I dagene fra den 20.-22. september var Bogø på den anden ende. Det skyldtes fejringen af 250 året for løskøbelsen fra kronen.
|
Festlighederne startede fredag formiddag. Her havde Bogø kostskole inviteret til "Åben skole". Der kunne man bl.s. opleve indvielse af ruten ”Book Island Stories", man kunne tage en selfie i 1700 tallet, der var gamle lege med 0. 3. klasse, man kunne smage på bøndernes pærevælling, der var en kunstudstilling om Bogø, premiere på den elevproducerede dokumntarfilm: ”Skolen” og så kunne man danse folkedans med 4. klasse.
Fredag eftermiddag gik det løs i Østerskov hvor over 250 personer deltog. Svend Aage Christensen fra Bogø Lokalhistoriske Forening fortalte levende om Bogøs historie. Jubilæumshæftet, som er sponseret af Bogø Lokalråd, blev afsløret og uddelt til de fremmødte. Hæftet vil blive husstandsomdelt på Bogø og vil efterfølgende kunne købes i Dagli´ Brugsen på Bogø. Dramklubben serverede kager efter opskrifter fra 1769 og historiske drammer fra samme tid samt kaffe. Underholdningen stod lokale Annette og Uffe aka Dikkedar for. Slutteligt holdt Borgmester Mikael Smed tale og der blev skålet i bobler. Om aftenen var der inviteret til klassisk koncert med Ensemble Storstrøm i Forsamlingshuset. Medlemmer af Bogøs Pensionistforening var inviteret til at deltage gratis ved den lejlighed. Lidt over 60 personer overværede koncerten.
Lørdag startede kl. 10.00. IDA sejlede gratis passager over i tidsrummet fra kl. 10-12 sponseret af jubilæumskomiteen. Imellem kl. 12-16 havde komiteen ligeledes købt en antal klippekort der blev uddelt efter princippet "først til Færgen IDA". Smeden åbnede sit skatkammer og der var aktiviteter på Bogø Havn. På havnen kunne man opleve “Åbent Skib” på Karen K1054, rebslageren der fremstillede tovværk på reberbane, Spille-Grethe underholdt med sin harmonika, der var mulighed for at prøve kræfter med at lave rigtige knob på tovværk og lære om tovværkets historie, der var opsat historiske plancher med fortællinger om erhverv og transport fra 1769 og frem, man kunne lære om hvad moderne fritidssejlads er og der blev serveret kaffe til duften af tjære. For børnene, og andre barnlige sjæle, var der snobrødsbagning og gøgl og markedsløjer med Mester Peder. Mindestenen, der er placeret ved nedkørslen til havnen, for 250 året for løskøbelsen blev afsløret kl. 10.30. Det er den Nordjyske billedkunstner Stinne Teglhus der har stået for udsmykningen sammen med datteren Asta. Viceborgmester Else-Marie Langballe Sørensen afslørede stenen og holdt en tale med glimt i øjet. Der blev også her skålet i bobler. Så var det tid til, at lægge vejen forbi Forsamlingshuset, hvor "Dramklubben" havde inviteret til historisk frokost med retter fra 1769. 44 personer, foruden Dramklubbens medlemmer, deltog i frokosten. Efter frokosten var det tid til at lægge vejen forbi Bogø Mølle. Her var der mulighed for at se Møllens restaurering og historie på den nye 48 tommers skærm der var indkøbt til lejligheden. Kl. 15.00 blev møllens nye sponsorvæg afsløret og der blev serveret en lille mølledram dertil. Det er Gustav Bengtsson der har skabt sponsorvæggen af genbrugstræ fra møllen samt nyt egetræ fra Østerskov. Lørdag aften var der inviteret til "Løskøbelsesfest" i og omkring Skovpavillonen. Bogø Køkkenet serverede mad som man spiste det i 1769. Dette blev efterfulgt af "Historisk Bogø Revy" med Freddy Jørgensen & Co. Slutteligt spillede Mames Babegenush op til dans og hygge. Der var 200 spisende gæster i teltet - og vi kunne såmænd, hvis vi havde haft plads, have solgt adskellige flere billetter til det arrangement.
Søndagen startede kl. 9.00 i Forsamlingshuset hvor Dagli´ Brugsen havde inviteret til gratis morgenbord. Det var populært og langt over 100 benyttede sig af det tilbud. Efterfølgende var det tid til Bogøs historiske løb for hele familien ved Bogø IF og GåBussen. Start og slut var ved forsamlingshuset og der var mulighed for at løbe med Susanne, køre MTB med Timo, køre landevejscykling med Jesper Heien og gå med GåBussen med Dorte Brunø ved rattet. Gåturen gik gennem skoven med bl.a. stop ved løskøbelsesstenen. Det hele sluttede med Løskøbelsesgudstjeneste i Bogø Kirke kl. 14.00 med indlagt barokmusik - og der var pænt fyldt op i kirken.
Billeder/video fra jubilæet vil blive samlet i Facebook-gruppen Bogøs 250 Års Løskøbelsesjubilæum
TAK til jer der fik det til at ske samt til jer der deltog i arrangementerne.
Jubilæumskomiteen |
Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.
|
|