Dramatisk smittespredning i Dagli` Brugsen, Bogø

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
4. maj 2020 17:01


Varehusdirektøren. Foto: Andreas Luskus
Af en hidtil hemmeligholdt rapport fra Coop Danmark fremgår det at Dagli` Brugsen på Bogø med et smittetryk på 5.4 har Danmarks største smittespredningstryk i hele Coop-koncernen.
"Det er et bemærkelsesværdigt højt tal som vi entydigt kan henføre til butikkens ansattes adfærd idet vi i en periode har haft opsat kameraer i butiksarealet" udtaler Gunvald Beck fra Coop Danmarks opsporingsenhed.

Smittetrykket er registreret i perioden fra 1. til 15. april i år og i samme periode er butikspersonalet adfærd også blevet registeret via opsatte kameraer i butikken.
"Baggrunden var talrige rapporteringer på blandt andet sociale medier om at personalet i butikken var helt exceptionelle til at smitte kunderne og dette førte til at vi måtte have undersøgt sagen til bunds" fortæller Gunvald Beck.

Af rapporten fremgår det at det er en unik blanding af platte vittigheder, lumre hentydninger og ikke mindst et indgående kendskab til kundernes særheder og personalets noget særegne originaliteter, der bevirker at personalet kan smitte kunderne med godt humør i et hidtil uset niveau uanset prisniveau og vareudbud.

Varehusdirektøren - også kendt som Ulrik - bemærker i sine bemærkninger til rapporten at netop det høje smittetryk er grundlaget for præmieringen som "Årets butik 2020" - og at han naturligvis er stolt over resultatet.

Alverdens Nyheder har ingen intention om at have den mindste tilknytning til virkelige begivenheder og benytter sig af det pure opspind. Er der nogen form for lighed med virkelighedens personer og hændelser må det tilskrives rent held.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.