Det er vist aldrig sket før…. Færgen sejler, men Idas Venner må aflyse onsdagssejladserne

Af IDA´s Venner
15. maj 2020 09:43


Foto: IDA´s Venner
Det er konklusionen efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Idas Venner, Støtteforeningen til Bogø-Stubbekøbing Overfarten, i aftes.
Det er en meget mærkelig situation, vi står i, siger formand Anne-Mette Lysgaard, det er vist aldrig sket i foreningens 15-årige historie, at vi har måtte tage så drastisk et skridt at aflyse et helt sæsonprogram, men vi føler ikke, at vi kan gennemføre på forsvarlig vis. Færgens størrelse sætter visse begrænsninger, og dem kan vi desværre ikke lave om på.

Bestyrelsen har løbende fulgt udviklingen i corona-krisen, og der har været diskuteret afstandskrav og forsamlingsforbud, men som det ser ud nu, og med de regler, som ser ud til at blive gældende over sommeren, vil det bare ikke være muligt at gennemføre onsdagssejladserne. Brandærgerligt, siger formanden, for vi havde glædet os til at komme i gang med det vi gør bedst: fest og farver.

Til gengæld må Idas Venner så glæde sig over, at færgen er kommet godt fra start i denne sæson, og at hun kommer til at sejle hele sommeren efter sin vanlige sejlplan, så der bliver rig lejlighed til at komme ud at sejle med Ida. Det er ikke farligt at sejle med færgen, siger formanden, og vi opfordrer da også folk til at bruge færgen helt som de plejer. Besætningen gør et virkelig flot stykke arbejde i øjeblikket med at sikre, at alle får en sikker og god oplevelse ombord. Så bare afsted, lyder opfordringen.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.