Bålmad i Bogø Køkkenet – ”Flere bål Kjeld”...

Af Kokketeamet , Bogø Køkkenet
14. september 2016 21:06


Foto: Heinrich Dick-Nielsen
Tirsdag den 13. september havde Bogø Køkkenet inviteret til bålmad. Fællesspisningen foregik denne gang hos Birgit og Allan Tjørnemark på Danmarks mest ulovlige terrasse.
På menuen var vildt - ænder og gæs som Allan havde skudt. Kødet blev stegt af i smør og efterfølgende kogt over bål sammen med et lækkert stykke røget spæk, svampe, løg, gulerødder og selvfølgelig fløde og rødvin. Ydermere blev tilsat en fon vi ikke kan røbe hemmeligheden af, da ingredienserne er klassificeret som værende ”top secret”...

Til ”gryden” blev serveret små råstegte kartofler, brød der ville få enhver bagermester til at rødme samt en salat bestående af grønkål, spidskål, valnødder, pærer og blommer.

Alle råvarer er som altid leveret af lokale nyttehaver eller leveret af vores lokale Dagli´ Brugs.

Besøg fra COOP
Tine Ørnebjerg Pedersen, projektleder på Lokale Madfællesskaber i regi af Dagli’Brugsen og Coop Ansvarlighed & innovation samt Nicolai Jæpelt, projektleder på medlemsinvolveringsaktiviteter i Coop amba deltog i fællesspisningen.

Tine og Nicolai er begge med i et pilot-projekt der har følgende formål:
- At finde nogle gode modeller for at skabe blivende lokale madfællesskaber med en Dagli’/LokalBrugsen som omdrejningspunkt
- At involvere medlemmer og borgere i at udvikle madfællesskaber til glæde for byen og dermed styrke butikken som lokalt samlingspunkt
- At skabe partnerskaber med lokale leverandører og samarbejde med fx foreninger, skoler, kultur eller erhvervsliv
- At styrke Dagli’/LokalBrugsens brand som leverandør af madkvalitet

Besøget var kommet i stand efter at Ulrik (Varehusdirektør i Bogøs største indkøbscenter) havde formidlet kontakten til Bogø Køkkenet.

Se billeder her

Velbekomme
Kokketeamet, Bogø Køkkenet





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.