens borgere kan afholde forskellige arrangementer af kulturhistorisk værdi.

6 Løskøbelsesstenen
Den 20. september 1769 løskøbte beboerne Bogø fra kronen for den nette sum af 18.456 rigsdaler og 30 skilling. De forskellige mærker på stenen, såkaldte karmærker, er kendetegn som de enkelte gårde brugte til at afmærke værktøj, besætning, vogne m.v. med. På den måde kunne man altid finde ud af hvilke ejendele, kreaturer m.v., der tilhørte hvor. Der findes stadig, i ny og næ, gammelt værktøj med disse mærker, når der ryddes op i lader, på lofter og andre gemmer.

Læs mere på spor.dk

Kilde: spor.dk





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.