Fejl i høring af kommunerne og høringsmaterialet om kommende tilladelse til boring efter olie, gas og fracking på Sydhavsøerne og Bogø

Af Thorvald Berthelsen
3. august 2017 07:27


Ingen Fracking på Bogø
Energi-forsynings- og klimaministeren vil på Energistyrelsens anbefaling give firmaet Nail Ressources tilladelse til efterforskning efter olie, gas og geotermi og eventuel senere udvinding i undergrunden på Lolland og Falster og Bogø. Samtidig gives tilladelse til evt. at anvende fracking under både efterforskningen og udvindingen.
Energistyrelsen har derfor før sommerferien spurgt Lolland og Guldbogsund kommune hvad de mener om planerne. Det har de efterlyst flere oplysninger end det mangelfulde materiale for at tage endelig stilling til.

Ved fracking sprækker man sig vej ned til de kulbrinteførende eller geotermiske lag ved hjælp af meget store mængder vand blandet med sand og kemikalier under højt tryk. Det medfører stor risiko for ødelæggelse af grundvandet og andre miljøskader. Energistyrelsen understreger selv i sin redegørelse for ansøgningen og udkastet til tilladelse til Folketingets energiudvalg:
”Alle tilladelser til efterforskning og indvinding af kulbrinter og geotermisk energi kan føre til behov for frakturering både i efterforskningsfasen og en eventuelt senere indvindingsfase.”

Men styrelsen glemte Vordingborg kommune. Da Bogø lokalråd og Vordingborg kommune fik informationer om planerne gennem koordinationsudvalget for kampagnen Nul huller, nej til olie, gas og fracking på Sydhavsøerne og Bogø henvendte de sig til Energistyrelsen. Derefter skyndte styrelsen sig ved udsigten til bl.a. samrådet i Folketingets forsynings-, klima- og energiudvalg d. 17. august at undskylde at Vordingborg kommune ikke var blevet hørt og meddelte at det var en fejl at Bogø var blevet udpeget som en del af undersøgelsesområdet, som ville blive rettet i et nyt udkast til tilladelse.

Så kan man spørge hvor mange andre fejl i sagsbehandling og det foreliggende udkast til tilladelsen Energistyrelsen har begået?

Energistyrelsens brev til Vordingborgs Borgmester er vedlagt

Thorvald Berthelsen forfatter, billedmager og medlem af koordinationssudvalget for NUL HULLER, nej til olie, gas og fracking

Læs/se også:
Høring_Kommuner_Nail_Resources(3787099,1873670).PDF.PDF – brev til Lolland og Guldborgsund kommuner fra Energistyrelsen

Svar på høring vedr. Ny Åben Dør ansøgning (kulbrinter)(3790407).DOCX.PDF – svar fra Lolland kommune til Energistyrelsen.

Kortbilag(3787099,1873671).PDF.PDF – kort over Dansk koncessionsområde - Maj 2016.

Nail Resources Brev til Vordingborg Kommune – brev fra Energistyrelsen til Borgmester Michael Seiding Larsen (Vordingborg Kommune) hvori der redegøres for, at ”Arealet, der berører Vordingborg Kommune, har dog ikke substantiel betydning for ansøger”. Og vordingborg Kommune, og dermed Bogø, ikke er berørt af ansøgningen.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.