Politiheste skal trænes på Bogø

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
2. januar 2018 20:11


Politiheste skal trænes på Bogø. Foto: politi.dk
IG Grønsund’ s ridecenter bliver fra foråret 2018 hjemsted for politiets træningscenter for politiheste. Centeret skal foruden de nuværende elevheste, huse 50 heste og 12 fastansatte samt det ridende mandskab. En virkelig god nyhed for hele lokalsamfundet udtaler lokalrådets pressesekretær, Hans Kampling.
Med vedtagelsen af finansloven blev det også besluttet at genindføre ridende politi i København, specielt for at kunne eftersætte bandemedlemmer på indre Nørrebro og østeuropæiske tiggere i de Københavnske parker.
Da der ikke findes ridende politi for øjeblikket er der brug for et træningscenter til ca. 50 heste og mandskab og Michael Smed, Vordingborgs nye borgmester - som selv er politikommissær - afslørede ved sin nytårskur at ridecenteret på IG Grønsund er valgt blandt 13 mulige steder.

“Ridecentret på IG Grønsund ligger transportmæssigt rigtig godt ift hovedstaden og er helt moderne og nybygget - og så har man på IG hele infrastrukturen på plads, med køkken, P-pladser, overnatningsmuligheder og så kan Bogø nemt terrorsikres via betonblokke på dæmningerne, hvis det viser sig nødvendigt” fortalte borgmesteren.

Skolens ledelse, der er på nytårsseminar i Vesthimmerland, bekræfter i en mail at man nu skal i gang med de endelige aftaler og at man med den nye tilbygning har taget højde for at man skal kunne bespise og rumme både de ansatte og deres heste.
“En spændende og udfordrende opgave for alle - både lærere og elever - idet det er aftalt at alle på skolen skal indgå i træningsøvelser” hedder det i mailen.

De 12 fastansatte skal dels arbejde med træning ift eftersættelse og nedkæmpning af optøjer via realistiske øvelser hvor lærere og elever skal indgå, men der vil også indgå træning i at blive stående, f.eks. når det ridende personel skal træde af på naturens vegne eller hvis et barn løber ind under hesten - kunne borgmesteren også fortælle - og dette vil foregå ved at hestene dagligt rides rundt i det Bogø’ske dagligliv - der er således planer om daglig postomdeling på hesteryg og man vil også drøfte om man kan overtage den ugentlige varetur fra Bogø Vareservice.

Med hensyn til en bekymring ift de store mængder hestemøg der vil komme på gader og stræder opretter Vordingborg kommune et jobteam for flygtninge og kontanthjælpsmodtagere, hvor 3 flygtninge eller kontanthjælpsmodtagere, dagligt vil gå på “pæreskud” - som borgmesteren meget vittigt tilføjede.

Alverdens Nyheder har ingen intention om at have den mindste tilknytning til virkelige begivenheder og benytter sig af det pure opspind. Er der nogen form for lighed med virkelighedens personer og hændelser må det tilskrives rent held.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.