Bogø Mølle åben lørdag den 8. januar 2022 kl. 12 til 14!

Af Bestyrelsen , Bogø Møllelaug
21. december 2021 13:31


Foto: Helle Bohnfeldt
Fjerde etape er færdig.

Kom forbi og se resultatet. Gå igen ud på omgangen og nyd udsigten.

Møllelauget byder på en Mølledram (kakao til børn). Vi håber at se rigtig mange – alle er velkomne! Med god afstand og overholdelse af coronarestriktioner.


Foto: Helle Bohnfeldt

4. etape var møllekroppen. Gyldne spån. Smukt håndværk. Nu mangler ”kun” 5. etape. Vinger og kværn.

Som nogle af jer har set på billeder, kom der et uforudset problem, da fundamentet skulle udbedres. Der var store hulrum langt ind mellem kampestenene. Det skulle fyldes ud og stabiliseres hurtigst muligt. En grim ekstraudgift. Heldigvis lykkedes det ved hjælp af en ansøgning og en meget hurtig økonomisk hjælp på 50.000kr fra Nordea-Fonden Lokalpuljen. En kæmpe hjælp, da vi stod med et meget akut problem. Også tak til Indsamlingsgruppen, som formåede at indsamle godt 113.000 kr fra lokale aktører, og gjorde det muligt at starte på etape 4.

Året gik godt. Der var pæn opbakning til møllens arrangementer over sommeren og fin tilslutning til koncerter, udstillingen og syng-sammen træf og ikke mindst til det traditionelle julemarked, som vi valgte at gennemføre trods Corona. Et mere beskedent gæstebesøg, men det faldt jo i tråd med opfordringer til at holde afstand. Møllens årsprogram blev afviklet trods det, at møllen tydeligt fremstod som en byggeplads. Og nu – torsdag den 16. december - erklæredes etape 4 af restaureringen for afsluttet! Lidt forsinket, der er altid noget uforudset.

Der er atter lys på møllen i de mørkeste måneder.

Så: Kom forbi lørdag den 8. januar 2022 mellem kl. 12 og 14 og se møllen, som den nu fremstår.

Bestyrelsen ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Det er dejligt, at I er medlemmer af Bogø Møllelaug. Vi håber, I fortsat er det i 2022. Kontingentet er stadig 150kr pr. år. Det kan betales hele året men gerne i maj – juni. Og husk, at I kan låne møllen til jeres egne arrangementer, når I er medlem.

Bogø Møllelaugs bestyrelse





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.