Cykelmotionister mangler seksuallyst

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
29. januar 2017 01:17


Aggregat til dræning af seksuallyst. Foto: Andreas Luskus
Op til 83 % af mandlige cykelryttere lider af manglende seksuallyst, konkluderer professor Ludwig Kranken fra Københavns Universitet efter at have gennemført et forskningsprojekt på Bogø.
Resultatet er meget bekymrende, mener forkvinden for Dansk Husmorforbund, Lydia P. Andersen.

Professor Ludwig Kranken har, med støtte fra Adam Klunkes Fond, gennemført en omfattende anonym spørgeskemaundersøgelse blandt motionscyklisterne på Bogø og det er på baggrund af denne undersøgelse at det ret bekymrende resultat nu offentliggøres på netsitet ”Sex-i-Samfundet.dk”.

”Resultaterne var ret entydige” fortæller Professoren til DR`s P6 ”83 % angav at de i høj til meget høj grad lider af manglende seksuallyst – og den sidste deltager har svaret at det har været en permanent tilstand siden det første afsnit af Barnaby blev sendt på skærmen”.

Som årsag til lidelsen, anfører professoren, at der grundlæggende kan være 2 mulige årsager. Den ene årsag kan være cykelmotionisternes siddestilling, hvor den foroverbøjede stilling i 2 – 3 timer ad gangen på de ultrasmalle cykelsadler trykker på Corpus Genitialis Colussum, der er den muskel, der skal sikre svulmelegemets funktion og som, hvad mange mænd ved, ikke er en muskel under viljens kontrol, men som til gengæld skal træde i funktion førend der kan blive ”røre i andedammen” – som professoren udtrykker det.

Den anden årsag kan være en omfattende brug af doping, men det afvises i forskningsrapporten som værende en reel mulighed idet det anføres at: ”samtlige respondenter udviser så ringe en fysisk form at doping entydigt kan udelukkes som årsagsgrundlag.”

Forkvinden for Dansk Husmorforbund, Lydia P. Andersen mener at et egentligt forbud mod motionscykling med smalle sadler bør overvejes ”Hvis den omfattende modedille, hvor gode ægtemænd triller rundt på de danske landeveje i timevis iført stramtsiddende lycra-tøj, medfører til at de ikke kan opfylde de ægteskabelige forpligtigelser lørdag aften efter TV2´s ”Spild af Dans” – så må Folketinget naturligvis se på sagen og måske helt forbyde de smalle sadler” udtaler hun til DR´s P6.

Alverdens Nyheder har ingen intention om at have den mindste tilknytning til virkelige begivenheder og benytter sig af det pure opspind. Er der nogen form for lighed med virkelighedens personer og hændelser må det tilskrives rent held.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.