Atter fri og lige adgang til Bogø Vesterskov

Af Lars Kristensen, Formand Foreningen Vesterskov
29. juni 2021 20:32


Atter fri og lige adgang til Bogø Vesterskov. Foto: Foreningen Vesterskov
Det er med glæde, at Foreningen Vesterskov atter kan byde alle bogøere og gæster på øen velkommen i Vesterskov. Med god advokatbistand er afspærringen af p-pladsen og de opsatte skilte med ”Privat grund – adgang forbudt” fjernet, ligesom bord-bænksættene og skovens egne skilte er tilbage på plads.
Alle kan med sindsro gå en tur i skoven, tage en pause ved p-pladsen og nyde den smukke udsigt. Kig gerne på skovskiltet og bliv bekendt med reglerne for færdsel i Vesterskov.
Bemærker man noget usædvanligt i/ved skoven, eller har spørgsmål til foreningen om skoven, må man meget gerne kontakte foreningen på mail foreningenvesterskov@gmail.com eller undertegnede på tlf. 22 36 36 68.

Foreningen Vesterskov vil gerne takke alle, der i ord og handling (i form af medlemskab, køb af livstræer og gavedonationer) har støttet foreningen i især den seneste tid. Nu kan vi bruge energien på at passe og pleje skoven. Vi vil efter sommerferien vende tilbage med information om påtænkte aktiviteter, og til efteråret skal der afvikles et par arbejdsdage med udtynding i skoven og forskønnelse ved p-pladsen m.m. Information følger efter ferien.

Det er aldrig for sent at tegne medlemskab af Foreningen Vesterskov. Det sker ved at indbetale 175 kr. på foreningens konto i Møns Bank: 6140-4017230. Vi glæder os til at se også dig som medlem.

På gensyn i Vesterskov.

p.f.v.
Lars Kristensen, formand





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.