Indledning:
J. V. Gudmand-Højer var gæst hos Pastor Bering. Kom sammen med en ven daglig på ”Skovgaarden”
Hvor Ane Dorthea fortalte, den hvide piges levnedesløb. Ane Dorthea passede, den hvide pige i hjemmet paa Vesterskov, den gaard der udflytningen 1805-1806 fik navnet ”Bondegaarden” nu Vesterskov (Mart. nr. 35)
Rasmus Hendriksen Kehling blev født Aar 1697 og ejede Kehlinggaarden i Bogø By, den laa før Udskiftning af Gaardene omtrent overfor Bergs Mindestøtte (Står anetsted i dag) dog lidt nordligere. Rasmus Kehling var gift med Johanne, hendes Fødselsaar og Fødenavn fortaber sig i det uvisse, da Bogøs Kirkebøger gik tabt ved Præstegaardsbranden i 1760.
Rasmus Kehling og Johanne havde to Døtre – Ane Rasmusdatter født 1734 og Dorthe Rasmusdatter født 1736. Rasmus døde 1782, men en Tid efter Johannes Død i 1760 afstod han Gaarden til sin yngste Datter Dorthe, der i 1770 blev gift med Ole Andersen. Datteren Ane levede i et stadigt Uvenskab med Faderen, der havde sat sig imod et Giftemål med en ung Mand, der havde tjent paa Kehlinggaarden – Det var medens hun boede på Kehlinggaarden hun klædte sig i en hvid Dragt, hun selv havde spundet af afreven Faareuld og fik derfor Tilnavnet: ”Den hvide Pige” . Hun døde som sindssyg d. 17 januar 1829 hos sin Søsterdatter paa Bondegaarden.
Kilde: Kargaard Svan.
Da personer og navne er de oprigtige, beder jeg at i vil bevare respekten om disse mennesker.
Dorthe Rasmusdatter er min Tip, tip, tip, tip oldemor.
Med venlig hilsen
Hans Erik Albrekt
Portalen informerer:
I henhold til aftale med Hans Erik Albrekt, der har digitaliseret bogen, bringer Portalen 2 kapitler hver mandag til hele historien er fortalt - der er 20 kapitler i alt.
Læs kapitel 3 & 4 her
_____________________________________
Kapitel l:
Den Hvide pige på Bogø
Kjærlighedshistorie fra det virkelige liv.
Af J. V. Gudmand-Høyer,
Forfatter til ,,Sorte-Ellen og hendes søn.,,
Nykøbing F. 1883
,,I Aften skal du da med til Ungdomsgildet?” ,,Nej, jeg skal ikke”. ,, Men du har jo slet ikke været der endnu”. ,,Nej, det har jeg heller ikke”. ,, Og ved du, at det i Aften er sidste Julegilde de holder denne Gang?” ,,Ja, jeg ved det”. ,,Og du skal ligegodt ikke derhen?” ,,Nej, jeg skal ligegodt ikke med endda”. Det var en fire og tyveaarig, smuk Bondepige, som rettede alle disse Spørgsmaal med deres skjulte Opfordring til en et Par aar yngre og lige saa vakker Bondekarl, men fik kun de koldsindige, korte Svar til Løn. Han sad på en vældig træbul, der lå langs Skovens Yderkant, og stirrede med et alvorligt, halv tungsindigt Udtryk ud mod Sydøst, hen forbi Barholm i letten mellem Bogø og Møn, over til Falster og ned af Grønsund, til Næs med sine færgehuse ude på Pynten og til den nærmeste Kirke inde paa Falster land, Aastrup Kirke. Pigen stod forved ham, lidt til højre og betragtede ham, medens hun knækkede en tørret Hindbergren i mange smaabitter uden selv at vide af det. Hun hed Ane; Han hed Povl. ,,Hør, du er vist en sær Tulling”, udbrød hun til sidst.
,,Det er muligt”, svarede han lidt modstræbende. ”Skjønt jeg maaske ikke for den, der ser ret, er saa meget sær, som jeg lader. I hvert Fald: Jeg passer vist min gjærning og træder ingen for nær, saa faar jeg ogsaa nok Lov at gaa for den, jeg er, hvor sær jeg end synes, og skjøtte mig selv.
Ane gjorde et rask Kast med sit smukke Hoved, som rummede hun i det en fast, urokkelig Beslutning, der nu skulde gjennemføres. Hun traadte det skridt Frem, som skildte hende fra træstammen, og tog uden Betænkning Plads ved hans Side.
,,Så det mener du, at du skal have Lov til!” Udbrød hun. ,,Nej, du tager fejl; for nu har jeg faaet Lyst til at snakke lidt med dig. Du skal ikke blive galho`det, fordi jeg kaldte dig sær, jeg mener ikke, at du er sådan rigtig sær eller aparte, nej Gud bevare dig og mig og enhver fra at blive det og naadeligen skaane vor gode Forstand! Men jeg mener, at det er noget sælsomt, at du, som dog vist ikke er meget over de tyve Aar, er sund og frisk, har god stilling som Karl hos min Fader og dertil er Stavnsfri, at du ikke en eneste Gang har haft Lyst til at deltage i nogen Samlag med de andre unge her på Øen, men tosser om alene, altid alene, som om ingen anden vilde have med dig at gjøre, medens det er dig, der flyr andre. Det er ikke Ret”.
”Ikke Ret!” gjentog han; ikke Ret?”
,,Nej, det er ikke Povl!” fortsatte hun ivrigere. ,,For det maa lade for alle, som havde du det saa daarligt hos os, så du ikke en Gang gad more dig, eller blev så udpint i Arbejdet, at du ikke engang holdt Kræfter tilbage i Benene til at kunne træde en Dans; og dog er jeg vis paa, at du danser godt og gjærne”.
,,Jeg ved ikke; jeg har aldrig prøvet det” ,,Ikke det! Ja, der ser du, det er også Uret mod dig selv; for du berøver din Ungdom enhver Glæde og har så intet fornøjeligt at se tilbage paa, naar du bliver gammel og graa. Du skal værsko` være i Lag med os unge. Kan jeg være i Laget, kan du ogsaa; jeg regner mig lige saa god som dig eller nogle af de andre”, sluttede hun med et nyt Kast med Hovedet og saa paa ham med sine stolte og dog godmodige, grå øjne.
,,Det har du også Ret til”, indrømmede Povl. ,,I ingen Henseende staar du tilbage for nogen, og i mange er du forud for de fleste. Du og din Søster Dorthe ere de rigeste Piger på Øen, og du læser og skriver vakkert; det kan vist ikke ret mange af de andre”.
,,Du kan det; det har jeg afluret dig”, henkastede Ane.
”Men jeg gaar helst ene”, vedblev han.
,,Og det faar du aldeles ikke Lov til”, svarede hun ivrigt. ,,Jeg har sat mig i Hovedet, at jeg ikke vil tillade dig det, og skjønt du jo kun har været hos os siden Høst, saa er jeg dog sikke paa, du alt har mærket, at hvad jeg for Alvor sætter mig i Hovedet, det viger jeg ikke fra. Men”, vedblev hun på en meget alvorlig og dog hjærtelig Maade, ,,uagtet jeg ikke vil tillade dig længere at drive om i bare Ensomhed, saa skal du dog ikke frygte for, at jeg vil forstyrre din ro med Fjas og Narrestreger mod din Vilje. Nej jeg ved bedre, hvad det er, du trænger til. Der er noget, som tynger dit Sind, gjør dit Liv mørkt og røver dig din Ungdoms Glæde; men hvad det er, kan du eller vil du ikke sige til nogen. Der maa have været Mennesker, som have gjort din Tilværelse bitter, have ødelagt dit bedste Eje, og nu skyr du alle Mennesker, som ville de alle det samme. Men derved gjør du Uret mod dem, som gjærne ville lette dit sind, gjøre dit Liv lyst og bringe Glæde ind i din Ungdom. Se, det har jeg sat mig fore at ville, Povl, og saa bør du ikke undvige mig eller støde mig tilbage. Jeg ser, at du trænger til en Ven, du dog en Gang imellem kan skifte et Ord med, og en saadan Ven vil jeg være dig. Andre vilde maaske finde min Tale og Adfærd dristig og upasselig, om de kjendte den, og fordømme mig derfor; men ligemeget!” og Hovedet gav sit kjække Kast med ind i Talen. ,,Jeg føler, jeg handler ret, og du skal taale mig, til du finder dig i mit Selskab og til sidst selv føle dig glad ved mit Venskab. Du skal ikke fortælle mig, hvad der trykker dit Sind og mørkner dit Liv; men du har mange Tanker ved, hvad du ser og gjør, og du maa ogsaa have mange Minder fra din barndom som du kan taale at tale om. Kom frem med dem; luk Døren lidt paa Klem, saa de kunne smutte ud et Øjeblik, og, hvo ved! maaske livsglæden kan benytte Lejligheden og slippe ind i Hjærtet og oplyse Sindet. Prøv det!”
,,Jeg fatter godt din gode Mening”, sagde Povl, ,,og jeg takker dig for, at du har haft hjærtelag til at ville tage dig af mig i min, du troede sørgelige, Ensomhed; heller ikke agter jeg at støde din Venlighed tilbage, dertil skatter jeg allerede dig og den for højt. Men min Ensomhed er ikke sørgelig; jeg kan godt være glad i den. Vel har jeg, som du siger, mørke Skygger i mit liv, dem jeg aldrig vil nævne; men jeg har, Gud ske Lov! ogsaa straalende lyse Minder om mine kjære, som Hjærtet i Ensomheden glad dvæler ved og føler sig rig i”.
,,Men tro mig” Minderne bliver mere straalende og Tankerne rigere, naar vi deler dem med en god ven”, sagde Ane. ,,Del din Skat med mig, og du skal se, at det vil gaa dig, som naar du spreder Kornet over Ageren! du faar det tyvefoldigt igjen. Hvert Minde, hver Tanke du deler ud, vil voxe herligere frem og fast i dit eget Hjærte”.
,,Kan være, du har Ret!, sagde Povl langsomt og så for første Gang rigtigt på Pigen. Hun var høj, næsten lige så høj som han selv, der dog ikke hørte til de mindste, havde et smukt Ansigt, vel stort, hvis det sad over Smalle Skuldre og en mindre Skikkelse, men passede det som Liljen til Stængelen. Var der noget at udsætte ved dette Ansigts Skønhed, maatte det være, at Næsen var vel stor og Tindingerne vel skraa efter Skønhedsreglerne; men hun var ædlet, og disse indrammedes af et fyldigt, nøddebrunt haar, saa Uregelmæssighederne faldt i Øjnene. Figuren var kraftig, vel udviklet, næsten mandhaftig og dog vakker og tiltalende i sin Former. Povl modtog et gunstigt Indtryk af Personen, uagtet han ikke fik Øje for alle Enkelthederne! Men han saa det godmodige, velvillige Udtryk i Aasynet og droges af det.
,, Du taler vidunderligt og godt for dig; hvorledes har du lært det” spurgte han. Det var vist det første Spørgsmaal, han havde rettet til nogen paa Øen, i hvert Fald til hende.
,,Aah”, sagde hun og rødmede lidt ved Rosen, ,,det er vel kommet af sig selv, om der er nogen i det du siger”.
,,Du har vist læst meget”, bemærkede Povl. ,,Ikke saa lidt”, indrømmede hun. ,, og tænkt mere”, tilføjede han. ,, Kan nok være. Der er vel altid hængt lidt ved”, sagde hun og bortkastede den sidste Stump, hun endnu holdt i Haanden af den tørre Hindbærstængel. Der blev et Øjebliks Tavshed. Begge saa sig om med aabent Øje for den Skjønhed, som den milde, solklare Vinterdag udbredte sig for dem. Stilhed herskede i Naturen, og de aabne Vande som omgiver Bogø, paa hvilke de vare, skyllede sagte smaa Vover op paa Øens Bred. I Øst havde de Møn, der højnede mere og mere op til Klinten; mod sydøst viste Grønsund sine mørkere Vande, der sjældent lænkedes af Isens Dække, med den store Østersø bredende sig i Baggrunden; saa kom Falster lige i Syd med sine Kyster, de yndefulde henkastede Smaahuse ved Næs med de stejle, skovdækkende Brinker bagved, Gaardene og Møllen i Ore, og som Baggrund højnede Land med sin rige Træplantning, spredte Lansbyer, og Aastrups hvide Kirke ragende højt i Vejret. ,, Her er smukt”, afbrød Pigen Tavsheden; ,,men det er der ogsaa andre Steder. Hvorfor dvæler du helst her? For det ved jeg, at du gjør. Du maa havde en særlig Grund dertil”. ,,Aah jo”, svarede han tøvende. Her kan jeg se over til mit Hjem og bedst mindes det”, tilføjede han lidt efter og ligesom modstræbende. ,,Dit Hjem”, gjentog hun forsigtigt. ,,Hvor er dit Hjem? Ingen ved det her. Jeg ved, at de er stavnsfri og kan søge Hjem, hvor du vil; det er det hele. Hvor er dit Hjem?”
,,Mit Hjem, mit eget, kjære Barndomshjem er der over paa Næs, den yndefuldeste Plet af alt, hvad du ser her”, svarede han i en Tone, som havde han nu opgivet al Tanke om at modstride den paatrængende unge Pige, vilde bryde sin vante Tavshed og ret lade Munden løbe for hende. ,,Der er jeg født og voxet op, og der har jeg nydt al den ublandet Glæde, jeg har haft og vil faa i hele mit Liv. Derfor hænger jeg ved det med hele mit Hjærte, og derfor dvæler jeg helst her, hvor jeg levende kan have det for Øje”.
,,Jeg forstaard det saa godt; det ligger saa smukt der”, sagde Pigen med en vis indre Glæde og lod Øjet hænge ved Strandhusene ovre paa Naboøens østligste Punkt. ,,Din Fader var altsaa Færgemand, eller var han maaske Lods og førte Skibene gjennem Gabet og forbi Tolken ind til Byen hist ovre?” spurgte hun dristigere.
,,Min Fader!” sagde han dæmpet, og et sørgmodigt Præg bredte sig over hans Træk. ,,Ja, han var baade Færgemand og Lods og den kjærligste og ærligste Sjæl i Verden”, tilføjede han ligesom med lidt Hæftighed, som var der nogen, der vilde modsige ham, og hvem det nu gjalt om kraftigt at gjendrive.
,,Det tror jeg for vist”, erklærede Ane i et bestemt og hjærtelig Tone; ,,og din Moder har visselig ikke været det mindre end han”, sagde hun i samme Tone.
,,O, min Moder!” udbrød han saa inderligt, og der gik som et glad Solglimt hen over hans Aasyn, medens det dog ikke var fri for, at Vandet traadte ham i Øjnene, som han nu sad der og stirrede hen for sig uden at se andet end Minderne i sit eget Hjærte. ,,Nej hun var en Perle! Hun var den eneste, som maaske overgik min Fader i Godhed eller var ham lig. Ja, og saa min Farmoder, gamle ,,Bedste”; hun var lige som de andre”.
,,Saa du havde ogsaa din Bedstemoder der”, sagde den unge Pige; hun var glad ved, at han havde faaet Munden paa Gang. ,,Ja, saa forstaar jeg nok, hvor lykkelig du maa have været ved at have tre saadanne kjære i et saa yndigt Hjem”.
,,Nej, du forstaard det ikke, og ingen kan nok forstaa det, ingen uden jeg selv, som ejede det”, paastod han og sank hen i Tanker igjen.
,,Lever din Bedstemoder endnu?” spurgte hun; hun vilde ikke lade ham paa ny falde hen i Tavshed.
,,Nej”, Sukkede han, ,,det var min første Sorg, at jeg mistede hende. Da jeg var ti Aar gammel. Hun var den, som lærte mig at Kjende alle Bogstaverne og læse de første Ord”.
,,Saa hun kunde det”.
,,Det kunde hun sagtens , hendes Mand havde jo været Skoleholder i Byen tæt ved, Aastrup. Da han var død, opgav min Fader at sejle paa de lange Rejser, medsatte sig paa Næs og tog sin gamle Moder til sig i Huset. Saa giftede han sig med min Moder; de havde alt længe elsket hinanden fra ganske unge af; jeg blev deres eneste Barn. Det tidligste, jeg kan huske, er, at jeg trippede om og nyligt havde lært at gaa; saa var der en Bænk, den var rødmalet, og den stod mellem ,,Bedstes” Lænestol, som hun altid vilde have tæt ved Vinduet, og Moders Stol, der havde sin Plads i Arnekrogen. Til Bænken havde jeg støttet mig ved mine første Skridt, og langs den sejlede jeg saa fra Moder til ;;Bedste”, saa Billederne i hendes store Bibelbog, og saa tilbage igjend til Moder. Det var at sejle som Fader fra Falster til Møn og omvendt; men Moder var Falster, var Næs hendes Stol mit Hjem, hendes Skjød mit kjæreste Sæde. Somme Tider satte jeg mig ogsaa paa Skammelen og sejlede ud paa Østersøen, ud i Stuen med den eller lodsede det vældige Fartøj ind til den sikre Havn under den varme Bilæggerovn, hvor ,,Missemjav” maatte vige Pladsen for den. Naar saa undertiden Fader kom hjem, forinden jeg var puttet i Køjen, saa tog han Fiolen frem, der ret var hans Lyst, og jeg glemte al Træthed og dansede paa Bordet, ofte i bare Skjorte, medens Moders Haand ledte mig og ,,Bedste” saa smilende til”.
,,Hvor det maa havde været en lykkelig Tid for dig”, udbrød Ane, henrevet af hans livlige Tale.
,,Det var det! Og Sommertiden var det ikke mindre, ej heller Aarene, som fulgte efter”, vedblev han med Varme. ,,Uden for vor Hytte stod en gammel, raadden Pil; under den sad jeg i Skygge for Sommersolen og spejdede ud efter Fader, senere oppe i dens Top. Snart vovede jeg mig hen i den noget fjærne, mægtige Skov, med dens raslende Blade og brogede Blomster, hvor Bækken krummede sig mellem Træerne og hen i Skov engen, voxede ved Regnen til en hel Aa, der kraftig skar dybe Kløfter gjennem den høje Brink og banede sig Vej ud til den altid mumlende, ofte brusende Østersø. Aah, den dejlige Østersø! Sidde timevis oppe paa den høje Pomlenakke og se ud over den eller løbe Dagen igjennem langs dens Bred, høre dens vexlende Sang, samle de rullende Sten, der vare mig gyldne Skatte eller, naar de vare flade og hvide, vare eventyrlige Brevskaber om de fremmede Lande bag Søen. Nej, det kunde jeg aldrig blive kjed af. Naar den lille Lomme og hele Favnen var fuld, saa maatte jeg op i Skoven eller hjem til Moder og gjemme min Skat, men saa strax ned igjen til Søen for at forøge den. Og du kan tro, det var Herligheder, som vare værd at eje; simple graa Sten for alle andre, men Kostbare, gyldne Skatte for mig, for mig alene; det var det morsomme ved det. De kostelgste gjemte jeg i min Seng, hvilte paa dem, drømte om dem og over dem og Lægdomskraften ejede de. Jeg havde Feber, rystende Feber; saa tog Moder nogle af mine Sten og varmede dem og lod mig lege med dem, saa gik Kulden væk; jeg bad hende, og hun varmede flere og lagde dem i Sengen hos mig, og jeg blev helt varm og rask. Naar ,,Bedste” undertiden var syg og frøs, fik jeg selv travlt og varmede Stenene til hende og puttede dem ind under hendes Dyne, og hun smilede til mig og sagde, at de gjorde hende rask. Og nogle af Stenene kunde tale; naar man rystede dem for Øret, fortalte de om fjærne Lande og om Havbunden, hvor de havde rullet lystigt om af alle, for de vare kuglerunde. Selv vovede jeg mig tidligt ud paa denne Havbund og boltrede mig snart glad som en Fisk i Voven; saa lærte jeg ogsaa snart at kravle ud i Fiskerbaaden, og den blev min første Plov, med hvilken jeg pløjede lange og dybe Fure i den udstrakte Sø, syntes jeg end fast fortøjet ved Rækken af store Sten”.
Han standsede lidt, som for at drage Aande; han var jo nær ved at tabe Vejret i sin Iver. Og hun! Hvor hun lyttede aandelløst til! Ikke et eneste Ord gik tabt.
,,Som du dog kan fortælle!” udbrød hun.
Han smilede. Hvor havde han dog et dejligt Smil, syntes hun; dette var det første, hun havde set hos ham.
,,Mener du”, sagde han tøvende; ,, der vilde det vist gaa endnu mere rask, om jeg gav mig til at fortælle om de Billeder af mit Liv i Barndomstiden, der undertiden træder mest levende frem for mig; hvorledes Fader bragte mig og Moder Honningkager fra det underlige Marked, eller Moder farvede Æggene blaa til mig om Paasken og kogte dem haarde, saa jeg kunde trille med dem, inden jeg spiste dem, eller endnu mere Julens Dage med deres dobbelte Fryd og Glæde; og hvad saa, da jeg glad og jublende drog til Skolen, smilede stolt som en Konge i Visheden om, at jeg kunde læse rede, og svingende min bog som et Septer”.
,,Aah! Fortæl!” raabte hun og var ved af klappe i Hænderne.
..Nej”, svarede han kort og som vaagnede op af en Drøm; ,, jeg har allerede fortalt for meget og maa nu vel snart vandre bort her fra stedse, længere ud i Verden”.
,,Hvorfor?” spurgte Ane forskrækket og blegnede.
,, Nu har jeg jo fortalt dig, hvor jeg er fra, og saa vil det vel snart være Kjendt; saa maa jeg af Sted strax, ja forud”, mente han.
,,Ønsker du ikke, at nogen skal vide, hvor du har dit herlige Hjem, da skal alt, hvad du har sagt mig, være dulgt i mit Hjærte som i en Grav, der det dog vil leve bestandigt”, forsikrede hun. ,,Den Dag, du hører, at jeg har ymtet det allerringeste derom til nogen, maa du kalde mig din værste Fjende og vende mig Ryggen i Vrede; men den Dag kommer aldrig, for jeg ønsker kun at være din Ven; en tro ven, som du frit og sikkert kan aabne dit Hjærte og udtale dine Tanker for. Du har ikke godt af at bære dem ene hos dig selv; du maa udtale dig for en, og lad det nu være mig”.
Povl rejste sig uden at svare og syntes ikke at være ret tilfreds.
,,Vil du nu gaa?” spurgte hun sagte.
,,Ja nu vil jeg gaa”, svarede han, vendte sig fra hende og gik, ikke hjem efter til hans Husbonds, Rasmus Kjelings Gaard, men ned til den nære Strandbred.
,,Tak for hvert Ord, du betroede mig”, sagde Ane, medens han endnu var nær nok til at høre hende; han svarede intet, gik kun rolig videre med Hovedet bøjet i Tanker. Hun rejste sig, saa efter ham, til han havde naaet Bredden og forsvandt bag Hjørnet af Skoven; saa vendte hun sig ogsaa fra Træstammen, der havde afgivet Sæde for dem, gik til den modsatte Side, hjem til Gaarden, og havde Sindet opfyldt af Povls Fortælling og af Glæden over, at hun dog havde mægtet at aabne Munden paa ham.
Povl kom ikke til Ungdomsgildet om Aftenen uagtet det var sidste for denne Jul; men Ane kom der ej heller. Alligevel var hun saa munter næste Morgen, som havde hun været ude at more sig hele Natten. Hun sang i et væk, om end sagte, og hendes Søster lagde Mærke til, at hun ikke kunde sige to Ord, medens hun klædte sig paa, uden at synge dem ud og faa dem til at rime sig. Saaledes gik det ofte med hende siden den Dag.
_____________________________________
Kapitel ll:
Det var Helligtrekongers Dag, Fredag den 6te Januar 1758, at den meddelte Samtale fandt Sted syd for den lille Skov paa Bogøs Østlige Kyst.
Povl var fire Maaneder forinden kommet ukjendt der til Øen og taget i Tjæneste af Øens rigeste Bonde, Rasmus Hendriksen Kjeling. Han havde vist sig som en dygtig og flittig, ordentlig og ædruelig Karl, men saa ordknap og indesluttet, at det var ligefrem irriterende for hans Omgivelser. Spurgte man ham om noget, som vedrørte ham selv, eller selv andet, som han ikke var ligefrem nødt til at svare paa, lød han enten, som om han ikke hørte Spørgsmaalet, eller i det højeste saa han paa spørgeren med et fremmed Blik og vendte sig tavs fra ham. Selv hans Husbond vidste ikke, hvor han stammede fra, og kun, at han var stavnsfri; men han var særdeles vel tilfreds med ham. Povl Hansen Lind var hans Navn; han var to og tyve Aar gammel, over Middelhøjde og rank, temmelig spinkel, men dog velvoxen; smuk af Ydre og vakker af Væsen, var han kun ikke saa indesluttet.
Ane, som han havde talt med, var hans Husbonds ældste Datter, fire og tyve Aar gammel snart. Hun havde en to Aar yngre Søster, Dorthe, der var munter, livsglade Sind i Gaarde; selv var hun til daglig mere alvorlig, men hun var Moderens Yndling. Faderen holdt nok saa meget af den yngre Søster; Ane lignede ham for meget i sindet, var som han stiv i Karakteren og ikke fri for at være egenraadig og dristig, vanskelig at bøje, og Rasmus Kjeling vilde nu en Gang, at alt og alle skulde bøje sig for ham, rette sig efter hans Vilje. Moderen havde lært det; Dorthe gjorde det ogsaa; men naar Faderen mødte mod Ane, var det, som mødte han sig selv; han hoved det ikke. Rasmus Kjeling var den Tid over de sexti Aar gammel.
Ane var saa glad ved Samtalen, hun havde haft med Povl, at hun søgte Lejlighed til snarest mulig at forny og fortsætte den. Søndagen efter var Povl gaaet af Gaarden; Ane tænkte sig, hvor han var gaaet hen; hun gik til Træstammen ved Skoven, der sad han. Det var atter nu en klar og mild Vinterdag.
,,Sidder du her saa ene”, sagde hun og tog dristigt Plads ved hans Side.
Han tav; heller ikke havde han talt til hende siden Helligtrekongers Dag paa samme Sted.
,,Du tænker paa dit dejlige Hjem”, sagde hun lidt efter.
,,Jeg gjør saa”, fik Povl frem og saa did ud.
,,Det gjør du ofte”, fortsatte Ane.
,,Naar gjør jeg det ikke?” spurgte han.
,,Aldrig; og jeg forstaar det saa godt, lød hendes Ord. ,,Mindet om det er dig en Skat, som du altid maa ruge over, en Glædeskilde, som aldrig kan udtømmes og stedse gjør dig rig og rigere”.
,,Det er det”, svarede han.
,,Det er let at forstaa. Det kan og bør ikke være andet; du må ved alt skjønt mindes det og se det levende for dig”.
,,Ja ved alt skjønt”, sagde han; han mærkede, han kunde ikke slippe for atter at tale med hende, og han syntes at føle, han ikke en Gang vilde, selv om han kunde. Han havde Trang til at tale til en om dette kjære, uforglemmelige Hjem. ,,Naar jeg ser Solen stige gylden frem bag Skyen og i den friske Morgen kaste sine Straaler hen over Dyber, træder det klart frem for Sjælen, og jeg føler Lyst til at udbryde i en Jubelsang. Og lige saa er det, om jeg en varm Middagsstund hviler paa Blomsterne i Skovens kjølige Skygge med sin krydrede Vellugt, eller naar den stille Aften nærmer sig, solen staar rød i Vest, og Aftenklokken lyder, som vilde den vække en til glad Tak; ja selv naar Natten tager Herredømmet over Landet, breder sit Stjærnetelt og lader Maanen titte ind i Busken, er det kun for at kalde Hjemmet levende frem. Saaledes er det Vinter og Saaledes er det Sommer; hverken Vaar eller Høst gjør nogen Forandring der; hverken Morgen eller Aften, hverken den vidtskuende Høj eller den tætte Skov; og saaledes vil det være, hvor jeg end vandre i Verden”.
,,Jeg haaber, du ikke skal vandre ret vidt i Verden, men slaa dig til Ro nær os”, sagde Ane.
,,Jeg haaber jo”, svarede Povl. ,,Barndomstiden er endt; dens Værk maa bære Frugt. Jeg er ikke længere nogen lille Pog, men en stærk Gut med Kræft og Mod i Hjærtet; og jeg er Dansker og har, Gud ske Lov, lært at være stolt af mit Danenavn. Jeg maa, ud i Livet ud i Verden at færdes, ud at vise mig mit Navn og mit Land Værdig. Her har jeg nu Begyndelsen med at komme; jeg kunde ikke paa en Gang løsrive mig fra Hjemmet, men maatte endnu i nogen Tid have det for Øje, var jeg end skilt fra det. Men jeg maa videre ud, ud paa Voven; den skal bære mig viden om, og naar den fjærnt ved den fremme Kyst skvulper om Skibets Sider, skal den paa den ensomme Nattevagt bringe mig Hilsen fra Hjemmet, drage alle de Kjære Minder frem; da skal min Tanke bølge om mit Hjem og favne det, som Bølgen her skyller mod Bredden og favner hele Danevang, da skal min Sang lyde højt, klinge hid og vidne om min Kjærlighed, Kjærligheden til min skjønne Barndomshavn”.
Forbavset stirrede Pigen paa ham og lyttede til hans Ord; meget havde hun læst, og meget havde hun hørt frem for sine jævnlige, men aldrig saa varm, saa inderlig følt Poesi, som disse Ord indholdt, syntes hun.
,,Hellere saa jeg, du blev her”, sagde hun endelig, ,,og jeg ved ikke, hvad der saaledes driver dig af Sted fra, hvad der dog egentlig er dig kjærest”
,,Nej, det ved, du ikke, Gud ske Lov! Ingen her og skal aldrig nogen faa at vide”, sagde han Vaagende og noget heftigt, sank saa hen i Tavshed.
Mere fik hun ikke at høre af ham den Gang, hvor meget hun end gjorde Forsøg paa at faa ham til atter at aabne Munden og Hjærtet; han var tavs og blev tavs, og snart rejste hun sig ogsaa og lod ham ene. Paa Hjemvejen gjenkaldte hun hvert af hans Ord i sin Erindring, tænkte i den nærmeste Tid stærkt paa dem og deres forrige Samtale, saa hun snart kunde det hele udenad. Men han undveg hende nu mere end nogen Sinde.
Snart efter indtraadte der en hel Omvæltning i deres gjendsidige Forhold, en formelig Ombytten af Rollerne. Ane vaagnede pludselig en Dag i Bevistheden: ,,Jeg elsker ham!” Hun forfærdedes ved Opdagelsen, vilde ikke tro den. ,,Det er umuligt”, forsikrede hun sig selv; ,,det kan ikke være, det maa ikke være, og – det skal aldrig blive!” slog hun fast.
Han havde fra første Øjeblik, han kom hende for Øje, tildraget sig hendes særlige Opmærksomhed. ,,Ja ganske vist; men det var kun, fordi han var saadan en sær Kumpan, der ikke sagde et Ord, og fordi han, der var saa stor og stærk og her havde det godt, dog altid havde et vemodigt, om end mildt Udtryk i sit Ansigt”. – Hun havde følt en stor Glæde ved de første Ord, han henvendte særligt til hende, uagtet de vare ligefrem misbilligende, nærmere irettesættende, næsten skjændene, og Dorthe havde paa hendes Vegne følt sig fornærmet ved dem. ,,Ja vel blev jeg glad; for jeg opdagede, at han ikke var helt stum, men baade kunde høre og se, tænke og tale, ja føle sig fornærmet. Det var en stor Opdagelse, der lovede Muligheden af, at han ogsaa paa anden Vis kunde lukke Munden op”.
Sagen havde været denne: Da Povl havde været der i Gaarden en sex – otte Dage, havde han hos Husbonden bedet om en Hvæssesten, at han med den kunde skærpe Skærekniven noget, og Rasmus Kjeling havde leveret ham en, der rigtig nok var vel fin til dette Brug. Povl brugte den dog og udførte Arbejdet ved Vandtruget uden for Bryggersdøren; men da Skærekniven var færdig, og han bar den ind paa Fodeloen, lod han Hvæssestenen ligge paa Trugets Kant, hvor han endnu vilde slibe en Baandkniv og en Snittekniv fra Huggehuset. Da kom Ane just forbi, saa Stenen ligge der, troede den glemt der ude og tog den med ind i Stuen, hvor hun ogsaa vilde faa Brug for den til sit eget. Povl kom med Knivene, men stenen var væk; Drengen sagde, Ane havde taget den ind i Stuen, og Povl syntes lidt ærgerlig. Han gik ind og spurgte: ,,Er Hvæssestenen kommen her ind?” Ja, den var. ,,Da kunde jeg vel nok faa Lov at bruge den færdig”, fortsatte han. Aa jo, det kunde nok ske, mente Ane og tog den frem af et lukket Skab, hvor hun havde gjemt den, til hun kunde drage den til Nytte. Det var ligesom noget kogte op i Povl, noget aldeles ubegrundet, da Stenen kom frem af et laaset Skab. Han saa skarpt på Pigen, og det var første Gang, hun var vis paa, at han virkelig saa hende; dertil blev han først bleg, så rød, begge Dele som i Harme. ,,Er det for min Skyld, du laaser Stenen inde”, sagde han haardt, ,,saa kan du spare dig Ulejligheden. Jeg render ikke af Gaarde, hverken med Sten eller Guld, og hvad jeg bruger, kan du vel lade være under mit Værge, just saa længe jeg har Brug for det, saa jeg ikke skal rende to Gange om det”. Ane tav, og nu bag efter følte hun, at hun havde gjort det i Glæde over at være tiltalt af ham, skete det end lidt vredt; men Søsteren, som hørte det hele, vilde ikke tie. ,,Er du nu ikke bange, du slider for meget paa Mundlæderet, som du jo ellers er saa hægen over?” sagde hun spottende. ,,Bentøjet slider du saamænd ikke op ved at gaa ind efter Stenen, og vi have vel Lov til at gjemme vores Sager, saa godt vi ville, selv om det kun er en Hvæssesten”. Povl svarede hende ikke, saa ikke til hende, havde maaske hverken hørt eller set, at hun var der; men Ane havde han set, det var denne vis paa – og glad over, opdagede hun jo bag efter.
Nej, det kunde ikke hjælpe, hvor meget Ane modsagde sig selv; hun maatte til sidst tilstaa for sin egen Tanke, at hun elskede han. Det var egentlig kommet paa hende ved første Syn af ham; hun havde aldrig set nogen saa god, syntes hun. Saa havde det fæstnet sig mere og mere, maaske netop ved hans stærke Tilbageholdenhed, og da hun første Gang havde indledet en Samtale med ham paa Stammen bag Skoven og mente, at det kun skete af Medlidenhed med ham og for at bryde hans Tungsind, da havde selve Kjærligheden løbet løbsk med hende, og det var sket for at høste Glæden af at høre hans Røst, se hans Blik og maaske vinde Adgang til hans Fortrolighed. Den anden Gang ligesaa. Nu saa hun det, saa Karakteren af sin berusende Glæde over disse Samtaler. Det var hende ikke længer muligt at lægge noget skuffende Slør over sine Følelser.
Det var saaledes, ja. Men den Følelse maatte ikke plejes, ikke kjæles for; den skulle ophøre, knuses, udryddes. Det mægtede hun sagtens; alle sagde jo, hun havde en fast og stærk Karakter, og hun følte, det var sandt; hun havde sagtens Kraft nok til at tilintetgjøre en Følelse, hvis Urimelighed var hendes Forstand indløsende. Hendes Faders Karl; en tungsindet, sær Karl; en Karl hvis Fortid, Slægt og sande Forhold vare aldeles ukjendte: aah! det blev en let Sag at udrydde den Følelse af Hjærtet.
Stakkels Pige; hun kjendte ikke Kjærlighedens Magt, denne var jo hendes første. Hun vidste ikke endnu, at hendes dybe, alvorlige Karakter netop maatte gjøre den til hendes eneste, gjøre den og den alene til hendes Liv, lade hende sætte sin Livs Lykke ind paa den.
Hun stred imod, Stred tappert, stred længe, men stred forgjæves.
Imidlertid skete ogsaa en sælsom Omvæltning hos Povl. Han havde strax ligesom følt sig ilde berørt ved Anes øjensynlige Interesse for hans Forhold, hvad han kaldte en uværdig Paatrængenhed. Han harmedes paa sig selv over, at han havde ladet sig overvinde af den til at meddele hende saa meget om sin Barndom og sine nuværende Følelser og fremtidige Planer. Det skulde ikke ske oftere, derfor undveg han hende i alt. Han vilde ikke have nogen fortrolig, allermindst hende. Han gik i Fritiden kun til sin Ynglingsplads syd for Skoven, naar han var aldeles sikker paa, at hun ikke kunde komme did, vexlede aldrig et Ord med hende i Hjemmet og veg heller af til Siden end mødtes med hende paa nogen Vej. Snart mærkede han ogsaa, at hun gjorde som han, ligesom føjede sig efter hans Vilje og undgik ham, og nu var han glad. Men – hvor længe varede det! Hvor underlige og omskiftelige ere dog ikke Menneskets Tanker, Følelser og Ønsker! Da han atter en Søndag sad paa Træstammen og saa over til Falster, greb han sig i Erkendelsen af, at det dog havde været ganske fornøjeligt de to Gange, han her havde kunnet tale til en anden om dette kjære Hjem; at det maaske vilde være lige saa fornøjeligt og aldeles uden Fare at gjøre det tredje Gang med; ja, han greb sig i Ønsket om atter at have Pigen her ved sin Side. Saa han hende nu komme der henne paa Vejen, han vilde ikke strax rejse sig og gaa bort, før hun naaede ham, som han havde bestemt for længst; nej, han vilde blive og fortælle hende mere, ogsaa lade hende fortælle. Men hun kom ikke. Til sidst blev det en hel Længsel for ham at have hende her, og han tænkte næsten lige saa meget paa hende som på Hjemmet, naar han var på Pladsen.
Saaledes var Tiden skredet frem til Fastelavn, der dette Aar kom fem Uger og tre Dage efter Julen.
Ane havde kæmpet forgjæves mod sin Følelse; den tog nu Magten fra hende, og hun ikke alene opgav Kampen, men hengav sig til Sejerherren. Alt, hvad hun havde fremført mod Povl, faldt bort, som havde det aldrig været i hendes Tanker. I hendes stive, ubøjelige Sind, Faderens Sind, voxede det fast, at hun vilde have ham til Ægteherre og ingen anden; ingen skulde mægte at træde dem i mellem, da hun ikke selv havde mægtet at rive ham ud af Hjærtet. Slutningen, hun saaledes kom til, er her kort sagt og let nok fortalt; men Kampen hun gjennemgik forud, mægter ingen at skildre.
Hendes stille Leje kunde fortælle om den i Nattens søvnløse Timer, hvert Sted paa Gaarden fortæller om den under Dagens travle Gjerning; men de vare tavse, de forraadte intet. Hendes Træk havde meldt lidt om den i deres Udtryk af Tankefuldhed, Uro, smærtelig Alvor; men Omgivelserne havde ikke forstaaet at læse i disse Træk, og for ingen havde hun med et Ord forraadt det ringeste af hvad der rører sig hos hende, gjorde det ej heller nu, da hendes Aasyn vidnede om en hemmelig, men ængstelig Glæde, en overvældende, men usikker Rigdom.
_____________________________________
Stort tak til Ejler Svan for at have udlånt bogen, så den kan komme til fleres bekendtskab.
HEA |