Spil Dart i Bogø IF

Af KWP , Bogø Portalen
15. januar 2018 10:12


Jørgen Houmøller introducerer de forskellige spil der spilles. Foto: Heinrich Dick-Nielsen
Søndag den 14. januar 2018 slog Bogø IF dørene op til deres seneste tilbud - Dart. Jørgen Houmøller (JH), og den allesteds nærværende Ulrik ”Brugsmanden” Bonnerup (UB), har i årevis talt om, at starte en Dartklub på Bogø. Men aldrig var det rigtig lykkes at komme igang. UB tog konsekvensen og trængte, for nogen tid siden, JH op i mælkekøleren i Brugsen. Budskabet fra UB til JH var klart - vi starter Dartklubben søndag den 14. januar 2018 kl. 14:00 - og sådan blev det.
Klubben er startet som en aktivitet i Bogø IF og er for ALLE der har lyst til at spille Dart. Piger, drenge, kvinder og mænd og det uanset alder og kunnen. Formålet er, at have det sjovt sammen og så kan det med turneringer komme, hvis nogen fremadrettet føler for det, fortæller trekløveret UB, JH samt formand for Bogø IF Jesper Heien på opstartsmødet.

Det blev i tydelige vendinger formuleret, at dette IKKE er en ”slyngelstue”. Det vil være et sted hvor forældre trygt kan sende deres børn/unge hen.

Der er opsat tre skiver i Bogø IF´s klubhus og de blev flittigt brugt denne dag, af de mere end 25 fremmødte til denne første samling i Bogø IF Dart. Med et så stort fremmøde tegner det lyst for dette nye tiltag.

Der vil som udgangspunkt blive spillet tre typer af spil: 501, Mickey Mouse samt Jorden Rundt.

Faktaboks:
- Dartklubben holder til i Bogø IF´s klubhus, Skovvangen 8, 4793 Bogø.
- Næste mødedato er Lørdag den 20. januar 2018 kl. 13:00-17:00..
- Det påtænkes ligeledes at afholde klubaftener på hverdage i fremtiden.

Se billeder her

Yderligere information:
Jørgen Houmøller
Mobil: 2116 5001
Mail: jorhou@vordingborg.dk





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.