Mønsk læge bag sensationelt fund

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
21. september 2016 14:41


Støvlerne der gemte på en sensation. Foto: Andreas Luskus
I nyeste nummer af " Medicine Journal" beskriver læge Hans Avant-Pied, der er vikar i lægehuset i Damsholte, et sensationelt fund af verdens ældste, og sandsynligvis største eksemplar af en Plantar Verruca, en 78 år gammel fodvorte på hele 75 mm i diameter.
"Et sensationelt fund, der giver ny viden om vortens etiologi" udtaler verdens førende forsker på området, Frigus Pedes fra Karolinska instituttet i Stockholm.

I nyeste nummer af " Medicine Journal" beskriver læge Hans Avant-Pied, der er vikar i lægehuset i Damsholte, et sensationelt fund af verdens ældste, og sandsynligvis største eksemplar af en Plantar Verruca, en 78 år gammel fodvorte på hele 75 mm i diameter.
"Et sensationelt fund, der giver ny viden om vortens etiologi" udtaler verdens førende forsker på området, Frigus Pedes fra Karolinska instituttet i Stockholm.
Hans Avant-Pied beskriver i artiklen hvordan han blev kaldt ud til den 97 årige pensionerede peristaltiker L.P. Arntsen fra Hårbølle, som ved et uheld havde fået hamret en møggreb igennem højre fod under staldarbejdet.

"Efter en hel del afvaskninger af foden og den efterfølgende behandling af det primære sår, kunne jeg straks få øje på den noget forhornede vorte - og vidste med det samme, at der her var tale om noget helt sensationelt" beretter Hans Avant-Pied, som i sine 55 år som læge aldrig har set noget lignende. "Vorten groede imellem storetåen og hammertåen og var tydeligt af en meget ældre dato end noget jeg hidtil havde set, læst eller hørt om".

En vækstprøve blev sendt til verdens førende specialist - professor Frigus Pedes på afdelingen for dermatologi og venerologi på Karolinska Instituttet - som kunne konstatere at vorten er mindst 78 år gammel - hvilket betyder at L.P. Arntsen har erhvervet den under sin militærtid, hvor han lå ved fodfolket i 5. Regiment ved Vordingborg Kaserne i 1938.

"Det har været et rent held at L.P. Arntsen aldrig har været hverken gift eller forlovet" konkluderer Hans Avant-Pied "Han har aldrig gået i ret meget andet end gummistøvler, både udendørs og indendørs og har alene skiftet sokker når de var slidt op - og har slet ikke haft noget socialt betinget behov for at vaske sine fødder, hvilket har været et perfekt vækstmiljø."

På trods af et tilbud fra lægehuset i Damsholte om at fjerne gevæksten, endda helt uden beregning, har L.P. Arntsen nu accepteret at blive inddraget i et forskningsprojekt ledet af professor Frigus Pedes, hvor vortens fortsatte liv kortlægges, for som L. P. Arntsen udtaler til Medicine Journal: " Når den nu har siddet der siden soldatertiden, kan den nok sidde der et år eller to mere - især hvis det gavner videnskaben."

Alverdens Nyheder har ingen intention om at have den mindste tilknytning til virkelige begivenheder og benytter sig af det pure opspind. Er der nogen form for lighed med virkelighedens personer og hændelser må det tilskrives rent held.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.