Ny information fra BirgitsButik

Af Allan Tjørnemark
3. februar 2018 13:02


Ny information fra BirgitsButik
Birgits Butik er ved at vågne igen af vinterdvalen. Hønsene er begyndt at lægge æg igen efter en længere naturlig mørkepause. I hvert fald så mange at vi kan begynde at levere igen. Det er hønsevelfærd med fritgående høns, der kommer når man kalder. Bestil eller reserver i salgsafdelingen (20706165, det er Birgit).
Vi fik grisserne godt igennem eksamen sidste år, og kan nu se frem til indskrivning af et nyt hold med eksamen ultimo juni, og forventer også et efterårskursus med eksamen i ’Juleflæskesteg’ sidst i november. Også her er det dyrevelfærd der kommer i første række. Og så smager det bare meget bedre.

Til gengæld gik det ikke lige efter bogen med røgningen. Der var igen problemer med levering af det aftalte, så det dropper vi helt i år. Til gengæld er der en anden måde at få røget bacon på, og det må du absolut selv prøve. Lav dit eget røgede bacon. Et stykke fersk flæsk eller ribbensteg, nogle krydderier, lidt røgesmuld og en webergrill. BB kan levere det hele, eller hjælper dig i gang. Jeg er selv i gang med at krydre et stykke ribbensteg i en vakuumpose. Se fremgangsmåde på YouTube her og her.

Mangler du lidt lækkert, en røget ål, for eksempel, så har vi et par enkelte stykker tilbage. Hel vakuum pakket og frosset eller som ålefileter. Et halvt stykke rugbrød med smør, et par ålefileter og så skramlet æg og lidt karse på toppen. Så fås det bare ikke bedre.

BirgitsButik åbner 1. marts (hvad enten butikken er helt færdig eller ikke). Du kan hente, hvad vi kan høste eller fremstille på ejendommen af grønt, vildt, gris, ål, eller træsløjd. Ideer modtages gerne. Alt ifølge Skat og Fødevarestyrelsen.

Der er allerede nu åbent for høflig og behagelig selvbetjening fra kl. 8 – 18, eller personlig betjening så længe vi er hjemme. Tryk for betjening hvis døren er låst. Og husk vores varereservation og gratis udbringning på Bogø, Ring trygt til distributionsafdeling (40526165, det er Allan).





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.