Verdensnyhed i Bogø Kirke - Bikini-gudstjeneste

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
26. maj 2019 13:02


Helena Vildskov fra Østerskovvej deltager i Bikini-gudstjenesten. Foto: Andreas Luskus
Alle kender til jule-, påske-, pinse og måske også spagetti-gudstjeneste, men nu i bestræbelserne på at skaffe flere kirkegængere lancerer Bogø Menighedsråd nu “Bikini-gudstjenesten”.
“En ægte verdensnyhed, som kan få stor betydning for den danske folkekirke og som derfor får 55.000 kr. I støtte fra innovationsfonden” udtaler Kirkeminister Mette Bock (LA).

Ideen om at afholde Bikini- gudstjeneste opstod under Det Økumeniske Råds innovationsseminar i Brovst, hvor Bogø Menighedsråd deltog, for at få ideer til opfylde den strategiske målsætning om at forøge kirkegængerantallet med 150 % - svarende til et fremmøde på i alt 8 faste kirkegængere i gennemsnit - fremgår det af en artikel i tidsskriftet “Kirkens Fremtid”.

“Vi konstaterede under en workshop at bortset fra een mand - så er alle med tilknytning til Menighedsrådet - og kirken - herunder graveren - kvinder - hvilke også er tilfældet blandt de 4 nuværende faste kirkegængere og så fik vi ideen til at udnytte den fordel i form af at gennemføre bikini-gudstjenester” fortæller formandinden for menighedsrådets kirkegængerudvalg, Helena Vildskov fra Østerskovvej. “Ideen er at menighedsråd, kirkesanger, organist og præst er iført bikini og den enlige mand i menighedsrådet vil være iklædt Borat-kostumet - det nærmeste vi kan komme en mandlig bikini - på den måde er der jo balance i m/k- regnskabet, hvilket vi anser for vigtigt i disse me-too-tider” tilføjer hun med et smil.

Ideen har dog også visse udfordringer fortæller Helena Vildskov. Således skal der udvikles en speciel pibekrave, når der ikke er præstekjole og tilhørende krave at sætte den fast på - og desuden er der ganske forfærdeligt fodkoldt i kirken - hvilket vil være et arbejdsmiljømæssigt problem - specielt for kirkesangeren, der i givet fald vil have svært ved at nå de høje toner. Derfor er der blevet bevilliget 55.000 kr. Fra Innovationsfonden, dels til at designe bikinierne - et arbejde der varetages af Bogø Tekstillaug som allerede er begyndt at strikke og hækle på de første bikinimodeller, dels pibekraveophænget som udvikles af smeden og endelig udvikles der varme sandaler fra det lokale firma Aerowalking på Grønsundvej.

Første Bikinigudstjeneste er berammet til søndag efter Grundlovsdag , hvor der prædikes over temaet “Gud mildner luften for de klippede får” og menighedsrådet håber naturligvis på et stort fremmøde.

Alverdens Nyheder har ingen intention om at have den mindste tilknytning til virkelige begivenheder og benytter sig af det pure opspind. Er der nogen form for lighed med virkelighedens personer og hændelser må det tilskrives rent held.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.