Både unge og ældre deltagere kommer til at stå ansigt til ansigt med såvel lokal- som landspolitikere på årets Folkemøde Møn, der afvikles i Askeby på Vestmøn 25. og 26. august.
|
Det starter med en Ungefolkemøde Møn 25. august. Mellem 2500 og 3000 elever på gymnasierne, de ældste klasser i folkeskolen og ungdomsuddannelserne i de sydsjællandske kommuner Vordingborg, Næstved, Guldborgsund og Lolland deltager i en dag, hvor både ungdomspolitikere fra de fleste partier og en række ”gamle” lokal- og landspolitikere fremlægger deres synspunkter .
Lørdag 25. august stiller spidskandidaterne til kommunalvalget i Vordingborg op til tvekamp på ord. I første omgang til traditionel valgkamp partierne imellem. Derefter ved små cafeborde, hvor den enkelte politiker står ansigt til ansigt med både sine vælgere og måske håbefulde kommende vælgere.
Metoden sikrer en direkte kontakt mellem politikere og vælgere på en helt ny måde.
Cafedebatterne gentages senere på eftermiddagen.
Indimellem er der taler med bl.a. Mette Frederiksen (S), indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Marcus Knuth (V). Fredag får folkemødet besøg af bl.a. Søren Espersen (DF) og Zenia Stampe (R).
Debat om Regionens sygehusvæsen Når det fjerde Folkemøde Møn slår portene op 25. og 26. august, kommer det blandt andet til at handle om fremtidens sygehusvæsen i Region Sjælland. Eller mere præcist: Den sundhedspolitik, det nye regionalråd i skal føre efter valget til november.
Regionen står over for introduktionen af et nyt it-system, Sundhedsplatformen, i løbet af efteråret. Sundhedsplatformen, der allerede er i gang i Region Hovedstaden, fungerer langtfra perfekt. Ventelisterne er nogle steder blevet endnu længere, bl.a. fordi lægerne nu har overtaget en del af det arbejde, lægesekretærerne tidligere stod for.
Debatten på Møn er bredere end selve sygehusvæsenet. Den handler om hele vores sundhedssektor og afholdes på baggrund af valget til Regionalrådet til november. Det enkle spørgsmål, der stilles af arrangørerne, Dansk Sygeplejeråds Kreds Sjælland, er: Hvem skal stå i spidsen for Region Sjællands Sygehusvæsen?
Deltagere bliver Heino Knudsen (S), Jacob Jensen (V), Peter Jacobsen (DF) og Bruno Jerup (Enh). De stiller alle op som formandskandidat i Region Sjælland ved valget 21. november. Tidligere på dagen deltager alle partiernes spidskandidater til regionsvalget i et debatmøde om regionens fremtidige politik.
Speaker's Corner Med inspiration fra Hyde Park i London vil der på Folkemøde Møn 25. og 26. august være et Spekaer’s Corner, en talerstol med adgang for alle.
”Vi vil gerne værne om ytringsfriheden. Vi vil gerne gøre en indsats for, at den ansvarlige taler kan komme til orde og blive hørt. At kritikerne kan rette deres kritik direkte til politikere uden at skulle vente på svar, der måske aldrig kommer. Vi vil gerne værne om det talte ord på et tidspunkt, hvor Facebook, falske og/eller alternative nyheder truer den åbne, demokratiske debat”, siger Susan Thydal, formand for Folkemøde Møn.
Eneste begrænsning for den åbne talerstol er dansk lovgivning. Injurier, racistiske udfald m.v. vil ikke blive tolereret.
Fortsat mangel på frivillige Et så stort og omfattende arrangement som Folkemøde Møn med over 50 stade kan ikke afvikles uden hjælp fra en række frivillige. Selv om Møn Supporters stiller med en række arbejdsglade frivillige medhjælpere, er brug for flere. ”At være frivillig på Folkemøde Møn handler om at være en del af et fælleskab, som er unikt. Vi glæder os meget til byde nye frivillige velkommen”, siger frivilligkoordinato Susan Lange. Folkemøde Møn sørger for morgenmad under selv folkemødet samt forplejning i forbindelse med dine vagter.
Kommer du langvejsfra, så hjælper vi med overnatning. Hvis det skal være gratis, kan vi tilbyde teltplads på området. Der er adgang til bad og toilet i hallen.
Susan Lange på tlf. 40987864 orienterer gerne om behov og koordinerer tilmeldinger. Programmet for Ungefolkemøde Møn og Folkemøde Møn findes på folkemødemøn.dk eller på Facebook. Der er gratis adgang for alle begge dage.
Nærmere oplysninger: Susan Thydal, formand for Folkemøde Møn, tlf. 2865 0365
Liselotte Møller, projektleder, tlf. 3119 6868
Peter Wulff Kåri, journalist, kaari@live.dk Tlf. 4020 2799 Medlem af bestyrelsen for Folkemøde Møn Læs mere om Folkemøde Møn og Ungefolkemøde Møn på www.folkemødemøn.dk eller på Facebook.com/FolkmeødeMøn
|
Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.
|
|