Foreninger

For de unge


Bogøs mange foreninger har en række børne- og ungdomsrettede aktiviteter. Der tilbydes f.eks. sejlerskole, ridning, gymnastik, tennis, volleyball, dans, rulleskøjteløb, badminton, fodbold, musikskole og et fitnessforløb for unge. Der er endvidere en selvstændig ungdomsklub samt en juniorklub.

For de voksne


For de voksne er der 2 jollelaug med fiskekonkurrencer og pålidelighedssejlads, en sejlklub med ugentlige kapsejladser og fælles udflugter, et fitnesscenter, en karateskole og en idrætsforening med badmintonafdeling, petanqueafdeling, tennisafdeling, fodboldafdeling, volleyboldafdeling, løbe- og gangafdeling, gymnastikafdeling der også tilbyder zumba, selskabsdans og yogaundervisning – samt en bridgeafdeling. Et tekstillaug med ugentlige aktiviteter, en jagtforening og en lokalhistorisk forening. Bogø Pensionistforening afholder sammenkomster, udflugter og ferierejser. Der er aftenskolehold i zumba og rygtræning, og endelig er der Lauget for Brændevin og nordiske egnsretter.

Fælles arrangementer


Der er mange fælles arrangementer i løbet af året: Tøndeslagning til fastelavn, æggeløb, loppemarkeder, strandrensningsdag, Bogø Revy (pinserevy), grundlovskørsel, 2-dages jazzfestival, kapsejladsen ”Tærø Rundt”, fællesspisninger, Running Dinner, Julerevy, det årlige Kartoffelløb og familieløbet ”Pandekageløb”, julemandens ankomst i møllen med procession igennem byen og julegudtjeneste, Møllelaugets julemarked og Tekstillaugets julemarked,
foreningerne og Dagli’ Brugsens årlige plantemarked – og sidste skud på stammen er Bogø IF´s Tarteletlaug med fællesspisning.