Bogø-lægens livretter mod forhøjet blodtryk - Mød forfatteren i Bog & Idé i Stege

Af Camilla Wahlgreen, PR & SoMe, Politikens Forlag
14. september 2018 07:40


Læge Jens Linnet. Foto: Politikens Forlag
Stege: Har du forhøjet blodtryk, og er du glad for god mad? Så er løsningen på vej – fra Bogø og Møn. 19. september udkommer bogen ”Sundt blodtryk på 14 dage”, skrevet af læge Jens Linnet fra Lægehuset i Damsholte i samarbejde med læge og foredragsholder Jerk W. Langer. Og lørdag den 6. oktober fra kl. 12.30 kan du møde Jens Linnet i Bog & Ide, Storegade 12, Stege til bogsignering og en lille forfriskning.
I bogen fortolker Jens Linnet den nyeste forskning om sammenhængen mellem mad og blodtryk i 75 lækre og helt enkle opskrifter med råvarer, der kan købes i ethvert supermarked. I følge talrige studier, der er publiceret i lægevidenskabens mest anerkendte fagtidsskrifter, kan man allerede i løbet af 14 dage opnå en markant forbedring af blodtrykket ved at sammensætte sin kost rigtigt. Vel at mærke uden at gå sulten i seng eller føle, at man går glip af livets goder.


Læge Jens Linnet. Foto: Politikens Forlag

Ud over en 14 dages kostplan og masser af gode råd om, hvordan man griber projektet an, hvis man helt selv vil bestemme menuen hver dag, fortæller forfatterne i bogen, hvilke mad- og drikkevarer der har en særlig evne til at sænke blodtrykket, og hvilke der presser trykket i vejret.

Man behøver dog absolut ikke have forhøjet blodtryk for at nyde godt af maden i bogen. Opskrifterne bygger nemlig på antiinflammatoriske kostprincipper, dvs. madvarer, der forebygger eller dæmper inflammation; den kroniske betændelsestilstand i kroppen, der kan give grobund for et væld af andre livsstilssygdomme.

I bogen øser Jens Linnet ud af de erfaringer, han har hentet ved at behandle forhøjede blodtryk på mønboer og bogøere gennem sine 31 år som praktiserende læge, og han kombinerer dem med sin passion for madlavning hjemme i lægeboligen på Bogø, hvor han residerer som tredjegenerationslæge. Mange af opskrifterne er hans egne hofretter, der har fået et blodtryksvenligt og antiinflammatorisk twist.


”Sundt blodtryk på 14 dage” er på 288 sider og udgives af Politikens Forlag.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.