”Vi vil vække Gyllas ånd – anno 2019!”

PRESSEMEDDELELSE FRA FONDEN MØNS BYGNINGSFORNYELSE
27. februar 2019 16:27


Hanne Holm fra ’Hannes Herligheder’ overtager Hotel Møen. Foto: hannesherligheder.dk
Fonden Møns Bygningsfornyelse, der ejer det gamle Hotel Møen midt i Stege, har – siden værtsparret fra sæson 2018 måtte opgive forpagtningen – søgt efter en ny forpagter.
”Det er med stor glæde – og ikke så lidt stolthed – at jeg nu kan meddele, at vi har indgået aftale med Hanne Holm og hendes mand Jesper Saksenborg om at de overtager forpagtningen af Hotel Møen”, siger Karsten Sørensen, bestyrelsesformand i fonden. ”Efter nogle omskiftelige år er vi sikre på, at vi nu har fundet de helt rigtige ledere til den smukke og traditionsrige gamle restaurant”.
Hanne Holm er en af de meste erfarne og velrenommerede personer i madbranchen i vores landsdel. Hun har 30 års erfaringer med kokkeri, køkkendrift og catering, og har siden 2003 været frontfigur i virksomheden ’Hannes Herligheder’, som hun har drevet frem fra iværksætteri til en cateringvirksomhed med madleverancer til hele Sjællands- og hovedstadsregionen og 6 ansatte.
Ved hendes side på Hotel Møen får hun sin mand Jesper Saksenborg, der kommer fra ejendomsbranchen og har brede erfaringer med drift og vedligeholdelse af ejendomme. Kompetencer, som der nok skal blive brug for på Hotel Møen, hvor der stadig mangler en del af den igangværende restaurering.
”Vi vil vække Gyllas ånd til live igen”, siger Hanne Holm, ”Som Mønbo har jeg i mange år kendt Hotel Møen og dets ry som kvalitetsmadsted indenfor traditionel dansk madlavning. Jeg har også flere gange besøgt Gylla og snakket køkkenfif med hende. Hun var en driftig virksomhedsleder - og helt sin egen”.
Hanne vil være tro mod Gyllas ånd og traditionen på Hotel Møen, men også forsøge at forny den ud fra sine mangeårige erfaringer med, hvad der falder i en nutidig smag og ’sælger’ i dag. Det gælder ikke kun middagsretter, men også smørrebrødstraditionen, som Hanne har gode forudsætninger for at kunne genoptage. Selskaber og kaffe-kagebord, fx ved generalforsamlinger, møder og begravelser er andre lovende forretningsområder.
’Hannes Herligheder’ kører videre som hidtil. Hanne Holm har langtfra brudt med sin gamle virksomhed - tværtimod vil begge parter arbejde på at udvikle samarbejdsrelationer og synergi dem imellem.
Det nye værtspar har store ambitioner om, at gæsterne skal have en unik oplevelse ved at besøge Hotel Møen. ”Vi har planer for førstesalen, sidebygningen i gården og den gamle stald – og ikke mindst for gården og haven”, siger Jesper Saksenborg. ”Ejendommen er fuld af muligheder - og ’personality’. Vi vil bruge de næste par måneder på at indrette og gøre klar, så vi kan åbne i god tid for højsæsonen”.
”Vi vil være tro mod stedets ånd og traditioner – men indenfor dem vil vi også forny både madlavning og bygninger”, slutter Hanne Holm. ”Kun på den måde kan vi gøre stedet til vores eget - og det er præcis, hvad Gylla ville have forventet af os”.

Evt. yderligere oplysninger: Karsten Sørensen, email: kas@newmail.dk, tlf. 4086 4824. Hanne Holm, email: giovani@mail.dk, tlf.: 6175 0066.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.