Glad turistforening indbyder til generalforsamling

Pressemeddelelse Møn-Sydsjælland Turistforening
12. april 2017 09:32


Foto fra en tidligere B2B-messe. Foto: Møn-Sydsjælland Turistforening
Møn-Sydsjælland Turistforening (MST) afholder generalforsamling på Hotel Præstekilde torsdag den 27. april fra kl. 15. Det samlede program for eftermiddagen byder – ud over selve generalforsamlingen - på B2B (’business to business’) messe, afsløring af årets turistplakat og afsluttende fællesspisning
’Det er i en stemning af stor glæde, at vi indbyder til årets generalforsamling’, siger formand for MST, Nils Natorp. ’For et par år siden gennemgik den lokale turistverden er større omvæltning, med skabelse af den 4-kommunale turistorganisation De Danske Sydhavskyster. Den nye organisation har betydet en væsentlig styrkelse af markedsføringen af vores destination overfor turister udefra’.
’Det lokale niveau har haft lidt svært ved at finde sine ben i den nye struktur, men det føler vi nu er ved at lykkes’, fortsætter Nils Natorp. ’Ikke mindst med etablering af House of Møn, som vi med kæmpe opbakning kunne indvie forleden. House of Møn vil give vore gæster en ny og endnu bedre velkomst til Møn og Vordingborg Kommune. Så nu føler vi, at turisterhvervet kan gå fremtiden i møde på to stærke ben’.

MST har inviteret alle medlemsvirksomheder på Møn og Sydsjælland til B2B-messe fra kl. 15.
’Konceptet er ganske enkelt’, siger Liza Krügermeier fra MST. ’Mød op og medbring dit markedsføringsmateriale for den kommende sæson: Brochurer, foldere og deslige – og udveksl materiale med de øvrige virksomheder på messen. På denne måde kan du hurtigt få dit markedsføringsmateriale ud til en masse samarbejdspartnere, som du samtidig lige får hilst på. Og du vil være meget bedre rustet til at hjælpe de besøgende og henvise til kolleger, når sæsonen for alvor går i gang’.
Før generalforsamlingen – nærmere betegnet kl. 15.15 - afsløres årets turistplakat. Det må være den 26. i rækken, der startede i 1992. I år er det Præstø-kunstneren Else Vest Dentrup, der har påtaget sig opgaven med at skabe et værk under temaet ’Møn-Sydsjælland - Danmarks Paradis’. MST glæder sig til at afsløre værket og skåle i bobler med kunstneren.

Selve generalforsamlingen starter kl. 16, med dagsorden efter vedtægterne. Efter afslutning af generalforsamlingen er der B2B-msse frem til kl. 18, hvor der er fælles spisning for de, der har tid og lyst. ’Det er for deltagernes egen regning i år’, siger formanden. ’Foreningens økonomi er lidt trængt. Men vi håber alligevel, at rigtig mange vil være med, også til den festlige afslutning’.
Alle er i øvrigt velkomne til at deltage i arrangementet og overvære generalforsamlingen, dog er det selvfølgelig kun medlemmer af MST, der kan levere materiale på B2B-messen og har stemmeret på generalforsamlingen.

Tilmelding til spisning er nødvendig og skal afgives senest torsdag den 20. april til foreningens sekretær Camilla Bøggild på email: camilla@ewald-hansen.dk.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.