På sporet af Bogø

Af Vordingborg Kommune
23. september 2016 13:12


Fra indvielsen af Bogøsporet. Foto: vordingborg.dk
Nu er cykel- og vandrestien Bogøsporet åbnet.

Bogø Lokalråd har med stor tålmodighed, kærlighed til øen og respekt for øens beboere arbejdet for en 7 km vandrerute på Bogø. Det bar frugt i lørdags, hvor Bogøsporet åbnede på toppen af møllebakken en vindblæst solskinsdag i lørdags med taler, Bogøfortællinger, åben mølle, åbent hus og have, fin musik og sang.

Der var flot lokal opbakning til dagen og sporet. Dorthe fra Gåbussen holdt en fin tale om Spor og inviterede til, at så mange som muligt kunne klippe den lysegrønne snor og åbne sporet i fællesskab. Omkring 100 var mødt op for at gå og cykle turen. Undervejs blev turen krydret med fortællinger ved Sprøjtehuset, Himmeriget, Frikøbsstenen og musik ved Skovpavillonen
I dagens anledning var Bogø Mølle åben for nysgerrige, og de fremmødte blev mødt udenfor møllen af Ulla, en venlig værtinde for et overdådigt bord med hjemmelavet friskpresset æblesaft, æbler fra haven, gulerødder, kaffe, the og kage sponseret af Brugsen. Rub og stub forsvandt i løbet af dagen.

Med på turen rundt var også to forskere fra RUC, der er i gang med et forskningsprojekt omkring vandring og deleøkonomi. Så flere fremmødte gæster og ildsjæle blev interviewet undervejs. Også fra København var der gæster, som var så begejstrede for Bogø og Møn, at de følger med i alle udendørs arrangementer på nettet og i avisen for at komme ned og opleve livet på øerne.

Bogøsporet inviterer igennem Bogø By, så sejlende, cyklende eller vandrende gæster og lokale ser Bogøs mange skønne steder og historier. Ruten starter og slutter på Bogø Havn, men det er jo ingen hindring for, at man kan starte hvor som helst. Ved Sprøjtehuset og på Bogø Havn er der sat folderkasser, så her kan du finde en folder.
Historien for sporet på Bogø går flere år tilbage. Allerede i 2001 dannedes en stigruppe på Bogø, der drømte om at skabe en sti eller rute hele vejen rundt langs kysten af Bogø. Drømmene er der stadig, men der er et godt stykke vej, før det kan lykkes. Det kræver opbakning fra alle langs kysten.

Der vil blive arbejdet videre for, at to af de oprindelige poststier vil komme med i Bogøsporet. Sporet er blevet til i samarbejde mellem Spor i landskabet, Bogø Lokalråds stigruppe og Vordingborg Kommune.

Kilde: vordingborg.dk





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.