Stege og Omegns Lokalråd - SOL- ansøgte i oktober om tilskud fra kommunens LUP-pulje til gennemførelse af tre højt prioriterede projekter, nemlig ’Genskabelse af Silderuten’, ’Stirute rundt om Stege Nor’ og ’Forskønnelse af Lendemarke Hovedgade’.
|
De tre ansøgninger blev behandlet på Økonomudvalgsmødet den 16. nov. Resultatet blev et tilsagn til Sildrute-projektet, men afslag på de to øvrige ansøgninger. Afgørelsen har vakt både glæde og skuffelse i lokalrådet. Glæde over tilsagnet til genskabelse af Silderuten; et nødvendigt projekt, og det ligger ’lige til højrebenet’. SOL skal skaffe restfinansiering på ca. 79.000 kr., det arbejder vi videre på. Skuffelsen var til gengæld stor over afslaget på de to andre projekter. Vi havde håbet på – og næsten regnet med – tilsagn til alle tre projekter, som er særdeles grundigt forberedt. Kommunen afsætter 1 mio. kr. om året i LUP-puljen til projekter, der er prioriteret af lokalrådene. Puljen er dog sjældent blevet brugt, bl.a. fordi kommunen stiller krav om, at ansøgende lokalråd skal have udarbejdet en ’Lokal UdviklingsPlan’ (en ’LUP’, deraf også navnet på puljen). De fleste af lokalrådene har IKKE udarbejdet en LUP, da det er en ganske krævende proces. Derfor søger de ikke LUP-puljen. I SOL har vi faktisk udarbejdet en LUP, der lever op til alle krav. Det var et stort arbejde, men vi gjorde det fordi vi synes, at kravet om en vis kvalitet i ansøgningerne er rimeligt. Vi synes, at vore tre projektforslag var gode idéer og meget velbegrundede; dels fordi de er udtryk for behov, som borgerne har meldt ind; dels fordi de med i vores LUP. Så meget desto størrelse vores skuffelse – og overraskelse – over de to afslag. Den blev ikke mindre af begrundelserne i mødereferatet. Projekt ’Stirute Rundt om Stege Nor’ (der skal afklare, om en sådan rute kan laves under hensyntagen til lodsejer- og naturinteresser), var indstillet af forvaltningen til godkendelse. Politikerne gik imidlertid imod indstillingen - uden begrundelse. Vi har heller ikke efterfølgende kunnet få oplyst begrundelsen. I stedet må vi vente til ’dialogmødet’ med politikerne i februar, hvor vi vil rejse spørgsmålet igen. Projekt ’Forskønnelse af Lendemarke Hovedgade’ var indstillet af forvaltningen til afslag, fordi projektet angiveligt ikke passer til den foreliggende prioritering af opgaver på dette (Teknik- og Miljøudvalgets) arbejdsområde. Det er efter vores mening en uacceptabel begrundelse: Hvis en prioritering, der er foretaget internt i kommunen, altid går forud for velbegrundede og gennemarbejdede ønsker fra lokalbefolkningen og lokalrådet, hvad skal man så overhovedet have et lokalråd til? Vordingborg Kommune er med rette stolt af sin ’nærdemokratimodel’. Men modellen kræver selvfølgelig, at man respekterer borgere og lokalråd, og er villig til at afgive en del af sin uindskrænkede magt til dem. Ellers er den højt besungne model jo rent narreværk. SOL vil kæmpe videre for alle tre projekter, og formentlig flere til. Vi opfordrer kommune til at finde en anden og mere dialog-præget metode til behandling af ansøgninger, der ikke passer 100% ind i de tanker, som politikerne og forvaltningen allerede selv har tænkt.
For yderligere oplysninger kontakt formand Camilla Bøggild tlf.. 30527960 |
Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.
|
|