I efterhånden lang tid havde de to kommunale omklædningsrum i Bogø Idrætscenter trængt til en ”overhaling”. Uappetitlige toiletter, afskallede vægge, ituslagne vinduer, dårlig belysning etc. var hvad der mødte centerets gæster. Derfor benyttede ingen rummene. Sådan er det ikke længere.
|
Formanden for Bogø IF, Jesper Heien (JH), samt Formanden for Bogø Idrætscenter, Ulrik Bonnerup (UB), besluttede sammen, at kontakte daværende Borgmester i Vordingborg Kommune, Michael Seiding Larsen (MSL), for en løsning. MSL indvilligede i at stille op til et kaffemøde hvor han, dels ved selvsyn kunne konstatere forbedringsmulighederne, men også inspicere de faciliteter der er i Bogø Idrætscenter. Herunder klublokalet, de to haller, fitnessklubben, tennisbanerne samt petanquebanen. Med til mødet var også Chef for Kultur og Fritid Jesper Kjærulff samt Henrik Pape (HP) fra Vordingborg Idrætsråd.
Oplægget fra JH og UB var, at hvis Kommunen ville stille materialer til rådighed ville de garantere, at frivillige (som altid) på Bogø ville stille op for at gøre arbejdet. Det blev dog ikke nødvendigt da Kommunen meldte tilbage, at de ikke alene ville bekoste materialer men ligeledes selve istandsættelsen.
Og lørdag var tiden kommet til at afsløre de nærmest nye omklædningsrum. MSL var nu ikke længere Borgmester men dukkede heldigvis op til seancen – sammen med den nye Borgmester Mikael Smed (MS) og dennes partifælle samt hustru, Sia Smietana, der ligeledes fik den store guidede tur. Tilstede var ligeledes HP samt op mod 50 Bogøere.
MSL og MS klippede sammen den røde snor, hvorefter de flot istandsatte rum kunne inspiceres. Efterfølgende blev alle inviteret på hotdogs og rød sodavand i klublokalet.
Se billeder her
Tak til Vordingborg kommune for en, i min optik, professionel tilgang og hurtig ageren. Jeg er ikke i tvivl om, at omklædningsrummene nu igen vil blive flittigt brugt af de mange brugere af centeret. |
Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.
|
|