Indledning:
J. V. Gudmand-Højer var gæst hos Pastor Bering. Kom sammen med en ven daglig på ”Skovgaarden”
Hvor Ane Dorthea fortalte, den hvide piges levnedesløb. Ane Dorthea passede, den hvide pige i hjemmet paa Vesterskov, den gaard der udflytningen 1805-1806 fik navnet ”Bondegaarden” nu Vesterskov (Mart. nr. 35)
Rasmus Hendriksen Kehling blev født Aar 1697 og ejede Kehlinggaarden i Bogø By, den laa før Udskiftning af Gaardene omtrent overfor Bergs Mindestøtte (Står anetsted i dag) dog lidt nordligere. Rasmus Kehling var gift med Johanne, hendes Fødselsaar og Fødenavn fortaber sig i det uvisse, da Bogøs Kirkebøger gik tabt ved Præstegaardsbranden i 1760.
Rasmus Kehling og Johanne havde to Døtre – Ane Rasmusdatter født 1734 og Dorthe Rasmusdatter født 1736. Rasmus døde 1782, men en Tid efter Johannes Død i 1760 afstod han Gaarden til sin yngste Datter Dorthe, der i 1770 blev gift med Ole Andersen. Datteren Ane levede i et stadigt Uvenskab med Faderen, der havde sat sig imod et Giftemål med en ung Mand, der havde tjent paa Kehlinggaarden – Det var medens hun boede på Kehlinggaarden hun klædte sig i en hvid Dragt, hun selv havde spundet af afreven Faareuld og fik derfor Tilnavnet: ”Den hvide Pige” . Hun døde som sindssyg d. 17 januar 1829 hos sin Søsterdatter paa Bondegaarden.
Kilde: Kargaard Svan.
Da personer og navne er de oprigtige, beder jeg at i vil bevare respekten om disse mennesker.
Dorthe Rasmusdatter er min Tip, tip, tip, tip oldemor.
Med venlig hilsen
Hans Erik Albrekt
Portalen informerer:
I henhold til aftale med Hans Erik Albrekt, der har digitaliseret bogen, bringer Portalen 2 kapitler hver mandag til hele historien er fortalt - der er 20 kapitler i alt.
Læs kapitel 3 & 4 her
Læs kapitel 7 & 8 her
_____________________________________
Kapitel V:
Otte Dage gik under stor Travlhed med endelig at faa Pløjningen og andet Vaararbejde afsluttet, men tillige under vedholdende Gnaveri af Rasmus Kjeling. Hu, hvor saa han lidet indbydende ud til at give sig i Lag med mere end det aller nødvendigste. Rastløs kunde han fare hid og did, saa man aldrig vidste, hvor man havde ham. Paa de urimeligste Steder, hvor han slet intet havde at gjøre, dukkede han pludselig frem, kun søgende ogsaa der noget at skjælde over. Hvor han gik, stod eller sad, tog Hovedet hvert Øjeblik en rask Vending, saa Ansigtet viste sig, hvor Nakken var nys, og Øjet spejdede hvast, om ikke den raske Vending hjalp til at overraske en eller anden, opdage et eller andet, som Vreden kunde udlades over. Fandtes saa noget, eller kunde noget ligesom trækkes frem ved Haarene, tvinges frem, uagtet det slet ikke var der uden i hans egen Indbildning, saa kom der Liv i Fyren, saa var han som ret i sit Es, ja, saa kom der Sprut i ham. Saa hastede han utrættelig frem og tilbage forved den arme Syndebuk, han havde udvalgt sig, skjældte og tordnede, saa Ruderne dirrede, om det skete inden Døre, eller saa det gjaldede viden om, hvis det var ude i det fri, lod Øjnene lyne, som hang der spidse Dolke ved deres Blik, standsede nu og da forved arme Synderen, gik ham tæt paa Livet med sit svære Legeme, som vilde han trampe ham ned, var ej heller uvillig til med et kraftigt Slag at kaste ham til Gulvs og forsyne ham rigeligt med Spark, fortsatte saa Gangen frem og tilbage, til en ny Standsning, en ny haandgribelig Overhaling af Synderen var nødvendig for hans Sind. Undertiden kunde han løbe bort et Øjeblik, og man aandede maaske allerede lettere ved Tanken om, at nu havde udraset; men saa kom han strax farende tilbage og tog fat med fornyet Kraft; han var kun gaaet det Øjeblik for at drage Aande lidt. Hans Ansigt var stadig i denne Tid askegraat, men i Raseriets Øjeblikke var det som jordslaaet; Blodet strømmede til og blaanede under den askegraa Hud. Hver, som kunde, veg til Side for ham, holdt sig fjærn fra ham, men desværre kunde ikke alle det. Værst faren var jo Konen, og det Maaltid, hvor intet Fad slog hende i Hælene, hvor hun ikke fik Grøden i Ansigtet, regnede hun for heldigt sluppet. Ej heller Ane gik ram forbi, og hun tog imod det med en usædvanlig Ro, fandt sig for første Gang tavs i det, og aldrig saa saare mærkede Faderen det, før han hang ivrigere paa.
Povl skulde ogsaa prøve det og havde sin Overhaling, men her ventede en Overraskelse den vrede Mand. Povl havde i de otte Maaneder, han nu havde været her, stedse været Blidheden selv; det laa i hans Natur. Men nu havde han med Harme set, hvorledes selv Ane blev uskyldigt torteret og fandt sig i det, og havde da tænkt: ,,Lad ham bare komme til mig; jeg skal betale ham det. Bare han vilde komme!” Og han kom.
Povl pløjede; det var de sidste Furer. Husbonden slaar et Slag hen over Jorderne, Paa Opdagelse naturligvis. Her hænger paa Hegnet en Rebstump, som han selv nogle Dage før hængte der og glemte, nu er den velkommen. Rasende farer han hen mod Povl.
,,Hvor kan din dovne Slyngel smide Rebet her ude?” raabte han. ,,Tror du, jeg har stjaalet det? Mener du, at det er til at gjøde med?”
Plovkjøringen standsede med Forhestene, og med den ene Haand i den opkogende Harme fast knyttet om Plovhornet, vendte Povl sig mod Rasmus Kjeling.
,,Ja, der er nok en, der har smidt det her ude, og det er Husbonden selv”, svarede han, endnu rolig men fast og bestemt.
,,Hvad siger du!” brølede den anden.
,,Hvad sandt er”, lød det lige faste Svar.
,,Vover du at svare igjen? Saa skal den ---!” og nu fo`r han paa sin vante, forskrækkende Maade tæt ind paa Livet af Povl og hævede samtidig det sammenlagte Reb som til et Slag.
Povl veg ikke en Tomme og forandrede ikke en Mine, men mødte det lynende Øjekast med et lige hvast Blik. Haanden med Rebet sank stille ned.
,,Nu har jeg aldrig kjendt Magen!” fik Husbonden endeligt frem; han halede af al Kraft i Rebet, som for at prøve dets Styrke, lagde det paa ny sammen, slog en vældig Knude paa Bøjningen og svøbte Enderne om Haanden, som lavede han sig rigtig i Stand til at bruge det paa Povls syndige Legeme.
,,Nej, det er nok Fejlen, at Husbonden aldrig har mødt Magen”, svarede Povl uden at tage Notits af alle hans Manøvre med Rebet, der dog skete for at indjage Skræk.
,,Hold din skidne Kjæft!” brølede Rasmus Kjeling op, og nu hævedes Rebet paa ny for at bruges for Alvor; men i samme Øjeblik var det revet ud af hans Haand, han anede ikke hvorledes.
Povl havde aldrig lært at fægte, men fulgte af naturlig Drift den Regel: ikke at lade sit Blik vige fra Modstanderens Øjne, og da han i disse læste, at Slaget skulde falde, greb han med et rask Tag i Rebet oven for Knuden og rykkede det til sig. Nu sprængte han det midt over med et endnu heftigere Ryk og kastede Stumperne for den forbavsedes Fødder.
,,Nu er det vel nok med den Leg”, sagde han. ,,Pil I nu hjem og lad mig faa Arbejdet færdigt”.
,,Aa, rejs Fanden i Vold!” formelig hvinede Husbonden.
,,Den Vej Kjender jeg ikke”, svarede Karlen mærkværdigt koldsindigt, han blev roligere, jo mere den anden kogte over; ,,og jeg bryder mig heller ikke om at lære den at kjende, skønt jeg ikke tvivler om, at I er Mand for at vise mig den”. Han lagde begge Hænderne paa Plovhornene igjen.
,,Du lader Ploven staa og forlader strax min Tjeneste”, befalede Rasmus Kjeling.
,,Jeg gjør mit Arbejde færdigt og forlader din Tjeneste, naar min Tid er ude, men ikke en Time før; det er paa Mandag, altså i Overmorgen”, sagde Povl og gav Plovkjøringen Tegn til at sætte Hestene i Gang. Hestene anstrængte sig, men kunde ikke komme frem; Ploven var kilet for fast ind i Jorden.
,,Du gjør øjeblikkelig, som jeg siger”, fo`r den vrede Mand atter op.
,,Som jeg siger: til Majdag”, svarede Povl og drog med et mægtigt Ryk den tunge Plov løs af Jorden og en halv Alen tilbage, saa Hestene kunde vinde ligesom et Tilspring for Trækket. ,,Og mærk vel i den Tid, Husbond, at man kan træde Katten saa længe paa Halen, saa den til sidst vender Kløerne til”.
Rasmus Kjeling svarede ikke et Ord; denne Kraft og Ro skrækkede. Han var en Tyran, altsaa ogsaa en Kujon, hvor han mødte virkelig Modstand.
Povl pløjede videre; han var glad ved at have givet Hustyranen en Lektion, men endnu gladere ved hele Tiden at havde husket, at det var Anes Fader, den han selv ønskede til Svigerfader en Gang, der stod lige overfor ham. Da han atter kom tilbage til Pladsen, var den tom.
Rasmus Kjeling var pludselig ved Povls Ord fra askegraa blevet bleg. Han saa et Øjeblik efter Ploven, saa vendte han sig om og gik hjem til Gaarden. Her gik han nogle Gange frem og tilbage i indædt Harme, men sagde ikke et Ord, gik derpaa ud i Stalden, lavede Hesten fra Møn i Stand, saa ind og tog Stadsklæderne paa og red kort efter af Gaarden ned til Nyby.
Hans Harme i denne Uge havde sin Grund i, at sagen med Jens Høj ikke var blevet afsluttet. Han var nu en Gang bleven opsat paa at ville have denne til Svigersøn og Ane anbragt paa hans gode Gaard, og det harmede ham, at det ikke strax faldt i Traad efter Ønske. Nu skulde det blive til Alvor, hvor langt han saa skulde strække sig med Medgiften; Jens Højs Fordringer vare jo i Virkeligheden ikke ubillige. Nu vilde han besøge ham et Par Dage og faa den Sag klar, og – saa slap han med det samme for at være under Tag med denne Slyngel Povl, der vovede – nok sagt.
Povl kom hjem med Ploven efter fuldført Arbejde, og havde Plovkjørringen ikke sladret af Skole om, hvad der var passeret ude paa Marken, var det vel aldrig kommet til nogens Kundskab, men nu var det snart almindelig kjendt for alle paa Gaarden trods Povls Tavshed. Alle betragtede ham med rædselblandet Beundring; hos de fleste var Rædselen det overvejende, men hos Ane var Beundringen det. Hun kunde havde jublet i højen Sky af Stolthed over den elskede og brændte af Begjærlighed efter at sige ham det; men hun maatte give Tid. Samme Dag fik hun ikke Lejlighed til at vise ham sine Følelser ved andet end skjulte varme Blik og et enkelt Haandtryk, idet hun passerede forbi ham i Stalden, medens Drengen var til Syede; men næste Dag vilde de vide at tage Erstatning, næste Dag var det ogsaa Skjøn Valborgs Aften, den sidste Aften Povl blev her, Aftenen for deres tunge Skilsmisse, deres sidste Afskedskys.
Saa kom den, Skjøn Valborgs Aften; Dagen var ikke skjøn, havde taaget og tyk Luft. Taagen dækkede de nærmeste Gjenstande, faa Skridt borte, ensige de fjærnere. Der var ikke Tale om fra Træstammen syd for Østerskoven at skimte Sundet, mindre Falster bag det, og dog vare de to elskende i Dag her nede tidligere end ellers. De kom vandrende sammen til Stedet, dristige Haand i Haand og han med Armen om hendes Liv. De frygtede lidet eller intet i Dag, kun det Ord, der skulde blive det sidste Kjærlighedsord mellem dem for lange Tider; Faderen var jo borte, og Taagen dækkede dem for alle. Han var gaaet forud til Skoven, men hun strax bag efter; da han saa hende dukke frem af Taagen, gik han hende i Møde og greb hendes Haand, idet han hviskede hendes Navn, men hun slyngede sine Arme om hans hals og trykkede et Kys, ja tre, fire, paa hans Læber, glødende, kjærlige Kys; saa lagde han Armen om hendes Liv, og de gik lykkelige i hinanden til deres gamle Plads paa Træstammen.
,,Og du med Fader i Gaar!” udbrød hun.
,,Ja”, sagde han undselig, ,,du maa ikke være vred, fordi jeg ikke tav stille til hans Urimelighed, for det var det virkelig; men jeg kunde ikke styre mig. Dog sørgede jeg for hele Tiden at huske paa, at han er din Fader”.
,,Vred!” gjentog Ane; ,,jeg vred over det som jeg netop takker dig for, beundre dig for! Nej, jeg er saa glad ved, hvad der skete, ved Maaden, du tog Sagen paa, saa stolt af dig, at jeg har lovet mig selv at give dig et rigtigt langt Kys til Tak, og det gjør jeg”. Og saa gjorde hun det virkelig.
,,Det er tungt, at din Fader skal have et saa vredladent Sind”, bemærkede Povl;
,,Det er værst for Moder”, svarede hun, ,,for hende plager han til sidst Livet af; men ham selv, aa pyt! Han kan jo lade være og holde sig skikkelig i Skindet”.
,,Nej, det er vist det, han ikke kan”.
,,Jo vel kan han”, vedblev hun; ,,det mærkede du jo selv i Gaar, hvor net han stak Piben ind, da du bare tog ham paa rette Maade”.
,,Men saa gik det vel ud over jer, da han kom ind”, sagde han.
,,Aldeles ikke; han sagde ikke et eneste Ord, til han endelig red bort, Gud maa vide hvorhen”, oplyste hun.
,,Jeg saa ham blive sat over til Møn”, meddelte Povl; et Øjeblik efter fortsatte han: ,,Jeg bæver formelig af Angst for dig, naar jeg tænker paa, at du maaske kan komme til at staa ene lige overfor ham og skulle svare for vort Forhold. Kan vi bare bevare vor Hemmelighed i de fem Aar, og jeg saa med velspækket Pung kan træde frem ved din Side og aabenbare ham Sagen, saa frygter jeg ikke saa meget, hverken for dig eller mig; men naar jeg tænker paa, at den kunde komme frem forinden, og medens du staar ene mod ham, saa er jeg angst for dig”.
,,Det skal du aldeles ikke være, kjære!” svarede Ane. ,,Jeg frygter ikke det ringeste, selv om han fik det at vide, og hvorledes skulde han tilmed det?”
,,Men det vil vist ikke vare længe, før en eller anden af Øens Karle melder sig som Bejler til dig; hvad siger du saa?” spurgte Povl.
,,Jeg siger naturligvis Nej”, svarede hun bestemt.
,,Men naar de saa tvinger dig?” spurgte han videre.
,,Jeg lader mig ikke tvinge!” lød Svaret, og det kjække Kast med Nakken fulgte med i Tilgift.
,,Det gaar maaske an med en”, indrømmede han; ,,Men snart vil den anden og den tredje melde sig, og hvad saa? Saa har du ingen rimelig Grund for din stadige Vægring, og Faren for Tvang vil komme”.
,,Saa siger jeg dem rent ud, at jeg for længst har givet dig min Tro”, sagde hun kjært og med straalende Øjne, ,,og at de lettere kan rive mig Hjærtet ud af Livet, end den Kjærlighed ud af mit Hjærte”.
,,Gid den Stund aldrig maa komme, og du eje Kraft nok, om den kommer!” sagde han med bekymret Blik paa hende.
,,Aa, saa kjender du mig ikke ret endnu, naar du kan frygte for mig ved den Tanke!” lo hun ham saa sikkert op i Øjnene. ,,Ved du hvad; tit brænder jeg af Lyst og Trang til at raabe det ud for dem alle, at du er min, at jeg er din, og saa stille mig op med fast Fod, fremskudt Bryst og kraftig Arm og kæmpe med dem om dig. Jeg føler min Lykke ved at eje dig saa stor, saa stor, at jeg synes, jeg i den haardeste Kamp maa fortjene den, vinde den, om jeg ret skal kunne kalde den min, før jeg ret tør glæde mig saa uforbeholdent ved den, som jeg gjør”. Og hun kastede sig ind mod hans Bryst.
,,Min store, min herlige, min elskede Ane!” hviskede han, drog hende tættere ind mod sig og trykkede et ømt Kys paa hendes Pande.
,,Nej, du er stor, du er herlig”, hviskede hun tilbage, ,,stor i din Kjærlighed, din bløde og ømme og dog mandige Karakter, herlig i dit ædle Sind og dine høje, rene Tanker; men jeg er lille mod dig. Men jeg forlanger jo ogsaa at være din egen, lille Pige; maa jeg saa ikke nok være det, hvad?” Hun ligesom klynkede det frem. Hun havde snoet sig ind under hans højre Arm, lagt sin Nakke paa den højre Skulder, rørte med Issen mod hans Kind og hvilede i hans Favn som et Barn i sin Faders. ,,Saa, nu er jeg din lille Pige; sig, at jeg er det!”
,,Ja, du er; du er mit Hjærtes allerkjæreste”, svarede han inderligt; ,,du min egen lille og dog saa store, saa herlige Pige! Du, den bedste Skat i hele Verden!”
,,Sig, jeg er din elskede Ane; sig det endnu en Gang”, bad hun.
,,Ja, du er min elskede Ane, min inderligt elskede, mit Hjærtes allerkjæreste Skat! Alt mit Haab, min Hjærtes allerkjæreste Skat! Alt mit Haab, mit Hjærtes allerkjæreste Skat! Alt mit Haab, min Lykke og Glæde i Verden”, svarede han med overstrømmende varme Ømhed og strøg kjærtegnende og blødt Haanden hen over hendes fintdunede Kind. Hun lukkede Øjnene; hun følte sig saa salig og saa tryg i denne Havn. Hun havde ingen Trang til at se sig om; hun havde ingen Trang til at vide andet; hendes højeste Lykke var at hvide som nu, høre hans Hjærte banke, mærke hans varme Aande fare hen over sit Ansigt, føle hans Haand glide hen over Kinden, hans Arm trykke om Livet, hans Skuldre bære Hovedet; o, dette var Salighed! Højere, fuldere Lykke kunde aldrig vorde! Saaledes, og Evigheden maatte komme, og den skulde blive drømt bort som en kort Lyksalighedsstund.
Og hun drømte; og han drømte med. Hvor lang tid? De vidste det ikke, andre endnu mindre. Sagte glede hviskende Ord over Læberne fra den ene til den anden som flagrende Kjærlighedens Alfer; hvad sagde de? Meget, det højeste, inderligste, sandeste, det guddommeligste, der kan bo i Mennesket: Hjertes rene Kjærlighed i en andens Sjæl og Lykke. Men hvad? Hvilke Ord? Ja, spørg dem: de vidste det ikke; de vidste ikke hvilke Ord, ikke hvor mange. Men hvad gjælder ogsaa Ordene og deres Mængde! Det er Klangen, de toner med, Kilden, de springer fra, det kommer an paa. Og hvad bliver for ligegyldige, fremmede Hjærter en kold Gjengivelse af de elskendes Ord? En Vanhelligelse af det guddommelige ved din egen Sjæls inderste i dit Hjærtes rigeste Timer. Ingen Formastelighed her! Lad de elskende beholde deres Kjærligheds sagte, viftende Sommerfugle, uberørte af vanhellig Haand.
Taagen hvilede om dem og dækkede dem mod utidig Nysgerrighed; men den fandt, at det trak for længe ud. Saa søgte den at vække dem ved sin gjennemisnende, klamme Kulde og saaledes drive dem fra Stedet; den Taabe! Som om Legemet havde Tid til at mærke Kulden, naar det saaledes hvilede sig mod den elskedes Legeme, naar to glødende Hjærter saaledes mødtes Slag i Slag! Endelig indsaa ogsaa Taagen det forgjæves i sine Bestræbelser, men saa blev den vred, lettede paa sig, vilde ikke længere være Skjul om dem og forsvandt endelig sporløst. Nu viste Omgivelserne sig klart, skjønt det var blevet sent ud paa Aftenen; men Stjærnerne glimtede milde og klare ned fra den rene, dunkelblaa Himmel, og Maanen straalede med sin overvældende Glans mellem dem som Nattens Herskerinde og fremdrog ved sit Tryllelys enhver Gjenstand af dens Skjul. Sundet laa blankt og glat, og Falster traadte tydeligt frem bag det med sine mørke Skove og syntes at være kommet nærmere; men langt, langt der ude i Sydøst straalede Østersøen i Maaneglansen som et Sølvhav, der varslede om den Rigdom, Povl skulde hente paa Havet, og som skulde være Løftestangen til at hæve de elskendes drømte Lykke over i det virkelige Liv.
,,Hvor maanen dog staar dejlig, fuld og blank paa Himmelen”, sagde Ane. ,,Se, hvor den mægtig og overvældende træder frem mellem alle Stjærnerne og overgaar dem alle. Se, hvor den kaster sin Glans over alt, som vort Øje naar, og viser det i en ny, straalende Skikkelse, skjænker det et Liv og en Herlighed, som det ikke ejede forinden. Naar jeg ser paa den der mellem Stjærnerne, er den mig et Billede paa dig, som du staar for mig, højere og herligere end alle andre og fordunklende dem alle; og naar jeg ser paa dens tryllende Virkning, er den lig et tro Billede af vor Kjærlighed, som lader alt i Livet straale for os i ny Glans, skjænker det virkelig Livsherlighed som aldrig før”.
,,Ja, den staar smukt der paa den mørkeblaa Himmel”, svarede Povl, ,,og jeg har altid elsket at se den saaledes. Fra jeg var ganske lille, var det min Glæde at se den og tænke paa alt, hvad den dog saa og havde set i Verden, og naar lette Skyer sejlede forbi den, var det mig, som fortalte de den Æventyr og den dem igjen. Jeg synes, jeg kunde høre disse Æventyr; men svandt de bort for mig igjen, som en Drøm man vaagner midt i og har glemt. Aldrig var dog noget Æventyr saa dejligt som nu vor Kjærligheds. – Ja”, tilføjede han lidt efter, ,,Maanen er, som du siger, et tro Billede af vor Kjærlighed, naar den som nu staar i fuld Glans, men ikke af mig; nej, af dig selv. Maanen skinner viden om, og naar vi nu skilles, og jeg gynger henover de fjærne Have og paa min sene Nattevagt ser den, vil den være mig dit Billede, gjøre det levende i min Sjæl, og min Tanke vil, naar jeg vaagner ved fremmed Kyst, og den nære, guldrige Bred lokker mig, søge hastigere end Stormen hid til Hjemmet, hid til alle kjære Minder, som Bølger saa hvisker om, og usynlig men kjærlig varm omsvæve dig ”.
,,Og saa vil jeg her paa denne Plet stirre paa den og tro at mødes hos den med dit Blik”, fortsatte hun; ,,den vil blive vor Kjærligheds Budbringer, lindre vor Længsel”.
,,Ja, vor Længsel”, vedblev hun lidt efter; ,,hvor jeg vil længes og længes efter dig”.
,,Men naar jeg saa kommer”, trøstede han, ,,saa vil vor Glæde blive saa meget større. Ser du, hvor Søen blinker der ude i Sydøst som det bare Sølv? Det er, som vil den varsle mig Rigdomme af dens Skjød, Rigdomme, som kunne aabne os Lykkens Dør helt. Det er, som raabte den: ,,Kom trøstig ud til mig; jeg ejer Skatte, som ingen kan modstaa. Er du kjæk og passer paa, vil jeg give dig dem, og hvad dit Hjærte begærer, bliver dit”. Og jeg skal være kjæk, og jeg skal passe paa; du kan tro det! Se de utallige Sten, som ligger der nede langs Strandkanten og lade sig overskylle af de smaa Vover; som jeg i Barndommen samlede dem, og de vare mine Skatte, skjænkede mig af Søen, saa skal den nu skjænke mig flere. Naar du her finder en sjælden Sten, vil Søen kun med den meddele dig, at den har forøget min Vinding med en ny Tilvæxt. Og ser du de hvide Sten der nede træder lysende frem mellem de mørke? Hver saadan hvid Sten, du nu finder, være dig et kjærligt Brev, en Kjærlighedens Tanke fra mig. Du vil finde mange Sten, men flere Tanker, om du kan finde dem alle.
,,O ja, Povl! Jeg skal ogsaa taalmodig leve i Længselen”, hviskede hun. ,,Jeg vil vende Tanken mod den Stund, da vi helt og holdent skulle tilhøre hinanden, og hente Kraft af den. O, Povl! Povl! Hvor jeg dog længes efter helt og holdent i et og alt at være din, være alt for dig! Hvilken Lykke! Hvilken Lykke!” Hun drejede sig helt om og lod sig glide ned i hans Skjød, saa hun halvt hvilede i dette, halvt sad ad Træstammen med Fødderne mod Jorden for Enden af den og kunde se ham i Øjnene, medens han sad der med den ene Haand under hendes Hoved, den anden i hendes højre og bøjede sig halvt over hende. ,,Og Gud kan da heller aldrig nænne at fraholde os denne Lykke; kan han vel, Povl? Vi have jo dog aldrig glemt ham i vor Kjærlighed og ville aldrig gjøre det. Han maa gjøre vort Haab til Sandhed! Ikke sandt?”
,,Vi ville bede ham om det”, hviskede Povl.
,,Ja, bede ham om det”, hviskede hun tilbage.
,,Du kan tro, jeg skal bede ham derom tidlig og silde. Ak, det er jo det eneste, jeg mægter at udrette for at naa Lykkens Maal. Hver Søndag, han lader skabe, skal jeg søge til Kirken og bede, lige til du kommer og bliver min, og saa skal jeg takke ham saa varmt, som jeg forud her bedet”. Hun lukkede Øjnene og lod Hovedet synke ned mod sit Bryst og ind mod Povl, som sank hun strax hen i en Bøn, og fra hendes Hjærte steg den vel ogsaa stille og tavs, men brændende og tillidsfuld frem, hørlig fra Faderens Trone i det høje.
Hun laa stille hen, og han sad lige stille. Saa hørte hun tydelig hvert Slag af hans heftigt bankende Hjærte og gled med lukkede Øjne og fuld Bevidsthed over i en ny Sagligheds Drøm. Det var, som hævede han hende i sine stærke Arme, og svævede de sammen hen over alt det lave, det jordiske, gjennem den ubegribeligt behageligt lune, balsamiskduftende Luft, der gjennem trængte med Velvære, medens han løftede hende paa ny, løftede hende atter og atter, til ligesom alt forsvandt uden hun og han. Saa dalede de ned mod Jorden og svævede Haand i Haand hen ad selve denne, men Velværet forringedes ikke derved. Hun mærkede kun, at Foden rørte glidende ved Jorden, og en usynlig Kraft bar fremad; standsede det et Nu, saa ringeste Bevægelse, og de skøjtede videre. Hvor var det muligt, at et Støvets Legeme kunde være modtagelig for slig Salighedens Følelse, slig guddommelig Velvære! Det var ikke Legemet; det var Sjælen, kun Sjælen, hun her levede i.
Hun slog Øjnene op. Havde sovet, eller havde hun drømt Vaagen vidste det ikke, vidste ikke, om der var gaaet Sekunder eller Timer. Hun hvilede endnu i samme Stilling, som da hun sank hen i den tavse Bøn. Povl holdt endnu hendes højre Haand i sin, havde endnu sin venstre hvilende halvt under hendes Kind, men hans Blik gled ud over hende og tankefuldt hen i Rummet.
,,Hvad tænker du nu paa?” spurgte hun.
Povl sukkede og ligesom drog Tanken i Land.
,,Paa min Fader”, svarede han; ,,naar jeg føler mig lykkeligst, farer Tanken altid af sig selv til ham og sysler ivrig med, hvorledes det skal blive mig mulig at bevise hans Uskyldighed og skaffe ham fri af det rædselsfulde Slaveri. Jeg vil aldrig kunne blive fuldt lykkelig eller nyde fri og ren frem i Verden”.
,,Men Povl”, spurgte Ane, ligesom i et ubevidst Anfald af Skinsyge mod Faderen, ,,hvis du nu fik Valget mellem, enten at faa din Fader fri og anerkjendt uskyldig, men miste mig; eller vi blive et med Faders Bifald, og du aldrig se din Fader mere; hvad vilde du saa vælge”.
Hun saa vist paa ham og fortrød øjeblikkelig sit taabelige Spørgsmaal. Rædslen bredte sig over hans Aasyn.
,,Gud lade mig aldrig staa mellem saadant Valg!” udbrød han. ,,Min Fader maa jeg se frelst, skal jeg vinde Lykke og Fred, og dig kan jeg ikke miste, om jeg skal Leve”.
Hun trykkede hans Haand, som for at bede ham om Forladelse.
Paa Hjemvejen til Gaarden – for den maatte jo dog til sidst komme, - sagde Povl: ,,Naar jeg nu i Morgen er bleven sat over til Stubbekøbing med din Faders Jolle, lader jeg min Pakke ligge i den, medens jeg gaar op til Præstens Johannes og høre, hvad Beske han har til mig fra sin Broder Folkmar. Den Besked skriver jeg saa paa en Seddel og klemmer denne ind under et ombøjet Søm, der er midt under Agtertoften, idet jeg henter mit Tøj, og der kan du saa finde den”.
Endnu et Kys, et Haandtryk ved Hjørnet af Havegjærdet, saa skiltes de ad. Næste Formiddag kom Rasmus Kjeling hjem i et straalende Humør; kun betragtede han Povl med lidt ejendommelige Blikke, gjorde strax Afregning med ham og lod Jollen sætte ham over til Stubbekjøbing.
Da Jollen kom tilbage hen mod Aften, havde Ane alt mange Gange været nede og spejle efter den. Saa snart den nu laa tom og ene, var hun ude i den og søgte under Agtertoften. Med jublende Hjærte fremdrog hun en Seddel og læste den med spændt Mine. Det var det første Brev fra den elskede, hendes første Kjærlighedsbrev.
,,Elskede du! Alt er ordnet med den gode Folkmar, men han er i Norge og ventes først til Kjøbenhavn om en Maaned eller to. Nu tager jeg til Hjemmet; jeg kan ikke andet; jeg maa til Gravene. Der haaber jeg at faa Plads i Mellemtiden hos Hemming Skipper og sejle paa Kjøbenhavn den Maaned eller to. Hvor mit Blik nu vil være, saa længe det mægter at række did, og min Tanke være, saa længe jeg aander, ja det ved du, som kjender din trofaste Ven”.
Saaledes lød Brevet.
_____________________________________
Kapitel VI:
Paa samme Skjøn Valborgs Aften, da Taagen dækkede Slør om Povl og Ane paa Træstammen ved Bogø Østerskov, gjorde den samme Tjeneste ved en hvidhaaret Mand, der havde taget Plads paa den høje Skovbrink syd for Næs, ud mod Østersøen.
Han sad paa selve Kanten med Benene hængende ned ad Brinken. Hatten laa ved hans Side og en tyk Stav under den. Det hvide Haar hang tyndt og i lange Tjavser, klamt af Taagen; Ansigtet var furet og vejrbidt, Næsen rød med blaat Skjær, som frøs den; Udtrykket var træt, mat og fuld af Uro, og Trækkene vidnede om Lidenskaber og Sindslidelser. Af og til strøg han Haanden hen over det tynde Skjæg, medens Blikket sløvt, indadvendt og tilsløret gled hen gjennem Taagen uden at hæfte sig paa noget bestemt. Haanden rystede stærk som af Svækkelse, skjønt Skikkelsen var kraftig at se til. Dragten mindede om en Sømands Stads, men var nu lurvet og afdanket som Personen selv.
,,Hvad som helst I bede Faderen om i mit Navn, skal han give eder”, lød det i hans Tanker; kun i Tankerne, thi ingen Lyd kom over hans Læber. ,,Hahaha! Ja, det har I let nok ved at sige! – Hu!” Nu saa han forskrekket om, som hørte han nogen i Nærheden og frygtede samme; der var ingen; alt var stille. Han tænkte videre: ,,Taagen, - ja hvordan var det? ,,Som Skuden sejler i Taagen og hverken ved ud eller ind, men frygter Faren fra alle Sider, saa sejler Mennesket i Tvivlen; men kommer Vinden og letter Taagen, hvælver den klare Himmel sig over Skuden, og den styrer roligt mellem Skærene ind i den sikre Havn; saaledes ogsaa, naar Bekjendelsen og Bønnen letter Syndetaagen om Sjælen, saa ser den Guds Naade og Kjærlighed omslutte den helt, som Himlen omslutter Jorden; saa regner al dens Frygt af den, og den føler Fred!” Ja, saaledes lød hans Ord. Haa haa! Det har han godt ved at tale, den Mand, han Kjender ikke Synden; han kjender ikke de Klør, hvormed den negler sig fast; han har ikke – hvad har han?” Et nyt frygtsomt, spejdende og samtidig trodsigt Blik rundt om. ,,sludder, jeg er ene; Dumheder: - Frygten regner af – og Fred. Ja: Fred! Fred! Fred! Jeg vil have Fred!” Det var et Sjælens Angstraab, der gjaldede igjen i hver hans Fibre.
,,Kunde det hjælpe! Turde jeg bare!” ved blev han. ,,Nej det er ikke til at udholde, og jeg er jo dog ingen Kujon. Lad det ske! - ,,Taagen letter”, sagde han, ,,letter om Skuden”, Ja, letter nu Taagen her, saa tæt som den ligger, saa skal det ske. Saa gaar jeg strax; lad da komme, hvad der vil. Jeg vil have Fred. – Men lad os nu først se, om Taagen letter; den gjør det ikke i Aften”. Et haanligt Smil fulgte Tanken.
Jo, Taagen lettede, lettede sig om ham, som om det elskende Par paa den lille Naboø. Himlen laa der ren og klar, med sine glimtende Stjærner og lysende Maane.
,,Nu vel; det skal ske!” sagde Manden, rejste sig med en vældig Kraftanstrængelse i Sjælen, satte Hatten paa Hovedet, tog Staven i Haanden og gik op i Skoven, videre mod Vest.
Han styrede sin Gang mod Moseby, men det gik kun langsomt, tøvende og ustadigt fremad. Ved den mindste Lyd, ved enhver Vexlen af Maanelyset standsede han spejdende og frygtagtig. Af og til stoppede han ogsaa uden nogen ydre Foranledning, stod i dybe Tanker og heftig indre Kamp, havde den største Lyst til at vende om og opgive det hele; men hver Gang vandt han Sejr over sin Usikkerhed, slog haardt mod Jorden med Staven og gik videre med Hast, til en ny Standsning indtraf.
Efter Midnat naaede han Moseby og listede sig hen til Præstegaarden; her var alt mørkt og stille. Han gik omkring den paa alle Sider, listede sig ind af Laagen, ind i Gaarden; samme Stilhed, selv Lænkehunden sov. Han drog et lettende Suk.
,,Nej, det kan ikke ske nu!” hviskede Tanken. ,,Du kan rolig gaa hjem. Det er ikke dig selv, der undviger; men Forholdene gjør det umuligt for Øjeblikket”; og han listede atter hen til Laagen og lagde Haanden paa den for at slippe ud. ,,Kujon! Vil du blive! Fejge Hund! Vil du endnu bedrage dig selv! Har du ikke tydeligt klaret dig, hvad du har at gjøre? Vil du ud i Pinen igjen, i Stedet for at lette Taagen? Væk fra Laagen, din Dumrian! Ikke et Fjed uden for den! Er han ikke oppe nu, saa venter du, til han kommer op og kan tage mod dig. Men ikke uden for Laagen igjen, eller du er fortabt og vinder aldrig hid mere”. Han slap med Rædsel Laagen, som var den en glødende Jærnstang. ,,Nej, ikke uden for Laagen, ikke af Pletten, før alt er overstaaet”, sukkede han og sank ned paa en stor Sten ved Enden af Laden, med fri Udsigt fra Smøgen hen langs hele Vaaningshusets Forside.
Time gik efter Time for den ventende Mand, tre, fire i følge; saa glimtede endellig et Lysskjær frem gjennem det ene Vindue ud over Gaarden. Nu bevægede det sig hen gjennem det næste Vindue. Manden rejste sig, gled som en Skygge hen langs Væggen og saa ind ad de oplyste Ruder: Der var Køkkenet inden for. Ved Arnestedet stod en Mand, høj og rakt op, og slog Ild med øvet Haand; Staalet glikkede mod Stenen, og Gnisten sprang frem; saa bøjede han sig hen over en lille Kjedel, der stod, tændte Ild, og Flammerne slikkede sig nu op ad den i Hast, medens han vendte Ryggen til og skred han over Gulvet, lige mod Pillen mellem Vinduerne. Det var Præsten selv, den høje Mand, der her færdedes saa tidligt, endnu kun iført Skjorte og Buxer; Andreas Groos hed han. Fra et Søm paa Pillen nedtog han en Lerskaal, hældte en Pøs Vand i fra Vandspanden og satte den paa Huggeblokken, skyllede saa Ansigt, Hoved og Hals dygtigt over med iskolde Vand, før han tørrede sig. Da det var besørget, kastede han Vandet ned i Udløbshullet ved Døren, skyllede Lerskaalen godt af med nyt Vand og fyldte den saa for tredje Gang fra Vandspanden, satte den for Munden og tømte den helt, før han hang den op paa dens vante Søm. For Sømanden uden for Vinduet var alt dette opmuntrende at se; det mindede ham om Morgenvasken om Bord, naar man tørnede ud for at afløse Hundevagten; det gav ham derfor mere Dristighed til frit at henvende sig med sit Hjærtes Tryk til denne Mand, der endnu som Landsbypræst holdt sine Sømandsvaner vedlige, tørnede ud, som han var vant, Klokken fire, og selv kogte sin Kaffe, uagtet det knapt var fire Uger siden, han holdt Bryllup, nemlig med Formandens Datter, Anna Katrine Danchel.
Præsten forsvandt et Øjeblik med Lampen, kom saa tilbage, nu iført en lang, graa Sløjkjole eller Slåbrok, og saa efter, om Kaffen var mør; jo den var, den skulde kun klares, og han forsvandt med den lille Kjedel. Manden uden for fulgte Lysets Gang inden for Vinduerne; det standsede i Præstens Studerekammer.
Medens Præsten drak sin Morgenkaffe og samtidig lagde de Bøger til rette, han vilde granske i, havde Manden der ude en ny Sjælekamp med sig selv. Flere Gange var det, som gav han tabt og vilde han liste sig uset bort; saa greb han sig i Brystet, som for at holde sig selv fast, medens Rædsel prægede sig i det vejrslagne Aasyn, støttede derpaa Armen mod Væggen og hvilede udmattet Hovedet paa den, til han atter hævede det og spejdede ind efter Præsten. Endelig var denne færdig med den første Kop sorte Kaffe og Brødet til den, Skjænkede den halve Kopfuld op, der var tilbage i Kjedlen, og rejste sig for at stoppe en langstilket Kridtpibe; den skulde nydes som Morgenpibe til den lille Eftertaar.
,,Nu! Nu!” sagde Manden der ude og hævede Haanden mod Ruden; men den faldt tilbage, som havde den nærmet sig glødende Jærn. ,,Jo! I Djævelens Skind og - - Jo! I Jesu velsignede Navn! Det skal ske!” og hans Finger bankede tre bestemte, stærke Slag paa Ruden. ,,Nu hjælpe Gud mig!” udbrød han.
Præsten studsede ved Slagene, nærmede sig rask Vinduet med den Stoppede, men endnu utændte Pibe i Haanden og saa ud. Manden vilde atter til at flygte, men nu var det for sent; Præsten havde set ham og aabnede Vinduet.
,,Hvem er det?” spurgte han.
,,Jeg vilde Gjærne tale et Ord med Pastoren”, fik Sømanden fremtvunget.
,,Hvem er du?” spurgte Præsten igjen.
,,Søren Bov”, lød Svaret.
,,Nu skal jeg aabne Døren”, sagde Præsten, forlod det aabne Vindue og drejede strax efter Nøglen om i Døren lige ved Siden af.
Da Søren hørte Præsten røre ved Døren, var det, som om han over Hals og Hoved vilde flygte, men han slog Haanden fast i Vindueskarmen og holdt sig fast med samme krampagtige Tag, hvormed den druknende omfatter den reddende Planke. Nu stod Præsten i den aabne Dør.
,,Træd saa inden for”, bød han.
Søren adlød. Han vaklede frem, dinglede usikkert efter Præsten, som var det hen over et Skibsdæk i en Orkan, og stod nu i Studereværelset. Præsten lukkede Vinduet og Døren; Søren Skjævede til denne med et fortabt Suk.
,,Du kommer tidlig”, bemærkede Præsten.
,,Jeg har ventet her siden Midnat”, svarede Søren.
,,Saa maa du jo være helt forkommet”, udbrød Præsten. ,,Sid ned, Mand! Og drik den Kaffe, der er tilbage, før den bliver helt kold”.
,,Tak, jeg trænger ikke”, sagde Sømanden undvigende.
,,Jo vist; gjør som jeg siger!” sagde Hr. Groos i en noget bydende Tone, skjød en Stol hen til sin besynderlige Gjæst og tændte Piben ved Lampen.
Søren satte sig og greb modvillig Koppen; men da han havde smagt den første Mundfuld, drak han med Velbehag Resten og følte sig oplivet og styrket af Drikken.
,,Du har jo faret længe til Søs”, tog Præsten Ordet, medens han dampende sin Pibe gik frem og tilbage paa Gulvet.
,,I atten Aar, før jeg for elleve Aar siden lagde op”, svarede Sømanden og satte den tomme Kop fra sig.
,,Saa har du set mange Lande og faret viden om”, fortsatte Præsten.
,,Omtrent Jorden rundt”, indrømmede Gjæsten.
,,Har du sejlet med andre end Danske?” var Præstens næste Spørgsmaal. Han havde alt forstaaet, at den tidlige Gjæst havde noget at fremføre, som det var ham vanskeligt at faa begyndt paa, saa han vilde ad Omveje lede ham hen imod det og lette ham Begyndelsen.
,,Med mange Nationer; Hollænder, Spanier og Engelskmænd”, svarede Søren.
,,Da har du visselig ogsaa døjet din Part”, sagde Hr. Andreas Groos; ,,for mellem den Slags Folk møder man meget, og ikke alt er godt. Kommer man saaledes ud, skal man vel mærke, at man kan møde ondt, kjende vi det end ikke ret her hjemme i vort rolige Danmark”.
,,Aah”, bemærkede Søren tøvende, ,,her hjemme fanger man undertiden det værste Onde for hele Livet”.
,,Det kan vel ogsaa ske”, indrømmede hans Vært, ,,ligesom man jo tit maa sige sig selv, at man ofte kan møde sit Livsonde ude fra, men oftere finder det inde i sig, i sit eget Hjærte”.
,,Det er et sandt Ord!” sagde den siddende i en overbevist Tone.
,,Tit kan det være et eller andet, som kan tynge Samvittigheden, saa den tager al Livsglæden fra en”, vedblev Præsten.
,,Ja, al Livsglæden”, sukkede Søren.
,,Sig mig, Søren! Var det noget saadant, du vilde tale med mig om?” spurgte den høje Mand i en hjærteligt deltagende og lokkende Tone, idet han standsede lige forved sin Gjæst og saa alvorligt og venlig paa ham.
,,Ja”, hviskede denne.
,, Saa give Herren dig sin Naade til ret og helt at kunne aabne dit Hjærte for mig, og du skal da ogsaa faa at mærke Velsignelsen af at have bortkastet den tunge Byrde fra Sjælen og søgt Trøst hos Herrens Tjæner. Han giver mig Kraft til at skjænke dig den i saa rig Maade og paa saadan Vis, saa du kan finde og eje Fred og Ro i Sjælen og den rette Livets Glæde!” Og hans Haand hvilede venligt paa den nedbøjedes Skulder ved disse Ord.
Søren sukkede, men tav. Hænderne foldede sig uvilkaarligt, og Hovedet sank dybere ned mod Brystet. Præsten gik endnu nogle Gange tavs frem og tilbage hen over Gulvet, saa skruede han Lampen lidt ned, saa den kun gav et dæmpet Halvlys, satte sig i sin Stol ved sin Gjæst Side, men skubbede Stolen lidt tilbage, saa han sad lidt bag Søren og kunde iagttage hans Ansigts vexlende Udtryk, uden selv at iagttages.
,,Nu, Søren!” sagde han halvsagte i en blid Tone; ,,tal nu Frejdigt. Husk paa, at det er Naadens Dør, du banker Paa, Døren, som fører ind til Faderen, den Fader, der ikke skjuler sig for sin angerfuldt hjemvendende, forlorne Søn, men stedse har spejdet efter ham paa vilde Veje, ser ham langt borte, naar han vender hjem til Faderhuset, og løber ham i Møde for at optage ham i sin kjærlige Faderfavn, bære ham hjem i sin Kjærlighed”.
,,Jeg kan ikke!” sukkede Søren sagte, ganske sagte.
,,Nu, saa raade du dig selv”, sagde Præsten langsomt. ,,Saa vandre du da atter ud i Mørket. Saa tage du da atter din nagende Samvittighed under Armen som fastlænket Ledsager alle dine Dage, naar du ikke til Ledsager vil vælge den alforbarmende Kjærlighed, der helt og fuldt kan borttage den brændende Braad og intet hellere begjære, end at bære dig paa sine stærke Arme gjennem Tid og i al Evighed, saa du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten. Gaa saa atter ud med alle de mange Tanker; nu har du jo hvilet og kvæget Legemet. Sjælen vil du jo ikke skaffe Hvile og Fred i Naadens Havn. Gaa nu, gaa”.
,,Nej! Nej! Jeg vil! Jeg vil!” fo`r Søren op. ,,Ak! Gud hjælp mig og fri mig fra Taagen!” og han sank atter som et sygt Barn ned paa Stolen.
,,Naar skete det?” hviskede Præsten.
,,For snart elleve Aar siden”, svarede Synderen.
,,Hvorfor gjorde du det?” hviskede hin igjen.
,,Af Had og Hævn; ja, for at hævne mig”, var det sagte Svar, der lød som sagt i Drømme.
,,Hvad vilde du da hævne? Der var altsaa sket dig Uret”.
,,Han havde taget min elskede fra mig, havde røvet min Livslykke og bredt Ulykken over alle mine Veje”, hviskede Søren.
,,Hvad hed han?” spurgte Præsten spændt. Dette skulde være Nøglen for ham.
,,Hans –” svarede Sømanden, men standsede saa, idet ogsaa han følte, at nævnte han først Navnet, havde han sagt det hele, og det turde han nu i det afgjørende Øjeblik ikke. Han vendte Øjnene mod Præsten med et Blik næsten som det, hvormed Musen gyser for Katten, Duen for Falken.
,,Nu: Hans”, gjentog den lyttende; og hvad mere?”
,,Jeg kan ikke sige det”, stammede han. ,,De er en hellig Mand, der ikke kjender Synd; De vil ikke kunne forstaa mig arme Synder. Det er ligesom det, at De er Præst, og jeg er Sømand”.
,,Du ved vel, at ogsaa jeg har været til Søs; i ti Aar har jeg færdes mellem Sømænd som Herrens Tjener om Bord paa Kongens Skibe, og der sagde aldrig nogen mig, at jeg ikke forstod Sømanden. Tal du kun frit; jeg forstaar dig fuldt ud. Hvad hed han mere end Hans?”
,,Jeg kan ikke”, sukkede Søren. ,,Og hvad skulde det ogsaa hjælpe! For en Synder som mig gives ingen Naade!”
,,Tvivl aldrig om Naadens Fylde, Mand!” sagde Præsten med kraftig og indtrængende Stemme. ,,Den naar til hver en Synder, der i Anger søger hjem til Herren; det ved jeg, og har jeg selv følt”.
,,Ak, ja, Hr. Pastor! Det kan De sagtens sige, og det kan De sagtens føle, De, som ikke kjender til Synd, saadan rigtig nagende Synd. Deres største Brøde kan være en Aften at glemme deres Aftenbøn; men min! – Jeg beder derhos aldrig”, svarede Søren forknyt.
,,Navnet, Mand! Navnet? Navnet?” udbrød Præsten med Bydende Stemme og rejste sig.
,,Nej; jeg kan ikke, jeg vil ikke”, hviskede den anden; han vilde ligeledes rejse sig, men sank atter sammen paa Stolen Trykket af Præstens Haand paa hans Skulder.
Præsten skred i dyb Bevægelse og en underlig indre Kamp nogle Gange frem og tilbage over Gulvet, saa standsede han et Øjeblik ved Vinduet, foldede Hænderne og sendte et bedende Blik op mod Stjærnehimmelen, vendte sig saa med en fast Beslutning og indtog sin forrige Plads paa Stolen.
,,Nu vel, Menneske! Er det dig saa svært at ydmyge dig som synder for et andet Menneskes Øje, endog denne staar for dig som Herrens Tjener og Talsmand mellem Menneskene, saa skal jeg give dig Exemplet og ydmyge mig for dig”, sagde han langsomt, roligt og sagte. ,,Og mener du, at jeg ikke kjender den store, haandgribelige Synds Tryk og Nag, ikke kjender den brændende Hunger og Tørst efter Naade og derfor ej kan føle med dig og forstaa dig, saa hør nu. Nu vil jeg skrifte for dig”.
Han standsede et Øjeblik, saa fortsatte han.
,,Jeg lærte tidligt Gudsfrygt af min fromme Moder. Som Hanna lovede Samuel før hans Fødsel til Templets Tjeneste, saa lovede min Moder før min Fødsel Herren, at jeg skulde gives i hans Tjeneste blandt Menneskene. Jeg var som en Nazaræer, fra Moders Liv indviet til Kirken. Som Samuel vaagede ogsaa jeg i Herrens Tempel, lærte mine Lektier der og bad der tidligt og silde, saa jeg fik Navnet: ,,Kapelmesteren”. Saaledes gik mit Liv i Herrens Frygt og under min fromme Moders Vejledning, til jeg naaede op i Skolens øverste Klasser. Da fo`r Hovmodsdjævelen i mig og bragte en hel Skok af Djævle med sig. Dovenskab og Ugudelighed, spil og Drik, Svir og Sværm blev min Lyst, mit Liv; jeg var den, der ødte Guds Gaver i et overdaaigt Levenet og fortærende mit Gods med Skjøger; ja – til sidst gav jeg mig i saadan uærlig Fortræd, Djævelens Fortræd, at jeg blev jaget af Skolen. Der stod jeg, foragtet af alle, af Gud og mig selv og begjærede kun at mætte mig med den Mask, Svinene aad. Men saa vendte jeg mig til Herren, bekjendte ham min Synd og bad om hans Naade, og den fik jeg. Ja, han tog imod mig, som Faderen mod sit kjære vildfarne Barn; han skjærmede mig vidunderligt paa mine Veje. Jeg var i Middelhavet med Fregatten ,,Falster”; der gik Ild i den, og den sprang i Luften med et Par Hundrede Mand, der hørte til den. Men et Øjeblik forinden kaldte Herren mig fra Borde i sin Gjerning til et andet Skib; mig, Synderen, vilde han frelse; for mig vilde han forlænge Naadens Tid, da han sluttede den for alle mine Skibsfæller. Jo, tro mig, Menneske! Jeg kan fatte og forstaa dig! Jeg har følt Samvittighedens nagende Bid om Bord i den stille Nat, hvor jeg stod ene med Herren, min Samvittighed og mig selv, kun med Himmel og Hav om os; men jeg har ogsaa følt og fanget Herrens Naade og ved, at Guds Kjærlighed kan fylde og favne en arme Synders Sjæl, som Himmelen spejler sig i det mørke bundløse Dyb og gjøre det til et Sandhedsbillede af sig . Og jeg skal med Guds naadige Hjælp ogsaa føre dig arme, urolige og forpinte Sjæl ad Vejen til denne Fred og Hvile; men saa faar du nu frit og tillidsfuldt aabne dig for mig. Sig mig først: hvad hed han?”
,,Hans Lind”, stammede Søren med graadkvalt Stemme, var end hans Øjne tørre.
,,Hans Lind? Jeg mindes ingen her af det Navn”, sagde Præsten og huskede sig om. ,,Lind, det er mig dog bekjendt, og jeg har hørt det før. Har han Slægt her?”
,,Han efterlod sig en Søn her i Præstegaarden, Povl Hansen Lind, som drog bort, kort før De kom hid til Sognet”.
,,Povl Hansen Lind”, gjentog Præsten og tænkte nøjere efter. ,,Slavesønnen!” udbrød han da. ,,Nu mindes jeg at have hørt min Hustru omtale ham; hans Fader var sat i Slaveriet for at havde brændt to Gaarde af”.
,,Det var mig, som gjorde det”, sukkede Søren Bov.
,,Arme ulykkelige Mand!” hviskede Hr. Groos og saa med inderlig Medlidenhed paa den Sønderknuste Skikkelse, der sad for ham.
,,Ja, han blev visselig ulykkelig; men jeg blev det ikke mindre”, sukkede Synderen klangløst. Hans Aasyn var blegt, Sveden perlede paa panden, og Hænderne knugede han fast i hinanden, saa Knoerne traadte hvide frem. Alligevel var der noget forstemt over ham.
,,Det var dig, jeg mente”, sagde Præsten sagte.
Der blev et Øjebliks Tavshed, saa vaklede Sømanden paa Stolen, segnede om mod venstre Side og ned paa Gulvet uden at gribe for sig. Øjnene stode aabne, men saa intet; Hovedet stødte haardt mod Gulvet, men mærkede intet. Legemet var et Øjeblik bukket under for hans Sjælekamp og Spægelse. Sjælekampen havde raset uafbrudt i sin Voldsomhed, siden han var til Skrifte Lørdags Eftermiddag, og fra den Tid havde han ogsaa kun nydt, hvad han Søndag modtog i Nadverens Sakramente.
Nu var det Mandag Morgen.
_____________________________________
Stort tak til Ejler Svan for at have udlånt bogen, så den kan komme til fleres bekendtskab.
HEA |