Madsamling Krenkerup åbner 15. april 2017

Pressemeddelelse: Madsamling Krenkerup
8. april 2017 01:37


Madsamling Krenkerup åbner 15. april 2017
Fra påskelørdag d. 15. april bliver det muligt at handle friske fødevarer direkte fra lokale producenter i smukke rammer ved Krenkerup Gods og Bryggeri. Madsamling er en ny måde at handle fødevarer på til gavn for både kunder, producenter og lokalsamfundet.
Madsamling er et nyt tiltag i Danmark, der bygger på erfaringer fra Frankrig, Italien, Spanien, England og Belgien. Konceptet er simpelt: Forbrugerne bliver medlem af en lokal Madsamling og på Madsamling.dk bestiller og betaler medlemmerne varerne i en webshop. En gang om ugen henter medlemmerne deres bestillinger på et lokalt opsamlingssted, hvor madsamlingens vært arrangerer den fysiske opsamling, smagninger og måske en lille event. Opsamlingen afholdes samme sted hver uge – samme ugedag og i et fast tidsrum på to timer.

Madsamling har en enkel og transparent forretningsmodel. 80% af omsætningen lander hos producenten, 10% hos den lokale ildsjæl, som har påtaget sig værtsskabet og 10% hos Madsamling for at drive og udvikle handelsplatformen. Det koster intet for producenter og medlemmer at blive en del af en Madsamling, og de fordyrende mellemled er afskaffet. Producenterne udbyder hver uge deres varer i sæson til en fair pris, som de selv bestemmer.

Kernen i en Madsamling er handelsplatformen, hvor medlemmerne bestiller og betaler varerne. På den måde ved producenterne altid hvad der er solgt op til opsamlingen, og det er derfor slut med det madspild, producenten kan opleve ved salg på traditionelle madmarkeder.

LØRDAG D. 15. APRIL 2017 KL. 10:00-12:00: MADSAMLING KRENKERUP ÅBNER
Den første danske Madsamling åbnede den 20. januar i Vordingborg og 10 andre madsamlinger er under etablering. Målet er, at 25 lokale madsamlinger skal åbne for handel i 2017. Lørdag d. 15. april 2017 klokken 10-12 åbnes dørene til Madsamling Krenkerup, men allerede fra d. 8. april vil det være muligt at bestille varer til afhentning på Krenkerup. Gratis tilmelding til Madsamling Krenkerup sker på Madsamling.dk.

PRESSEKONTAKT
Louise Berling Brun, Kommunikationsansvarlig
Madsamling Krenkerup
Tlf. 21 58 53 73
lbb@krenkerup.dk





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.