Så sker det - Lokalrådets Bosætningskampagne

Af Benny Knudsen , Bogø & Farø Lokalforum
7. juni 2017 11:16


Velkommen til Bogø. Foto: Kresten Fjord
Lokalrådet har igangsat en målrettet bosætningskampagne. Vi har fordelt 400 invitationer til medarbejdere på det nye statsfængsel Storstrøm og til medarbejderne på ATP og Udbetaling Danmark i Vordingborg. Herudover har områdets ejendomsmæglere fået 100 invitationer til fordeling.
Lørdag den 10. og lørdag den 17. juni har vi så inviteret til åben Ø. Begge dage kl. 14 i Idrætsforeningens klubhus.

Spændende hvor mange der kommer.

De skal møde Bogøs foreninger, kostskolen, lokalrådet og først og fremmest bogøerne. Der vil være orientering og snak, kaffe og aktiviteter for børnene. Du er velkommen til at give en hånd med, tag en rundtur med vores gæster. Nogle af ejendomsmæglerne holder åbent i de huse, der er til salg.

Vi er et meget aktivt lokalsamfund. Det kan trække tilflyttere til. For børnefamilier har vi det hele. Lærkereden med vuggestue og børnehave, kostskolen med 0. – 10. klasse og fritidsordning. To sportshaller, fitnesscentre, tennisbaner, Dagli’ Brugs, lystbådehavne, skov, flot badevand og et enestående sammenhold.

Der er aktiviteter for børn, unge og voksne. Vi er en ø i udvikling. Vi er en skoleø og vi er en søfartsø. Vi har altid fået indbyggere udefra, så vi tager godt imod.
Vi har bus hver time, både fra Vordingborg og fra Stege samt en rute fra Nykøbing Falster.
Vores initiativ skal fortælle de potentielle tilflyttere om det alt sammen.

Alle er velkomne til at deltage og give deres besyv med. Det er en fælles sag at skabe udvikling på Bogø.

Bogø Lokalråd





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.