Indledning:
J. V. Gudmand-Højer var gæst hos Pastor Bering. Kom sammen med en ven daglig på ”Skovgaarden”
Hvor Ane Dorthea fortalte, den hvide piges levnedesløb. Ane Dorthea passede, den hvide pige i hjemmet paa Vesterskov, den gaard der udflytningen 1805-1806 fik navnet ”Bondegaarden” nu Vesterskov (Mart. nr. 35)
Rasmus Hendriksen Kehling blev født Aar 1697 og ejede Kehlinggaarden i Bogø By, den laa før Udskiftning af Gaardene omtrent overfor Bergs Mindestøtte (Står anetsted i dag) dog lidt nordligere. Rasmus Kehling var gift med Johanne, hendes Fødselsaar og Fødenavn fortaber sig i det uvisse, da Bogøs Kirkebøger gik tabt ved Præstegaardsbranden i 1760.
Rasmus Kehling og Johanne havde to Døtre – Ane Rasmusdatter født 1734 og Dorthe Rasmusdatter født 1736. Rasmus døde 1782, men en Tid efter Johannes Død i 1760 afstod han Gaarden til sin yngste Datter Dorthe, der i 1770 blev gift med Ole Andersen. Datteren Ane levede i et stadigt Uvenskab med Faderen, der havde sat sig imod et Giftemål med en ung Mand, der havde tjent paa Kehlinggaarden – Det var medens hun boede på Kehlinggaarden hun klædte sig i en hvid Dragt, hun selv havde spundet af afreven Faareuld og fik derfor Tilnavnet: ”Den hvide Pige” . Hun døde som sindssyg d. 17 januar 1829 hos sin Søsterdatter paa Bondegaarden.
Kilde: Kargaard Svan.
Da personer og navne er de oprigtige, beder jeg at i vil bevare respekten om disse mennesker.
Dorthe Rasmusdatter er min Tip, tip, tip, tip oldemor.
Med venlig hilsen
Hans Erik Albrekt
Portalen informerer:
I henhold til aftale med Hans Erik Albrekt, der har digitaliseret bogen, bringer Portalen 2 kapitler hver mandag til hele historien er fortalt - der er 20 kapitler i alt.
Læs kapitel 1 & 2 her
Læs kapitel 5 & 6 her
_____________________________________
Kapitel lll:
Fastelavns Søndag var kommen. Øens Karle vilde næste Dag ride Fastelavn og holde Gilde og havde nu travlt med Forberedelserne; men Povl havde som sædvanlig undslaaet sig ved at tage Del i denne Forlystelse. Han havde da Søndagen til sin raadighed, og om Eftermiddagen havde han indtaget sin Ynglingsplads paa Træstammen ved Skoven. Han kunde lige forbi den lille Halvø paa Møn med Grønsund Færgested skimte ud over Østersøen, hvor denne Dag nogle Sejlere lode sig se med alle Sejl oppe i det næsten stille Vejr, et sjældent Syn paa denne Aarstid. Tankerne dvælede ved, hvad han havde hørt om Danskernes lystige Dans med Fjenderne der ude paa den udstrakte Dansesal, ved Hjemmet der over paa Naboøen og ved – Ane. Ja, undertiden vendte Blikket sig fra Søen og op ad Vejen for at se, om hun ikke kom. Det var ikke forgjæves; der kom hun – endelig!
Jo, der kom virkelig Ane igjen. Da hun kom til ret Klarhed over, hvorledes det havde sig med hende, havde hun taget sit bestemte Parti: vilde ikke han bryde Isen imellem dem og sige det afgjørende Ord, saa vilde hun selv. Beslutningen var dristig og lignede hendes Karakter, og denne borgede for, at hun mægtede at føre den igjennem. Saaledes kom hun.
Povl rykkede sig lidt til Siden paa Stammen.
,,Vil du nok sidde hos?” spurgte han mildt.
Ane følte Varmen strømme fra Hjærtet og over hele Legemet. Hun tog Plads ved hans Side, men mælede ikke et Ord. Hun evnede det ikke; hendes Djærvhed svigtede. Et Øjeblik herskede der Tavshed mellem dem.
,,Der er Liv paa Øen i Dag og bliver mere i Morgen”, sagde hun endelig, ,,og du er ikke med”.
,,Nej”, svarede han. ,,Naar Livet larmer allermest, og selv om jeg larmer med i dets Gjerning, synker jeg snarest hen i Ensomhed og føler mig fattig og Vemodig”.
,,Jeg troede, du følte dig rig i den”, bemærkede hun.
,,Paa en Maade: ja; men ikke altid”, var Svaret. ,,Tit savner jeg noget, jeg ved ikke hvad. Jeg synes, jeg en Gang har ejet det, men siden savnet det, selv om jeg stundom troede at havde det i Eje paa ny”.
,,Hvad mener du?” spurgte hun og saa ned for sig.
,,Jeg ved det ikke”.
,,Naar ejede du det?”
,,I mit Hjem følte jeg ikke Savnet af det”, lød hans Ord tungsindet, ,,og siden i Præstegaarden troede jeg somme Tider at have grebet det, men det var dog ikke det rette; nej, ikke som i Hjemmet”.
,,Præstegaarden! Hvilke Præstegaard?” spurgte Ane.
,,Den der over i Moseby”, sagde han,
,,Har du været i den?”
,,Ja. Da jeg var tolv Aar gammel, og min Moder døde, tog Præsten mig op i Præstegaarden og beholdt mig der. Saa midt i Avgust nu sidste Aar døde han, det var Mandagen den 15de; otte Dage forinden var hans Kone død. De jordedes samme Dag, og begge vare de gamle. Saa kom jeg fjorten Dage efter hid; der over var ikke mere Plads for mig”. Et bittert Smil stod ham om Munden.
,,Hvad hed den Præst?” spurgte hun.
,,Det var Hr. Povl Dachel”, svarede Povl. ,,Jeg var opkaldt efter ham og hans ældste Søn. Du kan tro, han var Kjærnekarl, den rare, gamle Præst, og som han kunde fortælle! Skimter du de store Skibe der ude paa Søen? Paa saadanne, ja paa meget større havde han sejlet der, gynget paa dem under Tordenen af de halvhundrede eller flere Kanoner, medens Fjenden ærligt sendte dem Lag igjen for Lag. Der havde han i Kampen været Side om Side med Tordenskjold, set de saarede og dødende segne ned rundt om og set hele den fjendtlige Flaade blive ødelagt og taget. Faderen havde fortalt det, derfor drog Fader til Søs, og mig har han fortalt det, og derfor vil ogsaa jeg til Søs, ud paa det frie Hav”. Nu tindrede Povls Øjne, saa det var værd at se.
,,Var han da Sømand, før han blev Præst?”
,,Nej; men Sømændene ere fromm, maaske mere fromme end vi paa Landjorden. De holde deres Kirketjeneste om Bord, og han var deres Præst”, forklarede han. ,,Hans ene Skib hed ,,Lolland”, forklarede han, det havde halvt Hundrede Kanoner. Med syv andre Linieskibe og tre Fregatter holdt de det gaaende her ude syd for Møn og over mod Bornholm for at finde Fjenden; men Tordenskjold var den, som fandt ham over under Femern, for han var ogsaa med og førte ,,Løvendals Galej”. De styrede alle frem mod Svenskerne, men disse vare ikke forknytte; uagtet de kun vare fire Linjeskibe og to Fregatter mod otte og tre, kom de os kjært i Møde til mellem Rødsand og Femern. Det var 24de April 1715, Onsdagen efter Paaske; den stille Uge og Påsken over havde det været stille og disigt og var saa endnu, men om Morgenen fik de dog hinanden i Sigte. Det blev gjort klart til Kamp over hele Flaaden og holdt Bøn om Bord paa hvert Skib. Ved Middagstid kom en Hatfuld Østenvind og hjalp Danskerne frem, og nu hejste den danske Admiral Gabel Blodflaget, og Slaget begyndte. ,,Island” angreb først, og ,,Lolland” hjalp til; det var ,,Nordstjernen” de kæmpede med og det værgede sig tappert. ,,Lolland” fik 68 Skud og havde 28 døde og 70 saarede. Først Mørket standsede Kampen, og Fjenden flygtede til Holsten og satte alle Skibene paa Grund. Kun ,,Hvita Ørn” søgte at slippe norden om ud af Bæltet; men den gjorde Tordenskjold Jagt paa hele Natten igjennem og drev den næste Morgen tilbage og på Grund ved Siden af den svenske Admiral Wachtmeisters eget Skib ,,Hedvig Sofia”. Svenskerne gjennemskøde nu selv Bunden af deres Skibe; saa hejste Wachtmeister hvidt Flag og overgav sig til Tordenskjold, der strax forbød dem at fortsætte Ødelæggelsen, men hilste den fangne Admiral med syv Hædersskud, da han steg om Bord. Før Wachtmeister lod sig føre til Tordenskjold som Fange, strøg han det svenske Danner og kastede sin Kaare i Havet; da saa Tordenskjold bragte ham om Bord til Gabel, modtog denne sin kjække Fange med den højeste Agtelse og overrakte ham sin egen Kaarde med Sølvbeslag. Skibene fik vi Danskere, undtagen Admiralskibet; det kunde ikke reddes og maatte brændes. Tordenskjold fik ,,Hvita Ørn”; men ,,Lolland” maatte gaa til Kjøbenhavn og sættes i Stand”.
,,Og det har Præsten fortalt dig!” sagde Ane, der spændt havde lyttet til.
,,Det og meget mere”, svarede Povl; ,,han fortalte mig det, ligesom han havde fortalt min Fader det, og han sagde, at han gjorde det for sin egen Skyld og ikke for min. Han vilde opfriske Mindet om de første Aar, han var i Moseby, sagde han, de Dage, da Fader var en ung Knægt og daglig kom til ham som Skoleholderens Søn; og han vilde opfriske Mindet om den Tid, da hans egne Sønner vare unge Gutter og lyttede til hans Fortællinger; Povl, der nu er Præst paa Lolland, og Johannes, som er Kjøbmand der ovre i Stubbekjøbing, Folkmar, nu en kjæk Sømand i Nykøbing, som jeg vil søge at komme med til Majdag, og Andreas, der ogsaa blev Sømand, men druknede i Nordsøen, og Henning. Men det var slet ikke for hans egen Skyld, men kun for min, at han fortalte; det mærkede jeg godt. Han vilde vise mig, at han havde en fast og urokkelig god Tro til Fader og netop holdt af mig for Faders Skyld. Han vilde, at jeg kun skulde stræbe efter at ligne Fader og ingen anden; derfor fortalte han mig om ham, altid godt, just som jeg selv kjender ham. Han vilde, at jeg trods alt ondt, der var mødt os, dog burde elske mit Fædreland; derfor talte han til mig om mit Hjem og om hele Danmark, Danevang, som han helst kaldte det, og lærte mig, at for det bør man ofre alt. O, han var saa god, saa ejegod, og hos ham selv følte jeg aldrig Savn, men vel hos de andre der”, tilføjede han med et mørkt Blik. ,,De vare onde og undte mig ikke engang Ro, naa jeg om Søndagen sad ved min Moders Grav, men sendte Haansord og haanlige Blikke efter mig, vor Nabos lille Karen ene undtagen; hun saa altid mildt og venligt til mig og red som mindre gjærne Ranke paa mit Knæ”.
,,Det er saa de onde Menneskers Skyld, at du nu er bleven sær”, sagde Ane og saa lige saa mildt og venligt paa ham, som den lille Karen nogen Sinde havde kunnet gjøre det, og langt mere varmt. ,,Men hvad Grund havde de da til at være vrede paa dig?”
,,Ingen uden deres egen Uretfærdighed”, svarede han heftigt. ,,Naar jeg tænker paa det, er jeg nær ved at forgaa af Harme og Had til alle!” Og han knyttede harmfuldt Haanden, som vilde han knuse hele Verden med den.
,,Ikke mig!” sagde hun og lagde beroligende sin Haand paa hans Arm.
,,Nej, ikke dig”, indrømmede han i en roligere og mild Tone. ,,Jeg tror næsten, at du ikke er som de andre”.
,,Du kan i ethvert Tilfælde være overbevist om, at jeg aldrig vil tro noget ilde om dig eller dine, hvad saa Alverden mener”, erklærede hun bestemt. ,,For det, kan jeg nok mærke, er Sagen, at de har tillagt dig noget ilde, tillagt dig det uretfærdige og usant”.
,,Det har de! Vidste jeg bare, hvorledes jeg skulde skaffe det bevis!” sagde han haardt og faldt hen i mørk Tavshed. ,,Stakkels Fader!” sukkede han halvhøjt noget efter, og hun saa Vand i hans Øjne. Hendes Hjærte bankede; hun følte den største Lyst til at kaste sig om hans Hals, bortkysse den hængende Taare af hans Øjne og knuge ham fast mod sit Bryst; men hun forholdt sig dog tavs og stille.
Ogsaa i ham arbejdede det heftigt, som stod han for Udførelsen af et voveligt Foretagende, han følte Trang til og ikke ret dristede. Endelig tog han atter Ordet i en dæmpet Tone og uden at hæve Øjet fra Jorden.
,,Ane; Jeg har lovet mig selv, aldrig at sige det til noget Menneske”, sagde han; ,,men du kan tie, har jeg fornummet; du har voldet mig godt her, og – du skal vide det”, tilføjede han efter nogen Tøven. ,,Lad os saa se, om du vil være mig god efter det, som du har været det forinden hidtil, eller om du ogsaa vil forstøde og foragte mig, som alle andre have gjort det, alle undtagen Præsten og lille Karen, ja og saa Præstens Folkmar i Nykjøbing maaske".
Han standsede lidt, saa vedblev han.
,,Jeg kan ikke lade være, skjønt det vel er dumt; men jeg vilde saa gjærne, at naar jeg nu snart igjen forlader dette Sted, der saa dog ogsaa her skulde være en, som kjendte mig helt og alligevel vilde mindes mig i Venlighed. Jeg har jo nu ogsaa dette Sted Kjært, og vil du ikke kunne gjøre det, vil ingen her være i Stand til det”.
Hun higede efter at sige ham, at han ikke havde taget Fejl af hende; men hun turde det ikke. Hun var bange for, at han ved at høre hendes Stemme skulde glemme at bruge sin egen, ligesom vaagne op derved, fortryde, hvad han alt havde sagt, og holde sin Meddelelse tilbage; hun tav.
,,En Nat, jeg var tolv Aar gammel, da var Østersøen bleven vred. Det havde i flere Døgn været en heftig Storm af Nordøst; nu sprang Stormen mod Aften om til Sydøst og Syd, og Søen væltede sig ind mod Landet med Voldsomhed uden Lige og steg til en Højde, som man aldrig har kjendt Mage til, hverken før eller siden. Fader var ikke gaaet til Ro endnu sent paa Aftenen; Moder laa søvnløs paa Sengen; kun jeg slumrede trygt og rolig. Fader lod meget urolig; han lignede ikke ret sig selv, sagde Moder senere. ,,Jeg vil gaa ud og se, om det ikke snart bedager sig”, sagde han, gik ud og blev borte hele Natten. Da han vel havde været borte en Time, kunde Moder ikke holde det ud længere; hun stod op og kaldte ud ad Døren paa ham, men kun Stormen svarede hende og Bølgernes Brøl, idet de derhos stænkede hende Skum i Ansigtet. Samtidig saa hun et frygteligt, rødt Skær brede sig fra Syd og dække hele Nathimmelen. Da forfærdedes hun aldeles, rev mig ud af sengen og troede, at Verden skulde forgaa. Jeg kom i en Fart i Klæderne, og vi stormede ud af Huset. Aldrig glemmer jeg det Syn, jeg nu saa! Bølgerne brøde taarnhøje ind over Landet, mørke i Foden, men med skumhvid Top, og styrtede fremad med en rasende Fart, som vilde den ene sluge den anden og de alle sluge hver Fodsbred Jord. Vort Hus laa endnu for højt, til at de kunde naa det, men det var helt omfyldt, og vi vare afskaarne fra at naa hen til de andre Huse, der alle ligger højere oppe i Landet. Fader var intet Sted at opdage, og alle Baadene havde Bølgerne for længst skyllet bort. I syd flammede et vældigt Baal; det kom fra Næsby, fra to gaarde, der laa henved en Fjerdingvej borte, og det var, som om hele Byen stod i Brand. Gnisterne og store Ildflager fløj højt, højt i Vejret og bares vidt frem af Stormen; den mørke, men aldeles stjærnefyldte og skyfri Himmel farvedes helt rød til hen i Nord, og bag det Flammehav og det vel Hundrede Alen høje, underlige dissige Slør af hed Luft over Brandstedet glimtede Stjærnerne frem med en sælsom, forhøjet Glans, som dansede de om Kap med Gnisterne. Det var som et fortryllet Syn at se og vanskeligt at rive Øjnene fra, og hvert Øjeblik sendte Flammehavet ret som en himmelhøj Søjle af Gnister, der saa førtes hen mod os af Stormen, og det var da, som løsrevedes nogle af Stjærnerne bagved og fulgte med. Gnisterne naaede os ikke, men Stormen kom svanger af Brandlugt, der blandede sig med den ligesom salte Smag i Luften fra Søen, ganske som Stormens Brusen blandede sig med Bølgernes. Mellem Præsteborren, det nordligste Højdepunkt paa Næsset, og Vejlebakken havde Vandet dækket alt og stod i et med Næsvejen vest for os. Bredesø i Syd var ogsaa som en Vejle af Søen, og Banken med vort Hus stod lig Præsteborren som en Ø i Havet. Bølgerne skyllede mod den, som vilde de sluge den og os og Huset, alt, faldt saa matte ned, slikkede Siderne bar og dannede mørke Hvirvler ved Foden, hvor Grus, smaa og store Sten kjørtes rundt som i en Kværn, til næste Bølge kom og gjorde et nyt Forsøg. Det var en rædselsfuld Nat! Gud lader aldrig mig eller noget Menneske opleve Magen til den! Værst var den vel for min Moder. Huen var blæst af hende, og Haaret flagrede løst for Vinden; Stormen havde revet Tørklædet af hendes Hals og Skulder og legede med det, som det der hang, kun holdt tilbage af en Naal i det ene Hjørne; Livstykket havde hun ikke faaet hægtet, og Nattens kolde Luft isnede hendes Hals og hendes blottede Bryst; hun mærkede det ikke. Hun vred kun Hænderne i den største Fortvivlelse; jeg hørte, hvor det knagede i dem, hørte det trods Stormens og Bølgernes Larm. Hun græd ikke, men løb om til alle Sider og raabte paa Fader, raabte det hvinende ind i Stormen, til hun var hæs og næppe kunde faa en Lyd frem, stirrede med dobbelt store Øjne ud i det fjærne, som kunde hendes Blik gjennemtrænge ethvert Mørke. ,,O, Gud!” raabte hun, ,,lad komme, hvad du vil, alt, hvad du vil; send mig bare ham levende tilbage!” – Hvorledes jeg selv bar mig ad, ved jeg ikke; jeg saa kun Moder”.
,,Det er forfærdeligt!” hviskede Ane. ,,Stakkels Povl og stakkels Moder! Hvor var din Fader? Og hvad blev der af ham?” ,,Mellem Brandstedet og os, omtrent midtvejs, laa et enligt Hus; deri boede en gammel Kvinde, som i sin Tid havde tjent for Pige hos min Faders Forældre. Gnister fra Branden regnede i tusindvis ned over hendes Hus, og vi saa et Par mørke skygger i travl Færden omkring det, medens et Væsen hoppede frem og tilbage hen over Taget som i lystig Dans til Stormens Musik, om Kap med Luer og Gnister. Det var Fader; vi anede det ikke. Under Branden var Stormen heftigst; efterhaanden som Flammerne ikke mere fandt Næring, sagtnedes ogsaa den og drejede samtidig mere mod Vest. Bølgerne skar ikke længere mod Kysten, men fulgte endnu langs ad den; dog, deres Magt var brudt. Vandet dreves atter ud af Næsvejle, saa hvad der stod over Landet, kunde finde Plads der, og Bredesø blev mindre. Hen paa Morgenen troede Moder det muligt at vade gjennem Oversvømmelsen hen til næste Hus, længere inde i Landet. Vi vilde just give os paa Vej, da kom Fader lyslevende vadende hjem til os. Havde Frygten været stor, blev nu Glæden derefter. Da han var gaaet ud først paa Natten, var det for at faa jollen højt op paa Land ved Siden af Baaden; der troede han dem begge i Sikkerhed for alle mulige Tilfælde; han kunde jo ikke tænke sig Muligheden af, at Vandet kunde naa saa højt. Med utrolig Anstrængelser fik han bragt den saa vidt; jeg synes stedse, at han maa havde brugt en overnaturlig Kraft dertil. Da saa Arbejdet var endt, havde han set den første Lue slaa op fra den ene Gaard, havde øjeblikkelig tænkt sig, hvilken rædselsfuld og mægtig Brand, det i denne Storm maatte blive, havde set, at Faren vilde svæve endogsaa over hans Forældres forrige Pige, og var strax ilet did for at frelse hendes Hus. Det var lykkedes ham ved at springe op paa Taget og ned af alle Sider paa det kaste Vand, som hun selv og et Par andre Hjælpere rakte ham op. Os havde han vel strax tænkt paa at sige, hvad han havde set, og hvor han gik hen; men saa havde han troet, at Moder sov ligesom jeg, haabede, at vi vilde sove fra det hele i lykkelig Uvished om alt, og vilde ikke nødvendigt ængste os, ej heller spilde den kostbare Tid ved først at løbe tilbage til Huset. Nogen Fare for os havde han aldrig tænkt sig mulig, ikke fra Søen og heller ikke fra Ilden, saa længe den gamle Piges Hus ikke blev antændt. Et kunde han ikke forklare sig. Da han gik hjemme fra, havde han sine lange Søstøvler paa og trak dem af ved Huset, da han sprang op paa Taget; men da han kom ned igjen, vare de der ikke, og han fandt i deres Sted sine Nyklampede Træsko, som han med Sikkerhed vidste, han Dagen før havde ladet ligge i Baaden. Denne og Jollen vare borte, men han var for udmattet til strax at gaa ud og søge efter dem, uagtet vi ved Tabet af dem vare saa godt som ødelagt; han fik Strax det vaade Tøj af, noget varmt at drikke og kom i Seng, Hvor han uafbrudt sov de nøste sex Timer. For Moder og mig var det umuligt at finde Hvile; Natten havde været os for rædselsfuld. Vi saa overalt efter Faretøjerne, efterhaanden som Vandet tillod os at komme videre frem fra Huset, men forgjæves; de vare som sporløst forsvundne. De nærmeste Naboer hjalp os at søge, da vi først kunde naa til dem, men lige saa forgjæves. Da Fader efter Middag havde sovet ud og styrket sig, gik han op over Rødskjær og over til Ovre Mark; der fandt han dem; de vare begge slaaet i stykker. Langs Marken laa en Bræmme af druknede Dyr og opkastede Vragstumper, som viste, hvor højt Bølgerne havde skyllet; i den Bræmme fandt han ogsaa sine forsvundne Søstøvler”.
,,Men saa har han jo husket fejl”, sagde Ane. ,,Han har haft Træskoene paa og haft Søstøvlerne liggende i Baaden”.
,,Vi troede strax det samme, men han paastod med Bestemthed det modsatte”, svarede Povl, ,,og Folk mente, at det var, som du siger, kun, at han ikke huskede fejl, men med Forsæt nægtede det rette”.
,,Fy!” udbrød hun og tilføjede: ,,Og begge eders Baade ødelagte. Det var en stor Ulykke for eder”.
,,Kun en mindre, men nu kom den største”, svarede han. ,,Mæste Dag kom Rettens Folk og arresterede Fader. De havde i Syd for Brandstedet, netop ved en Halmstak, hvor Ilden først udbrød, fundet hans Lommefyrtøj, som han næsten altid bar hos sig; mærkeligt nok havde han ikke savnet det før Aftenen efter Branden. Tæt ved Fyrtøjet havde de fundet en halv Træskoklampe, der nøje passede til en anden Halvdel under hans højre Træsko De beskyldte ham for at have antændt den sørgelige Brand”.
,,Rædsomt!” skreg Ane. ,,Men han maatte jo kunne bevise, at det ikke var sandt. De kunde jo da aldrig straffe en uskyldig”.
,,Han kunde intet bevise, og de troede ham ikke. De fandt, at alle Omstændigheder talte imod ham, selv det, at han, næsten før Ilden opdagedes paa selve Stedet, var ved den gamle Piges Hus for at redde det; kun kunde de ikke tænke sig nogen Grund til hans Gjerning, da han altid havde ført et rosværdigt Levnet og levede i bedste Forstaaelse med alle, ogsaa med dem, det brændte for. Alligevel! Dømte de ham”.
,,Dømte ham?” gjentog Pigen. ,,Umuligt!”
,,Dømte ham til Slaveri for Livstid”, hviskede Povl med harmfuld og dog brusten Stemme.
,,Slaveriet!!” og Forfærdelsen herskede i hendes Aasyn ved det Ord. ,,Ja, nu forstaar jeg alt: dit Tungsind og din Sorg, din Ulyst til Fornøjelser og Trang til at være ene, som ogsaa de andres Haan og Foragt”.
,,Ja, ikke sandt!” Lo Povl forfærdeligt og sprang op med et uhyggeligt Udtryk. ,,Du forstaar dette saa godt og vil nu haane og foragte mig om Kap med dem! Jo, jeg har gjort en klog Gjerning, en herlig Gjerning!” Og han skoggerlo rædsomt.
,,Ja; en herlig Gjerning!” sagde Ane alvorlig og stod ved hans Side. ,,Du har lært mig, aldrig at dømme efter Skinnet, lært mig, aldrig at lade et Barn lide under en Brøde, som, med Ret eller Uret, tillægges dets Forældre, og du har givet mig Trang mere end nogen Sinde til at være din Ven og vise dig det”. Hun rakte Haanden frem imod ham.
,,Du! Hvad siger du!” og hans Ansigts Udtryk forandrede sig til Forundring, Tvivl; han turde ikke tro hende; ikke tro sine egne Sanser. Hans Haand bevægede sig, men blev ved hans Side; han turde ikke modtage hendes.
,,Ja! Jeg!” svarede hun og greb hans villige og dog tøvende Haand, Trykkede den mellem begge sine og mod sit Bryst. ,,Jeg vil være din Ven nu, mere end før”.
,,Min Ven Slavesønnens Ven!” stammede han, bleg af Bevægelse.
,,Din Ven! Den forurettedes, den uskyldigt lidendes Søns Ven”, var Svaret. ,,Jeg tror lige saa lidt paa din Faders Brøde, som du gjør det. Jeg tror, at alle skylde ham og dig Oprejsning og Gjengjælde i Godhed, og jeg i det mindste vil betale min Gjæld til eder og have Lov til det”.
,,O, Ane! Ane! Tak for de Ord! De falde som kvægende Dug paa mit hentørrede Hjærte”; og nu var det ham, der trykkede hendes Haand.
Hun satte sig atter; han fulgte Exemplet.
,,Din stakkels Moder! Hvorledes gik det hende?” spurgte hun.
,,Ja, min stakkels, stakkels Moder!” sukkede han. ,,Nattens Gru og Stormens kolde Spil om den blottede Barm kastede hende paa Dødslejet; Sorgen over Faders Ulykke fuldførte Sagen. Hun saa ham aldrig mere. Allerede inden den skrækkelige Dom faldt, var hun gaaet hjem til Herren for der at tale hans Sag hos den retfærdige Fader, som ser og ved alt og aldrig dømmer fejl. Hendes Grav er ved Kirken, du ser hist ovre. Alt vort Eje blev solgt og givet til de brandlidte; det forslog ikke. – Den gamle Præst tog mig til sig; nu er ogsaa hans Grav der ved Kirken, og uden for Slaveriet, hvor min Fader endnu sukker, er der ikke en Sjæl tilbage i Verden i Verden, som elsker mig. – Det er mit Savn; jeg vil jo dog saa gjærne elske alle”.
,,Jo, Povl! Jeg elsker dig!” sagde hun med Inderlighed.
Han saa paa hende
,,Ja; nu er det sagt”, vedblev hun. ,,Jeg elsker dig, elsker dig højere, end Fader og Moder kunde elske dig, elsker dig over alt i Verden, - Ja, højere end jeg elsker Gud selv, frygter jeg; Gud hjælpe mig kun derved”.
Med større og større Forbavselse og fremspirende Glæde, der endelig vovede at folde sig helt ud, saa Povl fast paa hende, som trods sine dristige Ord slog Øjet ned og vendte det mod Jorden, medens Armene hang slappe og viljeløse ved hendes Side.
,,Ane! Bedrager du mig ikke? Bedrager du ikke dig selv?” fik han endelig frem. ,,Er det ikke alene Medlidenheden med mig, som lægger dig de Ord paa Tungen?”
,,Nej, Povl ikke i rineste Maade”, svarede hun og saa frit op. ,,Alt længe har jeg følt, hvorledes jeg havde det, og tænkt og troet, at du havde det lige saa. Alt længe har jeg bestemt, at vilde du ikke tale, hvad jeg frygtede for, du ikke vilde, saa vilde jeg selv. Jeg turde det ikke, men jeg turde endnu mindre lade være. – Nu er det sagt!”
,,Og evig velsinet være du for det!” Jublede han og slyngede sine Arme om hende. ,,Jeg havde aldrig vovet det”.
Hun trykkede sig tæt ind mod hans Bryst.
,,Maa jeg være din? Vil du have mig, have mig helt og holdent?” hviskede hun. ,,Maa jeg være din Viv? Jeg kan ikke leve det foruden”.
,,Om du maa!” hviskede han tilbage og trykkede det første Kys paa hendes Læber.
_____________________________________
Kapitel lV:
Kjæk og djærv, stiv og bestemt som Ane Kjeling ellers var af Karakter, aaben i sit Væsen og aldrig læggende Skjul paa sin Adfærd, indtraadte der nu ved hendes indgangne Forhold til Povl en Forandring. Kjærligheden gjorde hende blød og forsigtig.
Blød var hun lige overfor Povl, som hendes Hjærte hang ved med en næsten forgydende Kjærlighed; et glad Smil hos ham, og Dagen svandt som i paradisisk Lykke; et tungsindet Præg i hans Aasyn, og Natten gik søvnløs med Grublen over, hvorledes hun skulde mægte at bortjage den fungsindige Sky; hun vilde rydde hver en Sten og hver en Torn af hans Sti og sprede Glædens og Lykkens Solglans over hans Liv: der havde hun sit Livs Maal; et stort, et herligt Livsmaal fandt hun det i den Alvor, hvormed hun saa paa hele Livet.
Forsigtig var hun lige overfor alle andre, først og fremmest overfor Faderen. Ingen skulde ane hendes Lykke og med venlig Plumhed falme ved den, men heller ingen skulde rive den fra hende eller knuse den; det vilde ske, om Faderen nu fik noget at vide, frygtede Povl for, og Ane selv nærede vel ikke denne Frygt, - thi hun lod sig ikke nogen frarive, mindst Povl, saa forlod hun hellere alt og fulgte ene ham ud i den vide Verden; - men hun bævede dog ved Tanken om det en Gang nødvendige Sammenstød med Faderen. Det var efter ham, hun havde alt det stive, urokkelige, faste i sin Karakter; mødtes de i Sammenstød, vilde der springe Gnister og vorde Brud, men som haarde Sten begge vilde de male daarligt sammen. Frygt for Faderen bandt ogsaa hendes Tunge over for Moderen, hvem hendes Hjærte dog higede efter at aabne sig for; men nej! Naar Brudet en Gang kom med Faderen, maatte Moderen staa helt udenfor Sagen, saa uvidende om alt som han selv, ellers vilde hans Vrede vende sig mod hende, her falde tyrannisk og gjennem hendes Ulykker saare Anes Hjærte; nej, Moder var hende af alle den Kjæreste næst efter Povl, men netop derfor skulde hun mindst af alle og sidst af alle vide noget om det hele; Faderen først, - men ikke nu.
Og Frygten for, at Fader vilde tage Sagen med Vrede, var vel begrundet; hvad vilde være naturligere. Han, en af Øens mest velstaaende og bedst ansete Gaardmænd, skulde give sin Datter hen til sin egen Tjenestekarl, som han kun tilfældigt i en travl Tid og ved en anden Karls Tab havde taget i sin Tjeneste, men havde truffet ledig der paa Øen og ikke kjendte det ringeste til, kjendte ikke hans Æt eller Oprindelse, ja end ikke hans Hjemsted; og lærte han den at kjende, vilde han erfare at det var en som Forbryder, som Ildgjerningsmand dømt Slaves Søn; en Slaves Søn! Nej, aldrig i Evighed gav han sit Samtykke; en ussel Stodder, der intet ejede uden sine tomme Hænder, intet, som kunde ved gylden Glans dække over Faderens Plet; nej, nej og atter nej. Saaledes vare Povls Tanker og Udsigter, og Ane maatte indrømme deres Sandhed; men hun fandt Kjærligheden som en Vilje, der faldt saa let paa en Tidsel som paa en Lilje. Hun vilde aldrig slippe sin Povl, men hun vilde finde sig i Forsigtigheden og vente i Taalmodighed paa bedre Tider.
Povl skulde følge sin forud tagne Bestemmelse. Han, der aldrig havde ladet sig se uden for Øen fra det Øjeblik, da han første Gang satte Foden paa den, skulde, saa hastig Lejlighed gaves, tage over til Stubbekøbing, gaa til Kjøbmend Johannes Dachel og bede ham skaffe sig Plads snarest muligt efter Majdag hos Broderen, Skipper og Kjøbmand Folkmar i Nykjøbing. Hos denne skulde han saa et Aar lære Søvæsenet til Gavns og derefter drage ud paa de lange Rejser i fire Aar. Der skovlede Sømanden Penge til sig som Sand ved Strandbredden, og saa kunde han om fem Aar med Haab melde sig som rig og vel antaget Bejler hos Faderen. Saa tog Povl en Dag over til Johannes Danchel, som med venlig Velvilje lovede at udrette det fornødne hos Broderen Folkmar, der nærede endnu venlige Følelser for ham, vidste Povl.
Saaledes gik Tiden i stille, skjult Lykke og glad Haab til fire Uger efter Paaske; det var den næstsiste Søndag før Majdag. Pløjningen var endnu ikke sluttet for Rasmus Kjeling. Hans ene Hest var bleven syg og døde; det havde sinket. Han havde nu kun fem og maatte jo nødvendigvis havde mindst sex: fire ad Gangen for Ploven og to til at skifte med. Paa Øen selv var ingen at opdrive; saa tog han til Møn.
Povl stod uden for Gaarden og eftersaa den tunge Hjulplov. Sulen var nogen slidt, og den hele Jærnplade, der dannede Skjæret, havde trods sin gode Tap vanskeligt ved at sidde fast i Sulens Hul, hvor gode Kiler end Povl fæstnede der i. Ogsaa vare Trænaglerne i Aasen, som tjente til at fastholde Forestillingen Jærnring, kun lidet sikre, fandt han, ligesom det højre Hjul, der skulde gaa i Furen og derfor var adskilligt større end det venstre, ogsaa trængte til Forbedring, før de fire Heste igjen sattes for, som skulde drage Ploven gjennem Jorden.
Under dette Arbejde kom Husbonden hjem og kom ikke ene. Han havde maattet tøve et Par Dage ovre paa Møn, før han fandt sig, hvad han søgte. Han kom nu ridende paa den nykjøbte Hest, og ved hans Side red en kraftig Ungersvend af et kjært, om end ikke behageligt Udseende. Blikket fløj dristigt og forskende om, men det syntes dog ikke alt godt, hvad der laa i det. Skjøderne af hans lange, brune Vadmelskjole flagrede frit paa begge Sider af Hesten og dækkede halvt hans snævre Skindknæbuxer, og de langskaftede Støvler lod kun en smal Ring til Syne af de hvide Uldstrømper. Paa Hovedet sad en Hue lidt paa Snur, medens en broget Hvergarns Brystdug bredte sig over Brystet. Rasmus Kjelings Dragt var en lignende, kun at han bar en blaagraa Skindpels i Stedet for Kjole og paa Hovedet en sid Hat med et Hovedslag under af Klæde, som faldt ned over Skuldrene.
Povl saa op ved deres Kommen, bortviskede Sveden fra Øjenbrynene med sit Skjorteærme og aabnede Porten helt, saa de, naar de forsigtige bøjede Hovederne, kunde ride ind i selve Gaarden.
,,Det ser ud til at være Jas det”, sagde den fremmede og saa imedens paa Ploven; ,,Fræti, det kommer aa, hun over napt ræd. Ilejn kan det gaa, vens du kejser at gløkke hende Opstiveren med mindre Frit, tvil jeg for, men inte viden. Tappen hun er for klejn, kan man benemme”.
Povl saa paa ham, som vilde han spørge: ,,Hvo har spurgt dig til Raads?”
,,Værs`go` og rid ind”, sagde Værten, ,,men bøj Hovedet vel, for Porten er jo sid”.
,,Aa, han er høj nok; her rider man jo prunkt”, svarede Gjæsten, men fulgte dog Raadet. Hesten lod ivrig efter at komme ind og snublede over Portstopperen ,,Skal du nile, som havde du Klæpaa”.
Jas: daarligt Kram; Fræti: Ageren; hun over napt ræd: den bliver næppe forskrækket; ilejn: alligevel; vens du kejser: naar du vælger; at gløkke: at lave et Hul; Opstiveren: Sulen; Frit: Vridboor; tvil jeg for: tror jeg vel; intet viden: ellers ikke; prukt: herligt; nile: snuble; Klæp aa: Fodklods paa.
Udbrød Rytteren og drev den et Rap, medens han forklarende tilføjede for Rasmus Kjeling: ,,Bæstet er forpækket, men vel kry og krønsk; han er helt lemig, kan du dove aa, men noget barøvret endnu. Du vil nok høve ham ogsaa”.
Det var en Mønbo, kunde Povl skjønne paa Talen, men følte strax en underlig, ubegrundet Uvilje mod ham.
Ane gik det ligesaa. Rasmus Kjeling førte den fremmede ind i Stuen, hvor han stolt spankede frem og tilbage over Lergulvet og betragtede hende med sære, forskende Øjne, medens hun paa Faderens Bud dækkede et Frokostbord. Hun yndede ikke det Blik.
,,Sid nu hos, Jens Høj!” bød Værten sin Gjæst, da Bordet var færdigt.
,,Aa ja, man kan jo nok bøtte sig ned og smide sig et Andetfoer”, svarede Gjæsten, der altsaa hed Jens Høj. ,,Farten kom jo lidt akavet efter Davrin, saa han ikke blev meget stærk til at gjøre Visit aa
Forpækket: forskræmt; kry og krønsk: overmodig og vælig; lemig: smidig; dove aa: stole paa; barøvet: barnagtig; høve: synes om; bøtte sig ned: tage Sæde; smide: smøre; Andetfoer: Formiddags Mellemmad, Kl. 10 Frokost; akavet efter Davrin: uventet efter Morgenmaden.
Og nu er jeg ret som forædt og kan vel rosse en god Del Levemaade”.
,,Det er det ilde, at Bordet synes mig noget bart”, smiskede Rasmus og saa til Datteren.
,,Jeg spørger ikke efter Saad”, svarede Jens i en støjende Tone. Her er Bræd og Smidelse, og han er god, kan jeg mærke, og Sul og dejlig Æg; det er Kans for Mons, saa er det øvrige mig Ring for Ding. Aller helst hvis du vilde laane mig en Stov, saa jeg kunde se, om det er Vand eller Brændevin, du har i din Fløjte der”.
,,Den staar da vel hos dig”, udbrød Rasmus lidt vredladent.
,,Rigtigt! Bliv blot ikke gnaddrig! Det var kun mig, der ikke havde faaet Glukkerne ret op Her staar han”, svarede Gjæsten og stillede det lille Brændevinsbæger frem, der stod ved hans Plads. ,,Nu skal vi se, hvad hun indeholder”, tilføjede han, greb Flasken og skjænkede I.
Ane forlod Stuen; dette Friskfyrvæsen var hende imod, det var saa stik modsat Povls.
Forædt: stærk sulten; rosse: nyde, trænge til; Saad: suppe; Smidelse: Smør; Kans for Mons: Mad for Mogens; Ring for Ding: helt uden Forskjel; Fløjte: lille Flaske; gnaddrig: gnaven.
,,Naa, hvad tykkes dig?” Spurgte Rasmus, da de vare ene.
,,Hun er ikke magelig”, svarede Jens, ,,og om hun ikke er for lydhør og paaser om der ude for at høre mine Ord, vil jeg nok sige, at hun ser noget moit for mig, om just ikke bøs; flidsom er hun vist, da Hosestikkerne hænge i Hænderne, strax de ere fran andet Værk; hun lader ogsaa meget gemeen og tager godt fat paa et Haande, saa hun vel kan ovte Arbejdet. Krank og nadsens lader hun ej heller, saa jeg tvil for, hun vil høve mig, blive vi enige om Medgiften. Jeg faa da nok Retirade en Kjøng til at blive introsent med hende, saa Sagen kan gaa villelig, om jeg end ikke orker den sekenderet denne Gang. Jeg gjør snart Visit igjen. Selvgod lader hun jo rigtig nok”.
Mærkværdigt nok: Rasmus Kjeling fandt sig aldeles rolig i denne sælsomme og raske Dom om
magelig: uanselig; paaser om: støver om; moit; alvorlig; bøs: vredladent; gemeen: ligefrem; ovte Arbejdet: overkomme Arbejdet; krank og nadsens: skranten og sygelig; jeg tvil for: jeg tror sikkert; høve mig: behage mig; Retirade en Kjøng: Lejlighed en Stund; blive introsent: blive gode Venner; villig: rask frem; orker den sekenderet: mægter at faa den fuldført; selvgod: indbilsk.
Datteren, en formlig Taxation som af en Hest, der stod til Salg; ja han lo endogsaa ad den. Saa fortsatte de Samtalen, Jens Høj stadig i sit mønske Landsmaal, bortfalder det end her.
Rasmus Kjeling var draget ud for at faa en Hest; den fandt han hos Jens Høj og fik en Bejler til Ane i Tilgift. Efter at Hestehandelen var bleven afsluttet i Jens Højs Stue, og hans Gaard og Avling efterset, skulde de spise Nadvere der; men Savnet af Husmoderen sporedes, og Jens Høj mærkede det godt.
,,Nu har du faaet dig en god Hest”, sagde han; ,,kunde jeg lige saa vist gaa hen et Sted og faa mig en lige saa god Hustru”.
,,Hende kan du faa hos mig”, svarede Rasmus rask. Han havde set, at Gaarden var god og ikke manglede Herligheder inden Døre. Derhos følte han sig smigret af Jens Højs ligefremme Væsen mod ham, en Bogøboer; thi Mønboerne saa gjerne Bogøfolk over Hovedet, og det havde han flere Gange maattet føle paa sin faa Dages Færd her. Endelig kom her til, at han lønge havde næret Ønske om at gifte Ane ud af Gaarden med en passende Medgift, saa Gaarden med Tiden kunde tilfalde den yngre Søster, da han ikke lystede at afgive Herredømmet; det elskede han for højt. Ane maatte helst af Sted strax, for netop hun vilde daarligt bøje sig.
Saaledes var Sagen bleven indledet, og Jens Høj var meget villig til strax at følge med og se paa Pigen. Han gjorde det saa meget hellere, som han haabede ved samme Lejlighed at faa Rasmus til at kjøbe hans anden Hest med, den han red til Gaarden paa. I det hele taget havde han mere Smag for at fare om end for at blive hjemme og passe Gaardens Drift; det var hertil, han vilde have Hustruen; selv var han rejsende Handelsmand med Liv og Lyst og vilde vedblive at være det.
Deres Klokken 10-Maaltid trak ud; de kunde ikke blive enige om Nedgiften. Der var dem endnu en hel Del imellem, og Rasmus Kjeling vilde ikke strække sig videre. Endelig rejste Jens Høj sig fra Bordet, spankede atter stolt frem og tilbage over Lergulvet, standsede ved det lave Vindue og saa ud i Haven.
,,Hvad for noget! I have Kniplingsgjærde om jer Have”, sagde han spottende og saa ud paa det ny Stengjærde, Povl efter falstersk Skik havde sat op i Vinterens Løb.
,,Naa ja, Stengjærdet”, svarede Rasmus; ,,de har Karlen stillet op”.
,,Han ved Ploven der ude?” spurgte Jens. ,,Han er altsaa fra Falster”.
,,Jeg har aldrig faaet at vide, hvor han er fra”, sagde Værten, ,,men hans Maal er falstersk”.
,,Have en Karl og ikke vide, hvor han er fra!” mumlede Jens Høj og kiggede hen efter det Hjørne, hvor Povl stod, men fik samtidigt Øje paa en anden Person, Ane. Hun var traadt ud ad en Dør til Haven for tage en Sibøtte ind, stod med den i Haanden, men tøvede nu lidt og saa lige som Jens efter Karlen. Og med hvilket et Blik! Jens Høj, som var en hurtig og skarp Iagttager, vant til at være det paa Handelens Vegne, læste hele hendes Hemmelighed i dette Blik, som hun troede ubemærket af alle. Nu var det, som om Blikkets Glød paavirkede Povl; han saa op og fangede det, gjengjældte det og gav et svagt Nik og Smil, da ingen andre var til Syne. Det var det Blik, det Nik, det Smil, Ane tøvede efter; nu var hun rig nok for den Dag, om Skjæbnen ikke mere paa den lod dem ubemærkede se hinanden; nu var hun lyksalig straalende, som hvilede Kjærlighedens Gyldenkjæder om hendes Isse, hendes Barm. Hun gjengjældte Nikket og Smilet og ilede ind.
,,Hun ved vel, hvor han er fra”, tænkte Jens Høj, ,,og der er mere mellem de to end som saa!”
Han blev nu meget mere varsom og kolsindig i sin Handlen om Pigen, sagde Faderen, at de foreløbig helst maatte sove paa det, saa kunde det jo endda blive til, hvad det skulde være, og viste Lyst til at se sig lidt om paa Øen.
Anes Moder kom ind. Rasmus vilde gjøre et Forsøg paa at bringe Sagen rask frem.
,,Der har du vor Svigersøn, Mor!” sagde han til hende i en halvt skjæmtende Tone.
Konen saa op, forbavset over den uvante Tone, og maalte med et tilfreds Blik Ungersvenden.
”Vist ej”, svarede denne hurtigt; ,,saa vidt ere vi ikke komne. For en under Prækenen nikker, kan man ej sige, han samtykker. Men man kan jo aldrig vide, hvad der kan ske, hvis I ellers synes om mig, Mor, og Ane med”.
,,De!” udbrød Rasmus forbavset. ,,Det har de jo intet at gjøre med. Her gaar alt kun efter mit Hoved”.
,,Skal Kvinden skikke sig efter Mandens Hoved, maa Manden bære over med Kvindens Ret, sige vi hjemme hos os”, bemærkede Mønboen.
,,Det gjør jeg ogsaa”, buldrede Værten, ,,kun at mine Kvinder ingen anden Ret Have end min Vilje”.
Moderen bøjede Hovedet i dyb Erkjendelse her af og gik ud med Sulefadet, men lod først et velvilligt Blik tilfalde Jens. Denne var meget tilfreds. Han følte, at hvis han vilde gjøre Alvor af Sagen, havde han lige overfor Datteren vundet en Forbundsfælle i Moderen, vundet hende for en ringe Penge ved et Par hensynsfulde Ord og et mønsk Godtkjøbsmundheld. Han havde ogsaa opdaget, at Rasmus kjørte sine Kvinder med stramme Tøjler, saa Datteren vel vilde blive let at styre og taknemmelig for bare lidt Hensyn. Det var jo altid en Fordel; men – den Karl, den Karl! Han vilde omkring paa Øen og granske Forholdene, før han indlod sig videre i Sagen. Han gik ud ene.
,,Jas er det, og Jas bliver det vist, trods al din Umage”, sagde han i Forbigangen til Povl og saa til den istandsatte Plov.
,,Jeg tænker ilejl, den ligegodt gaar en`en Gang”, svarede Povl tørt.
,,Ligegodt, en`en Gang ilejl”, mumlede Jens; ,,Ja vel er han Falstring. – Det er jo Falster, vi se der ovre”, tilføjede han højt.
,,Ja”, svarede Povl lige tørt.
,,Og hvad er det for en Kirke der?” Jens pegede did.
,,Aastrups”, lød Svaret.
,,Kan du ikke nok sige mig lidt nøjere Besked om Egnen der omkring; vi se den saa godt her fra”.
,,Nej, jeg kan ikke tjene dig der i”, sagde Povl og gik ind af Porten.
,,Han er fra den Egn og har noget at dølge; det er klart”, tænkte Jens Høj og vandrede hen over Øen; ,,men jeg er vel Karl for at læse det frem, selv om jeg skal tage did over”.
Hvad han opsporede paa Øen selv, gav ham forøget Lyst til at vinde Ane; men han kunde aldeles ikke glemme det Blik mellem hende og Povl. Her vidste ingen noget om denne, og han vilde dog have Oplysning om ham og hans Forhold til Pigen. Sagen maatte standses foreløbig; han brød derfor lidt brat af og tog hjem.
Rasmus Kjeling var gnaven; han forbød Konen at nævne et Ord om den fremmedes Ærende; hun adlød, og Ane og Povl anede intet, men havde deres selvspirende Modvilje mod ham.
_____________________________________
Stort tak til Ejler Svan for at have udlånt bogen, så den kan komme til fleres bekendtskab.
HEA |