Bogø Møllelaug har fået støtte til reetablering af Omgangen på Bogø Mølle

Af Bestyrelsen , Bogø Møllelaug
6. oktober 2020 22:01


Foto: Helle Bohnfeldt
Møllelauget har fået 140.000 kr. fra Nordea-fonden til projektet, der igen vil give besøgende mulighed for at kunne nyde udsigten ud over et vidtstrakt landskab på og omkring Bogø.
Med 140.000 kr. i støtte fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje er restaureringen af omgangen nu fuldfinansieret, så Bogø Møllelaug kan igangsætte projektet, som efter planen påbegyndes 9/11 og forventes afsluttet 12/12 2020.

Bogø Møllelaugs bestyrelse glæder sig over, at restaureringen nu er kommet så vidt, at omgangen kan komme på plads igen. Den er savnet, dels rent kosmetisk for møllens profil og dels for den betydning, den har for møllens gæster, som altid har udtrykt begejstring over det flotte skue, der byder sig, når man kan gå rundt om møllen i adskillige meters højde og kigge på øen og dens pejlemærker lidt fra oven.

Nordea-fonden har afsat 60 mio. kr. til lokale fællesskaber gennem Nordea-fondens Her bor vi-pulje. Pengene uddeles til projekter, som styrker fællesskaber og sammenhængskraften i mindre byer.

”Det syder og bobler ude i de små bysamfund, og med dette økonomiske rygstød får de mange lokale ildsjæle på bl.a. Bogø ekstra mulighed for at sætte deres virketrang i spil til gavn for fællesskabet,” siger direktør Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, der støtter gode liv.

Med omgangen er de 3 af de i alt 5 etaper i restaureringen af Bogø Mølle nået i mål. Der mangler 600.000 kr. for, at også etape 4 kan påbegyndes. Med støtte fra fonde er et langt sejt træk på vej i mål. Men det var jo ikke sket uden støtten. Bogø Møllelaug takker for hver en krone til Bogø Mølle!

Bestyrelsen





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.