Dark Sky Møn og Nyord får årets turismepris

Af Vordingborg Kommune
2. februar 2018 12:14


For andet år i træk vandt et turistprojekt i Vordingborg Kommune. Foto: Thomas Ix
Dark Sky på Møn fik prisen som årets bedste turismeinitiativ 2017, da turismeorganisationen Sydkyst Danmark uddelte prisen ved nytårskuren onsdag den 31. januar.

Dark Sky udnævnelsen viser, at Møn er et af de absolut bedste steder i verden at se på stjerner. Det er det eneste Dark Sky område i Norden og verdens første område, som både har fået anerkendelsen Dark Sky Park og Dark Sky Community.

Med udnævnelsen er det andet år i træk, at et turismeinitiativ i Vordingborg Kommune får prisen, idet det i 2016 var Camønoen som fik den. Med i kampen om at være årets bedste turismeinitiativ var Gavnø julebazar, Magical Weddings på Stevns, Feddet Strand Camping & Feriepark, Hotel Kirstine i Næstved, og Vikingeudstillingen på Danmarks Borgcenter.

Det var bestyrelsesformand for Visit Sydsjælland-Møn Næstvedborgmester Carsten Rasmussen, som uddelte prisen. I begrundelsen for at give prisen til Dark Sky hed det blandt andet, at ”titlen gives blandt andet på grund af idé og ikke mindst den store indsats, der er lagt bag udnævnelsen. Det er en banebrydende indsats at tage ejerskab af nattehimlen. Og det er en indsats, der er båret af et enormt forarbejde, og som spænder langt bredere end til jeres område af destinationen. Samtidig har I vist et forbilledligt samarbejde mellem lokale ildsjæle, kommune og kommercielle interesser.

Borgmester Mikael Smed – som modtog prisen – kalder det fantastisk, at det for andet år i træk er et turismeinitiv i Vordingborg Kommune, som modtager prisen.

”Det siger noget om den kvalitet, vi kan tilbyde turisterne på Møn og Nyord og i hele Vordingborg Kommune. Samtidig er det en løftestang for vækst ikke blot på Møn og Nyord men i hele Vordingborg Kommune,” siger Mikael Smed. Han retter også en stor tak til de mange der i flere år har lagt kræfter og arbejde i, at Møn og Nyord kunne opnå Dark Sky status.

Forud for udnævnelsen til Dark Sky lå fire års samarbejde mellem ildsjæle fra det lokale erhvervsliv, lokale borgere og Vordingborg Kommune, og siden udnævnelsen i marts 2017 er det blevet til omtale mange steder udenfor landets grænser, og nu har også det internationale magasin National Geographic meldt, at de vil lave en større artikel om Dark Sky Møn og Nyord.

”Derfor er udnævnelsen til Dark Sky et rigtigt godt eksempel på, hvad det kan udvikle sig til, når offentlige og private aktører samarbejder om nye initiativer. Dark Sky har stort potentiale og har stor værdi ikke mindst for de mange mindre erhvervsdrivende, som dominerer turisterhvervet på Møn og Nyord,” siger chef for Afdeling for Strategi og Implementering Ole Hampenberg Andersen.

Eller sagt med andre ord: ”Hellere tusinde stjerner på himlen end 5 stjerner over døren” smiler Ole Eskling fra Møns Klint Resort, medlem af initiativ-gruppen Dark Sky Møn/Nyord.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.