Store Cykeldagen kalder igen

Af IDA´s Venner
13. maj 2024 15:53


Foto: IDA´s Venner
Lørdag 18. maj er M/F IDA atter i cykelhumør. Det er hun i hele sejlsæsonen, men 18. maj er noget ganske særligt. For den dag sejler alle cyklister gratis. Fra første afgang klokken 9.00 til sidste færge fra Bogø klokken 18.15.
Siden 2011 har IDA´s Venner arrangeret cykeldagen og i år er ingen undtagelse og udover den herlige sejltur på Grønsund med M/F IDA, er der rig mulighed for at besøge saunaen ved Skåninge Broen, shoppe på et af Danmarks længste loppemarkeder på Bogø Hovedgade, besøge Bogø Mølle eller afprøve den nye cykelsti til Møn.

Ved lystbådehavnen i Stubbekøbing går startskuddet til DM i hornfiskeri kl. 8.00 og i løbet af dagen vender bådene med deltagerne og hornfisk tilbage til præmieoverrækkelse, ligesom Danmarks Motorcykelmuseet på Nykøbingvej også er et besøg værd, hvor du finder ikke mindre end Nordeuropas største samling af veteranmotorcykler, ligesom museet gemmer på en større radiosamling med blandt andet verdens første højtaler.

IDA har rigtig mange venner og er tillige cyklisternes darling. Hun ligger og vugger så fint på cykelruten Berlin-København og Østersøruten og sidste sommer endnu et rekordår med godt 12.500 cyklister med den lille smukke træfærge.

Vejret spiller en stor rolle på cykeldagen. Regn og blæst kan holde nogle hjemme, andre cyklister finder regntøjet frem og nyder gensynet med M/F IDA. Cykelklubber, familier, cykelentusiaster og alle de andre åbner nemlig sommerens cykelsæson med IDA.

Og så er det ganske gratis.





Kommenter på denne nyhed:
Vi ønsker en åben og livlig debat på Bogø Portalen. Alle opfordres til at deltage i debatten og lægge kommentarer på vores indlæg. Vi forventer en debat der foregår i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen vil fjerne indlæg der ikke er i en ordentlig tone eller som ikke overholder gældende lovgivning.