Camønospot år 2 på Bogø

Af Bestyrelsen , Bogø Møllelaug
4. april 2017 09:11


Bogø Mølle. Foto: KWP
Madpakkerum og toilet på møllen åbner for sæsonen lørdag den 1. april. Og nej, det er ikke en aprilsnar! Så er der adgang for vandrere 24/7 lige til 1. november, hvor vi lukker for vandet igen, og derfor også for madpakkerum og toilet.
Vi håber, når vejret bliver lidt lunere, at få malet væggene i begge rum. Men en nyhed helt fra sæsonstart er, at vi har fået en reol sat op til bøger fra havnens lille campingvogn, som nu er nedlagt.

Det er jo ikke kun vandrere, der besøger madpakkerummet. Vi ved, at elever fra skolen også kan finde på at sidde der og lave opgaver – med porten stående åben, så de kan nyde udsigten, mens de arbejder. Og det er da fantastisk, at rummet også bliver brugt på den måde.

Om det foregår i eller uden for skoletiden ved vi ikke, men noget andet, der også benyttes, er vores gæstebog. Den har vi fået foræret af Portalen, og i den skriver vandrere og andre turister små fine hilsner. Det er bare lidt træls, at bogen også benyttes til bl.a. at lave noter med helsides opdateringer på Pokemonspots og tegne overdimensionerede mandlige kønsattributter ud over flere af siderne (mange af ’kunstnerne’ er endda så venlige at signere deres værker!). Kære lærere og forældre, hvis I kunne bruge to minutter på at tale med jeres elever/poder om, at det ikke er det, bogen er beregnet til, og at det ikke er alle, der nyder det syn, så vil vi være meget taknemmelige. For det er lidt øv.

Vi håber, at madpakkerummet vil blive brugt godt, og at alle vil hjælpe med at passe på det.

Velkommen til sæson 2!

Bogø Møllelaug





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.