Indledning:
J. V. Gudmand-Højer var gæst hos Pastor Bering. Kom sammen med en ven daglig på ”Skovgaarden”
Hvor Ane Dorthea fortalte, den hvide piges levnedesløb. Ane Dorthea passede, den hvide pige i hjemmet paa Vesterskov, den gaard der udflytningen 1805-1806 fik navnet ”Bondegaarden” nu Vesterskov (Mart. nr. 35)
Rasmus Hendriksen Kehling blev født Aar 1697 og ejede Kehlinggaarden i Bogø By, den laa før Udskiftning af Gaardene omtrent overfor Bergs Mindestøtte (Står anetsted i dag) dog lidt nordligere. Rasmus Kehling var gift med Johanne, hendes Fødselsaar og Fødenavn fortaber sig i det uvisse, da Bogøs Kirkebøger gik tabt ved Præstegaardsbranden i 1760.
Rasmus Kehling og Johanne havde to Døtre – Ane Rasmusdatter født 1734 og Dorthe Rasmusdatter født 1736. Rasmus døde 1782, men en Tid efter Johannes Død i 1760 afstod han Gaarden til sin yngste Datter Dorthe, der i 1770 blev gift med Ole Andersen. Datteren Ane levede i et stadigt Uvenskab med Faderen, der havde sat sig imod et Giftemål med en ung Mand, der havde tjent paa Kehlinggaarden – Det var medens hun boede på Kehlinggaarden hun klædte sig i en hvid Dragt, hun selv havde spundet af afreven Faareuld og fik derfor Tilnavnet: ”Den hvide Pige” . Hun døde som sindssyg d. 17 januar 1829 hos sin Søsterdatter paa Bondegaarden.
Kilde: Kargaard Svan.
Da personer og navne er de oprigtige, beder jeg at i vil bevare respekten om disse mennesker.
Dorthe Rasmusdatter er min Tip, tip, tip, tip oldemor.
Med venlig hilsen
Hans Erik Albrekt
Portalen informerer:
I henhold til aftale med Hans Erik Albrekt, der har digitaliseret bogen, bringer Portalen 2 kapitler hver mandag til hele historien er fortalt - der er 20 kapitler i alt.
Læs flere kapitler her
_____________________________________
Kapitel XV:
Middagen gik rolig i Anes Hjem. Faderen talte ikke et Ord til hende, og hun ej heller til ham. Men han talte heller ikke ret meget til nogen anden, for uvilkaarlig følte han sig tvungen til at tale rolig og blid, og det var hans Natur imod. Han havde efter Sædvane ved Maaltidets Begyndelse udstødt et Par haarde Ord, ikke rettede særligt mod nogen bestemt, men dog mest mod Husmoderen; men da havde Ane løftet sine Øjne og i nogle Sekunder set paa ham med et forunderligt Blik. Der var Overlegenhed, Haan, Foragt i det tavse Blik, paa en sælsom talende Maade blandet med Ro, Ligegyldighed, Uvidenhed om hans Tilstedeværelse; det var saa skærende, skarpt, stikkende og brændende, og samtidig koldt, fremmedt stift, henstirrende; det syntes at trænge altskuende lige ind i hans mest skjulte Hjærtekrog, men dog kun se gjennem ham paa det bag ved ham, som om han slet ikke existerede, eller han var en Skygge; det var saa klogt, stengt og straffende, at han gyste, men syntes dumt, gloende og tankeløst. Han anede ikke, hvor meget af alt dette modstridende, der stammede fra selve Blikket, hvor meget, der kun havde Udspring i hans eget Hjærtes Spejlbillede: han undersøgte det ikke; han sagde kun sig selv, at han ikke atter vilde møde dette Blik eller mærke det hvile paa sig, ikke ret ofte kunde møde det uden at forgaa af Rædsel, i det mindste ikke nu. Den stærke Mand følte en Dæmper; Hustyrannen havde faaet Bidsel og Tømme paa sig, mærkede Bidslets skarpe Kant skær ved Silketømmens Ryk fra den unge Piges Blik. I øvrigt var han den eneste, der saa eller fangede Anes Blik, og ved hende mærkede heller ingen af Husfællerne noget forunderligt eller usædvanligt, kun at Tavsheden, der stedse herskede i Husfaderens Nærværelse, naar han ikke brød den, hos hende viste sig at være fuldstændig Stumhed. Derimod forundrede de sig alle over, at hun, som de nylig troede Døden nær, nu stod her karsk imellem dem, som om de mellemliggende Sygedage slet ikke havde været, og de glædede sig inderligt over det.
Efter Maaltidet hægede Johanne Kjeling sig; hun vilde til Guds Hus og der takke Herren; Dorthe fulgte hende. Af ganske Hjærte sang de begge med Menigheden:
,,Så maa nu hver Mand være glad
Og takke Gud i allen Stad.
Han er vor kjære Fader!”
De tænkte paa Ane; hendes Helbredelse, som de troede fuldstændig, var dem et Mirakel af Guddommen, en Undergjerning udsprunget af hans Faderkjærlighed.
Imidlertid havde Ane forladt Hjemmet og var gaaet ad Skoven til. Faderen, som ikke kunde frigøre sig for en vis Uro for hende og aldeles uventet ligesom følte et Ansvar, var gaaet lidt efter hende, men hun havde set ham, var pludselig standset, sendte ham paa hint sælsomme Blik, saa han forskrækket vendte om. Nu sendte han Konen ad Skoven til, saa snart hun kom fra Kirken, og Johanne Kjeling gik villigt og glad.
Paa Vejen til Skoven var Ane standset en eneste Gang ved at høre en Lærke juble fra Skyen. Hun spejdede og spejdede mod den hvide Flade til hun endelig opdagede den næsten usynlige svævende Prik; saa smilede hun, udbrød; ,,Ja, jeg kommer! Jeg kommer!” og ilede ind i Skoven og ned til Stranden.
,,Saa, Povl! Her er jeg”, udbrød hun, da hun temmelig forpustet af sit Hastværk stod ved Bredden og saa ud over Voverne; ,,nu kunne vi tales ved, nu kunne vi mødes; har du nu noget Brev til mig?”
Hun skred søgende hen over det vaade Sand. Snart opdagede hun en flad, hvid Sten, der skinnede i en Vandpyt; glad sprang hun did og tog den op.
,,Jeg har det!” jublede hun. ,,Aa, hvor den er glat og skinner smukt rund. Du har det da godt, kan jeg tænke; men hvor du maa være langt borte, saa glat dit Brev er blevet. Dog, Povl! Det var jo netop det, du vilde. Du sagde jo, at det var paa lange Rejser, du tjente bedst, saa er det da godt, du allerede nu er naaet ud paa dem. Og ved du hvad: naar der alligevel skal gaa fem Aar, inden vi ses igjen, saa gjør det os jo ligemeget, enten der er kort eller langt imellem os. Vor Tanker kan jo gjennemfare den længste Vej, og vor Kjærlighed bliver aldrig træt af at bære den frem og bringe os hinanden nær, ere vi end hver paa sin Side af Jorden”.
Hun satte sig paa en Trærod, der var slikket nøgen af Vandet, og søgte at gnide den hvide Sten endnu glattere. Sagte og med et glad Smil nynnede hun ved dette Arbejde. Endelig saa atter op og hen ad Strandbredden.
,,Og du har allerede tjent godt”, fortsatte hun Talen til den fjærne Ven, ,,lad ogsaa se hvad Skatte du sender mig”.
Nu vandrede hun igjen søgende hen ad det vaade Sand, stilende Vejen mod Syd. Af og til bukkede hun sig og optog Smaasten, som særlig tiltrak sig hendes Opmærksomhed; somme kastede hun atter ligegyldig bort, men ved andre smilede hun stille eller jublede højt gjemte dem omhyggelig i sin rummelige Taskelomme, som hang bunden om Livet under hendes Skjørt. Den flade hvide Sten gjemte hun endnu omhyggeligere paa sit Bryst. Undertiden standsede hun, drog den frem fra Barmen, betragtede den med ny Opmærksomhed, gned den med Livstykkets korte Skjødeflig, trykkede et Kys paa den og gjemte den paa ny paa dens varme Gjemmested, medens hun med glad Smil og gjentagne-Nik sendte Blikket langt ud over Søen.
Som hun naaede Skovens sydøstligste Hjørne, gjorde hun pludselig et rask Spring et Par Skridt ud i Vandet, greb ned i det og drog en kuglerund Sten frem; hurtigt førte hun den op mod Øret og rystede den; den raslede.
,,Tak, Tak, Povl! Nej, hvor du er god!” jublede hun. ,,Du sender mig en Fortæller om hele din Færd. Baade Brev og Fortæller, og alle de dejlige Skatte! Nej, hvor du dog er god! Nu ville vi ogsaa sidde en rigtig lang og glad Stund paa vor gamle Plads og tale sammen, og jeg vil som din lille Pige sidde ved dine Fødder og høre alt det, du har at fortælle mig”.
Hun ilede hastigt op til deres vante Stade.
,,Ak ja, se Povl! De havde røvet os vort Sæde”, sagde hun bedrøvet og saa til Træstammens Plads. ,,Nu faa vi sætte os i Græsset”.
Hun satte sig der, tog Sten efter Sten frem og glædede sig paa ny ved hver. Størst var Glæden dog ved den første, hvide Sten og ved den sidst fundne, Raslestenen.
,,Du kan tro, jeg skal passe godt paa dem, Povl”, sagde hun; ,,paa hver Skat, du betror mig. Hvor du til sidst vil blive rig! Og ved du hvad: jeg gjemmer dem i din egen Seng. Jeg vil sove i den; jeg vil ikke længere ligge i Stuen, ikke ligge, hvor den forbandede ligger; du maa ikke sige imod, ikke sige, jeg skal blive der. Tænk dig bare, hvis Bjælken en Nat styrtede ned for hans Forbandelses Skyld og knuste ham, saa kunde den jo ramme mig med, og saa vilde du græde og sørge, om du kun kom hjem til min Grav. Nej, jeg vil hvile i din Seng, hvile mit Hoved, naar det er træt, hvor du har hvilet dit, og dækkes og skjærmes af det Loft og de Vægge, der have skjærmet dig; saa er jeg sikker til du kommer”.
Den hvide Sten skinnede i hendes Skjød, og Øjnene veg ikke fra den; Raslestenen rystede hun for Øret, og lyttede spændt opmærksom; hendes Aasyn havde et Præg, som var hun helt bortrevet i Aanden.
,,Paa den anden Side Jorden! Hvor langt borte!” hviskede hun. ,,Bliv ved! Bliv ved! Jeg hører dig! – Paa den anden Side Jorden! Men der er jo Nat, naar her er Dag, fortalte du mig”, vedblev hun og lod Haanden synke med Raslestenen; ,,saa har du jo Nat nu. Maanen skinner; du sidder paa Dækket og ser til den. Aa! Jeg ser dig! Jeg ser dig! Du har Nattevagt, du synger, du tænker paa Hjemmet. Aa, hvor herligt!”
Hun lyttede som i Henrykkelse, nynnede sagte til det blev en hel Sang, Povls Sang, som hun troede at høre i Aanden og selv gav Ord og Tone.
,,Til Danevang
dig sving med Klang,
min Sang!
Her sidder jeg saa ene,
mens alt er tavst og tyst.
Med guldfrugtrige Grene
mig vinker nære Kyst;
dog hvile mine Tanker
ej ved den rige Strand,
nej, hver med Lynfart vanker
til fjærne Fædreland.
Enhver nu rolig sover,
jeg ene vaage maa;
men som de lette Vover
om Skibets Sider slaa,
saa hver min Tanke bølger
om fjærne Fødestavn;
kun tung dem Stormen følger
til skjønne Barndomshavn.
De bølge nær om Øen,
hvor først jeg Lyset saa;
de bølge nær om Søen
og om den krumme Aa,
og nær om Fiskerbaaden,
som var min første Plov,
om Pilen, gammel, raadden,
og om den friske Skov.
De hvile ved den Hytte,
hvor før min Vugge stod,
ved Bænken, mig til Nytte,
da jeg til Gang fik Mod,
ved Faders Lyst: Fiolen,
ved ,,Bedstes” Bibelbog,
men hvile længst ved Stolen
i Moders Arnekrog.
De drage frem hvert Billed
fra Barndomstiden blid.
Jeg ser mig, da jeg trilled`
blaa Æg ved Paasketid;
jeg ser, hvor Julens Dage
i dobbel Fryd hengik;
jeg ser hver Honningkage,
som jeg fra Marked fik.
Jeg ser, hvor fro jeg iled`,
naar jeg til Skolen drog;
som Konge stolt jeg smiled,
mit Septer var min Bog.
Jeg ser mig, da i Skoven
jeg sprang blandt Blomst og Blad;
og da som Fisk i Voven
jeg boltrede mig glad.
Men endt er Barndomstiden;
dog Frugter bær dens Værk.
Jeg fra en Pog saa liden
blev til en Gut saa stærk;
og i mit Hjærte rører
sig Kraft og Mandemod;
og Danernavn jeg fører,
stolt af mit danske Blod.
Her fjærnt fra Hjemmets Strande,
hvor Bølgen har mig bragt,
jeg hjemvedsfuld maa stande
paa sene Nattevagt.
Men Bølgen her jeg finder,
som den er ved mit Hjem,
og den de kjære Minder
har lokket for mig frem.
Til Danevang
dig sving med Klang,
min Sang!”
Under Sangen var Johanne Kjeling naaet gjennem Skoven og til de elskendes Ynglingssted, som hun kjendte af Datterens Meddelelser. Hun havde hørt de fleste Vers; Ane mærkede det ikke. Nu traadte hun hen til hende.
,,Men Barn! Sidder du her saa ene i al den Tid”, udbrød hun i en bebrejdende, bekymret Tone.
,,Nej, Moder!” svarede Ane glad; ,,Jeg har været sammen med Povl hele Tiden. Se, dette Brev har han sende mig og alle disse Skatte, som jeg skal gjemme for ham”, og hun viste Stenene frem. ,,Jo, du kan tro, han ved at samle til Bunke, til han bliver saa rig, saa der ingen Ende er paa det; han øder intet, men sender mig alt. Og jeg skal rigtignok ogsaa vide at værne og vogte godt om det alt sammen, saa han kan Guld nok til at opdage Sagen og faa alle Folk til at glemme den, naar han træder frem igjen her hjemme”.
,,Opdage hvad, mit Barn, glemme hvad?” spurgte Moderen, der tit havde hørt slige forblommede Udtryk fra Datteren, men aldrig faaet Rede paa, hvad de hentydede til.
,,Hys! Ingen skal høre det, ingen skal vide det”, hviskede Ane og saa sig urolig om, som frygtede hun, at andre Øren end Moderens vare i Nærheden. ,,Der er jeg den eneste! Ikke engang du Moder”.
Johanne Kjeling saa sig om efter et nogenlunde bekvemt Sæde; der var intet. Saa vilde hun sætte sig i Græsset ved Datterens Side for at udhvile sig lidt.
,,Nej, nej!” udbrød denne og holdt afværgende sin Haand frem. ,,Ikke der! Det er Povls Plads. Kom her om ved den anden Side; der sidder du godt”.
Moderen gjorde, som hun ønskede, og nu fulgte en af de fortrolige Samtaler mellem de to Kvinder, til Johanne Kjeling endelig manede til Opbrud. Ane rejste sig villig, sendte et langt Blik rundt om, nikkede Farvel mod Syd ud over den aabne Sø og fulgte roligt Moderen hjem.
Det var nær Aften, da de traadte ind i Gaarden. Rasmus Kjeling havde i sin ny, usædvanlige Ængstelse, som han med al sin Magt ikke kunde afryste Sjælen, været ude et Par Gange for at spejde efter, om de ikke snart kom og da hvorledes. Nu saa han dem endelig komme og det i deres bedste Ro og Sundhed. Han harmedes strax over sin overflødige Uro; det trak sammen til Torden hos ham, men gaa dem i Møde og udlade Heftigheden vovede han dog ikke. Anes sælsomme Blik fra Middagsstunden stod ham endnu for Øje og brændte i Sjælen; han vilde ikke udsætte sig for et nyt, gik til Siden, gik ind i Stalden.
Underligt: Ane fulgte ikke ind i Stuen med Moderen, men traadte over i Stalden, som havde hun set Faderen ty der ind og nu søgte ham. Nej, hun søgte ikke ham, saa ikke, at han var der, men gik lige hen til Karlekammeret, Povls Kammer, der netop havde sin Indgangsdør fra Stalden. Det var tomt; Karlen og Drengen, som benyttede det, maatte dog snart komme; men Ane satte sig rolig ned, tog det i Besiddelse, som vilde hun ikke mere vige det. I Stalden stod Faderen og undrede sig.
Efter at Ane havde siddet noget ved Klapbordet under Glukruden, et tykt Koøje, og i stille Glæde set op og ned ad de kalkede Vægge og hen under det utætte Loft, rejste hun sig fra Bænken og nærmede sig Sengen. Hun greb efter Dynerne, saa forundret paa dem og smed dem misfornøjet ud paa Gulvet; ikke en fik Lov at blive der. Rasmus Kjeling listede sig hen til den halvaabne Dør, havde Lyst til at fare skjældende ind, men for forskrækket tilbage, da Datteren just vendte sig om med den sidste Pude; saa gik han ind i Stuen og nu lød hans tordnende Røst der fra. Johanne Kjeling blev overrasket; hun anede ikke, hvad Ane vilde i Karlekammeret, kunde ikke gjøre Rede for det.
Just som Rasmus vilde sende Konen over for at erfare, hvad der var Datterens Mening, og var i Færd med at hjælpe hende paa Gled ud af Døren, traadte Ane rolig ind ad denne.
,,Moder”, sagde hun uden at ofre Faderen ringeste Opmærksomhed, ,,hvor har du gjort af hans Sengeklæder?”
,,Hvis?” spurgte Moderen.
,,Ih! Hans!” gjentog Ane. ,,De ere ikke længere i Karlens Seng; der er kommet andre”.
,,Mener du Povls?” sagde Johanne Kjeling forlegen og saa angstfuld til Manden og bedende til Datteren.
,,Ja, naturligvis! Hans”, svarede denne; ,,jeg maa have dem”.
,,Dem – dem – ”, stammede Moderen endnu mere bævende, ..dem har jeg ikke længere”.
,,Har dem ikke længere?” sagde Ane forundret.
,,Gamle Per Klavsen maa altid ligge, men i det bare Halm; ham gav jeg dem, da jeg nylig fik de ny færdig”, kom det endelig frem fra Johanne.
,,Gav! Saa du giver bort!” brølede Rasmus Kjeling op og busede frem mod Konen. Denne søgte ud i Forstuen bag Datteren.
Ane stod rolig og saa paa Faderen; hendes Blik standsede ham. Saa vendte hun sig om mod Moderen og betragtede hende nøjere.
,,Du græder, Moder”, sagde hun; ,,det skal du ikke for det. Jeg vilde gjærne have haft Sengeklæderne med Sengen, men jeg kan ogsaa undvære dem og endda være glad, og de ere gamle Per vel undt. Men du skjælver tillige; er det for ham der? Hvor vil du dog nogen Sinde skjælve for ham eller bryde dig det ringeste om ham? Ser du da ikke, hvor Herren har trykket Kains Mærke paa hans Pande! Ser du ikke, hvor han er forbandet fremford den Jord, han dyrker, og fremfor alle paa Jorden! Ser du ikke, at hans Misgjerning, hans Misgjerning, som ingen af os kjender, men som staar skrevet med Flammeskrift i hans Aasyn, synlig for enhver, er større, end han kan bære den, saa han maa være ustadig og flygtig paa Jorden og intet Steds kan finde Hvile! Frygt aldrig for ham, frygt mere for at hvile under Tag med ham; Herren kunde lade det styrte ned og knuse ham og ramme dig med. Hvil heller hos mig; jeg sover i Povls Seng”.
Under al denne Tale var hendes Blik, det rædselsvækkende Blik, ikke veget fra Faderen; han blegnede for det, segnede ned paa Bænken under det og gyste ved Ordene.
Ane forlod Døren, gik over i Karlekammeret i Udhuset og lagde sig i den tomme Seng med sine indsamle Sten hos sig, den hvide paa sit Bryst, Raslestenen ved Hovedet. Moderen kom over og gjorde Forsøg paa at faa hende ind i hendes og Søsterens Seng eller i det mindste bruge de Dyner, der var; hun vilde ikke. Saa maatte Johanne Kjeling skaffe Plads andet Steds for Karlen og Drengen; derefter søgte hun frygtsom sit eget Leje. Rasmus blev siddende tavs og mørk paa Bænken det meste af Natten.
Den Ordning, Ane saa dristig havde truffet denne Aften, varede ved. Karlekammeret blev hendes, Karl og Dreng fik et nyt. Rasmus Kjeling fandt sig ikke alene heri; han fandt sig lettet derved. Han var aldrig fri for en uhyggelig Følelse i Anes Nærværelse, Rædsel ved hendes Blik. Følelsen tog overhaand, og til sidst slog han Øjnene ned og gyste, saa snart hvem som helst saa paa ham; han troede, enhver kunde se det Kains Mærke, Ane havde læst skrevet i hans Aasyn. Heftigheden i hans Karakter havde faaet et Knæk; han var næppe til at kjende igjen, bruste han end undertiden op som i gamle Dage, naar han var sikret mod Anes Nærværelse.
Ane var bleven sindssyg, vanvittig. Var det af den forudgaaende Spænding, eller havde hun af Slaget ved Faldet paa det haarde Lergulv faaet en Hjærnerystelse? Legemet havde uskadt gjennemgaaet den korte, heftige Sygdom, men Forstanden var svækket, forvirret paa en sælsom Maade. Hun var ,,sær”, ,,aparte”, som de kaldte det. ,,Gud bevare dig og mig og enhver fra at blive det og naadeligen skaane vor gode Forstand!” havde hun sagt til Povl; nu var Ulykken netop rammet hende. Uskadelig gik hun omkring, gjorde altid Nytte, men kun den, hun selv vilde, passede Kreaturerne. Med dem tilbragte hun Dagene i Skoven og gjentog sin Vandring langs Stranden fra den Søndag, da hun uventet rejste sig fra Sygelejet, sang ud over Søen og talte med Povl, modtog de hvide Breve fra ham og samlede hans Skatte ind, hvormed hun fyldte Sengen til nær Randen. Hun var altid glad og rolig, mild mod alle; kun Faderen mødte hun stedse med et koldt, overseende Blik og Tavshed. Ingen Søndag gik hen, uden at hun var i Kirke, og intet Halvaar, uden hendes Altergang; men forlige sig med Faderen eller tilgive ham, efter Frelserens Bud, forinden hun knælede ved Alteret, mægtede hun aldrig. Vinterens Dage hindrede hendes stadige Ophold i Skov og ved Strand, men ingen Vinterdage var saa stræng, ingen Snestorme saa haard, at de kunde afholde hende fra i det mindste et kort Besøg, en lille Omgang der ude. Den øvrige Tid af de korte Dage spandt hun paa sin ny Rok, spandt Ulden af sit eget Faar og det lidet, skovens Busk og Tjørn havde revet af Faarenes Pels, og som hun omhyggelig havde samlet der Sommeren igjennem.
Saaledes svandt henved to Aar uden nogen særlig Begivenhed. Jens Høj kom vel Ugesdagen efter, at Anes Vandvid var traadt tydelig frem; han saa hende, talte til hende, men hun vilde ikke kjende ham, ikke svare ham. Efter at have hørt en Del om hende, forsvandt han hurtigt atter, og siden vides intet om ham; Bogø betraadte han aldrig mere. Povl Hansen Lind var ogsaa som forsvunden, og fra ham eller om ham hørtes intet, naar undtages, at Rasmus Kjeling over et halvt Aar efter hin Markedsdag traf sammen i Stubbekjøbing med Jørgen Skytte, der fortalte ham, at Povl nu var saa rask, at han var oven Senge og puslede lidt om, men dog stadig meget svag. Rasmus Kjeling tav hermed for alle og hørte aldrig siden mere, undgik ogsaa at træffe Jørgen Skytte.
_____________________________________
Kapitel XVI:
Det var Kristig Himmelfartsdag, den 15de Maj 1760, hen paa Eftermiddagen. I den ene Skabsseng i Kjelings Stue laa Johanne Kjeling syg. Om Efteraaret havde hun skrantet, havde stadig ligget Vinteren igjennem; nu kom Foraaret med kraftigt Liv og lyse Dage, men ikke med flere for hende her i Verden. Hun laa smærtefri og mat, rolig og stille hen og følte godt, at det lakkede mod Enden.
Ane havde som sædvanlig været i Kirke om Formiddagen og derpaa gaaet sin daglige Tur i Skoven, men gjort denne kort og var snart ilet hjem. Her havde hun varmet flere Sten, mest Raslesten, i Askehullet under Kjøkkenets Arnested og derpaa puttet dem ned i Sengen til Moderen; de skulde helbrede den syge, lindre hendes Smærter. Saaledes havde hun gjort under Sygdommen. Nu sad hun ved Sengen og sang for Moderen, som havde gjort det til dennes Glæde den lange Vinter igjennem, sang Troens og Længselens Salmer, som Moderen elskede og ønskede dem.
Ane selv var ikke meget forandret fra tidligere Tid: det var den samme smukke Pige med Kraftens Fylde og med Sundhedens Rødme paa Kind. Der var aldeles intet forvirret Præg i hendes Aasyn, og naar Tiden Alvoren var fremherskende der, havde dette ene sin Grund i Moderens Sygdom; ellers havde de svundne Par Aar med deres uafbrudte Kjærlighedsdrøm kaldt mere Glæde og Livlighed frem hos hende, end hun havde ejet forinden hin Fastelavns Søndag, da det første Kys af Povl havde bragt Kjærlighedens Glæde til pludselig at gjennemgløde hendes Sjæl.
Men var der ikke sket stor Forandring med Ane selv, var der sket en saa meget større med hendes Dragt, ret en sælsom Forandring. Ulden fra Torn og Krat og fra hendes eget Faar havde hun spundet grovt, vasket Garnet og deraf strikket en underlig Ting. Det var en hel Dragt i et Stykke. Øverst var en spids Hætte, der under et Livstykke og endelig et langt Skjørt. Hætten gik ud i et med Halslinningen og kunde slaas tilbage som en Munkehætte, saa den hang ned ad Ryggen; Livstykket sad stramt om Livet som et Panser, og Ærmerne sluttede lige om Armens kraftige Muskler; Skjørtet endelig var snævert, kun netop saa vidt, at det lod Gangen uhindret, men langt, saa det naaede til Vridsten. Foden stak blottet frem; de grove Strømper vare kun Skafter uden Fødder. Flittig havde Ane arbejdet paa denne Dragt af hendes egen Opfindelse, og som hun da helt kunde kalde sin egen, og Flid havde ogsaa været nødvendig; hendes gamle, eneste Dragt trængte til Afløsning. Nu laa den hengjemt i Hovedenden af hendes Seng, mellem de kosteligste af hendes Sten, hendes Skatte, og var trods sin skrøbelighed og Affalmethed hendes Stadsklædning, som hun iførte sig til sin stadige Kirkegang hver Søndag, havde ogsaa brugt den i Dag, men strax pakket den hen igjen. Hendes ny Dragt havde skaffet hende et nyt Navn; man kaldte hende ,,den hvide Pige” og nævnede hende ligesaa ofte ved dette Navn som Ane Kjeling. Senere Aar bragte det sidste helt til at forsvinde, og kommende Slægter kjendte hende kun som ,,den hvide Pige”.
Af og til havde Ane ogsaa fundet sorte Uldtotter paa Skovens Buske, og dem samlede hun omhyggeligt for sig selv; nu strikkede hun af den en sort Hætte, medens hun sad ved Moderens Dødsleje; hun havde endnu kun Hætten og det halve Liv, men hun vilde have til en hel Dragt.
Johanne Kjelings Øjne hang kjærligt ved den sindsyge Datters Skikkelse. Det var, som om Moderen spurgte sig selv endnu en Gang, om hun skulde beklage sit Barns Skjæbne eller takke Herren for hans stærke Greb ind i hendes Aand som for en naade, og det lod, som om Svaret var hende glædeligt trøstende og tilfredsstillende. Hun lukkede Øjnene og fulgte lyttende den dæmpede Sang, de kjendte Ord fra Anes Læber, førte dem frem for Herren som sine egne.
,,Jeg takker dig, at nu en Dag
har atter faaet Ende
foruden Nød og Hjærtenag.
Gid jeg ret maatte kjende
din Godhed her og haste frem
til dig i høje Himmelhjem,
hvor Solen aldrig savnes.
Er Foden træt og Knæet mat
paa denne Himmelrejse,
saa ræk mig Haanden kraftig, at
min Tro sig monne oprejse
med mere Mod og Munterhed
at søge Himlens Hvilested
og daglig did opstige.
Min Sjæl! Gak frisk i Troen frem,
lad intet dig forskrække;
dit Maal, som er Jerusalem
her oventil, lad trække
dit Sind fra Jordens Usselhed;
hast, hvad du kan, ja fly af Sted
med ivrig Længsels Vinger.
O, Jesu! Se: min Sjæl til dig,
sin Skat, er alt opfaren.
Skjønt Legemet er dødelig
og lignes ret ved Snaren,
det mig dog ikke hindre skal
at søge dig i Himlens Sal.
Jeg er alt hos min Jesum!”
Det sidste Vers var ogsaa Johanne Kjelings sidste Stund; hendes sidste Aandedræt gled hen som et sagte Suk under Datterens dæmpede Toner. Ane mærkede det ikke; hun gik over til den næste Salme i Salmebogen; hun vidste, ogsaa den hørte til Moderens Ynglingssalmer, dem hun alle kunde udenad. Dette var: ,,Dagen viger og gaar bort”. Vers fulgte efter Vers, til hun naaede det nittende; men da hun sang dette:
,,Fire Fjælle er min Pragt,
hvor udi jeg bliver lagt
med et Lagen og lidt mer,
ejer ikke saa en Fjer- ”.
Da kunde hun ikke afholde sig fra at se nøjere paa Moderen. Hun syntes, der var lidt usædvanligt ved hende; Trækkene vare mere slappe og viste et roligt, et mere glad og smertefrit Smil om Læberne, end ellers var til Huse der. Hun lod Strikketøjet synke i Skjødet og greb Moderens Haand; den syntes hende kold, men det var maaske kun en Tanke. Men Pulsen stod stille, Hjærtet med; jo, Moderen var død. Ane sank ned forved Sengen, kyssede den halvkolde Haand og vædede den med sine Taarer. Saaledes laa hun længe; derpaa rejste hun sig, trykkede et Kys paa den kjære hensovendes Læber, lukkede hendes Øjne og lagde Salmebogen under Hagen, alt medens hun fattede og dæmpet sang Salmens sidste Vers:
,,Alle verdslig Ting forgaar;
jeg til Herlighed opstaar,
naar Gud ved Basunens Lyd
kalder mig til evig Fryd”.
Nu kom Dorthe hjem fra sin Kirkegang til Eftermiddagstjenesten og erfarede, hvad der var sket. Hun gik ud og meddelte Faderen det, men han kom dog ikke ind, før efter at Ane havde forladt Stuen.
Otte Dage efter hvilede Johanne Kjeling i Jorden. Sin Ligdragt havde hun i over Aar og Dag haft liggende færdig; nu havde Ane iført hende den og havde kun fundet sig i at dele denne sidste Kjærlighedsgjerning med Dorthe; de to havde ene lagt Moderen i Kiste. Jordfærdsgildet holdtes fuldstændigt som det sig hør og bør, for at den afdøde kan hvile med Hæder i sin Grav, og det gav nok at bestille i Hjemmet; men Ane tog her Marias Rolle og lod Dorthe ene om Marthas, lod hende alene gjøre sig al Uro og Bekymring for det meget i Huset, men tog selv Plads ved den nyopkastede Høj over Moderen og pyntede den med Blomster og brogede Sten. I den nærmest fælgende Tid var hendes Gang fra Skoven stedse gjennem hele dens Længde og til Graven, før hun søgte Hjemmet; der sad hun da gjærne en Timestid og talte til Moderen, fortalte hende, hvad nyt, hun ved Søen troede at have hørt fra Povl, fremtog og viste hende de nyfundne prægtige Sten, han havde sendt, og som hun nu hjembragte til Forøgelse af deres fælles Skat. De hvidstenede Brevskaber bleve ikke glemt, men nøje udtydede for den i Graven sovende; heller aldrig manglede en Gave til denne af Skovens og Markens Blomsterrigdom.
Pintsen gled saaledes over; juni kom, og den 5te i denne Maaned, Kristi Legemsfest, var naaet. Ane var i Skoven som sædvanlig og dvælede navnlig imellem de mægtige Egetræer, der i omtrent tre Tønder Lands Udstrækning dannede Sydkanten. Hen mod Aften gik hun mod Nord langs Strandbredden, Skoven rundt, til hun naaede Øens højeste klint paa dens nordøstligste Punkt, hvor Udsigten viser sig saa henrivende, som nogen Elsker af Skov og Sø, knejsende Bakketoppe og flydende Øer, gyngende Kornmarker og sejlbugnende Snekker kan ønske sig dem. Her satte hun sig paa Skræntens Mosdække og ordnede de indsamlede Blomster til Moderens Grav, medens hun betragtede det skjønne Billede, hvor Solens Straaler rødmede Kulsbjergenes Toppe bag Peterværfts Skov og dens ynderige Skovsletter paa Sjællands Sydkyst. Solen selv kunde hun ikke se; Skoven bag hende dækkede den og dækkede mere. Hun anede ikke, at vældige Skybanker havde samlet sig i Sydvest og nu med rasende Hast nærmede sig Øen, som vilde de udlade deres tordenrige Indhold over den. Kun et Par fjærne Tilløb til Tordenskrald naaede hendes Øren, men hun tog dem ikke som advarende Vink fra oven og blev rolig siddende, indtil endelig et Par store Stænk i Ansigtet vakte hendes Opmærksomhed. Nu rejste hun sig og ilede mod Vest gjennem Skoven, og i samme Øjeblik brændte et Lynglimt og rullede en rystende Torden hen over den; det var som om Skoven selv bævede. Strax efter aabnede sig som et Skybrud, trommede paa Skovens Kroner og gjennemtrængte dem; kun i første Øjeblik mægtede Træerne at skjærme mod Regnen, snart sendte de Gjennemblødende Strømme ned over den vandrende, medens Lyn fulgte efter Lyn, næppe ladende Tordenen Tid til buldren til Ende. Nær Skovvejen laa en af Øens mange Oldtidsdysser; et Hul var brudt i Højningens Side inden for den ydre Stenkreds, og her valgte Ane at ty ind. Her sad hun tørt i Oldtids Gravkammeret; Regnen mægtede ikke at trænge ned, men hvert Øjeblik oplyste Lynene hendes sikre Skjul og viste det gamle Rums Stensider og Loft, viste det næppe to Alen højt og tre bredt, men vel en halv Snese Alen lang. Endelig var det, som om Uvejret havde raset ud, og Regnen nu kun kom fra Trætoppene. Ane gav sig da atter paa Hjemvejen og slap ud af Skoven.
Hun nærmede sig alt Gammelbys Vestende og havde Kirken lige for med Præstegaarden mod Højre, da et nyt mægtigt Lynglimt, det sidste paa denne Dag, blændende for ned et halvt Hundrede Alen forved hende og uden Tøven medførte den mest uhyggeligt skrattende Torden. Hun stod et øjeblik som blændet og bedøvet, saa skred hun videre. Pludselig saa hun en lille Flamme slikke frem bag Storkereden paa Præstegaardens Nordøstligste Hjørne; som en ondskabsfuld, hævngjerrig Nisse sprang den hen ad Tagrønningen, idet den delte sig og hoppede til begge Sider; et Nu, og hele Straataget dannede et vældigt Flammehav, da den ydre Fugtighed ikke mægtede at modvirke den indre Tørhed. Præstens Dreng kom springende ud af Porten og løb op til Kirkens Taarn, og snart klang Klokkens Toner som Nødraab hen over Øen.
Ane var i første Øjeblik som forstenet, men snart vaagnede hun, og en sælsom, forvirret Tanke sprang frem af hendes Sjæls mørke Tilstand. Hun havde jo selv set Lynet slaa ned; men næppe brød Flammerne frem, før hun i Branden kun saa den, Povl havde fortalt hende om i Næsby. Hun spejdede ivrigt om til alle Sider, som var der noget eller nogen, hun endelig maatte opdage, en ukjendt Gjerningsmand, hun maatte gribe og derved frelse Povls Fader for al Mistanke og Straf for Ildspaasættelse.
Gaardens Port blev nu revet helt op. Karlen og to Piger styrtede frem, hver dragende et Par Heste efter sig; inden Uvejrets Udbrud vare disse hentede hjem fra Marken. De fem førtes lykkeligt ud af Porten, men den ene rev sig løs fra Pigen, som trak den, og søgte atter ind i den brændende Gaard. Karlen styrtede uforfærdet ind for at redde den. Som han forsvandt gjennem Porten, for Præstens Døtre Katrine og Karen skrigende ud af denne, Karen med sit Sybord og Syskrin, Katrine med Faderens Rejsehue, Kavaj og Jærnvogntrappen, der alle tre Dele havde ligget hende nærmest for Haanden, Side om Side i Forstuen, begge vare de barhovede og i deres daglige Dragt. Efter dem kom Karlen atter til Syne med den modstræbende Hest. Lænkehunden sprang om ham; nogen havde løst den, Karlen vidste ikke hvem.
,,Kommer han nu her ved denne Side, griber de ham nok”, sagde Ane til sig selv efter at have set dem alle komme ud af Porten. ,,Jeg maa om og se efter, om han ikke er ved den anden Side”.
Hun saa sig nøje om, gik saa til det nordøstre Hjørne og spejdede herfra lige ivrigt til alle Sider.
Kirkeklokken vedblev at udsende sine kaldende Toner, og nu kom ogsaa Folk ilende til fra de nærmeste Gaarde og Huse. Pludselig lød et Angstraab mellem dem.
,,Fader! Hvor er Fader?” lød det fra Karen.
,,Ja, hvor er Fader?” istemte Katrine klagende. ,,Han er jo ikke kommen ud endnu!”
I samme Øjeblik skred Taget over Porten ned; en kvælende Røg væltede ud af den; Adgangen til Gaardens Indre spærret for stedse. De stakkels Præstedøtre sendte deres Jammerskrig og kaldende Raab ind over den knitrende Vold af Straaild, men Faderen kom ikke. De søgte med deres graadfulde Blik at gjennemtrænge den tætte Røgmasse; men de fik ikke Faderens Skikkelse for Øje, kun en tæt Regn af brændende Hø, der dryssede ned fra Stænget over Porten og hastig tændte Ild i Vognen, her stod. En Del af de tililende Folk førte Brandhager med sig, andre Spande, som de fyldte i Vandingen uden for Gaarden; opfordrede ved de unge Pigers Jamren og drevne af deres egen Kjærlighed til deres gamle Præst, reve de det brændende Straa bort fra Portaabningen og kastede Vand paa det, huggede Hagerne fast i Vognen og trak den frem og syntes saaledes at faa Held til at bane en Udgang fra Gaarden, der dog ikke var uden Fare; da styrtede ogsaa Taget paa Indersiden ned, og nu var ingen Hjælp mulig. Enhver, som var i Gaardens Indre, syntes redningsløst fortabt. Døtrenes Jammer tiltog; alle stode bedrøvet og som lammede om dem.
Lynilden var søgt ned gjennem Skorstenen til Bryggerset og havde her antændt Loftet. I Rummet fandtes Bryggerkjedel, Bagerovn og Vaskekjedel; begge Kjedler vare fulde af Vand. Karlen stod lige overfor i Stalden og saa Branden begynde der inde. Han løb hastigt over til Dagligstuevinduet, hvor Præsten og hans Døtre sad inden for.
,,Det brænder! Gaarden brænder!” skreg hen.
,,Hvor?” spurgte Præsten og sprang op.
,,Ovre i Bryggerset”, lød Svaret.
I største Hast var Præsten der ovre. Han saa strax, at her vanskeligt var noget at gjøre ved egen Hjælp, men han tabte ikke Hovedet for det. Alle Folkene vare kommen ud i Gaarden? Døtrene stak Hovederne frem af det aabne Dagligstuevindue.
,,Spring i største Hast over til Kirken og ring af alle Kræfter”, raabte han til Drengen. ,,I andre skynder jer med at trække alle Hestene ud og tænker ikke paa andet, før de ere reddede”, lød det til Karlen og Pigerne. ,,Og I”, raabte han til Døtrene, ,,maa søge ud i største Fart og sørge for jer selv”.
Alle adlød, og han selv forsvandt ind i Bryggerset. Hurtig havde han en Spand i Haanden og sprang trods sine femti-fire Aar op ad Trappen, saa let som en tyveaarig Yngling. Flammerne sloge op gjennem Loftsgulvet; Vandet dæmpede dem kun en Smule, men slukkede ikke, skjønt det anbragtes med Forstand. Tre Gange bragte han vand op og kastede det paa, men da han fjerde Gang kom op med Spanden fuld, saa han Ild i Tagets indvendige Side, og nu vidste han, al Anstrængelse var forgjæves. Han lod Spanden staa, ilede ned og ud i Gaarden. Tværs over denne var han naaet til Stuehusets Trappe, da hørte han Lænkehunden gø lystigt, vendte om og løste den og søgte først nu ind i Huset. Saa hurtig som mulig overbeviste han sig om, at intet Menneske var tilbage i dette, kastede vemodige Blikke om sig og saa ligesom alt paa en Gang i et sidste Afskedsblik, vendte sig saa til sit Studereværelse, der havde Vinduet ud mod Haven. Fra en Krog fremdrog han en stor og ubehagelig Kiste: den gjemte hans vigtigste Papirer, rede Penge og Kirkebøgerne; den vilde han redde. Allerede noget udmattet fik han den kun vanskelig draget hen til Vinduet. Han saa ud gjennem det, om ingen hjælpende Haand var til Syne: nej, ingen. Værelset fyldtes med Røg; den generede ham, men han vilde ikke aabne Vinduet, for at ikke Lufttrækket skulde fremskynde Ildens Nærmelse. Hurtig fik han fat i et langt, uldent Tørklæde, svøbte det om Hovedet, om Næse og Mund, satte en Stol under Vinduet og fik Kisten op paa den. Nu maatte Vinduet op; men det viste sig for smalt, paa hvad Led han saa førte Kisten frem; han vilde banke Vinduesposten ud; forgjæves. Røgen blev tættere, den vilde kvæle ham; der stod kun tilbage at redde Livet. Da kravlede han op i Vinduet, men det var for sent; han sank bevidstløs sammen og blev hængende.
Ane havde intet mærket til alt dette; hun stod lige vagtsom paa sin Post ved det nordøstre Hjørne. Pludselig ser hun Vinduet i Præstens Studerekammer blive aabnet og bliver opmærksom her. En stor Gjenstand stikkes halvt frem af Vinduet, den vendes og drejes, og der tumles med den; Larmen heraf overdøver Ildens Knitren, men Gjenstanden kommer ikke længere frem; den er for stor for Vinduesaabningen. Ane lister sig nærmere; hun ser, det er en stor Trækiste med Hank i Enden, nogen vil baxe ud. Hun smiler. ,,Nu har jeg ham nok!” hvisker hun. Endelig synes Bestræbelserne at være opgivne; Røgen vælter frem af Vinduet, men Kisten forsvinder: Snart lader dog noget eller nogen sig til Syne midt i Røgen; det er en menneskelig Skikkelse med Hovedet tæt indhyllet. Den arbejder sig op i Vinduet, faar det ene Ben frem, synker saa sammen og bliver hængende halvt uden for. Som Tigeren paa sit Bytte sprang Ane til, greb Skikkelsen, halede den helt ud, og hun mægtede at løfte en Tønde Korn fra Jorden og læsse den paa sin Ryg, bar let Mennesket ud til Havens nærmeste Gang. I det samme skred Taget ned ogsaa ved denne Side; det yderste faldt paa den bevidstløse, men gled atter af uden at skade.
,,Jeg har ham, Povl! Jeg har ham!” jublede Ane i vilden Sky og formelig dansede om. ,,Povl! Povl! Nu skal alt blive opdaget og din Fader frikjendt. Her har jeg Mordbrænderen!”
Hun ilede atter hen til Manden, hun havde slæbt uden Ildvolden, drog ham endnu længere bort fra denne og afviklede det Tørklæde, der var svøbt om Hovedet.
,,Præsten!” udbrød hun forbavset, skuffet og foragtelig; ,,ikke andet end Præsten! Hvad kan det hjælpe; ham er det jo ikke”.
Det var Præsten, hun havde reddet; nu vendte hun sig ligegyldig fra ham, overlod ham til sig selv og spejdede ivrigere end nogen Sinde omkring.
Den friske Luft virkede oplivende paa Hr. Mathias Bloch, saa snart Tørklædet var fjærnet; han hævede Hoved, støttede sig paa Albuen og var snart klar af Stillingen, men følte dog endnu en forbigaaende Mathed. I det samme kom nogle af Folkene fra Porten om i Haven, enten det saa var af egen Drift, eller Anes jublende Udraab havde tilkaldt dem; de fandt ham, hjalp ham op, og snart stode Døtrene beroligede ved hans Side.
,,Jeg vilde redde Kisten”, oplyste han, ,,og den maa endelig reddes; den kan det endnu. Jeg har faaet den stillet paa Enden oven paa Stolen ved Vinduet. Riv bare Vinduesposten ud, saa er den let at hale frem”.
Strax omfattede et Par Brandhager den hindrende Vinduespost og rev den løs; Hagerne kom i Hanken paa Kisten, og snart stod denne sværtet men uskadt ved Præstens Fødder, sammen med det uvigtige, Døtrene havde taget ud med sig.
,,Gud ske Lov!” udbrød han hjærtelig. ,,Det er ikke alene Gjemmet for mit vigtigste Eje, men for det, der er vigtigere end alt: Kirkebøgerne”.
Han aabnede Kisten og saa ned i den.
,,Kirkebøgerne!” skreg han. ,,Hvor er Kirkebøgerne? Aa, jeg arme, ulykkelige Mand! Jeg brugte dem jo i Eftermiddags i Dagligstuen; der ligger de”.
I første Øjeblik løb han fortvivlet om, men snart fattede han sig, kastede et prøvende Blik paa Brandstedet og udbrød: ,,De kan reddes endnu”.
,,Umuligt!” sagde de omstaaende. ,,Ingen kan vove sig ind nu. Loftet vil snart falde. Det gjælder Livet”.
,,Ingen uden jeg selv kan gjøre det”, sagde Præsten rolig, ,,for enhver anden maatte lede sig frem efter Bøgerne; men jeg kan det, da jeg nøje ved, hvor de ligger, og Loftet nok bær saa længe”.
,,Det maa vor Fa`r ikke”, sagde en hvidhaaret Gubbe. ,,Det var at friste Herren”.
,,Jeg gaar i mit lovlige Kald og for at bøde paa min Fejl, og Herren, som skjærmede Mændene i den gloende Ovn, vil skjærme min Gang”, svarede Hr. Bloch alvorlig. ,,I se ogsaa Børn, at han skjænker mig Besindighed og Ro i Farens Stund; det er alt to gode Engle, han har stillet mig ved Siden, og til dem vil jeg støtte mig”.
Medens han talte, tog han Tørklædet, samt Huen og Rejsekappen, som Katrine havde reddet, dyppede det alt i de fulde Vandspande og svøbte sig vel ind i det, greb saa Jærntrappen og skred hen mod Huset.
,,Fader! Fader! Bliv her!” skreg Døtrene og holdt fast i ham.
,,Børn! Jeg lover eder, ikke at gaa længere frem, end Herren vil give mig Sikkerhed for at vinde tilbage; men – Forsøget maa jeg gjøre”, svarede han og rev sig løs, sprang over Straagløderne og satte Vogntrappens Hager fast i Vindueskarmen. Hurtigt var han oppe i Vinduet, havde Foden paa Stolen inden for og forsvandt i Røgen. De tilbageblevne bævede og bad.
Med sikre Skridt skred Hr. Bloch gjennem Studerkammeret og ind ad Døren til Daglistuen. Paa Bordet ved den modsatte Side laa Bøgerne; han saa dem tydeligt, da Ilden alt havde Gjennembrændt Loftet, og Flammerne slikkede hen under det. Men som han vilde skride hen over Gulvet, trængte en ynkelig Jamren sig til hans Øren fra Kakkelovnskrogen bagerst i Stuen; han saa did; det var Katten, der var veget ind under Ovnen.
,,Nej, stakkels Pirres! Du skal ikke ynkelig lade Livet”, sagde dens Herre og gik først hen til den. Som han rejste sig med den under Kappen, lød et vældigt Brag bag ham. Loftet over Bordet havde givet efter for Trykket af den mægtige Linnedkiste oven ovre; denne styrtede ned og begravede de vigtige Bøger for stedse. Havde Medføelse med Katten ikke ledet Præstens Skridt i en anden Retning, havde Kisten knust ham selv; nu stod Gnister og Flammer og kvælende Røg om ham. Her var intet mere for ham at gjøre, og kun snarlig Flugt kunde redde ham. Da han atter satte Foden paa Stolen, styrtede Loftet over Studerekammerets Dør ned, og han hørte Folkenes Jammerskrig der ude; men da han sprang ned af Jærntrappen, forvandledes det til Jubelraab.
,,Han har dem! Han har dem!” raabte de, da de saa ham bære noget under Kappen.
,,Nej, jeg har dem ikke”, svarede Præsten rolig, ,,og faa den aldrig. Men evig skal jeg være Gud taknemmelig for min Vandring; thi han har haandgribelig lært mig, at han skjærmer os ved hvert et Fjed, vi gaa i Jesu Navn, selv om han ikke sender os en Engel, men kun et ringe Kræ til vor Frelse”. Han tog glad Katten frem og strøg den kjærlig hen ad Ryggen.
Ane havde imidlertid spejdet forgjæves om efter en Ophavsmand til Ilden, som i hendes Forestilling var den, Povls Fader vilde blive anklaget og straffet for; men hun mødte kun lutter bekjendte Skiggelser. Saa søgte hun paa Jorden for at finde Fyrtøjet og den halve Træskoklampe og skjule dem, saa ingen Skygger skulde falde paa den uskyldige; men ogsaa denne Søgen var forgjæves. Sørgmodig opgav hun da alle sine Bestræbelser, og søgte op til Moderens Grav og klagede hende sin Nød, sin Frygt, idet hun stadig regnede denne Brand for et med den af Povl omtalte i Næsby. Hendes Liv og Tanker var jo stedse i Povl og hans Ord. Den halve Nat tilbragte hun her, og den sælsomme hvide Skikkelse syntes være en paa Graven hensat Marmorstøtte til den dødes Minde og Hæder. Flammernes flagrende Lys faldt Stærkt hen over hende. Hun sad stiv og ubevægelig, saa, hvor Vinden væltede de tykke Røgmasser frem og ligesom svøbte dem om Kirken, saa de mørke Skikkelser færdes travlt om det mægtige Baal og rage i det med Hagerne eller kaste Vand paa, til en hvidlig Damp blandede sig i Røgen; men det ejendommeligt rædselsskjønne ved Billedet havde hun ingen Sans for, saa lidt som for Rosenskjæret hen over den mørkeblaa Nathimmel. Hun var kun opfyldt af angstfuld Forventning over Faren for Povls Fader og forsikrede Moderen om hans Uskyldighed.
,,Det var en rædsom Ulykke”, sagde Dorthe til hende ved Hjemkomsten.
,,Ja, en rædsom”, indrømmede Ane. ,,Jeg opdagede ham ikke. Jeg troede at have grebet ham, men saa var det kun Præsten, jeg trak ud af Vinduet”.
,,Hvorledes! Saa har du jo reddet Præsten!” raabte Dorthe forbavset.
,,Jeg trak ham ud gjennem Vinduet”, svarede Ane fordringsløs og ligegyldig. ,,Jeg troede jo det var ham, den anden, Mordbrænderen”.
Ved Dorthe fik Præsten senere Klarhed over, hvorledes han første Gang slap ud, og aldrig glemte han Ane dette.
_____________________________________
Stort tak til Ejler Svan for at have udlånt bogen, så den kan komme til fleres bekendtskab.
HEA |