Ulrik på vej til at slå rekorden - Reception i Dagli’Brugsen Bogø fredag den 3. marts 2023, kl. 16-19

Af Susanne Dejnbjerg Jensen
28. februar 2023 17:45


Ulrik på vej til at slå rekorden - Reception i Dagli’Brugsen Bogø fredag den 3. marts 2023, kl. 16-19
Brugsuddeler Ulrik Bonnerup har 40 års jubilæum i COOP og 30 års jubilæum som uddeler i Bogø Brugs den 15. marts 2023. Og det skal fejres, klart nok. Alle er velkomne til reception i Dagli’Brugsen den 3. marts fra kl. 16-19. Men der er endnu en rekord, Ulrik vil slå.
Ulrik Bonnerup er egentlig sønderjyde, men nu er han ”snart” Bogøer. Sådan forklarer han det i hvert fald selv. Og så er Ulrik altid glad. Det kan mærkes i Dagli’Brugsen på Bogø. Der er varer på hylderne med alt hvad ø-livet kan begære. Der er gode tilbud på alle digitale kanaler som det nu hører sig til for en livlig butik. Men så er der også alle aktiviteterne: julesokker til børnene om vinteren, fastelavnsfest i Bogø Hallen i februar, udendørs blomstermarked til det glade havefolk om foråret, sang og udstilling i butikken og af og til rockmusik på taget - bare for at fejre livet på Bogø. Og selvfølgelig er der altid en hyggelig hilsen og snak hen over køledisken eller kassebåndet.

Men Ulrik er ikke kun brugsuddeler med lyst til at sætte gang i aktiviteter på Bogø. Han er også aktiv sportsmand, ikke mindst er han en kilometersluger på cykel. Daglige 60 kilometer? Det er da ikke andet end en hyggetur. Med andre ord: Ulrik er en mand, der godt kan lide en rask lille sportslig konkurrence.

Og her kommer vi til den rekord, Ulrik endnu vil slå: At være den længst siddende uddeler på Bogø. Bogø Brugs har en stolt historie, den blev grundlagt for 130 år siden. Der har været tolv uddelere før Ulrik, og den længst siddende af dem nåede at være her i 35 år.

”Ja, jeg kan vel lige nå at slå ham,” siger Ulrik. Beslutsom som altid.

Vi glæder os til at ses på fredag!

De bedste hilsener

Susanne Dejnbjerg Jensen, formand for bestyrelsen af Dagli’Brugsen Bogø
Bestyrelsen i Dagli’Brugsen Bogø, Bogø Hovedgade 131, 4793 Bogø





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.