Verdensnyhed i Havnecafeen

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
1. marts 2018 09:03


Flæskestegspizzaen - en verdensnyhed der er kommet for at blive. Foto: Andreas Luskus
Efter mere end 3 måneders intensivt udviklingsarbejde er Havnecafeen nu klar til at sende en ægte verdensnyhed på pizza-fronten ud til de kræsne ganer på Bogø og omegn.

”Det har været et slid at få det hele på plads” skriver Havnecafeen i en pressemeddelelse ”men nu er vi sikre på at vores flæskestegspizza står knivskarpt og en kundeanalyse viser at vi rammer et stort behov i kundegruppen”.

Inspirationen er kommet fra Rey´s Pizzaria i Haslev, der har vundet stor opmærksomhed med sin ”stegt-flæsk-og-persillesovs-pizza”, fortæller udviklingskonsulent Rasmah Faldim fra PFB - Pizzariernes Fælles Brancheforening - og da Havnecafeen stillede sig til rådighed for udviklingsarbejdet til endnu en ny pizza, blev det dem der blev valgt – og dét valg har vi bestemt ikke fortrudt, siger Rasmah Faldim.

Udviklingsarbejdet startede op med et 2-dages idé-seminar i frokoststuen hos Rey´s Pizzaria i Haslev - og på baggrund af det arbejde blev flere modeller og opskrifter herefter afprøvet, og resultatet blev altså en flæskestegspizza – med et twist af mozzarella-ost.

Grundlaget er de velkendte pizzabund med tomatsauce fra Houlberg og herover lægges der så et 0,8 cm tykt lag af rødkål fra Beauvais Cateringservice, inden der dækkes af med 0,6 cm. tykke skiver flæskesteg, garneret med agurkesalat, hvorefter hele herligheden dækkes med et 1,1 cm. tykt lag af flæskestegssovs – samt en god håndfuld reven mozzarella – og så bages den delikate pizza i 9 minutter - netop nok til at osten er smeltet ned i sovsen.

”Den gennemførte kundeanalyse hos nogle af de trofaste stamkunder, viste at kunderne - med en pizza på 3,5 cm. i højden og ca. 750 gram i alt – føler at de får fuld valuta for de 79. kr. som den kan sælges for i introduktionsperioden” fortæller udviklingskonsulent Rasmah Faldim fra PFB.

Af pressemeddelelsen fra Havnecafeen fremgår det at Flæskestegspizzaen vil blive solgt som et særligt tilbud frem til 1 juli – nemlig et tilbud om en pizza + en lille fadøl for 100 kr. - samt at den naturligvis også kan serveres med bernaisesauce i stedet for den – ellers gode – flæskestegssovs.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.