Modstand mod boring efter olie, gas og fracking på Lolland-Falster og Bogø

Af Thorvald Berthelsen
21. juli 2017 09:42


Fracking
Sigurd Kværndrup, formand for StORDstrømmen, Ebbe Brandt Møller, formand for Guldborgsund Billedkunstråd og kunstnerisk leder af Vandtårnet i Nykøbing F, Finn Otte Møller, formand for Art Nordfalster, billedhuggerne og Landart kunstnerne Anne Højstrup og Palle Lindau sender sammen med Koordinationsgruppen for modstand mod boring efter olie, gas og fracking på Lolland-Falster denne opfordring til kunstnere af enhver art på Lolland-Falster.
Siden slutningen af maj er det blevet klart at regeringen vil give et nydannet internationalt selskab tilladelse til at bore efter olie, gas og geotermisk energi på Lolland Falster og Bogø også ved brug af fracking, hvis det er nødvendigt. Ved fracking sender man store mængder vand, sand og hemmelige kemikalier under højt tryk ned i borehuller for at sprække sig vej til olie og gas m.v. Det skader med stor sandsynlighed grundvandet uopretteligt, ligesom det i modstrid med klimaaftalerne i Paris om nedtrapning af CO2 udslippet vil forøge det. Det er også et helt forkert signal som vil ødelægge Lolland-Falsters udvikling mod grøn energi, produktion og turisme, som efter mange års indsats nu ser ud til at trænge igennem.

Vi opfordrer alle kunstnere på Sydhavsøerne til at lave værker inspireret af disse udsigter til fracking efter olie og gas m.v. og stille værkerne til rådighed for Koordinationsgruppen, Nul Huller, så de kan bruges i forbindelse med udstillinger, aktioner og møder lokalt og ved Christiansborg. Vi vil også være glade hvis kunstnere stiller værker til rådighed for salg til fordel for modstanden mod fracking efter olie, gas og andet på Lolland-Falster.

Vi ser frem til og modtager med tak ethvert bidrag. Det skal bare sendes digitalt til Thorvald Berthelsen, tb-it@hotmail.com, i første omgang. Vil man ikke maile kan man ringe eller SMSe på 42312642. Så aftaler vi den fysiske aflevering derefter.

Med venlig hilsen
Esben Brandt Møller, Finn Otte Møller, Anne Højstrup, Palle Lindau, Sigurd Kværndrup, Thorvald Berthelsen og Bodil Waagensen





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.