Tak til jer - Bogø er en ren fornøjelse

Af Birgitte Winther Pedersen og Dorthe S. Mathiese
18. marts 2019 15:01


Tak til jer - Bogø er en ren fornøjelse. Foto: Heinrich Dick-Nielsen
Hvor stort er problemet? Hvad kan vi gøre ved det? Hvem vil mon være med, og hvad vil det betyde for Bogø, hvis vi lykkes? Det var nogle af de spørgsmål, vi drøftede på en mini idé-workhop om affald i naturen på Bogø, som vi afviklede fredag d. 8. marts hos Kjeld og Jane.
Vi er ved at skrive opgave på masteruddannelsen Landskab og Planlægning på Københavns Universitet. Emnet henkastet affald i naturen, og hvordan lokale frivillige, foreninger og myndigheder kan samarbejde om at forhindre, at der bliver smidt affald og indsamle det affald, der alligevel bliver smidt (og driver i land).

Fra Grønsundvej til hele Bogø
Vi har zoomet ind på Bogø og i første omgang sat fokus på rabatten langs Grønsundvejen fra Farø til dæmningen til Møn, men med perspektiver for og visioner om at hele Bogø en dag blive ren og skralde-fri. På mini-workshoppen deltog - ud over os - Jane og Kjeld, Sørensen Lis Hummel og Jørgen Stæhr. Der kom mange gode idéer op fx:

- Flere fælles oprydningsdage
- Registrering og dokumentation af det skrald, der indsamles
- Uddeling af skralde-rygsække til dem, der vil være med til at samle
- Trafik-regulering under skraldeindsamling på Grønsundvej
- Konkurrence om at finde på et godt slogan
- Opsætning af et stort skilt med budskab på Farø ved overgangen til Bogø og ved dæmningen til Møn

På ide-workshoppen drøftede vi også potentialerne og perspektiverne i at få løst problemet, for hvad ville det betyde for Bogø at blive renere og fri for henkastet affald? Der kom flere bud - bl.a. Glæde for alle, god branding af Bogø, øget fællesskabsfølelse, positiv selvforståelse, miljøbevidsthed, øget tilflytning.

Næste skridt
Lokalrådet har allerede taget en del af ideerne med sig, og nu dykker vi studerende ned i materialet, andre undersøgelser og andres erfaringer om emnet.
I slutningen af marts afleverer vi opgaven, som vi selvfølgelig formidler til Bogø Lokalråd sammen med et forslag til køreplan for Bogø og initiativer der kan tages.

Vil du være med?
Du kan jo allerede nu gøre noget selv - ram skraldespanden og saml det op, som andre har “tabt”.
Hvis du har ideer til, hvordan vi i fælleskab kommer skraldet på Bogø til livs, og hvis du gerne vil deltage i skralde-jagten sammen med dine naboer, så skriv til Lokalrådet eller tag fat i Lis Hummel eller Kjeld Sørensen.

Tak fordi I tog så godt imod os og held og lykke med at gøre rent på Bogø.

Af Birgitte Winther Pedersen og Dorthe S. Mathiesen, studerende ved Københavns Universitet





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.