Indledning:
J. V. Gudmand-Højer var gæst hos Pastor Bering. Kom sammen med en ven daglig på ”Skovgaarden”
Hvor Ane Dorthea fortalte, den hvide piges levnedesløb. Ane Dorthea passede, den hvide pige i hjemmet paa Vesterskov, den gaard der udflytningen 1805-1806 fik navnet ”Bondegaarden” nu Vesterskov (Mart. nr. 35)
Rasmus Hendriksen Kehling blev født Aar 1697 og ejede Kehlinggaarden i Bogø By, den laa før Udskiftning af Gaardene omtrent overfor Bergs Mindestøtte (Står anetsted i dag) dog lidt nordligere. Rasmus Kehling var gift med Johanne, hendes Fødselsaar og Fødenavn fortaber sig i det uvisse, da Bogøs Kirkebøger gik tabt ved Præstegaardsbranden i 1760.
Rasmus Kehling og Johanne havde to Døtre – Ane Rasmusdatter født 1734 og Dorthe Rasmusdatter født 1736. Rasmus døde 1782, men en Tid efter Johannes Død i 1760 afstod han Gaarden til sin yngste Datter Dorthe, der i 1770 blev gift med Ole Andersen. Datteren Ane levede i et stadigt Uvenskab med Faderen, der havde sat sig imod et Giftemål med en ung Mand, der havde tjent paa Kehlinggaarden – Det var medens hun boede på Kehlinggaarden hun klædte sig i en hvid Dragt, hun selv havde spundet af afreven Faareuld og fik derfor Tilnavnet: ”Den hvide Pige” . Hun døde som sindssyg d. 17 januar 1829 hos sin Søsterdatter paa Bondegaarden.
Kilde: Kargaard Svan.
Da personer og navne er de oprigtige, beder jeg at i vil bevare respekten om disse mennesker.
Dorthe Rasmusdatter er min Tip, tip, tip, tip oldemor.
Med venlig hilsen
Hans Erik Albrekt
Portalen informerer:
I henhold til aftale med Hans Erik Albrekt, der har digitaliseret bogen, bringer Portalen 2 kapitler hver mandag til hele historien er fortalt - der er 20 kapitler i alt.
Læs flere kapitler her
_____________________________________
Kapitel XIII:
Medens de mange søgte Glæden paa Markedet, og somme der vandt Sorg, søgte Ane Glæden ved sit vante Ynglingssted, Mindernes Plads paa Træstammen syd for Østerskoven, men skulde ogsaa denne Gang høste Sorg der.
Hun havde sidst været der om Søndagen, og da var alt i den sædvanlige Orden, men da hun om Tirsdagen kom der efter Middagssyslerne hjemme, fandt hun alt forstyrret og ødelagt, syntes hun. Dog var der ikke sket andet, end at Træstammen den mellemliggende Dag var skaaret i Stykker og ført bort. Ane følte det, som havde lidt et uerstatteligt Tab, som var en hende ene tilhørende Skat nu fraranet hende, ja et Stykke brudt af hendes eget Hjærte; der var jo sket Brud paa Mindernes Krans, og i Minderne var for Tiden hele hendes Liv. I Minderne, ja og saa i Haabet. Her havde hun kunnet sidde paa samme Sæde, hvor hun havde siddet med ham ved Siden, havde kunnet lagt Haanden, ja Kinden paa hans Plads og ligesom hørt hans Ord endnu klinge for sig. Nu var det forbi; nu kunde hun kun til Nøds mærke sig det Sted, hvor hans Fod havde hvilet paa Græsset, og tage Sæde der, og det gjorde hun. Efterhaanden klang ogsaa nu Povls Ord frem i hendes Tanker; hun syntes kun nu at sidde ikke ved hans Side men ved hans Fødder og lytte til hans Tale. Hun saa over til hans Hjem, som hun nu troede ham langt borte fra, mindedes den Kjærlighed, med hvilken han havde omfattet det, og hvorledes han havde udtalt, at han til enhver Tid og paa ethvert Sted vilde søge dets Billede i alt det skjønne, der mødte ham paa hans Vej. Ordene traadte et efter andet frem for hende, hun søgte at binde dem fast, blandt dem i Rhytmer, som hendes rige Gaver tillod hende det, og det blev til en Sang, der stille, dæmpet gled over hendes Læber og noget mildnede Hjærtens Sorg over det tabte Led af Mindernes Række. Det var Povl selv, hun hørte synge.
,,Naar i den friske Morgengry
den gyldne Sol gaar frem paa ny
bag Sky
og vækker i hvert Bryst
til Jubelsange Lyst:
for Sjælen frem,
klart frem,
da træder du, mit kjære Hjem.
Naar i den varme Morgenstund,
jeg hviler svalt paa Blomstergrund
i Lund,
og Rosens milde Duft
sødt krydrer Skovens Luft:
fra Sjælen frem,
klart frem,
da træder du, mit kjære Hjem!
Og naar sig nærmer Aftenens Fred,
og Solen rød i Vesterled
gaar ned,
og Aftenklokkens Lyd
opvækker Tak og Fryd:
for Sjælen frem,
klart frem
da træder du, mit kjære Hjem!
Naar Natten med sin Stjærnepragt
har over Land med Herskermagt
sig lagt,
og Maanens klare Skin
i Busken titter ind:
for Sjælen frem,
klart frem,
da træder du, mit kjære Hjem!
Ja, hvor i Verden end jeg gaar
i Sommer, Vinter, Efteraar
og Vaar
i Kvæld, ved Morgengry,
paa Høj, i Skovens Ly:
for Sjælen frem,
klart frem,
du træder, du mit kjære Hjem!”
Da hun endelig rejste sig, var hun atter i en nogenlunde glad Sindsstemning; dog kunde hun ikke afholde sig fra, inden hun forlod Stedet, at lade Øjet vemodigt dvæle ved den Plads, Træstammen havde indtaget; hun frygtede for, at hun i dens Fjærnelse og Tilintetgjørelse maatte se et daarligt Varsel for sit Kjærlighedshaab. Hun havde sin Tids og sine Omgivelsers Hang til at se Varsler i alt.
Da sent paa Aftenen den halte Husmand var gaaet hjem, og hun sad ene i Stuen og spandt, medens hun ventede paa de andres Hjemkomst fra Markedet, kom hun i Tanke om, at hun havde glemt at lade Husmanden male Rug paa Haandkværnen. Hun var meget kjed herover, da de skulde bruge Melet til Bagning om Torsdagen, hvilken Dag hun og Moderen havde bestemt for samtidig at bage nogle Hvedekager til Niels Klovs og Karen Galles Bryllup, der skulde staa om Fredagen. Hun foresatte sig da at staa tidlig op næste Morgen og selv male, hvad hun sagtens havde Kræfter nok til. Hvedemelet havde de faaet fra Møllen.
Just som hun havde fattet dette Forsæt, kom Gaardens Folk hjem fra Markedet. Modere var næppe kommen ind i Stuen og havde faaet Tøjet af, før hun ikke længere kunde styre sin deltagende Frygt og Sorg for Datteren. Hun drog hende ind til sit Bryst, da de et Øjeblik vare ene, trykkede et Kys paa hendes Læber og strøg kjærtegnende og trøstende sin Haand hen over hendes Kind, som var Ane et lille Barn, der havde stødt sig, eller hvis Legetøj var brudt i Stykker, og nu skulde hente Trøst hos sin Moder.
,,Hvorledes har du det, mit stakkels Barn?” spurgte hun.
Ane saa aldeles forbavset paa Moderen. Hos Bønderfolk er slig haandgribelig Ømhed noget højest usædvanligt, unaturlig synes de, var det ogsaa mellem Ane og hendes Moder, trods dennes milde Sind og ømme Kjærlighed for sine Børn. Ane mindedes ikke, at sligt var sket før, hvor mangen bevæget og sorgfuld Stund de end havde døjet sammen, hvor ofte den ene af dem end havde stræbt hjærteligt og varmt at trøste og styrke den anden.
,,Ak, hvorledes vil du dog kunne bære det!” sagde Moderen til Svar paa hendes forbavsede Blik. ,,Hvorledes skal du dog kunne bære det! Fat dig, mit stakkels Barn! Og Herren hjælpe og styrke dig”.
Heraf blev Ane lige klog, men ængstet blev hun; hun tænkte strax paa Dagens sørgelige Varsel: den forsvundne Træstamme. I det samme traadte Faderen og Dorthe ind. Han saa lunt til Ane og Mærkede hendes angstfulde Udtryk, men det var, som om hans gode Lune forhøjedes derved.
,,Lad os faa nogen Mad og Drikkelse paa Bordet”, raabte han og tog Plads for Enden af dette. ,,Jeg er sulten som en Ravn”.
Ane satte tavs Maden ind; hun havde vedvarende sit angstfulde Præg.
,,Naa, du har nok allerede hørt det”, sagde Faderen og saa op paa hende med samme smørede, lune Smil som ved Indtrædelsen.
,,Hvilket?” spurgte Ane, men næsten ligegyldig, da hun ikke tænkte paa, at Faderens Svar kunde være i Forbindelse med Moderens ængstende Tiltale, der endnu opfyldte og tyngede hendes Sind.
,,Rasmus! Rasmus!” raabte Johanne Kjeling advarende, ,,ti stille med det!”
Men hvad brød Rasmus Kjeling sig om sin Kones Advarsler; de kunde i det højeste ægge ham til Halstarrighed.
,,At Povl er død”, svarede han Ane.
,,Povl død!” skreg Ane og segnede ned paa Bænken. Moderen ilede hen ved hendes Side.
,,Ja, tænk dig”, oplyste Dorthe i en halvt ligegyldig, nyhedsudkrammende Tone; ,,han var krøbet op i et Træ for at kappe en Gren af, saa drattede han ned og slog sig ihjel, og Grenen faldt over ham og knuste hans Hoved”.
,,Træstammen”, sukkede Ane.
,,Nej, det var ikke Træstammen, men Grenen, der faldt og knuste ham”, bemærkede Dorthe.
,,Men Povl er jo ude at sejle”, indvendte Ane.
,,Nej, ikke den Gang”, lo Rasmus; ,,Skipperen vilde ikke have ham med og sejlede til England uden ham, saa han maatte tage Tjeneste der over paa Falster, og nu sejler han kun i Graven; for død er han”, saa bandede han.
,,Det er ikke sandt, er det vel, Moder?” spurgte Ane og saa op paa Moderen med et hjærteskærende, ængsteligt Blik, som hang hendes Liv bristende i selve Blikket, kun baaret oppe ved en Ædderkops fine Traad.
,,Ak jo”, sukkede Moderen til Svar; ,,det er desværre sandt hvert eneste Ord, mit stakkels Barn!”
,,Ja vel er det sandt”, faldt Dorthe ivrig og højrøstet ind, fornærmet over, at Søsteren drog hendes Meddelelse i Tvivl. ,,Og Faderen maa vel bedst vide det, for han og Jens Høj trak selv i Rebet fra Grenen, der faldt ned og knuste ham, og hans Husbond har selv fortalt Moder og mig det paa Markedet”.
Saa sejlede Dorthe stolt ud af Stuen; maaske vilde hun være den første til at bringe Nyheden om til andre. Vel sandt: Nyheden kunde ikke have stor Interesse for nogen uden for Kjelings Gaard; men paa en lille, nyhedsfattig Ø har dog selv den mindste Nyhed lidt Interesse, og saa er det morsomt at være først, som bringer den frem, selv om den er af sørgelig Art, ja saa maaske morsomst. Ane og Forældrene vare ene tilbage.
Ane havde fanget hvert Ord. Hun rejste sig kridhvid, bævende og dog i vældig Kraft, med et rasende Blik og Udtryk som en Hævnens Furie.
,,Du halede i Rebet?” raabte hun til Faderen.
,,Ja”, svarede Rasmus; han saa ikke hendes Blik, men kun paa den Stump Flæsk, han netop var ved at snitte af.
,,Saa er det jo dig, der har slaaet ham ihjel; ene og alene dig”, raabte Ane videre.
,,Kan være, du siger sandt og ved ikke af det”, lo Faderen. Han tænkte paa, at Anes Povl vel var lige saa levende som han selv, om end ikke saa rask, og kun slaaet ihjel i hans Mund og ved de andres Misforstaaelse.
,,Forbandet! Forbandet!” skreg Ane. ,,I dit Liv og i din Grav skal jeg forbande dig og hade dig! Forbandet i al Evighed!”
Hun styrtede bag over; Hovedet slog haardt mod det haarde Lergulv; der laa hun udstrakt som livløs.
Rasmus Kjeling tabte Flæsket af Munden og var ikke fri for at være forfærdet og ilde berørt. Moderen kastede sig jamrende over sit ulykkelige Barn.
Dorthe kaldtes ind ved Moderens Klager, og de to Kvinder fik lagt den bevistløse ind i den ene Skabsseng.
Længe laa Ane hen som død med lukkede Øjne og umærkeligt Aandedræt. Saa blev Brystets Bevægelse synlig og Aandedrættet mærkbart; Livet var der altsaa endnu. Lidt efter lidt traadte Aandedraget hørligt frem, blev til sidst snøftende, snorkende, larmende, undertiden afbrudt af en uhyggelig Rallen. Jamrende sad Moderen ved Lejet, holdt sit Barn i Haanden, strøg hende over Panden og Kind, løsnede hendes Klæder og puslede om hende, medens hun sendte den ene brændende Bøn efter den anden op til Gud Fader for det vaklende Liv og nøje iagttog hver lille Forandring hos den syge. Grædende gik Dorthe om og vidste ikke alt det gode, hun vilde gjøre for et lindre Søsterens Nød og kalde hende til Live igjen, badede hendes Hoved og lagde vaade, kolde Klæder paa og vædede Læberne med Mjød og Brændevin. Rasmus Kjeling følte sig uhyggelig til Mode i Stuen, ilede ud, men havde ingen Ro paa sig der, søgte atter ind, men fandt endnu mindre Ro her, og fo`r saaledes ud og ind.
Endelig blev Anes Aandedræt roligere og regelmæssigt, og hun syntes nogen Tid at sove sundt og sødt; saa slog hun Øjnene op og saa sig om med klart og roligt Blik. Johanne Kjeling takkede Herren.
,,Men Moder”, sagde Ane, ,,er du ikke kommen i Seng endnu? Og hvorfor er Dorthe ogsaa oppe saa sent? Hvorfor græder I? Er Fader nu gal i Hovedet igjen?”
,,Nej, nej, mit Barn!” skyndte Johanne sig at svare. ,,Fader er mild og god, og der er intet i Vejen med ham. Bare du har det godt!”
,,Jeg!” udbrød Ane. ,,Jeg fejler jo intet”.
Hun laa lidt stille og tænkte sig om.
,,Hvad var det nu”, sagde hun og strøg sig hen over Hovedet. ,,I vare til Marked og, ja det er sandt, jeg maa op i en Fart; det er vist snart Morgen, og jeg maa ud til Kværnen og male”.
Moder holdt paa hende.
,,Lad mig slippe op, Moder; jeg maa skynde mig”, vedblev hun.
,,Nej, vist ikke; du må blive rolig liggende”, svarede Moderen.
,,Nej, jeg maa virkelig op og male paa Kværnen”, paastod Ane ivrigt. ,,Du ved det ikke, men jeg glemte i Gaar at lade Ole male, og saa maa jeg nu gjøre det selv. Ellers faa vi ikke bagt og faa ingen Hvedekage færdig til Brylluppet, og Niels Klov skal værs`go smage Hvedekage paa selv Bryllupsdagen. Du ved, Brylluppet skal staa i Morgen den Dag”.
,,Ak, Herregud!” sukkede Dorthe, ,,det er af Sorg over Niels Klovs Bryllup med Karen, at hun er bleven syg. Nu tror hun nok, det er hende selv, der skal have Bryllup med ham”. Hun anede ikke den rette Grund; kun Forældrene kjendte den.
,,Bliv nu rolig liggende”, bød Moderen. ,,Det er ikke Morgen endnu, kun lidt over Midnat”.
,,Men hvorfor ere I saa ikke i Seng?” sagde Ane. ,,Naar I skal være oppe, vil jeg ogsaa være det”.
,,Nej, nej; vist ikke!” indvendte Johanne Kjeling. ,,Vi bleve kun oppe, fordi vi troede, du var syg”.
,,Men I se jo, jeg er fuldstændig rask”, svarede Ane noget fortrædelig og heftig. ,,Skynd jer derfor til Sengs, hvis jeg ikke maa staa op”.
,,Ja, ja, da; saa ville vi det”, indrømmede Moderen, ,,naar du bare er rask”.
,,Ja vel er jeg rask”, paastod Ane og vendte sig paa den anden Side.
Moderen og Dorthe føjede sig efter hendes Vilje, men Dorthe lagde sig i Forældrenes Seng hos Moderen i Stedet for hos Ane i Døtrenes egen. Rasmus Kjeling søgte sig et Leje andet Steds.
Det hjalp ikke Ane, at hun havde vendt sig om mod Indervæggen; hun faldt ikke i Søvn. Moderen sov lige saa lidt; kun Dorthe slumrede snart.
Tankerne løb usikkert rundt for Ane; hun mægtede ikke at holde dem fast eller knytte dem sammen. Saa var der jo ogsaa noget, noget vigtigt og alvorligt, hun skulde tænke paa; men hvad var det? Hvert Øjeblik var det der, var lige ved at træde ind gjennem Tankens Dør, men saa smuttede det bort i det samme; hvad var det, hvor blev det af, hvor skulde hun finde det? Ah, det var sandt: det var jo Melet, hun skulde male! Hun rejste sig i Sengen, hun vilde til at træde ude paa Gulvet. Nej, Melet? Kværnen? Nej, det var jo noget langt alvorligere, noget helt sørgeligt. Men hvad var det dog ogsaa! Hun maatte lægge sig ned igjen og huske sig bedre om. Aah, det stakkels Hoved, det virkede jo, som det var flakt eller halvt knust, og nu skulde det finde dette ubegribelige, dette kjendte, men tabte; det gjorde saa ondt, det Arbejde var saa svært for det stakkels Hoved; det blev saa tungt derved, at hun ikke kunde løfte det fra Puden, knapt dreje det, idet hun atter vendte sig, kastede sig fra den ene til den anden Side i Sengen.
Ah! Endelig! Der havde hun det da fat! Træstammen! Ja, den var det jo, hun havde maattet tænke paa hele Dagen; den var forsvunden, det var det alvorlige, det sørgelige. Ak ja, hvor det var sørgeligt! Dog, nu vilde hun nok kunde finde et Øjebliks Hvile og Søvn; nu havde hun jo fanget den forstyrrende Tanke; nu kunde hun holde den fast og ved den glide over i Søvnens Arme. Men – Træstammen - ; der var jo noget, som hang sammen med Træstammen, skjulte sig bag den, noget dræbende alvorligt; hvad var dog det? Nej, hun var jo lige nær eller lige fjærn fra Hvile og Fred; hun maatte nu endelig havde fat paa det, der skjulte sig bag den Stamme, og det var hende aldeles umulig. Saaledes laa hun hen i Sindets søgende Kamp, kastede sig hid og did og kunde umulig komme til Ro, end mindre falde i Søvn. Ofte sukkede hun i Krampen, af og til stønnede hun højt under det haarde Tryk.
Moderen laa vaagen som Ane, men mere stille; hun led med sit Barn, følte hvert dets Suk, hver dets Stønnen stikke sig i Hjærtet, men hun græd sagte; hun var bange for, at Datteren ved at mærke hende vaagen, mærke hendes Smærte endnu vanskeligere sku`de finde Ro. Da Ane havde rejst sig i Sengen for at træde ud paa Gulvet, var hun ved at tiltale hende og holde hende tilbage ved sin Bøn; men da Datteren i det samme lagde sig tilbage igjen, tav hun. Nu vaagnede ogsaa Dorthe af sin Slummer ved Søsterens heftige Stønnen, og Moderen var ude af Stand til længere at holde sig tavs.
,,Ane, Ane! Søg nu at komme til Ro”, bad hun indtrængende.
,,Ja, hvorledes skal vel jeg mægte at komme til Ro?” udbrød Ane heftigt og utolmodig. ,,Jeg søger og søger og finder det jo aldrig. Nej, det er mig umuligt!”
,,Bed dit Fadervor, saa skal Freden nok komme i dit Sind, og du finde Hvile”, raadede Moderen.
,,Det vil jeg”, svarede Ane og bad højt og inderligt: ,,Vor Fader! Du, som er i Himmelen. Helliget vorde dit Navn, tilkomme dit Rige, ske din Vilje; som i Himmelen, saa og paa Jorden. Giv os i Dag vort daglige Brød. Og forlad os vor Skyld, som vi og for - - . Forlad os vor Skyld, som vi - -. Forlad os vor - -. Forlade! Forlade! Povl! Nej, aldrig! Aldrig! Forbandet i al Evighed! Det er det!”
Johanne Kjeling havde stille bedet med sin Datter; men pludselig havde denne stammet i Bønnen, gjentaget Ordene og saa afbrudt den med et højt Skrig efterfulgt af de stærke Udraab. Den tabte Tanke var gjenfundet; Fortællingen om Povls Død og Dødsmaade stod klart for hende med Harmen over Faderens Brøde. Hun kunde aldrig bede Fadervor til Ende, aldrig faa de Ord: ,,som vi og forlade vore Skyldnere” til at lyde fra sit Hjærte, aldrig tilgive Faderen, nej kun hade og forbande, forbande evigt. Forfærdet sprang Moderen ud af Sengen og hen til Datterens Leje.
,,Ak, Barn hvorledes har du det?” skreg hun. ,,Er du syg? Eller hvad er det?”
,,Syg? Nej! Ikke det mindste!” svarede Ane med harmdirrende Stemme. Og dog jo, jeg er syg. Min Sjæl er syg; syg saa den kunde græde Blod; syg, saa den gad græde Livet bort med det samme. Den er syg af Smærte over Povls Drab; den er syg af Harme over Faders Brøde; ja syg af Foragt for sig selv, fordi jeg endnu ikke har hævnet Udaaden og er for ussel og svag til at kunne hævne den – paa min egen Fader”.
,,Ane! Kom dog til dig selv, Barn!” bad Moderen. ,,Du vil dog aldrig mene, at din Fader har dræbt Povl. Det var jo ved et ulykkeligt Tilfælde, han styrtede ned og fandt Døden”.
,,Du kan tro det, jeg ikke”, sagde Ane og vedblev med lav, kort, men fast og sikker Stemme: ,,Han og Jens halede i Grenen, Povl stod paa; halede den ned, saa den knuste hans Hoved. Han har jo sagt mig det i Forvejen – du ved det ikke – sagt; ,,Jeg forsikrer dig helligt og højtideligt, at han før skal dø for min egen Haand, før du skal blive hans, mens jeg lever, eller han overlever mig”. Nu har han gjort det, selv fortalt mig det. Forbandet! Forbandet! Aa, at jeg er saa svag! At jeg endnu kan huske, han er min Fader!”
,,Barn, hold dog inde med dine rædsomme Ord!” skændte Johanne Kjeling og denne Gang med en haard, alvorlig Stemme. ,,Du skal aldrig lade Forbandelse udgaa af din Mund, at den ikke skal falde paa dit eget Hoved, og skal aldrig dømme den, Herren har givet dig til Fader, saa lidt som du skal dømme Herren selv. Bed du ham bøje dit Sind til Forsoning og Tilgivelse, som du selv vil vinde Forsoning, og som Frelseren tilgav. Bed Barn! Bed Herren gjøre dig svag, naar du fristes til at synde i trodsig Kraft”.
,,Jeg kan ikke, Moder! Han lod Povl dø!” hviskede Ane sagte og brast i heftig Graad.
Moderen tav og haabede, at Graaden skulde skaffe Lindring og give en Forandring. Hun havde grebet Datterens Haand og holdt den fast, medens hun samtidig i en stille, lydløs Bøn holdt lige saa fast i Herren og ikke vilde slippe ham, før hun i sit Hjærte hørte ham svare: ,,Ske dig, som du vil!” Længe syntes hun, det var forgjæves; endelig troede hun at finde Svaret i et sagte, kjærligt Tryk fra Anes Haand, hun holdt i, og i hendes mere stille Graad.
,,Moder!” tog Ane lidt efter Ordet og vendte sig mod hende; ,,tror du vel, at saa megen Kjærlighed skal være forgjæves? Tror du vel, at Gud, som jo er Kjærligheden selv, vil lægge saa ren saa stor Kjærlighed øde? Vil lade den gaa til Spilde?” Og hun hvilede Hovedet paa Moderens Skuldre, gjemte det ved hendes Bryst.
,,Nej, mit Barn!” svarede Johanne Kjeling. ,,Jeg tror for vist, at Gud Fader ikke vil prøve sit Barn over dets Evne; at den Gud, som er Kjærligheden selv ogsaa vil vide at indplante i dit Hjærte og Sind taalmodig Kraft til at bære hans Tilskikkelse og sand Kjærlighed til din Fader”.
,,Moder, hvor du taler! Du forstaar mig jo slet ikke!” afbrød Ane hende, slap hendes Haand med et Kast og vendte Ryggen mod hende. Men havde Moderen end ikke forstaaet hende, ikke forstaaet, at hun havde talt om sin og Povls gjensidige Kjærlighed, som hun krævede Lønnen for og Frugten af i et lykkeligt Samliv, saa tav hun dog ikke fordi Datteren med Uvilje modtog hendes Ord. Hun vedblev at tale milde, opmuntrende Ord om den Kjærlighedens Gud, der havde skabt en Verden, ikke fordi han trængte til den, ikke for at træde den i Støvet eller føre den til evig Pine, men kun for at elske den og føre den til hans Saligheds Havn.
Hendes Ord vare spildte paa Ane; hun hørte dem ikke. Hun fulgte sin egen Tankegang, der snart var fuldstændig forvirret. Da Morgenen gryede, laa hun i heftig Feber, og inden Aften rasede hun i Vildelse, saa de næppe mægtede at holde hende i Sengen. Dagen efter frygtede de for, at det skulde blive Livsfarligt, og den følgende, Niels Klovs Bryllupsdag, troede de, hvert næste Øjeblik blev det sidste.
,,Det er ulykkelig Kjærlighed, Sorg over Brylluppet, som dræber hende”, sagde Folk, og det var ikke fri for, at der blev en trist Stemning i Bryllupshuset.
_____________________________________
Kapitel XIV:
Sorg og Ængstelse fyldte hver Sjæl i Kjelings Gaard, men dog toge hver det paa sin Maade.
Johanne Kjeling ynkedes over Datteren, led med hende og ønskede at kunne tage al hendes Lidelse paa sig; men hun sørgede egentlig ikke ved Tanken om hendes tidlige Bortgang. Hun havde selv Dag efter Dag prøvet, at Jorden er mere en Jammerdal end en Glædessal; Glædenssalen maatte være i Himmelen, og hun var nær ved at lykønske Datteren til Byttet. Hun takkede af Hjærtet Herren, fordi han havde velsignet hende med en saadan Datter, givet hende Lykke til at føre hende saa vidt frem, som hun dog var naaet i Gudsfrygt og Alvor, og bad ham nu kjærligt tage Barnet hjem til sig, gjøre dets Himmelfart velsignet, dets Kamp let.
Søsteren Dorthe kunde mere siges at være opfyldt af virkelig Ængstelse og Sorg. Hun følte sig uhyggelig, ængstelig til Mode ved Tanken om, at Døden, dette ubekjendte, skulle træde hende virkelig og haangribelig i Møde, træde inden for hendes Hjems Mure; det var første Gang, det vilde ske, saa langt hun bar Minde. Derhos sørgede hun over, at Søsteren skulde forlade denne lyse, herlige Verden, med al dens skjønne Pragt, med alle dens jublende Skabninger, med al den rige Ynde, som Ane havde haft saa aaben Sans for og Glæde af, at hun havde mægtet at varme ogsaa Dorthes Hjærte ved den Følelse. Nu vare Dorthes Øjne intet Øjeblik tørre, eg Moderen kunde ikke have nogen mere omhyggelig og utrættelig Medhjælp ved den syges Pleje.
Værst var Rasmus Kjeling selv stillet, og han led uomtvistelig det haardeste Tryk i disse Dage; men Trykket kom ikke ude fra, det stammede fra hans Indre. Her var ikke Sorg, ikke ligefrem Ængstelse; nej, her var Frygt og Bæven, der steg til højeste Rædsel og bidende Nag. Han kunde ikke blive fra Stuen, fra Lejet, og der kunde han endnu mindre udholde at være, Som Kain søgte han hid og did uden Hvile, uden Ro, haabede stadig at finde et Eden, et Yndighedernes Land, men vaagnede altid op i et Nod, et Elendighedens Rige; som Kain bar han sit Nod i sig. Han vred og vaandede sig for ikke at se Sandheden i Øjnene; han gjorde det saa nødigt, naar den vilde fortælle ham, at han havde Brøden, at han var Spiren til Ulykken, han ene og alene. Han kæmpede endnu haardere imod og gjorde sort til hvidt for ikke at ydmyge sig og erkjende sin Usselhed. Men Samvittigheden nagede Bid lod ham ingen Ro; han maatte bøje sig, han, der aldrig før havde bøjet sit Sind.
Lørdags Aften kom han atter ind i Stuen; Johanne Kjeling sad ene ved Anes Seng, han tog Plads ved hendes Side. Ane havde i den sidste Time ligget hen i stille Ro, laa saaledes endnu. Moderens Blik gled fra Datteren over paa Manden; Forandringen hos ham var hende slaaende. De faa Dage havde taget meget mere paa ham end paa den syge selv. Denne laa med sine fyldige Former, ja med Rødme paa Kinderne, enten det nu var Feberens eller den Legemlige Sundheds Rødme; han sad der som en sammensunken Skikkelse, med slappe Træk og gustent, forgræmmet Aasyn. Hans Hustru kunde ikke styre sig; hun greb uvilkårlig og deltagende den slappe Haand, der saa ofte havde været haard mod hende, og han lod det ske uden Modvilje, syntes behagelig berørt deraf.
,,Tror du ikke nok, hun kommer sig?” hviskede han.
,,Jeg tror, Herren har hørt min Bøn og nu lader hende stille sove hen”, svarede hans Hustru.
,,Nej, nej!” udbrød han ivrig; ,,Lad ikke det ske! Hvorfor skulde hun ikke leve?”
,,Hvorfor skulde hun leve?” spurgte Johanne til Svar.
,,Jeg fatter ikke, hvorledes hun pludselig kunde blive saa syg”, bemærkede Rasmus i Stedet for at svare; ,,hun, som aldrig har været syg”.
,,Det var Povls Død, som gjorde det”, lød svaret. ,,Hendes Sjæl higer nu efter at følge ham, men har svært ved at frigjøre sig fra det sunde Legeme”.
,,Men Povl er jo slet ikke død!” fik han endelig frem. ,,Det er jo bare Snak alt sammen”.
,,Povl ikke død!” udbrød hun og slap hans Haand. ,,Han blev jo slaaet ihjel i Skoven”.
,,Aa, Vrøvl!” svarede Rasmus Kjeling med noget af sin gamle Tone, ,,Der er jo flere flakkede Køer end Præstens, og han var vel ikke den eneste, der hedder Povl. Povl i Skoven var jo en hel anden”.
,,Mand! Hvad har du gjort!” sagde den bedrøvede Moder forfærdet. ,,Det var altsaa Løgn det hele. Med en Løgn har du dræbt dit Barn!”
,,Sludder! Hvad jeg har fortalt, er Sandhed. Jeres egen Dumhed har lavet en Løgn ud af det ved at føre det fra den ene Povl over paa den anden”, paastod Manden lydt, som han alt længe havde paastaaet det i sit Indre. ,,Dør hun, er det kun jer dumme Misforstaaelse, som dræber hende, ikke min sande Fortælling, der aldeles ikke vedkommer hende”.
Konen sukkede og tav. Det blev Rasmus trykkende; han vilde hellere kjævles end sidde i Tavshed.
,,Naar hun nu faar sovet, vaagner hun nok rask og frisk”, sagde han lidt efter.
Intet Svar
,,Saa bør du strax fortælle hende, at det hele var en Misforstaaelse”, vedblev han, ,,for om du mulig kan gjøre jeres Dumhed god igjen”.
,,Vær du kun rolig for det”, svarede Hustruen. ,,Aldrig saa saare faar hun aabent Øre, før jeg skal stræbe efter at gjøre hende Sagen klar. For nu er det da vel sandt, hvad du siger?” Hun saa alvorlig, tvivlende og bydende fast paa ham, som hun aldrig havde vovet det før.
,,For Fanden! Ja. Jeg kan da nok se Forskjel paa den ene Karl fra den anden, selv om de begge hedder Povl”, skjældte Manden. ,,Derhos har jeg selv talt med den Mand, Povl er hos, og han har sagt mig, at han lever”.
Atter Tavshed. Rasmus Kjeling kunde ikke holde den ud; han forlod Stuen. Nu havde han gjort alt, alt hvad han kunde, det vil sige, vilde gjøre for at frelse Datteren. Tillade hende at faa Povl eller om mulig skaffe denne tilveje paa ny vilde maaske virke bedre; men nej, aldrig i Evighed vilde han det; saa maatte hun hellere dø, om hun vilde. Nu var han uden Skyld, - mente han.
Anes Søvn varede ved til langt hen paa Søndagen, og Moderen veg ikke fra sin Plads ved Lejet. Til hendes store Forbavselse og Glæde syntes Søvnen stedse naturligere og sundere. Endelig Søndag Formiddag, just som Kirkeklokken første Gang sendte sin kaldende Røst ud over den lille Ø for at opfordre Guds Børn til at samle sig i Faderens Hus, slog Ane Øjnene op, strakte sig som efter god Hvile og saa sig om med sit vante rolige, kloge Blik.
,,God Morgen! Moder!” sagde hun. ,,Jeg har nok sovet over mig”.
,,Ak, Gud! Mit Barn! Saa velsignet som du dog vaagner!” udbrød Moderen og foldede Hænderne. ,,God Morgen! Hvorledes har du det?”
,,Hvorledes jeg har det!” gjentog Ane forbavset. ,,Jeg har det godt! Nu skal jeg skynde mig op og tage fat paa Arbejdet”.
,,Nej, nej; du skal roligt blive liggende”, paastod Moderen; saa skal jeg fortælle dig noget meget glædeligt”.
,,Hvad da?”
,,Povl lever! Han er ikke slaaet ihjel i Skoven”, lød Svaret. ,,Det var en hel anden Povl, vi havde hørt om”.
,,Ja, naturligvis lever Povl!” lo Ane. ,,Har du nogen Sinde tvivlet om det? Jeg har jo dog fortalt dig, at han er ude at sejle og om fem aar vil komme tilbage og hente mig som sin Kone. Aa: fem Aar! Fem lange Aar! Hvorledes skal de dog faa Ende, Moder!”
Moderen var lidt ængstelig ved denne uventede rolige Tale; men snart trøstede hun sig, da Datteren syntes aldeles naturlig frisk. Hun troede at mærke, at Herren i sin Naade havde borttaget af Anes Erindring det sørgeligste Minde, der havde været til Huse, men gjengivet hende Sundheden ubeskaaret. Om Kap med Klokkeklangen steg hendes Tak mod Himmelen.
,,Moder, jeg maa dog op”, sagde Ane. ,,Jeg er saa sulten; jeg maa have noget at spise”.
,,Ih, Gud velsigne dig da!” raabte Moderen glad og rejste sig. ,,Bliv bare rolig liggende, og jeg skal i en Hast bringe dig det bedste, jeg kan finde. Det er jo en Lykke uden Ende!” Hun ilede ud.
Da Johanne Kjeling kort efter kom ind igjen, fandt hun Ane oppe og fuldt paaklædt, i Færd med at lægge den sidste glattende Haand paa sit Hoved.
,,Men Barn dog!” udbrød hun; ,,jeg bad dig jo blive rolig liggende”.
,,Blive liggende!” Lo Ane; nej, hvor kunde du mene det! Jeg maa have ligget længe, altfor længe. Hører du ikke Kirkeklokken ringe? Det er altsaa Søndag, og det har du slet ikke fortalt mig. Havde jeg ikke hørt Klokken kalde, var jeg jo slet ikke kommen til Kirke, havde ikke faaet bedet til Gud for Povl og vor Kjærlighed. Men nu gaar jeg! Jeg naa`r det nok; hør, den ringer endnu”.
,,Nej, vist ej, Barn! Du maa ikke gaa”, sagde Moderen.
,,Men Moder!” sagde Datteren og saa alvorlig og forundret paa hende; ,,hvorfor maa jeg ikke gaa? Naar har du nogen Sinde villet afholde mig fra at bede til Gud eller have, at jeg skulde svigte mit Ord? Og du ved jo godt, at jeg har lovet Povl at gaa til Kirken hver eneste Søndag og bede til Gud for ham, for os begge, lige til han kommer og henter mig, og vi saa kunne følges ad derhen for at takke Gud”.
,,Men spise maa du da først”, indvendte Moderen.
,,Nej, jeg faar vist ikke Tid”, svarede Ane.
,,Aa, der er Tid mere end nok, du er jo sulten”.
,,Jeg tror det selv”, sagde Ane. ,,Nu, saa vil jeg da først tage mig et Stykke, men bare et Stykke”.
Hun spiste og lod aldeles naturligt rolig. Moderen betragtede hende usikker og tvivlende; hun ønskede for denne eneste Gang at hindre hende i Kirkebesøget.
,,Du skal da ogsaa have dig hæget med din Stads, naar du endelig vil til Kirke”, sagde hun for at fremkalde en ny Opsættelse.
,,Jeg ejer ingen anden Stads”, svarede Ane.
,,Jo vist gjør du da saa”, paastod Moderen. ,,Du har jo Kisten fuld, og det er kun dine grønne dagligdags Klæder, du har taget paa”.
,,De ere de eneste, som ere mine. Af dem har jeg selv spundet hver Traad af min egen Hør og mit Faars Uld, selv beta`t Farveren og Væveren med mine egne Penge og selv syt hvert Sting”, sagde Ane. ,,Alt det øvrige er Faders. Han har sagt, at han aldrig vil give mig et Haar Uld, og nu vil jeg heller aldrig have saa meget som en Trævl af hans. Ved du hvad”, tilføjede hun hviskende: ,,jeg vilde være bange for, at Forbandelsen skulde hænge ved den og komme over mig. Men Rok maa du sørge for, at han skaffer mig igjen for den, han slog i Stykker”, tilføjede hun højt, ,,den var min egen; jeg havde kjøbt den for mine egne Uldpenge, og nu kan jeg aldeles ikke undvære den, nu, da jeg selv maa lave mig Tøj. Men du skal sige det til ham, for jeg taler aldrig et Ord med ham mere, aldrig!”
Saa gik hun til Kirken, gik ene. Men Johanne Kjeling var altfor urolig for hende til at kunne holde sig hjemme; hun trængte haardt til Hvile efter de flere Døgne Vaagen og Ængstelse, men Uroen var større end Trætheden. Hun søgte efter Gudstjenestens Begyndelse hen til Kirken, fik sagte Døren paa Klem og tittede ind; der sad Ane saa rolig og from som nogen Sinde og sang Salmerne med. Tonerne trængte ud i Vaabenhuset til den lyttende Moder; hun hørte kun sit Barns Stemme:
,,Vort Haab det bier taalmodelig
Efter det, Guds Ord os jætter;
Saa længe det sker med Glæde og Fred,
Alting i Guds Haand sætter.
Han ved vel, hvad os nyttelig er,
Alting lader han os gavnlig være;
Der paa skulle vi ej tvivle.
Og om du fik saa stor Modgang,
Som over dig var Guds Vrede,
Dog se du til, at ingen Tvang
Skal dig fra Troen lede,
Men bliv fast ved Guds Ord altid;
Han synes være vred, han er dog blid,
Thi lad dig ikke forfærde”.
Det var Indgangssalmen paa denne Dag, den 6te Søndag efter Trinitatis, der dette Aar tillige var Marie Besøgelsesdag. Johanne Kjeling gik rolig hjem og fandt den Hvile, hun saa haardt trængte til; hun havde jo ikke hørt, hvorledes Datteren havde sprunget de mellemste af de Ord over: ,,Vi skulle alle Mennesker have kjær, saa vel vore Fjender som vore Venner, af Hjærtet godt dem unde”, som ogsaa andre forsonlige Ord i de foregaaende Vers; hørte ej heller, at hun i sidste Vers efter: ,,Vore Syndere ville du skaane”, tav med Ordene: ,,Ret lige som vi vore Modbrydere gjøre”. Ane var ærlig, selv i sin Salmesang; hun hadede Faderen af Hjærtet og vilde ikke lyve Forsonlighed for Gud.
Efter endt Gudstjæneste kom Menigheden langsomt frem fra Kirken og standsede endnu nogle Øjeblikke i venskabelig Samtale ved Kirkedøren eller hist og her omkring ved Gravene, hvor de dvælede lidt ved afdøde kjæres Minde, inden de vendte tilbage til de levendes Boliger og Livets Gjerning. Præsten, Hr. Mathias Bloch, søgte dog strax over til sin Præstegaard, og Degnen tøvede heller ikke længe, efter at han havde laaset Kirkedøren; de to havde jo ogsaa knap Tid til at styrke sig, forinden Eftermiddagstjenesten skulde begynde. Derimod havde det unge Ægtepar, Niels Klov og hans Karen, Tiden for sig, og om dem og deres Kirkegangsfølge samlede mange sig for at bære Lykønskning frem. Præstens unge Døtre, Katrine og Karen, vare her imellem; de skulde følge med til Brudehuset og være Gjæster der i Dag.
Ane var kommen ud saa rolig som nogen og lod slet ikke undselig, fordi hun ene stod i simpel Hverdagsdragt mellem al den Søndagsstads og Gildespynt. Hun hilste paa sine Venner og Kjendinge med sædvanlig Ligefremhed, blandt andre ogsaa paa Niels Klov og hans unge Kone. Karen Galle lod noget forlegent ved dette, men Niels tog det fra den fornøjelige Side.
,,Men du ønsker jo ikke en Gang mig og Karen til Lykke”, sagde han, ,,og det burde du da frem for alle gjøre Ane”.
,,Hvortil?” spurgte denne fremmet.
,,Ih, til vort Bryllup naturligvis og til vor første Kirkegang i Dag som Mand og Kone”, svarede Niels.
,,Ih, nej da! Er det sket!” udbrød Ane glad, og et straalende Smil om hendes Læber viste, at Glæden var sand, ikke fremkunstlet. ,,Ja, da maa jeg rigtig nok ønske jer begge til Lykke af ganske Hjærte”.
,,Det maa du, og Tak skal du have”, sagde den unge Mand med et venskabeligt spøgende Puf mod hendes Arm med sin; ,,for bliver der Lykke af det, som vi havde fornummet, der bliver, maa vi takke dig for det, som jo hjalp os sammen”.
,,Ja, Tak for det!” hviskede Karen Galle og fortsatte halvt ængstelig: ,,Gid du aldrig fortryde det eller ønske det ugjort”.
,,Det kan jeg aldrig fortryde”, svarede Ane tilbage, ,,for Niels hjalp mig mere, end jeg ham”.
,,Ja, men jeg er jo ogsaa din egen Niels”, lo han.
,,Det er du, og du skal se, hvor han ogsaa vil blive glad for din Hjælp, naar han kommer igjen”, erklærede Ane Hemmelighedsfuld.
,,Han, den rette!” Lo Niels.
,,Ja, han den rette”, svarede Ane. ,,Jeg skal fortælle ham det i Eftermiddag, naar jeg taler med ham der ude, kan du tro, og han bliver glad. Saa tænke vi begge paa, naar det bliver os, der faa Bryllup. Ja, der skulle I nok komme, skjønt I ikke har budet mig med til jert”.
,,Men du laa jo saa syg” undskyldte Karen sig.
,,Jeg! Syg! Nej, jeg har, Gud ske Lov! Endnu aldrig været syg”, var Svaret.
,,Der paastode de det i Fredags ved vort Bryllup, og jeg kan ikke sige dig, hvor ondt det virkelig gjorde baade Karen og mig, ja os alle sammen”, sagde Niels alvorligt og hjærteligt.
,,I Fredags? I Dag Søndag? I Gaar? – ja, i Gaar Markedet. Men det var jo Tirsdag!” sagde Ane, holdt Haanden fast mod Hovedet og tænkte sig nøje om. ,,Nej der er noget, jeg har tabt, noget, jeg ikke kan finde igjen, jeg husker ikke, hvad det er, men jeg bryder mig heller ikke om det. Det maa være noget aldeles ligegyldigt, og det er det da ogsaa, for jeg har jo ham, og saa er det andet ligegyldigt, alt, alt sammen”.
De omstaaende saa forundrede og noget ængstelige paa hende; hendes Dragt, Tale og Færd vidnede om, at ikke alt var ganske, som det burde være; det var nok rettest at faa hende Hjem eller slippe fra hende.
,,Lad os komme af Sted”, sagde Grethe Galle.
,,Du følger vel med?” henvendte Niels til Ane.
,,Gjærne”, svarede hun, og alle satte sig Bevægelse hen mod Gildehuset. Nærmest bag de nygifte gik Præstens Døtre i deres fra de øvrige Øboers meget afvigende Stads og fine Stoffer. Ane betragte Stadsen nøje, de fjerede Hatte og gyldne Armbaand, følte ogsaa paa Kjolernes fine Stoffer; det generede de dameklædte Præstedøtre meget, uagtet de jo vare velkjendte med Ane som med alle Øens unge Piger og til en vis Grad stod i venskabelig Forhold til dem alle, dog navnlig deres jæbnaldrende, og Ane var otte-ni Aar ældre end de. Ane mærkede ikke, at hun generede.
,,Og dette er jeres Brudepiger”, raabte hun paa Vejen hen til de Nygifte.
,,Ja, i det mindste i Dag”, svarede Niels halvt leende tilbage; ,,det ser du jo”.
,,Det var da farlige fine Brudepiger”, sagde Ane og følte endnu en Gang paa Kjolestoffet, hvorpaa hun tilføjede, henvendt til de unge Søstre: ,,Ville I ikke ogsaa være mine Brudepiger, naar nu jeg og han skulle have Bryllup? Det maa I endelig sige Ja til”.
,,Jo, det skulle vi nok!” svarede baade Katrine og Karen, begge bævende.
,,Og tage samme fine Stads paa?” jublede Ane med et henrykt Blik mod Hattenes Fjer.
,,Ja, ganske vist!” lovede de.
,,I kan tro, han bliver ogsaa glad, naar jeg fortæller ham det”, sagde hun med et glad Smil. ,,Jeg skal fortælle ham det i Eftermiddag, for saa gaar jeg ud til ham igjen”.
,,Hvem?” spurgte Katrine.
,,Ham”, svarede Ane og nikkede fortroligt; ,,ham selv. Men, I kan tænke jer, de har taget vort Sæde bort! Aa, jeg græd saadan over det, men det hjalp ikke. Men nu sidder jeg ved hans Fødder og hører paa ham og gaar ned ved Stranden med ham, ser ud til ham, hører hans Sang og læser hans Breve”.
Hun talte i en fortrolig Tone, men højt, saa mange i Selskabet bleve uhyggeligt til Mode. Det var derfor en Lettelse, navnlig for den unge Kone og Præstedøtrene, at hun ved Skolen bød Farvel og gik til sit eget Hjem i Stedet for at følge med til Gildehuset, hvor hun var et stedse tilbagevendende Thema for Samtalen og var det Dagene efter over hele Øen.
_____________________________________
Stort tak til Ejler Svan for at have udlånt bogen, så den kan komme til fleres bekendtskab.
HEA |