Novichok-alarm på Bogø afblæst

Af Andreas Luskus , Alverdens Nyheder
12. juli 2018 22:32


Novichok
Beredskabsstyrelsen meddeler nu at den mulige mistanke om et fund af den hypergiftige NoviChok-gift på Bogø Havn kan henlægges som værende en falsk alarm.
”Set i bagklogskabens klare lys overreagerede vi måske en smule, men det er trods alt bedre end at lade stå til” udtaler politidirektør Henning Klyver fra Sydsjællands Politi.

Baggrunden for mistanken var ellers alvorlig nok. Det startede med en nødopkald til alarmcentralen sent onsdag aften, hvor nogle af havens sejlergæster havde observeret 3 personer som var komplet konfuse og helt ukontaktbare og med meget mærkelige fakter. Da politiet ankom fandt man øst for jollelaugets og sejlklubbens klubhuse 8 døde rotter, 3 døde harer og 2 døde hejrer og med baggrund i det meget sammenlignelige mønster ift. NoviChock-skandalen i London – blev Danmarks Nationale Forgiftnings Team (DNFT) tilkaldt for at tage prøver og de 3 personer blev lagt i bælte, idet de bl.a. modsatte sig politiets indsats og bragt til Epidemisk Center på Herlev Sygehus for nærmere udredning.

Området øst for jollelauget og sejlklubbens klubhuse blev afspærret og der blev taget en række jordprøver. Desuden blev området natten igennem bevogtet af 3 mand fra hjemmeværnsdistrikt Sydsjælland samt en sværtbevæbnet betjent fra Faxe Nærpoliti.

Torsdag kl. 15.45 kom resultatet af jordprøverne så – og dermed kunne NoviChock alarmen afblæses. Prøverne viste godt nok at jordbunden er overordentlig giftig for såvel dyr som mennesker – men at der alene er tale om bl.a. en exceptionel høj urinsyrekoncentration.

Baggrunden for den høje koncentration af giftstoffer er at de høje varmegrader igennem længere tid har medført et stærkt forhøjet væskeindtag – oven i det sædvanligvis høje niveau i det pågældende område – og at der i den langvarige tørkeperiode ikke sker en fortynding - hvilket også ses ved at der er en række synlige skader på de nederste 40 cm. af husenes træværk.

De 3 konfuse og ukontaktbare personer viste sig at være 3 døve englændere, som var på cykeltur og ophold i shelterne, der havde fejret det engelske landsholds fremragende 1. halvleg med et alt for stort indtag af Brutalis-øl kombineret med en hel del Fernet-Branca – og som kunne konstatere at kampen blev tabt i overtiden. De blev torsdag eftermiddag bragt tilbage til deres udstyr og skulle nu være på vej mod Hamborg via Færgen Ida.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.