Skåningen bliver færgehavn i 2021

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
7. december 2018 16:22


Her bygges det nye færgeleje hvor "Røret" skal lægge til. Foto: Heinrich Dick-Nielsen
I bestræbelsen på at gøre fangeøen Lindholm - også kaldet for "Dancatraz" - så håbløs som mulig, nedlægges færgeruten til Kalvehave i 2021 og i stedet vil Postbåden "Røret" blive indsat og gå i 2 daglige rutefarter imellem "Dancatraz" og Skåningen, fremgår det af et hidtil hemmeligholdt notat fra interneringskontoret under integrationsministeriet.
Notatet der går under kodenavnet ”Utålelighedsnotatet” er kommet i Alverdens Nyheders besiddelse, men kontorchef Leif Sylvaner i Interneringskontoret vil ikke kommentere det – men det vil Dansk Folkepartis Rene Christensen gerne. Han betegner notatet som ikke mindre end ” et fremragende embedsarbejde” som han sammen med Heino Hahn fra Vordingborg Kommunalbestyrelse har gennemlæst og fejret over et stykke med ribbenssteg og en dåsebajer fra Calle´s i Søder Lygum.

Rene Christensen fortæller til Alverdens Nyheder at baggrunden for notatet – og for forslaget om at omlægge færgeruten til Skåningen – er, at når hele indsatsen over for de forhærdede forbrydere bliver indfaset – vil første step være at deportere dem til afsoning i et hæsligt Litauisk fængsel. Efter 3 – 4 år under litauiske forbrydersyndikaters herredømme, med fangevoldtægter, tæsk, mord og østeuropæisk råhed og tilhørende grimme tatoveringer, vil Lindholm fremstå som det rene ”Paradise Hotel” – ”og det er jo helt, helt uholdbart” siger Rene Christensen. ”Derfor bad vi Støjberg om at se på mulighederne for at gøre Lindholm helt utålelig for indbyggerne – og det førte til ”Utålelighedsnotatet”.

Af notatet fremgår det, at med 11 Sm nord om Tærø – og en marchhastighed på 4 Kn – vil turen tage ca. 2½ time og t første afgang fra Lindholm vil være kl. 10.00, med ankomst kl. 12.30 på Skåningen – og så vil færgen igen returnere kl. 15.30 så beboerne kan være tilbage til meldetiden kl. 18.00.

”Det synes vi er en smuk plan” fortæller en begejstret Rene Christensen”. Afgangen fra Lindholm er ikke for tidlig – de mennesker har jo aldrig lært at stå tidlig op alligevel – og turens længde og turen med den gode gamle danske postbåd ”Røret”, gør jo at de kan nyde den danske natur og virkelig føle at de får noget for de 4 dages lommepenge – svarende til -124 kr. - som en returrejse vil koste – specielt efter opholdet i de Litauiske fængsler. De kan så kun med vanskeligt nå en bus, når der er 2 km. til Grønsundvej – men da de alligevel ikke har nogen penge, kan de så nyde Bogø`s smukke natur og måske kigge lidt vinduer i Brugsen” tilføjer han.

Sikkerheden i og omkring Skåningen vil blive sikret ved at der på ”Røret” vil være 2 svært bevæbnede politifolk med skudsikre veste, peberspray og tåregas – og desuden vil man oprette et kommandocenter for hjemmeværnet i det gamle Bageri på hjørnet af Smedestræde og Hovedgaden – og - påpeger Rene Christensen: ”Alene den øgede omsætning på citronhalvmåner og vanilieroulader vil da være gavnligt for Bogø`s handelstandsforening – hvilket jo bare gør forslaget endnu bedre.”

Alverdens Nyheder har ingen intention om at have den mindste tilknytning til virkelige begivenheder og benytter sig af det pure opspind. Er der nogen form for lighed med virkelighedens personer og hændelser må det tilskrives rent held.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.