HoneyG vinder sensationelt DM i armlægning på Bogø Kro

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
12. december 2016 08:31


HoneyG (Lemvig BendArms) - ubesejret DM-champion 2016. Foto: Andreas Luskus
Bogø Kro dannede i weekenden rammen om DM i armlægning for kvinder - og her viste Gyda ”HoneyG” Willumsen fra Lemvig BendArms sand mesterform - ikke ét eneste sæt afgav hun efter de indledende kampe - og blev en overbevisende mester i både venstre og højre-lægning.
”En utrolig overbevisende sejrsrække, som lover godt for HoneyG´s deltagelse i VM-serien i Rumænien i februar” udtaler Ludwig Laksberg, formand for Dansk Armlægningsforbund.

Med 18 deltagere i finaleserien var der lagt op til tæt finalestævne på Bogø Kro - ikke mindst fordi de sidste 2 års DM-vindere Cilia ”Stronger” Larsen og Tina ”Cutter” Birkemose havde kvalificeret sig via et wildcard efter at have deltaget i en serie for professionelle armlæggere i USA.

Imidlertid havde HoneyG fra Lemvig BendArms også kvalificeret sig via en 1. plads i den nordjyske liga og ikke mindst finalestævnet på restaurant ”Havkatten” i Hanstholm, hvor hun efter et nederlag i den indledende runde rev en hoveddør af og smed den i havnen - havde sendt hendes ry om både styrke og temperament i forvejen.


En hele vejen igennem koncentreret HoneyG ryddede al modstand af vejen

Traditionen tro startede stævnet lørdag formiddag med Baked Beans, Spejlæg og sort, sort kaffe og fra kl. 11.00 startede de indledende runder - hvor der kæmpes med ”bedst af 3” i både venstre og højrearmslægninger.

Det stod hurtigt klart at kampen ville komme til at stå imellem HoneyG, Stronger og Cutter og da Stronger allerede i første kamp brækkede en håndrodsknogle i HoneyG `s jerngreb - var der lagt op til en finale over 5 armlægninger imellem HoneyG og sidste års DM-vinder, Tina ”Cutter” Birkemose fra Rødvig Wrestlers.

Finalen blev en ren triumf for HoneyG. Med et solidt greb i håndtaget og de velproportionerede 138 kg. placeret tungt på gulvet vandt hun hele striben med 5 - 0 - til stor jubel blandt de ekstatiske tilskuere.

Gyda ”HoneyG” Willumsen, der til dagligt arbejder som tandlægeassistent i Lemvig, mener selv at hun nu skal træne ekstra meget. ”Jeg mener at have den råstyrke, der skal til, men mit venstre håndgreb kan forbedres væsentligt - og det vil være helt essentielt inden VM i Rumænien” udtaler hun og fortsætter:” DM-titlen har så åbnet for en deltagelse i det professionelle Pro-AM i Oregon - og her ser jeg frem til at finpudse teknikken så jeg er helt klar til februar.”

Alverdens Nyheder har ingen intention om at have den mindste tilknytning til virkelige begivenheder og benytter sig af det pure opspind. Er der nogen form for lighed med virkelighedens personer og hændelser må det tilskrives rent held.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.