Fredag den 17. marts var der igen indkaldt til generalforsamling i Bogø Mandeloge. Ca. 50 brødre havde taget imod denne invitation, og var forventningsfulde draget mod Skånningevej 8, hvor Kjeld Sørensen inviterede indenfor i Bogøs måske hyggeligste lokaler.
|
Afgående Storebror Henrik Dunk Saxnæs, samt de to mindre brødre Gustav Bengtsson samt Jesper Heien, bød indenfor. Her var der dækket op med levende lys på bordene og der var tændt op i pejsen (som faktisk er en pizzaovn).
Inden generalforsamlingen havde Brødrene inviteret Thomas Myhr fra Vinhuset i Luffes gård i Stege til at forestå en vinsmagning. Thomas havde udvalgt 6 rødvine der skulle smages på. Han fortalte levende om de medbragte vine og svarede kompetent på spørgsmål fra forsamlingen.
De 6 rødvine der var på programmet var: Vega Demara fra Mateos de la Higuera (spanien) Implicit fra Rosa Santos (Portugal) Nardelli fra Lorusso Michele (Italien) El Bos fra Viño de Toro (Spanien) Lodi Zin fra Scotto Vineyard (USA) Amaranta fra Tenuta Ulisse (Italien)
Afslutningsvis var der mulighed for at smage Møn Gin med tilhørende Tonic vand.
Generalforsamlingen: Efter vinsmagningen skulle vi igen være vidne til en noget usammenhængende generalforsamling. De afgående brødre havde allieret sig med en lokal ”entertainer” til at lede slagets gang. En opgave der med stor tydelighed var for stor en mundfuld for selvsamme. Dette resulterede ikke overraskende i et nærmest kaotisk forløb. Det eneste der med tydelighed blev fastslået var, at Richard Naylor nu er logens Storebror flankeret af de to lillebrødre Frank Knudsen samt Jack Joensen samt at et evt. underskud denne aften ville blive "tørret" af på Brugsen. Eneste positive ved generalforsamlingen var, at den ikke trak i langdrag. 10-11 minutter tog det og det er godkendt.
Efter generalforsamlingen blev der serveret Bogø Gryde med mørbrad, coctailpølser og perleløg. Dertil serveredes ris og ovnbagte kartofler. Grønt var der selvfølgelig til i form af ÉN cherrytomat pr. bord. ”Gryden” blev skyllet ned med en håndbajer.
Fordi det var Saint Patrick's Day, og den nye formand er ¼ irer takket være dennes farmor, serverede Richard Guinness blandet med Champagne - en noget anderledes smagsoplevelse (prøv det hvis du ikke kender det - det var ikke så ringe endda).
Selv om dette er en Mandeloge skal det nævnes, at en fraktion strikkeglade kvinder denne aften, havde stimlet sammen i en lejlighed i Bogø Hovedgade. Alene med det formål, hurtigt at kunne rykke ud og yde sikker hjemtransport for brødrene. Bestemt noget andre kvinder burde lære af...
Skulle nogen, mod forventning, ønske at læse referatet fra generalforsamlingen, kan dette noget usammenhængende skriv erhverves her.
Se billeder her
Bror |
Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.
|
|