2 nominerede fra Bogø til Årets Idrætspriser

Af Martin Graff Jørgensen , Bogø Portalen
6. april 2018 13:19


Lars Lejre er nomineret til prisen som årets idrætsleder/ildsjæl
Lars Lejre er nomineret til prisen som årets idrætsleder/ildsjæl og Bogø IF er blevet nomineret som årets forening.
Lars er en person kendt af langt de fleste mennesker på øen, enten for hans lækre spegepølser, som underviser på skolen eller for hans enorme arbejdsindsats for Bogø IF – Volley. I denne omgang er Lars blevet nomineret for det sidste af de tre. Lars har igennem 45 år været aktiv i Bogø IF, både som spiller og som træner/leder, og det er for hans indsats som træner/leder, at man nu ønsker at anerkende hans enorme indsats. Lars har været et centralt element i adskillige årtier i Bogø IF- Volley, og alle ungdomsspillere der har været i klubben i nyere tid, ved hvor stor betydning Lars har for klubben, og har haft det gennem de sidste mange år.

Alt hans arbejde i hallen og hans tid brugt derhjemme på at planlægge og koordinere stævner, både på øen og de stævner klubben har deltaget i uden for øen, fortjener at blive anerkendt. Denne pris er kun en lille del af den ros Lars fortjener, men man skal jo starte et sted.

Bogø IF er nomineret som årets forening, på baggrund af den udvikling som foreningen er begyndt på det sidste års tid, hvor man har sat et nyt fokus på at udvikle foreningen, fra at være en klassisk idrætsforening (i øvrigt en fantastisk velfungerende og enormt imponerende idrætsforening), til at være en forening der skal favne alle øens beboere i et fællesskab, hvor der skal være plads til alle og mulighed for alle til at være del af et aktivt fællesskab på vores ø.

Bogø IF fortjener at modtage prisen som årets forening, ikke bare fordi der hele tiden er nye udviklinger i foreningen, men fordi den har fungeret som et samlingspunkt igennem årtier for beboerne, der både har sikret en mere aktiv livsstil og en kontinuerlig udvikling af vores ø, noget som prisen som årets forening, forhåbentlig kan være med til at sætte endnu mere skub i.

Hvis man ønsker at deltage i prisuddelingen, for at vise sin opbakning til Lars og Bogø IF, er det muligt at købe en spisebillet her, og på den måde reservere plads til prisuddelingen: dgihusetpanteren.halbooking.dk

Indstilling af Lars Lejre til årets idrætsleder/ildsjæl

I sportslige sammenhænge er der en lang og stolt tradition for volleyball på Bogø. En tradition der startede adskillige årtier tilbage, som er blevet opretholdt gennem enorme mængder af frivilligt arbejde og tusindvis af timer brugt i hallerne rundt omkring i landet. I 1970’erne år blev Lars Lejre en del af denne tradition, og har lige siden været en del af traditionen.

Lars’ engagement i klubben har altid haft et alt overvejende fokus på de unge, selvom han også havde sin egen personlige storhedstid med volley på højt niveau i en årrække med det lokale hold. Lars har træner utallige af årgange fra de skulle lære at gribe bolden og frem til at de skulle begynde at lære at spille senior volley.

Med udgangspunkt i en åben og imødekommende tilgang til volleyball og sine spillere, har Lars altid formået at skabe et nærmest perfekt træningsmiljø, både for dem der rigtig gerne ville vinde, og for dem der bare rigtig gerne ville være med. Der har altid været plads til alle, lige meget hvorfor de gerne ville spille volley, og alle har altid følt sig velkommen til en træning med Lars.

Lars tilgang til træningerne, der er kendetegnet ved en enorm forståelse for volleyball og en pædagogisk tilgang der skal sikre at alle er glade og føler sig velkommen, har før givet anerkendelse udenfor Bogø, da han tilbage i starten af 00’erne blev kåret som årets ungdomstræner af Dansk Volleyball Forbund.

Udover sit enorme engagement i Bogø IF – Volley, der har budt på et utal af træningstimer, kørselstimer og planlægningstimer i forhold til træninger og stævner, har Lars også formået at gøre en forskel i forbindelsen mellem skole og fritid, gennem sit virke som lærer på Bogø Kostskole.

Denne forbindelse har blandt andet betydet, at man altid kunne regne med at Bogø var klar når der skulle arrangeres skolevolley, når der skulle findes nye spillere blandt eleverne på skolen og når spillet skulle introduceres for nye.

Lars har igennem rigtig mange år bidraget på en helt utrolig måde til volleyklubben på Bogø, udover de mange timer brugt med de unge i hallen, er der også blevet brugt utallige timer udenfor hallen, både som bestyrelsesmedlem, stævnearrangør, chauffør og meget mere. Lars har gennem denne enorme indsats udviklet sig til et synonym med volleyball på Bogø.

Lars har brugt en rigtig stor del af sit liv, for at andre kunne nyde volleyball. Dette har han gjort med en stor kærlighed til spillet, til de unge mennesker der er kommet år efter år, og har glædet sig til hans træninger og med ideen om, at alle der ville, skulle have lov til at kunne.

Lars har udtrykt, at han efter dette lange engagement i klubben, gerne vil gå på ”volley pension”. Dette synes vi fortjener en anerkendelse, da han er personificeringen af frivilligt arbejde, har udvist et enormt engagement i over 40 år og været et bærende element i, at Bogø anerkendes bredt i volleyball kredse, for sit utrættelige arbejde med de unge på øen.

Indstilling af Bogø IF som årets Idrætsforening

Bogø IF (BIF) har igennem de seneste mange årtier været kendetegnet ved stærk samhørighed, kontinuerlig udvikling og ikke mindst dygtige og engagerede frivillige i alle dele af foreningen. BIF organiserer en lang række af aktiviteter, for medlemmer i alle aldre, her i blandt volleyball, petanque, bridge, badminton, fodbold og mange flere. Aktiviteterne har det gennemgående kendetegn, at de udelukkende er drevet af frivillige kræfter, der samtidig formår at levere en god og stabil indsats i alle kroge af BIF.

BIF er ikke en forening der har til formål at sikre pokaler og mesterskaber, men er derimod en forening, hvor at det centrale omdrejningspunkt er det sociale aspekt. Ønsket om at alle har muligheden for en aktiv livsstil, og at møde andre i sociale og sportslige sammenhænge, er de centrale retningslinjer for BIF.

BIF har altid haft en bred aldersmæssig repræsentation hos sine medlemmer, men samtidig også altid haft et specielt fokus på tilbudene til de unge, der går i skole og lever på øen. Dette skal ikke bare være med til at sikre en fritidsaktivitet for de unge, men også være med til at introducere dem til lokalsamfundet, det demokratiske foreningsliv og at fremme en sundere livsstil.

BIF har fortjent at blive udnævnt som årets idrætsforening, fordi at den igennem en årrække har opretholdt en bred vifte af idrætstilbud til øens unge, ældre og alle dem midt i mellem, fordi det er en forening hvor det vigtigste er at alle kan være med, og at alle har det sjovt, og fordi at den står som et glimrende eksempel på, hvor langt man kan nå i de små lokalsamfund med frivilligt arbejde og viljen til at yde en indsats for andre.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.