Gang i Hovedgaden

Af KWP , Bogø Portalen
6. november 2017 10:06


Julemarked i Forsamlingshuset. Foto: Heinrich Dick-Nielsen
Søndag den 5. november var der i den grad “gang i Hovedgaden”. Og der er vel kun til Grundlovskørslen, at der kan spottes flere mennesker i bybilledet. Ekstra positivt var det, at rigtig mange spurgte om vej til Sognegården og Forsamlingshuset. Det vidner nemlig om, at der var mange udefrakommende på Bogø denne dag.
Åbent hus i Sydsjællands tekstil-laug
I Sognegården havde Sydsjællands Tekstil-laug deres årlige åbent hus arrangement hvor de udstiller og sælger deres flotte arbejder. Årets tema var stjerner. Meldingerne herfra var, at der var mange besøgende og der var godt gang i salget. Som altid var der gratis kaffe på kanden og dertil hørende lækkert hjemmebag. Se billeder fra åbent hus arrangementet her

Julemarked i Bogø Forsamlingshus
Det årlige, og vanligt udsolgte Julemarked i Forsamlingshuset, trak ligeledes mange besøgende. Der var nærmest trafikprop foran Forsamlingshuset da undertegnede lagde vejen forbi. Det første man møder er den hyggelige julecafé hvor duften af æbleskiver og gløgg strømmer en i møde. Og så er den store sal som altid fyldt til bristepunktet med alskens julerier og flotte gaveartikler. Ligeledes her meldes om mange besøgende og et godt salg. Se billeder fra Forsamlingshuset her

Café Bogø åbnede denne weekend – og bliver ROCKET igennem fredag den 17. november
Så kunne man tro at der ikke var plads til flere julerier i Hovedgaden. Men det kunne ikke være mere forkert. I den nyåbnede Café Bogø var der ligeledes mulighed for, at erhverve den helt unikke gave. Derudover var der mulighed for at få stillet sulten i lækkert frisksmurt smørrebrød, sandwich, æblekage, ris a la mande og andre lækkerier. Og så serverer Café Bogø en aldeles velsmagende æblegløgg. Meldingerne fra de gæster jeg talte med var meget positive. Havde I ikke tid til at lægge vejen forbi Café Bogø denne weekend får I chancen igen de kommende weekender op til jul. Og så kan vi løfte sløret for, at der bliver Fredagsbar på Café Bogø fredag den 17. november - hold øje med Portalen her offentliggør vi meget snart hvem der spiller denne aften. Vi kan oplyse at det er nogle unge gutter der netop har skrevet pladekontrakt og indspillet deres første single. Og en ting tør vi godt love – Café Bogø bliver ROCKET igennem denne aften... Så book aftenen allerede nu! Følg Café Bogø på Facebook





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.