Indledning:
J. V. Gudmand-Højer var gæst hos Pastor Bering. Kom sammen med en ven daglig på ”Skovgaarden”
Hvor Ane Dorthea fortalte, den hvide piges levnedesløb. Ane Dorthea passede, den hvide pige i hjemmet paa Vesterskov, den gaard der udflytningen 1805-1806 fik navnet ”Bondegaarden” nu Vesterskov (Mart. nr. 35)
Rasmus Hendriksen Kehling blev født Aar 1697 og ejede Kehlinggaarden i Bogø By, den laa før Udskiftning af Gaardene omtrent overfor Bergs Mindestøtte (Står anetsted i dag) dog lidt nordligere. Rasmus Kehling var gift med Johanne, hendes Fødselsaar og Fødenavn fortaber sig i det uvisse, da Bogøs Kirkebøger gik tabt ved Præstegaardsbranden i 1760.
Rasmus Kehling og Johanne havde to Døtre – Ane Rasmusdatter født 1734 og Dorthe Rasmusdatter født 1736. Rasmus døde 1782, men en Tid efter Johannes Død i 1760 afstod han Gaarden til sin yngste Datter Dorthe, der i 1770 blev gift med Ole Andersen. Datteren Ane levede i et stadigt Uvenskab med Faderen, der havde sat sig imod et Giftemål med en ung Mand, der havde tjent paa Kehlinggaarden – Det var medens hun boede på Kehlinggaarden hun klædte sig i en hvid Dragt, hun selv havde spundet af afreven Faareuld og fik derfor Tilnavnet: ”Den hvide Pige” . Hun døde som sindssyg d. 17 januar 1829 hos sin Søsterdatter paa Bondegaarden.
Kilde: Kargaard Svan.
Da personer og navne er de oprigtige, beder jeg at i vil bevare respekten om disse mennesker.
Dorthe Rasmusdatter er min Tip, tip, tip, tip oldemor.
Med venlig hilsen
Hans Erik Albrekt
Portalen informerer:
I henhold til aftale med Hans Erik Albrekt, der har digitaliseret bogen, bringer Portalen 2 kapitler hver mandag til hele historien er fortalt - der er 20 kapitler i alt.
Læs flere kapitler her
_____________________________________
Kapitel XVII:
Aar skred efter Aar, til de bleve mange i følge. De fleste glede hen uden særlig Betydning for den lille Ø, men da 1769 kom, bragte Sommeren her en livlig Bevægelse uden Lige i alles Sind, Anes maaske ene undtagen.
Krongodserne vare i de foregaaende Aar solgte trindt om i Fyn og paa Falster, i Jylland og Sjælland, ,,for at afbetale Statsgjælden”, mente Schimmelmann, ,,for at Bonden kan vinde Frihed og Ejendom”, mente Bernstorff og Reverdil med Oeder; men da største Parten solgtes som Herregaarde, fremmede det rigtig nok ikke Selvejendom for Bonden. Nu kom Turen til Møn og Bogø, og Tanken om at drage sig Salget til virkelig Nytte kom til Herredømme paa sidstnævnte Ø. Penge skulde der jo til, flere end Øens Folk nu raadede over; men de havde udtænkt sig en snild Maade at skaffe dem til Veje paa. Der var Vesterskoven med 148 Td. Land og Østerskoven med 226; dem fik Kjøberen fri Raadighed over lig de priviligerede Sædegaardsejere, og af dem vilde de rydde den mindste og betale hele Øen med Pengene for de solgte Træer. Avktionsdagen kom, Onsdagen den 20de September, og alle ni og tyve Gaardmænd vare mødte. De vare heldige og fik hele Øen med dens over 150 Td. Hartkorn og alle dens Herligheder for 18,456 Rdlr. 30 Skilling. Næste Aar skulde Fjerdeparten udbetales i Juni, Fjerdeparten i December; Resten blev staaende. Efteraaret og Vinteren var der Travlhed med at rydde Vesterskoven; Østerskoven stod endnu urørt hen i næste Sommer.
Det var en Dag sidst i Juni 1770. Ane sad som saa mange foregaaende Dag ved Skovens Sydkant og stirrede ud over Søen og over til Falster. Hun var paa en vis Maade faldet meget af i de henrundne ti Aar. Ikke saaledes, at hun saa svag og sygelig ud, tvært imod vidnede hendes Ansigt og Figur om samme Sundhed og den gamle Kraft; men Udtrykket var et andet. Længselen stadig skuffet Længsel, havde skrevet sine tydelige Mærker i dette Aasyn, disse Øjne. Hjærtets Sygdom talte højt, hvor Aandens Forvirring ikke havde mægtet at vansyne Ansigtets Skjønhed eller nedbryde Legemets Kraft.
Denne Dag var hendes vante Fred i Skoven bleven brudt. Det var, som om alle Øens Mænd havde sat hinanden Stævne her ude paa hendes Ynglingsplet. De havde gjennemsværmet hele Skoven og vare endelig alle havnede i Sydenden, hvor de satte Mærke efter Mærke i de forskjellige Træer. Ane havde set mørkt til ved al denne Larm, som hun ikke fattede Betydningen af; nu vare de forsvundne, og hun sad ene.
,,Povl!” hviskede hun, ,,kommer du dog aldrig! Længes du dog ikke snart efter din Pige! Længes du ikke mere efter dit dejlige Hjem hist ovre! I gamle Dage længtes du altid efter det. Husker du det ikke mere? O, jeg husker det saa godt; husker, hvorledes du søgte hid for i Ensomhed at længes efter det; husker hvert dit Ord derom”.
Hun nynnede dæmpet; det blev til Sang, medens Taarer traadte frem i Øjnene og fyldte dem.
,,Mens Livet bruser med sin Larm,
og selv jeg larmer med,
hensynker tit, vemodig, arm,
min Sjæl i Ensomhed.
Den følte sig saa tit forstødt
og elsker dog saa ømt;
naar før den Kjærlighed har mødt,
den – ak! – det kun har drømt.
Til Hjemmet søger den da hen,
mit kjære Barndomshjem,
hvor før jeg ejed` Ven ved Ven,
hvor Glæden var i Gjem;
da føler den sig Barnet lig,
om Dag end truer sort,
og hæver sig i Mindet rig,
mens Sorgen svinder bort.
Mit Hjem; til dig jeg længes, - ja!
o, favned` du mig dog!
Al Lyst og Lykke drog jeg fra,
da bort fra dig jeg drog.
Ej nogen Plet paa Jord som du
staar yndig for min Sjæl.
Mit Hjem! du drager al min Hu!
Mit Hjem! Jeg naa`r dig vel!”
Tonerne svandt, men Ane blev; blev, til Maanen lyste ned over hende og Søen og kaldte ny Minder frem om Povl og hans Ord.
Hvorledes er det: findes der mellem Sjælene et skjult, samfølende Baand, som undertiden gjør sig gjældende med uvilkaarlig Magt, eller er det et Tilfældighedernes Spil, at samme Tanke kan flyde, samme Følelse klinger i to forskjellige Sjæle, samme Længsel! Drage dem, to Sjæle, der leve langt adskilte, men en Gang har følt Kjærlighedens sammensmeltende Magt? Vist er det, at samme Tanker, som fyldte Anes Sjæl, til samme Tid opfyldte Povl, medens han paa Vejen fra Marken til Hjemmet sendte Blikket mod Skoven syd for Næs og i Retning af Bogø; samme Følelser gjentonede hos ham.
Ja: Povl gik til Hjemmet, og han havde et herligt Hjem at gaa til, rigtig saadant dragende hyggeligt, som han skattede det. Dette Hjem var Jørgen Skyttes Gaard i Moseby. I disse Dage var det netop tolv Aar siden, han skuffet og lammet i sit Haab og syg paa baade Sjæl og Legeme var kommen dertil. I vel et halvt Aar var han svævende mellem Liv og Død, hælende snart til hint og snart til denne; han ønskede Døden. Karen derimod ønskede at bevare ham for Livet; og hun førte en taalmodig, ihærdet og kjærlighedsstærk Kamp med Døden om ham, til hun sejrede. Da Foraaret fornyede Naturens Liv, fornyede det ogsaa hans; men bragte det end Fuglenes Sang til Skov og Mark, det kunde dog ikke bringe Glæden til hans Sind. Stille og tavs gik han om paa Gaarden, gjorde, hvad Gavn han kunde, fandt sig i Livet, men elskede det ikke, viste dog Taknemmelighed for den kjærlige Omhu, der havde reddet ham det. Hans Virkelyst var borte, ikke Arbejdslysten; han blev Karl hos Jørgen Skytte og tog trolig sin Part af Arbejdet, som hans fuldt gjenvundne Kræfter ogsaa tillod ham det, men Higen efter større Virksomhed, efter lange Farter ud i Verden var intet Spor af. Nu havde han ingen Skam at flygte fra, ingen Kjærlighed at stræbe højt for, kun Skuffelse og Sorg, og dem naaede han ikke bort fra i det fremmede, om han saa naaede til Verdens Ende. Han blev Jørgen Skytte og hans Hustru kjær som en Søn, Karen som mere end en Broder, og hans eget Hjærtes Kjærlighed og Taknemmelighed bandt ham inderligt til dem.
Karen var bleven en særdeles skjøn, forstandig og vakker Pige; Friere til hende meldte sig paa Gaarden en efter anden, Sommeren 1760 kom alt den fjerde. Til Forældrenes Sorg og Forundring afviste hun alle. Da nu den fjerde, som var et særlig godt Parti, skulde have samme Skjæbne, tængte baade Fader og Moder, enkeltvis og i Fællesskab, stærkt ind paa hende, for at faa den egentlige Aarsag at vide. Karen græd og var længe tavs, men endelig kom det frem, at Kjærligheden til Povl fyldte hendes Hjærte, og hun umulig hunde ægte nogen anden. Forældrene smagte paa det i nogen Tid, men vidste til sidst at finde flere Lyspunkter ved en Forening mellem de to, og nu blev Karen glad; men nu skulde Sagen foreslaas Povl, der intet anede. Dette skete en Søndag, da han var ene sammen med de tre, og skete ved, at Jørgen lige frem sagde: ,,Vor Karen elsker dig, Povl! Og vil ikke gifte sig med nogen anden. Hvad siger du til det? Kunde du lyste at ægte hende og hel vorde vor Søn”. Povl blegnede; han saa fra den ene til den anden, først og sidst til Karen, der sad yndig rødmende og med nedslaaet Blik, og Taarer fyldte hans Øjne. ,,Aldrig har jeg tænkt paa det og bange er jeg for, at hverken I eller Karen ville blive glad ved at faa mig”. Saa aabnede han sit Hjærte for dem, viste dem, han en Gang havde elsket, som han aldrig kunde elske mere, og nu kun havde et halvt og af Skuffelse sygt Hjærte at give igjen for deres overvældende Godhed og Kjærlighed. Deltagende hørte de tre ham, og Forældrene henstillede alt til ham og Karen; men denne mente, at han nu til sin Sjæls Lindring trængte haardere til hendes Kjærlighed, end han under Sygdommen havde trængt til hendes Hjælp for sit Livs Frelse, og hun var lykkelig ved det lidet, han kunde give hende, fordrede ikke mere, men nærede et dulgt Haab om, at hun nok skulde vinde Hjærtet helt, og han vinde Lykken. Saa bleve de to da et efter Høstens Ende; nu vare snart ti Aar henrundne siden hin Dag, og Karens dulgte Haab var i rig Maade gaaet i Opfyldelse. Jørgen Skytte stod endnu for Gaarden, og han færdedes altid udenom, naar det paakrævedes; men Povl udfyldte tilfulde sin Plads paa den og forlod den sjælden eller aldrig; som Sneglen holdt han sig til Hjemmet, som nu hans og Karens fem Børn gjorde ham til et Paradis. Næste Dag skulde gjøre en Undtagelse; da skulde han paa en længere Udflugt, han selv og ikke Svigerfaderen, skulle til Bogø og gjøre billig Indkjøb af Gavntræ. Derfor var han saa tankefuld og opfyldt af vemodige Følelser paa sin Vandring fra Arbejdet i Marken til Hjemmet.
En Time senere var Nadveren nydt og al Dagens Gjerning bragt til Ende, saa Povl med sin Familie kunde nyde en af de glade Timer, han og da for Resten de alle satte saa megen Pris paa. De sad i Hjørnet, som den tilbyggede Stue for de unge Ægtefolk havde frembragt uden for den ellers regelmæssig firkantede Gaard. Haven laa udbredt for dem, bragt i god Stand af Kvindernes Hænder og med et lille Blomsterparti forrest. Over Bænkene bredte store Hyldetræer deres sødtduftende Kroner, hvis Vellugt blandede sig med den fra de æbleduftende Rosenhække, der dannede Hegnet ind til Præstens Have.
Her sad Jørgen Skytte, saa sund og kraftig som for tolv Aar siden, men nu meget sværere end da og med hvidgraat Haar; han havde Datterens to ældste Børn paa Knæ som Ryttere, to raske Drenge paa syv og otte Aar. De tre maatte have en Bænk for sig alene, ellers kunde de ikke røre sig tilstrækkeligt. Paa Nabobænken sad Povl med de næste to Børn paa Knæ; Karen Marie og Ane Kirstine vilde ride som Brødrene, og Povl lod dem ride om Kap, medens han derhos dampede af Træpiben. Karen sad ved hans Side og saa smilende snart til ham, snart til den lille Povl, som halvt slumrede ved hendes Bryst. Hun glattede den lilles silkebløde, hvidglinsende Haar og tænkte, om hun dog ikke i det mindste hos ham skulde finde Spor til Faderens prægtigt krusende og tætte Paryk, som hun forgjæves havde ønsket de andre Børn i Arv. Gamle Kirstine Skytte sad i sin magelige Stol lidt forved hele Gruppen og betragtende denne med tilfreds Smil, medens Strikkepindene uophørligt klirrede mellem hendes Fingre.
Jørgen lod Knægtene ride i Galop, medens han sang med et Smil, der lod de brune Øjne halvt forsvinde over de fyldige, skjæggede Kinder.
,,Singelingelater!
Tinsoldater,
Blymatroser.
Bom! Bom! Bom!
Se til Højre!
Se til Venstre!
Hele Regimentet drejer om!
Lille Hans og Jørgen,
de kan ride,
ride lystig.
Hop! Hop! Hop!
Lille Hans og Jørgen
de kan ride,
ride til vi siger: ,,Stop!”
,,Fa`r skal ogsaa Synge”, bød Smaapigerne.
,,Skal jeg?” sagde Povl; ,,Ja saa bliver jeg jo nød til det”. Han lagde den udrøgede Pibe fra sig og sang, opfyldt af Tanker der ude fra Marken og paavirket af det yndige Billed og den hjemlige Hygge og rige Kjærlighed, der omgav ham:
,,Travlen Dag er endt.
Aftenklokkens Klang
har sin Hilsen sendt
over Mark og Vang.
Hjemmets kjære Ly
favner mig paa ny;
Solen maa fly
i Glans bag gyldne Sky.
Du Dag, Farvel
Med al din Larm!
Kom, stille Kvæld,
fyld du min Barm!
Tag med al din Ro
i mit Hjærte Bo,
da – vil jeg tro, -
er Sjælen fro.
Fuglen paa sin Kvist
søger lune Hjem;
snart fra Himlen hist
smile Stjærner frem;
alt bag fjærne Bred
dybt i Vesterled
Solen gaar ned
og hilser Jord: ,,Guds Fred!
Du, Dæmrings Stund,
drag Mindets Skat
af Hjærtets Grund
før Søvnens Nat;
lad – som Stjærner smaa
hist paa Himlens Blaa –
Minderne gaa
af Sjælens Vraa.
Nu de storme frem
i en talløs Rad;
Tanken følger dem
Vemodsfuld og glad.
I den Rigdoms Hær
staar med gyldent Skjær
tydelig hver
mit Hjærte vandt saa kjær.
Til Takkesang
og Vemodssuk
jeg føler Trang
ved Skatten smuk.
Aldrig dør den hen!
- I, som gav mig den,
tager igjen
min Tak som Ven!”
Karen trykkede skjult hans Haand, de gamle smilede ham i Møde, og han dulgte den fugtige Glans i sine Øjne ved at bøje sig over Smaapigerne og trykke et Kys paa hvers Læber.
,,Nu Bedstefader!” raabte lille Jørgen, Gaardens Arveprins.
,,Ja, nu Bedstefader!” istæmte Hans.
,, Jeg ! Hvad skal jeg?” spurgte den gamle.
,,Du skal synge for dine Ryttere, ligesom Fader for sine”, fordrede de smaa.
,,Nu vel, saa skal I faa en gammel Sang; men pas da godt paa den”, svarede Jørgen Skytte sang en gammel, velkjendt Sang, som han dog læmpede lidt efter de for Haanden værende Forhold:
,,Nu synker Solen smukt i Vest
og maler Himlen rød.
To raske Gutter højt til Hest
her ride paa mit Skjød
i Aftensolens Glød.
De klare Øjne til mig le,
og Kinden rødmer sund,
mens Fader, Moder til os se
med Glædessmil om Mund.
Lig jer sad jeg som lille Pog
paa Bedstefaders Knæ
og ridderstolt om Verden drog
i skyggefulde Læ
af gamle Abildtræ.
Hans Haar var graat, som mit er nu,
hans Øjne ømhedsfuldt;
han saa til mig med kjærlig Hu
og signede mig huldt.
Velsignelsen mig fulgte tro
fra glade Barndoms Aar;
lyksalig i min stille Bo
jeg mindes Livets Kaar
og trygt mod Graven gaar.
Som han mig signed`, signer jeg
nu glad jer Datterbørn.
Følg tro mit Ord, og Livets Vej
Skal miste Torn og Tjørn.
Af ganske Hjærte elsker Gud,
der skjænker Dagen blid;
sæt Lid til ham og hold hans Bud,
selv ved den mindste Id
med fast, urokket Flid.
Hav selv den mindste Skabning kjær
og Kjærlighed den vis;
og hver en Dag, han skjænker jer,
lad synge højt hans Pris.
Da vorder eders Hjærte glad
Hver Dag, I faa at se;
Da følger Lykken Rad i Rad,
og svinder Verdens Ve
som lette Foraarssne.
Da vandre I med Hjærtefred
mod eders sene Grav;
da mindes I med Kjærlighed
af dem, jer Herre gav”.
De Blik, som hvilede paa den gamle Sanger, vidnede om Sandheden af de sidste to Liniers Løfte, saa trofast kjærlige vare de. Men fra den anden Side af den duftende Rosenhæk hvilede et glad Blik paa hele Gruppen; det var Præstens. Det var ikke Hr. Groos, han var død inden et Aar efter, at Søren Bov havde skriftet for ham; ej heller hans nærmeste Efterfølger, Hr. Ambrosius Buch, der kun fulgte ham et Aar og saa døde; nej, det var Hr. Kristian Henrik Biering, der havde viet Povl og Karen og nu snart i ti Aar været deres gode Nabo. Han glædede sig over den huslige Lykke han saa, gik saa ind til sin egen, nygjenfødte huslige Arne og skrev en ny Sang, som Falsters Bønder kunde synge og mindes med hans mange andre.
En Time senere søgte Povl og Karen deres Hvilested. Da Povl forinden saa ud og op mod Himmelen, traf hans Blik Maanen, og underlig vemodige Følelser trængte ind paa ham; sælsomme, halvt udviskede Drømme og gamle, bortgjemte Tanker. Var det Anes Længselsblik, der paa den blanke Skive søgte Stævnemøde med hans, som tryllede dem frem? Hvo ved!
Næste Formiddag gav Povl sig da til den længste Udflugt, han skulde foretage sig, siden han var kommen til Jørgen Skytte, tog ud paa Næsset og derfra med Baad over til Bogø. Den første, han traf her, var gamle Anders Olsen, der dog ikke gjenkendte ham; de lagde Vejen sammen til Østerskoven, da Anders hørte Povls Ærinde og mente, han der netop i Dag kunde finde det Gavntræ, han søgte. Povl havde ogsaa uden Anders Olsens Raad søgt først til Østerskoven, men han var helst gaaet ene did; der var paakommet hans Sjæl en Trang til endnu en Gang at dvæle ene der, hvor Hjærtet havde glødet i Ungdomskjærlighedens Lykke.
Kun langsomt kom Snakken i Gang mellem de to Mænd, men just som de traadte ind i Skoven vare de dog kommen saa vidt i den, at Anders fortalte Povl, hans Søn Ole siden Februar havde været trolovet med Rasmus Kjelings Dorthe, der rigtignok var ni Aar ældre end han, og at de unge om en Maaned skulde have Bryllup og overtage Kjelingegaarden.
,,Det lader jo godt nok”, tilføjede han, ,,men er dog ikke fuldt godt; for de skulle ikke svare den gamle lidt og saa naturligvis forsørge Ane paa Gaarden”.
,,Ane!” udbrød Povl og standsede. ,,Hun er jo gift til Møn for tolv Aar siden”.
,,Nej, det blev ikke til noget for hende, Stakkelen”, forklarede Anders; ,,og nu tosser hun ene om. Især siden Moderen for ti Aar siden døde. Hun gaar altid her i Skoven og kigger ud efter Kjæresten; det var Niels Galle, skal jeg sige dig, eller Niels Klov, som han den Gang hed, og hun tror, han er sejlet bort og en skjønne Dag kommer her og henter hende. Saadan blev hun paa Niels og Karen Galles Bryllupsdag i Juni 58 og har været det siden”.
Povl blegnede og vaklede, men Anders mærkede det ikke; han saa sine Bymænd i fuldt Arbejde i Skovens Sydkant og ilede did.
Povl lænede sig til det nærmeste Træ; det varede længe, før han fattede sig, hvor længe vidste han ikke. Han vaagnede op ved, at en sælsom hvid Skikkelse pludselig stod for ham med et rasende, opbragt Aasyn.
,,Skal du maaske have fat i det Træ?” skreg Skikkelsen. ,,Vov at fælde det! Vov det, og jeg knuser dig!”
Det var Ane. Med Forfærdelse gjenkjendte Povl hende.
,,Hør, hvor de hugger!” vedblev hun. ,,De vove at rydde min Skov. Hvor skal han finde mig, naar den er ryddet? De Umennesker! Han tror, den staar”.
,,Ane!” fik han fremstammet.
,,Ja, vov du at hugge med; jeg hugger dig ned”, truede hun.
,,Ak, kjender du mig ikke; jeg er jo Povl”, sukkede han.
,,Hys!” sagde Pigen og saa sig spejdende om. ,,Hvem har sagt dig det Navn? Nævn det aldrig; de maa ikke vide det”.
,,Men det er jo mig selv; jeg er jo Povl”, gjentog han.
,,Du!” udbrød hun og betragtede ham nøjere. ,,Du! Nej; men – jo - ; det er jo Povls Øjne, du har. Du er ikke Povl og dog Povl; min Povl; ja, min Povl!” Hun greb ham heftigt i Armen, og Øjnene straalede. ,,Endelig kom du da, og vi skulle være et; men hvor du tøvede længe, og du staar saa fremmed. Min Povl!” Hun kastede sig om hans Hals.
,,Nej, jeg kan ikke blive din nu”, stammede han, og Taarene fyldte hans Øjne, medens han læmpeligt, men bestemt løsnede hendes Hænder og frigjorde sig for hendes Arme. ,,Jeg er nu en andens og hører andet Steds hjemme. Men hos Herren mødes vi igjen, der, hvor man ikke tager til Ægte, men hvor al Kjærlighed mødes ren og uden Brøde med Kjærlighed i Sjælens Omfavnelse. Til da Farvel og paa inderligste Gjensyn, Ane! Og Herren styrke dig!”
Han slog Hænderne for Ansigtet og vendte sig fra hende, vaklede et Par Skridt frem, drog Vejret dybt og samlede sig; saa hastede han af sted og forsvandt mellem Skovens Stammer.
Ane stod i første Øjeblik som forstenet; endelig samlede hun sig.
,,Povl! Povl!” raabte hun og strakte Haanden ud efter ham. Han hørte og saa intet. Hun sank sammen paa Stedet, græd rystende og længe, for saa op og til Hjemmet. Hun var i fuldstændigt Vanvid.
,,Jeg mødte hans Skygge; jeg mødte hans Aand der ude i Skoven”, sagde hun til Dorthe. ,,Det var hans Øjne. Men han havde nu et andet Hjem, sagde han, og først hos Herren vilde vi mødes. Ak, saa er hans Hjem da ikke her paa Jorden!”
,,Hvem?” spurgte Dorthe.
,,Ham! Ham!” svarede Ane heftigt og tilføjede som i Vrede: ,,Han vilde ikke modtage min Haand! Aldrig skal jeg nu byde noget Menneske den!”
Natten, de følgende Nætter og Dage med, laa hun i Vildelse og som i Raseri, uagtet Legemet ikke havde Spor af Sygdom. Da hun atter stod op og gik til Skoven, vare næsten alle Egetræerne i den sydlige Del af denne fældede, men hun gik der som før og syntes at havde glemt sit sidste Møde med Povl, kun at hun fra den Dag af aldrig rakte noget Menneske Haanden.
Da Povl ilede fra Skoven, søgte han strax Baaden. Han tænkte ikke mere paa Gavntræet. Alt aabenbarede han for Karen, og trofast stræbte hun at hjælpe ham over det. Den gamle Ro og Lykke kom nogenlunde igjen, var der end blandet mere Vemod i; femten Aar til nød han den, saa tog Graven ham i sin Favn.
_____________________________________
Kapitel XVIII:
Som Anders Olsen havde meddelt Povl, at det var Bestemmelsen, blev hans Søn Ole Andersen viet til Anes Søster den 29de Juli 1770 og tiltraadte Gaarden; men dette fremkaldte ikke synderlige Forandringer paa denne, i det mindste ikke i de første Aar. Gamle Rasmus Kjeling vedblev at holde fast i Styret, og Dorthe havde ogsaa Overherredømmet over sin Mand, der jo var ni Aar yngre og tilmed brystsvag. For Ane blev alt ved det gamle. 29de Maj næste Aar fik Dorthe en Søn, som kaldtes Hans og var rask og rørig, og nu syntes det, som om den unge Fader følte sig mere berettiget til at raade med. Dette smagte ikke ret gamle Rasmus; han kunde ikke undvære at kommandere og skjælde og valgte nu at gjøre Ane til Gjenstand for sin Trang.
Ane havde hidtil af alle faaet Lov til at skjøtte sig selv og gjøre og lade, som hun vilde; hun skyede Samliv med Mennesker og kastede al sin Interesse paa Dyrene, passede dem, Høns og Gjæs som Køer og Faar, og søgte deres Selskab. Til dem og med sig selv eller Povl og Moderen talte hun ofte, med de omgivende Mennesker sjælden; dog viste hun ogsaa varm Interesse for det lille Barn. Naar Faderen nu fandt paa at komme til hende med sin Skjælden og Kommanderen, saa hun koldt paa ham, sagde kun ved sig selv; ,,Den forbandede!” og gjorde, som hun lystede trods hans Ord. Han blev dristigere og værre mod hende.
To Aar efter – 28de Maj 1773 – fik Dorthe en Datter, der kaldtes Johanne. Da Barnet var et Par Maaneder gammelt tog Ane det en Dag aldeles nøgent paa Skjødet, medens Dorthe et Øjeblik maatte gaa ud, og saa, at dets ene Hofte havde en Skjævhed; det var vanført.
,,Forbandelsen!” sagde Ane højt. ,,Se, der kommer Faders Forbandelse i andet Led og vil gaa over i tredje”.
Rasmus Kjeling var traadt ind ad Døren og hørte Ordene. Forskrækket ilede han frem, tog Barnet fra Anes Skjød og bar det hen til Vinduet; han saa snart Fejlen og blegnede. Ane rejste sig tavs og gik ud, men var fra den Dag af ligegyldig mod den lille Johanne. I den nærmeste Tid lod Rasmus hende i Fred, saa begyndte det gamle Gnaveri igjen.
Knapt to Aar gik, saa fik Dorthe atter en Datter, der kaldtes Ellen og var vanfør som den første, og nu syntes Græmmelsen at tage Overhaand hos Rasmus Kjeling og tæmme ham helt. Han veg til Side for Ane, hvor han saa hende, og forlod ganske Gaarden, tog som Indsidder ind i et Hus fjærnt fra den og fjærnt fra Anes vante Veje. Samlivet i Gaarden vandt derved, og Velsignelsen syntes at komme til Huse og give sig tydelig tilkjende, da Dorthe 5te April 1778 fødte sin tredje Datter, der var sund og velskabt og døbtes Margrethe.
,,Det er Moders Barn”, sagde Ane. ,,Moders Velsignelse, de gudfrygtiges Løn, vil nok følge det i tusind Led”.
Rasmus Kjeling vovede næppe at komme og se den lille; men da han fandt hende saa velskabt kom han oftere, og da hun løb rask omkring, talte han om at flytte tilbage til Gaarden; men han kunde ikke lide, at Ane gav sig saa meget af med Barnet, der ret var hendes Yngling, for hvem hun sang alle sine Salmer og Sange. Da fødte Dorthe i Pintsen 1780 sin sidste Datter, Lucie, vandfør som de første to, og Bedstefaderen stod som tilintetgjort, vendte Gaarden Ryggen og satte aldrig oftere sin fod i den. Nu troede han selv paa Forbandelsen, følte den tynge haardt paa sig og troede, at enhver kunde læse den i hans aasyn som et Kainsmærke, ligesom Ane havde læst den der; han blev aldeles menneskesky, bar et brændende Helved i sig og visnede aldeles hen, til han endelig Mikkelsdag 1782 drog sit sidste Suk i Kvalt Ensomhed, Forladthed. Dorthe og Ole søgte hen til ham, saa snart de fra Husejeren fik Bud om, at han laa syg, men da de kom, var han alt død.
Ane havde aldrig nogen eneste Søndag forsømt at besøge Kirken, og kom hun nu end ikke hver Dag til Moderens Grav, pyntede hun den dog hver Søndag med friske Blomster eller med Grønt, naar Aarstiden ikke gav Blomst. Da hun efter Faderens Jordefærd første Gang besøgte Kirkegaarden, nøjedes hun ikke med sin vante Syslen ved Moderens Grav, men gav sig ogsaa i Færd med Faderens, dog paa en anden Vis. Hun trampede den aldeles fladt ud, dængede den til med Ukrudt, spyttede paa den og tilsølede den med det værste Skarn, alt medens hun mumlede: ,,Forbandet! Forbandet i al Evighed!” Sammen Scene gjentog sig alle Aar, hver eneste Gang hun kom paa Kirkegaarden.
Et halvt Aar efter Faderens Død blev Ane Øreviden til en Samtale mellem Præsten og Dorthe om hende selv, og hun optog den paa en Maade, som aldeles svarede til hendes stive Karakter.
Præsten var ikke den milde Hr. Mathias Bloch; han havde taget Afsked 1765 og var fire Aar senere død hos sine Stubbekjøbing gifte Døtre. Efter ham fulgte Præsterne Stistrup og Rasmus, der begge, ligesom Bloch, havde omfattet Ane med Interesse og Mildhed, erindrede sig, at hun havde været Redskabet til at frelse deres Formands Liv; derhos havde de været glade ved hendes stadige Kirkegang, og havde aldrig næret Betænkelighed ved at tage hende til Alters de reglementerede to Gange om Aaret. Nu 1783 kom Præsten Kristen Wolf; han var fremmed for Anes Fortid, dømte hende alene efter hendes forargelige Adfærd ved Faderens Grav og erklærede en Dag paa Kirkegaarden for Dorthe, medens Ane var i Nærheden, at han nærede store Betænkeligheder ved at tildele hende Nadveren næste Søndag, som det var paatænkt. Da Ane havde hørt saa meget, rejste hun sig fra Moderens Grav og stillede sig stiv og rank for Præsten.
,,Er du Gud?” spurgte hun barsk.
,,Nej, men jeg er hans Tjæner, hvem han byder sige dig: Naar du ofrer din Gave paa Alteret og kommer i Hu, at din Broder har noget imod dig, saa lad din Gave blive der for Alteret og gak hen og forlig dig først med din Broder, kom saa atter til Herrens Alter og bring dit Offer”, svarede Hr. Wolf alvorlig, ,,men ikke før”, tilføjede han.
,,Du vil tage Naadens Solblik fra mig!” udbrød Ane. ,,Vil du ikke ogsaa forbyde Herren at lade sin Sol hist oppe skinne paa mig! Min Gud er i mit stille Kammer, lige saa levende og nærværende som i din Kirke; der skal jeg finde ham, Præst! Uden dig, og aldrig skal jeg søge din Gud ham, du er Herre over og ikke Tjæner for”.
Med et koldt Blik vendte hun ham Ryggen og holdt Ord. Hun traadte aldrig oftere over Kirkens Tærskel, men naar Søndagen kom, og hun under Klokkeringningen havde behandlet Forældrenes Grave paa den sædvanlige dobbelte Vis, gik hun hjem til sit lille Kammer, udsmykkede det paa bedste Maade med Blomster og Grønt og brogede Sten og sang Salmer af den Kingo Salmebog med Tillæg, efter hvilken hun havde sunget for Moderen.
1ste Marts 1792 døde Ole Andersen af sin Brystsyge, og 18de September 1795 giftede Sønnen Hans sig med Lars Mogensens Datter Kirstine og forlod Gaarden for at overtage Svigerfaderens, saa nu sad Dorthe ene tilbage med den sindsyge Søster og fire Døtre, af hvilke de tre vare vanføre, samt med en fremmed Karl og en Husmand til sin Hjælp. Dette synes at havde forøget Anes Higen efter Povls snarlige Hjemkomst, og hun besluttede at gjøre, hvad hun kunde for at kalde ham til sig og Gaarden. Hun tog en Del hvide Sten frem af den store Bunke, der i Aarenes Løb var voxet op i hendes Seng, gned dem en for en glatte, ja helt blanke, medens hun stadig fortalte disse ;;Breve”, hvad de skulde mælde Povl fra hende; saa sejlede hun over til Stubbekjøbing for at opsøge den Kjøbnand, der havde været Povls Ven, men hvis Navn hun havde glemt. Hun gik ind i hver Kjøbmandsbod og bød dem en Sten.
,,Kjender De ikke nok ham?” spurgte hun, og om de end ikke syntes at forstaa hendes Mening, vedblev hun dog: ,,De kjendte ham nok, og vil De nu sende ham dette Brev snarest mulig fra mig; men pas godt paa det, for det er noget kostbart, og jeg skiller mig ikke ved det, naar De ikke vil svare mig til det”.
Folkene havde deres Morskab af den sælsomme hvide Skikkelse, men vare venlige mod hende, snakkede hende efter Munden og modtoge hendes Sten, som de troede, hun vilde sælge dem, og derfor betalte med Kobbermønter. Paa Gaderne vakte hun stor Opsigt, og da hun kom over Torvet og fik Lyst til at komme op i det ny, høje Kirketaarn, blev det hende villigt tilladt. Oven paa selve Stentaarnet var rejst et mægtigt, højt, firkantet og lygteformigt Træspir eller øverste Taarn med en mageløs vid Udsigt ud over hele Nordfalster, Sydsjælland, Møn og mellemliggende Øer og langt ud i Østersøen, hvor det var et vigtigt Sømærke, og her dvælede Ane næsten en hel Time og spejdede ud efter Povl, men forgjæves. Hun lod det ikke blive ved det første Besøg i Stubbekjøbing, men gjentog det nogle Gange i de følgende Aar, til hun havde tabt Nyhedens Interesse, og Kjøbmændene ikke mere vilde modtage hendes Brevskaber; saa opgav hun Forsøgene og blev hjemme. Hertil bidrog ogsaa, at inden Mortensdag 1800 kom en ny Mand paa Gaarden, idet Anes Yngling Margrethe, ,,Moders Barn”, som hun kaldte hende, giftede sig med Peter Hansen, der nu fik Tilnavnet Kjeling.
Sex Aar gik nu hen uden nogen særlig Begivenhed i Anes Liv eller Forandring af hendes Sindsstemning, kun, at Dorthe døde 1803 og begravedes St. Hansdag, og der atter kom nogle Smaabørn til Gaarde, som hun kunde sysle lidt med, hvad hun gjærne vilde. Hans Olsen havde vel 1799 faaet sin første Søn, Ole, som Faster Margrethe holdt over Daaben, men denne lille Fyr mærkede Ane intet til, saa lidt som til hans følgende to Brødre og tre Søstre, da de jo vare paa en anden Gaard. Men Avgust 1801 fik Margrethe sin første Søn, 1803 en Datter og 1805 atter en Søn paa Kjelinggaarden, og disse Smaabørn bleve Solglimt i Anes ensformige Liv. Margrethes tre vanføre Søstre haltede om i Gaarden som sædvanlig, og det var en gammel Aftale, at ingen af dem maatte gifte sig; men denne Aftale smagte dem ikke, og Johanne brød den. Hun giftede sig i Juli 1806 med Peder Larsen Mogensen, hendes Broders Svoger, og næste Aar foretoges en Omordning, der havde en uheldig Indflydelse paa Anes Sind.
Udskiftningen af Øen var gjennemført; nu gik man over til Udstykning. Kjelinggaarden havde faaet sin Part udvist paa Øens vestlige Ende, og da der nu blev to Par Ægtefolk paa Gaarden, besluttede de at flytte den ud paa Jorden og samtidig dele den. Dette skete da 1807, og den Mængde Indkvartering, de havde i Anledningen af Krigsforholdene, var dem til megen Nytte ved Arbejdet. Gaarden blev til to Halvgaarde; den, Margrethe og Peter Hansen fik, beholdt Navnet: Kjelinggaarden, medens Johannes og Peter Larsens blev kaldt ,,Bondegaarden”. Men Ane! Hvad blev hendes Part? Intet! Og dette oprørte hende. Hun var Gaardens ældste Datter; hun og hendes Povl burde have den hel og holden og aldrig nogen anden; og nu delte de og spredte for alle Vinde det, som efter begge Forældre og Dorthes Død var hendes, ene og alene hendes, og hvormed hun skulde modtage Povl. Saaledes var Anes Opfattelse af denne Ordning, og Bitterheden i hendes Sind kaldte en Djævel til Huse der, som aldrig havde været der før. Det var Begjærlighedens, Gjerrighedens, Misundelsens onde Aand, der stærkere og stærkere tog Magten og gjennem hendes følgende Dage jog efterhaanden alle blide og gavmilde Aander paa Flugten. Denne hendes Livs anden Forurettelse synes hende oprørende som den første og gjorde hende bitter mod næsten alle. Indtil denne Tid havde hun kun været begjærlig efter at samle de Skatte, hun mente, Povl sendte hende, og Stenbunken dækkede Gulvet under hendes Seng op til Bunden og dækkede Bunden lige op til Sengekanten; hun taalte ikke, at nogen tog en eneste, medens hun dog nok kunde laane dem ud i opvarmet Stand til de blandt hendes kjære, der var syge, saaledes til Dorthe i hendes Tid og til Smaabørnene. Men alt andet havde hun før med Glæde set blive delt med de trængende, der kom til Gaarde, og havde med Fornøjelse set Gjæster nyde alt, hvad Huset formaaede at sætte paa Bordet; nu blev det modsat. Hver Travl eller Traad, hvert Gryn eller Korn, hver Krumme Brød eller Draabe Mælk, som blev givet en fattig eller budet en Gjæst, vrededes hun over, da hun fuldt og fast mente, at det alt var hendes og kun hendes, som de andre nu saaledes egenraadig skaltede og valtede med, og at de nu vilde bringe det til, at hun maatte staa som en fattig Pige, naar Povl en Gang kom rig og mægtig hjem for at hente hende og sine umaadelige, her i hendes Seng opsamlede Skatte. Hun fo`r oprørt om i denne Tid, klagede sin Nød for Povl ved Stranden og for Moderen ved dennes Grav, og Tankerne sloge saaledes Klik for hende, at hun ikke længere kunde fastholde den rette Tidsregning. Søndagen gled for hende over paa Lørdage, hvilken nu blev hendes Helligdag, som hun højtideligholdt med huslig Gudstjæneste i sit Kammer.
Ved Gaardens Deling blev det afgjort, at Ane skulle have sit Ophold hos Johanne paa Bondegaarden, og her indrettedes et Kammet til hende ved Siden af Stuen; dette vilde hun dog ikke have, men tilegnede sig derimod Karlekammeret ved Stalden i Udhuset og flyttede sin Stenskat did. Johanne var god og kjærlig mod hende og fik listet et Par Dyner lagt over de nøgne Sten.
,,De skulle ligge der, ikke for din Skyld, nej, men for at holde paa dine Skatte, at de ikke rulle ned”, forgav Johanne for hende, ,,og for at Skarnsmennesker, om de nu her ude, hvor vi bo ene paa aaben Mark, vilde trænge ind hos os og røve, ikke lige strax skulle opdage dine Herligheder og Skatte og tage dem, men tro, dette er en almindelig fattig Seng”.
Saa fandt Ane sig i det, og som hun nu gik højere op i Alderdommen, fandt hun det ganske behageligt at krybe ind mellem Dynerne, naar hun om Aftenen havde afført sig sit sælsomme, eneste Klædningsstykke og stod der aldeles blottet; men saaledes havde hun hidtil ligget hver Nat paa de bare Sten, Vinter som Sommer i det kolde Kammer.
Ane yndede ikke Johanne, trods hendes Omhu, yndede ingen af de tre vanføre. ,,Den forbandedes Børn!” mumlede hun altid, naar de kom hende for øje. Derimod vandt Johannes Husbond, Peder Larsen, hendes Yndest. Hun fandt, at han var nogenlunde sparsommelig og paaholden og holdt godt sammen paa Tingene ved Gaarden.
,,Det er ret”; sagde hun og klappede ham, der var mindre end hende selv, paa Skulderen; ,,du vil nok hjælpe mig med at holde alt samlet, til han kommer for at overtage det hele. Han kommer nok snart”.
,,Han? Hvilken han?” spurgte Peder Larsen; ,,jeg har vel overtaget det, og der skal vel ingen anden til det. Enhver maa vel tro, at jeg er den virkelige”.
,,Ja, ja, ja!” smilede Ane til ham. ,,Enhver skal tro, at du er den virkelige! Ja vist saa! Du skal være min lille Niels, det skal du”.
Saa kaldte hun ham fra den Dag ,,Lille Niels” og aldrig andet. Han stod for hende, som dækkede han Povl for Omgivelsernes Tanke, ligesom Niels Klov havde gjort det i hine Dage.
Samme Aar, Udflytningen fandt Sted, fødte Johanne sin første Datter, der var vanføre lige som Moderen. ,,Den forbandedes Barn!” mumlede Ane og vilde ikke have noget med den lille at bestille. Næste Aar fik Johanne en dødfødt lille Pige, og atter Aaret efter en Datter, vanfør som den første. ,,Forbandelsen! Forbandelsen indtil tredje Led!” sagde Ane.
Margrethe fødte ogsaa i Udflytningsaaret en Datter, Ane Dorthea, velskabt som hendes tre Søskende, og denne blev særlig Anes Yndling, som hun glædedes ved at se, saa ofte det lod sig gjøre. ,,Moders Barn! Velsignelsens Datter!” hviskede hun over det i Vuggen. ,,Velsignelse i tusind Led!”
I Avgust 1809 døde Anes eneste Søstersøn, og allerede den følgende Maaned var Enken gift paa ny med en Karl fra Møn; nu kom Ane ikke mere i Berøring med denne Gren af Familien. Hendes yngste Søsterdatter Lucie døde 4de Oktober 1813; hun var ugift som Ellen, meget mod sin Vilje, og da hun aldrig skulde høre Musikken ledsage hendes Brudetog til Kirken, havde hun forlangt, at hendes Ligtog skulde føres til Kirkegaarden med Musik i Spidsen; saaledes skete det ogsaa. Hun bares til Graven under Violinspil, uden at Præsten vidste det og Degnen lige saa lidt. Ved Begravelsesgildet var ogsaa Ane og hørte der Anders Kat spotte over den Bestemmelse, at de stakkels vanføre Piger ikke maatte gifte sig, naar de nu gjærne vilde; det kunde aldrig skade, mente han.
,,Tror du ikke?” sagde Ane og saa underligt paa ham. ,,Er du ikke bange for, at Forbandelsen kan gaa over paa dig”.
Anders Kat blev underlig til Mode; han giftede sig senere og fik to vanføre Børn. Øens Folk henførte dette til hans spottende Udtagelser og den hvide Piges Ord, men mere kyndige Folk søgte Grunden i, at der var for nært Slægtskab mellem ham og den, han fik til Hustru.
Maanedsdagen efter Lucie døde Johannes Mand, Anes ,,Lille Niels”, af Pleuris, og nu giftede Johanne sig med Rasmus Kristensen fra Nyby, der hidtil havde været Matros, men fremtidig førte Navnet Rasmus Bonde. Ane saa strax lidt skjævt til ham, men han var godmodig og mild mod hende som mod alle, gik ind paa hendes Tankesæt og vandt snart fuldstændigt hendes Yndest. Hun sagde da til ham, som til hans Forgænger, at han skulde være hendes Niels; men ham maatte hun kalde ,,Store Niels”, da han var en ualmindelig stor; og kraftig udviklet Mand.
Med Rasmus Bonde fik Johanne fire Børn, der alle vare vanføre og døde som smaa; Ane brød sig heller ikke om disse Smaabørn i deres korte Levetid. Derimod havde Margrethe 1810 paa Nabogaarden faaet sit sidste Barn, Maren Kirstine, og Ane var aldrig gladere, end naar denne lille ved den tre Aar ældre Ane Dortheas Haand kom hende for Øje.
,,Moders Børn; Velsignelsens Børn!” sagde hun da sagte ved sig selv, ,,Herren lade eder leve længe i Landet!”
I øvrigt gik hendes Liv sin sædvanlige, stille Gang, og hun maatte, da hun nærmede sig Ottetierne, ophøre med de daglige Udflugter til Skoven og Stranden, hvortil Vejen ogsaa var bleven omtrent dobbel saa lang ved Udflytningen. Besøgene paa Kirkegaarden indskrænkedes ligeledes til en Gang ugentlig, og dette blev hver Fredag, der efter ,,Lille Niels” Død var blevet Anes Søn- eller Helligdag; da fik Gravene, endnu efter at hun var otteti Aar gammel, deres dobbelartede Behandling, inden hun holdt sin huslige Andagt i sit udsmykkede Kammer. Hun talte nu næsten intet, undtagen til ,,Store Niels” og de Børn, hun yndede, men næsten stadig sang hun sagte, sang de gamle Salmer, hun kjendte saa godt fra Kingos Salmebog.
_____________________________________
Stort tak til Ejler Svan for at have udlånt bogen, så den kan komme til fleres bekendtskab.
HEA |