Indledning:
J. V. Gudmand-Højer var gæst hos Pastor Bering. Kom sammen med en ven daglig på ”Skovgaarden”
Hvor Ane Dorthea fortalte, den hvide piges levnedesløb. Ane Dorthea passede, den hvide pige i hjemmet paa Vesterskov, den gaard der udflytningen 1805-1806 fik navnet ”Bondegaarden” nu Vesterskov (Mart. nr. 35)
Rasmus Hendriksen Kehling blev født Aar 1697 og ejede Kehlinggaarden i Bogø By, den laa før Udskiftning af Gaardene omtrent overfor Bergs Mindestøtte (Står anetsted i dag) dog lidt nordligere. Rasmus Kehling var gift med Johanne, hendes Fødselsaar og Fødenavn fortaber sig i det uvisse, da Bogøs Kirkebøger gik tabt ved Præstegaardsbranden i 1760.
Rasmus Kehling og Johanne havde to Døtre – Ane Rasmusdatter født 1734 og Dorthe Rasmusdatter født 1736. Rasmus døde 1782, men en Tid efter Johannes Død i 1760 afstod han Gaarden til sin yngste Datter Dorthe, der i 1770 blev gift med Ole Andersen. Datteren Ane levede i et stadigt Uvenskab med Faderen, der havde sat sig imod et Giftemål med en ung Mand, der havde tjent paa Kehlinggaarden – Det var medens hun boede på Kehlinggaarden hun klædte sig i en hvid Dragt, hun selv havde spundet af afreven Faareuld og fik derfor Tilnavnet: ”Den hvide Pige” . Hun døde som sindssyg d. 17 januar 1829 hos sin Søsterdatter paa Bondegaarden.
Kilde: Kargaard Svan.
Da personer og navne er de oprigtige, beder jeg at i vil bevare respekten om disse mennesker.
Dorthe Rasmusdatter er min Tip, tip, tip, tip oldemor.
Med venlig hilsen
Hans Erik Albrekt
Portalen informerer:
I henhold til aftale med Hans Erik Albrekt, der har digitaliseret bogen, bringer Portalen 2 kapitler hver mandag til hele historien er fortalt - der er 20 kapitler i alt.
Læs kapitel 5 & 6 her
Læs kapitel 9 & 10 her
_____________________________________
Kapitel VII:
I det Søren Bov segnede om, sprang Præsten op for at gribe ham; men dels kom han for sent, dels fik han saa daarligt fat paa ham, at han ikke mægtede at holde ham oppe. Strax fik han dog skiftet Greb, og i samme Øjeblik laa den syge paa en Løjbænk mellem Bordet og Væggen. Næppe havde han lagt Sømanden ned, før denne rejste sig igjen i Sædet, fuldstændig rask paa ny, men uden Viden om, hvad der var sket. Det hele havde været et Øjebliks Blodtryk paa Hjærnen; nu var det overstaaet.
,,Hvad, hvad er det?” udbrød han, forundret ved at finde sig paa Løjbænken og Præsten ved sin Side, bøjede sig over ham.
,,Er det nu gaaet over?” spurgte Præsten.
,,Jeg fejler intet”, lød Svaret.
,,Saa meget des bedre”, sagde Hr. Groos, brød en Krumme af den Stump Hvedekage, der laa tilbage paa Bordet efter Kaffen, aabnede et Skab mellem Døren og Vinduet, heldte nogle stærke Draaber af en Flaske paa Brødet og gav Søren det. ,,Spis dette”, sagde han, ,,saa maaske det hele vil være forbi. Læg dig saa til Hvile paa Bænken, at du kan blive stærk nok til at tale videre om nogle Timer; men nu er du for svag til det”.
,,Nej Pastor! Skal jeg tale, skal det ske nu”, svarede Søren Bov; ,,nu er jeg svag nok til det. Bliver jeg først stærk, rigtig stærk i mig selv, saa bliver jeg stærk til at tie, men faar aldrig talt Gid jeg nu maa være svag nok i mig selv og stærk nok i Herren til at det kan ske”. Han sukkede og saa ned.
,,Men er der intet, du vil nyde?” faldt Præsten ind; ,,nogen Spise, nogen Drikke, en Kop Vand?”
,,Intet!” var Svaret.
,,En Pibe Tobak da?”
,,Nej, heller ikke; ellers Tak!”
,,Nu, saa fortæl”, sagde Præsten og satte sig opmærksomt lyttende tilbage. ,,Hvorledes kom du først i Kjendskab med denne Hans Lind, og hvad var der eder imellem?”
,,Vi vare kjendte, saa langt jeg kan huske tilbage”, svarede den adspurgte og fortalte nu videre; det skete med efterhaanden ligesom ængstelig-hastig Stemme, som var han bange for, at Præsten eller maaske snarere han selv skulde afbryde Fortællingen. Øjnene saa ud i Rummet uden at se noget, og Ordene løde dæmpede, men tydelige hvert eneste. ,,Vore Fædre boede Side om Side; hans var Skoleholder, min var Arbejder, arbejdede hos Bønderne og skar Træsko og Træskeer og flettede Kurve hjemme; nede i Sortenshave skar jeg Kurvepilene til ham. Ved den anden Side af Skoleholderens boede Rytter-Niels; han lavede Bliktøj, som hans Kone Kirsten bar om paa Landet og solgte; det havde han som gift Rytter Ret til, og hun tog ogsaa Faders Træskeer med. De havde en Datter Marie hed hun. Hans og jeg vare fødte 1715, Marie var to Aar yngre. Vi tre Børn vare fast altid sammen som smaa; jeg kan ikke huske saa langt tilbage, at vi ikke vare det. Vi vare vore Forældres eneste Børn; for en Søster, jeg havde paa Maries Alder, døde, da jeg var syv Aar gammel. Vi sad sammen i Skolen hos gamle Lind, og vi legede sammen ude paa Vejen mellem Kirken og vore Hjem. Da Hans og jeg vare ti Aar gamle, skete der en Forandring heri, for Hans blev saa hver anden Dag sendt i Skole hos Degnen Klavs Stadager her i Moseby, og snart var han her hver Dag, idet den gamle Præst syntes godt om ham, lod ham læse sammen med sin jævnaldrende Søn Povl og fortalte dem mærkelige Historier af sit Liv som Skibspræst i Krigens Tid. Nu tog Hans den Bestemmelse, at han vilde være Sømand. Jeg gik imidlertid meget frit om, mest i Sortenshave og nede ved Bondemosen, og Marie var min stadige Ledsager. Saa kom Hans til, naar han ikke var i Moseby, og ofte fulgte Præstens Andreas og Folkmar med, hvilke lige som Hans vilde være Sømænd. De satte hele Flaader ud i Mosen, Flaader af trøsket Træ, der saa førte voldsomme Søslag, indtil det ene Skib efter det andet løb paa Grund for den vældige Bølgegang, vore Stenkast fremkaldte i Vandet. Marie tog med Liv og Sjæl sin Del i Legen og fandt som de andre, at intet var herligere end at være Sømand, og snart fandt jeg det samme; for al min Tanke hang allerede ved Marie, og hvad hun regnede højest, vilde jeg være. Snart mærkede jeg, at Hans følte for Marie som jeg, men det rørte mig ikke videre; men saa mærkede jeg, at Marie kun tænkte tidlig og silde paa Hans, og det nagede mig. Da traadte det frem for mig, at jeg vilde have hende som min, naar vi blev store, koste, hvad koste vilde. Jeg vidste vel, at Marie nu kun færdedes altid sammen med mig, fordi jeg bedst kunde tale med hende om Hans og lege hans Lege; men jeg mente, at det dog til sidst skulde blive mig, der vandt hende. Saaledes gik fire Aar, saa kom baade Hans og jeg til Søs. Et Par Aar sejlede vi begge her hjemme om, vare saa her i Hjemmet en Stump af hver Vinter og fortsatte da Legene fra Barndommen med Marie; men saa vilde vi begge søge ud paa de lange Rejser, og det blev en fast Aftale mellem os, at vi vilde blive der ude i sex Aar, før vi atter søgte til Hjemmet. Marie var da paa femtende Aar og en dejlig Pige, som jeg elskede med hele Ungdommens Kraft. Hans og jeg skulde følges ad en Morgen tidligt; jeg talte da Eftermiddagen forud ene med Marie og sagde hende temmelig tydeligt, at jeg haabede, hun ikke blev nogens andens, inden Hans og jeg kom tilbage, og det lovede hun, og jeg tilføjede, at jeg da ventede, hun vilde blive min. Hun slog Øjnene ned, rødmede, drog sin Haand til sig, men svarede intet og gik strax efter ind. Jeg var glad; Jeg troede alt, at jeg havde hende. Om Aftenen søgte jeg et Par Timer forgjæves efter Hans; han var forsvunden, Marie med. Endelig saa jeg dem komme frem bag Kirken, og da havde Marie grædt. Der fo`r mig et Stik igjennem Hjærtet, og værre blev det næste Morgen. Vi to, Hans og jeg, gave os paa Vej; Jeg kiggede og kiggede efter Maries Dør og Vinduer, medens Hans gik ligegyldig forbi uden at sende et eneste Blik did; hun lod sig ikke se. Men da vi vare gaaede det lille Stykke mod Nord til Banken, hvor Vejen drejer ned i Hulningen, vendte Hans sig pludselig om, som for at kaste et sidste Afskedsblik paa Hjemmet, stirrede stift paa Tagene af Niels Rytters Hus og svingede en Afskedshilsen med Huen; saa gjorde han tavs omkring, gik ned ad Banken og over mod Garnevraa. I samme Øjeblik opdagede jeg et forgrædt og forvaaget Ansigt og en vinkende Haand i Tagendens Hul, vidste da, at alt var sket efter Aftale mellem dem, og nu stod Had til Hans i min Sjæl ved Siden af Kjærligheden til Marie og kæmpede om Styrken. Tavse droge vi videre og sejlede sammen fra Grønsund til Kjøbenhavn, men her skiltes vore Veje, efter at vi havde fornyet Aftalen om, først sex Aar efter at vende tilbage til Hjemmet. Jeg havde dog allerede paa Bankens Skraaning, da jeg fik Hadets Stik i Hjærtet, besluttet fast at vende et Aar tidligere hjem og binde Marie, før Hans kunde komme mig i Vejen igjen”.
Fortælleren standsede, drog Vejret dybt og lagde Haanden et Øjeblik paa Hjærtet, saa fortsatte han med samme dæmpede Stemme og det blinde Blik hen i Vejret.
,,Jeg turede om i fem Aar, tjente Penge, men brugte de fleste igjen. I det første Aar sparede jeg, men forliste saa og mistede alt; da brugte jeg lystigt, hvad jeg tjente siden, indtil fire Aar vare gaaede, havde altid Lykken med mig og sparede atter i femte Aar. Med saa mange Penge, at jeg kunde sætte et fattigt Bo, stod jeg atter i Hjemmet med den Tro, at jeg var mødt et Aar før Hans. Her var alt forandret; af alle de Mennesker, her før levede i de tre Hjem, var jeg ene. Mine Forældre vare døde, Maries med og den gamle Skoleholder. Hans var Aaret før kommen hjem paa sin Moders Bøn, havde giftet sig med Marie og netop i min Hjemkomststund faaet en Søn med hende; de boede ude paa Næsset, hvor han var Færgemand, Fisker og Lods, Ægtemand og Fader. Jeg slog en vældig Latter op, da jeg hørte det, glemte at sørge over mine Forældres Død eller besøge deres Grave og vandrede øjeblikkelig af Sted til Nykjøbing for ikke at møde Hans eller Marie eller nogen anden, som kjendte mig. Jeg havde en Stok i Haanden; med den kappede jeg Hovedet af alle de Blomster, der stode langs Vejen, og havde jeg kunnet naa Lærken, der sang over mit Hoved, jeg havde knust den med. En Hund, der et Sted fo`r imod mig, fik et Rap, saa den næppe naaede hjem igjen. Af og til standsede jeg og gjentog min Latter; jeg kunde have Lyst til at knuse hele Verden eller i Mangel deraf mit eget Hoved, men Harmen i mit Hjærte kunde jeg ikke knuse. Snart turede jeg atter om paa de lange Rejser, men fandt intet Sted Ro. Jeg sejlede saa med den ene og saa med den anden, selv med Slavehandlere og Sørøvere, men Lykken sejlede aldrig med mig; al Ulykke hvilede om mig som i mig. Elleve lange Aar gik drøveligt hen, og Hadet og Harmen voxede i dem; da besluttede jeg at vende hjem og hævne mig, hævne mig forfærdeligt paa de to, der vare Skyld i min Vanskjæbne; jeg mente jo fast, at det var saa, og først nu ser jeg det klart, at jeg selv, jeg selv og ingen anden, var al min Ulykkes Kilde og Skaber”,
Atter standsede han og saa sig ængstelig om, saa fortsatte han med en urolig Hast.
,,Jeg drog lige til Næsset, lejede mig ind hos deres Nabo og blev Fisker. Jeg vilde vente paa en Hævn; den kom. En Aften, Østersøen steg voldsomt som aldrig før, og Stormen tudede om Kysten, listede jeg om Hansens store Baad, som han havde draget højt op paa Land; det var ret et Vejr efter mit Behag. Jeg havde et Bor i Haanden og agtede at bore en Mængde Huller i Bunden af Baaden, saa den kunde synke med ham, naar han laa langt ude paa Søen i den. Da fandt jeg hans Lommefyrtøj og nyklampede Træsko i Baaden, og en ny Tanke om en langt værre Hævn steg frem hos mig, ved hvilken jeg ikke vilde blive Morder og var sakket mod al Opdagelse, ja frit kunde nyde min Hævn i smaa Drag. I en Hast havde jeg Fyrtøjet i Lommen og Træskoene under Armen og listede mig uset bort og gjennem Skoven. Her slog jeg den halve Klampe af den ene Træsko og ventede, til det var fuldstændigt mørkt; saa listede jeg mig hen til en Halmstak bag en af Gaardene i Næs, slog Ild og tændte den, lagde saa Fyrtøjet paa en Sten, hvor det let vilde falde i Øje, smed Klampstumpen ved Stenens Side og løb den lige Vej over Markerne mod Næsset. Træskoene fra Baaden havde jeg paa Benene, mine egne Sko under Armen; mine Spor maatte vidne mod Hans. Lykken var mig endnu gunstigere. Paa Vejen nærmede jeg mig et Hus, hvor en gammel Pige boede. Paa Rygningen sprang Hans om paa Hosesokker og hældte Vand ned ad Taget, sine Søstøvler havde han smidt neden for ved Gjærdet. Jeg fik strax mine Sko paa, listede mig frem, ombyttede Træskoene med Søstøvlerne og slap uset bort med disse. Vejen til Næsset var spærret mig af Vandet; saa løb jeg i rasende Fart op i Landet og over mod Ovre. Her saa jeg Hansens Baad og Jolle ligge sønderslaaet paa Marken, smed Støvlerne nær dem og gik nu aldeles rolig og glad til Brandstedet, hvor to Gaarde vare brændte, men hverken Mennesker eller Dyr komne til Skade, da Menneskene vare oppe for Uvejrets Skyld og Dyrene paa Marken. Medens jeg var der blev Fyrtøjet fundet, og flere end jeg gjenkjendte det som tilhørende Hans; den halve Klampe maatte jeg selv henlede Opmærksomheden paa”.
Han standsede paa ny i sin Tale og ligesom sank dybere ned paa Bænken. Præsten sad med store opspilede Øjne, Forfærdelse i sit Aasyn og Brystet heftigt gaaende op og ned, saa det ene Aandedræt jog det andet. Søren mærkede det ikke; han fortalte videre.
,,Da jeg gik fra Brandstedet, søgte jeg til Skoven; Rædslen over min Gjerning slog mig, Frygt for at blive opdaget og Uvished om, hvor vidt Skylden virkelig vilde blive væltet over paa Hans. Der var et Øjeblik, hvor jeg kastede mig i Græsset inde i det tætteste Buskads, knugede Hænderne mod Brystet og raabte til Herren, som jeg aldrig før eller siden har raabt, som David raabte i sin Anger, Ja, med de samme Ord, som jeg mindedes dem fra min Barndom og nu først forstod dem: ,,Herre! Straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Fortørnelse; vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; helbred mig, Herre! Thi mine Ben ere forfærdede, og min Sjæl er meget forfærdet!” Men snart blev jeg roligere og kold, tænkte kun paa min egen Sikkerhed og til Slutning kun paa min heldige Hævn og fandt Glæden i den. Endelig vilde jeg atter vende hjem, men som jeg satte Haanden mod Jorden for at rejse mig, kom Forfærdelsen rystende tilbage med forøget Kraft, dog kun for et Øjeblik, og jeg var atter sikker og vedblev at være det. Alt gik efter Ønske for min hævngjerrige Sjæl. Hans blev heftet og af alle regnet for skyldig i min Brøde. Heldet forøgede min Hævnlyst; jeg gik til Marie i hendes Hytte for at tilfredsstille den; hun var ene. Ved Synet af hende svandt dog Hævntankerne, og Kjærligheden stak atter Hovedet frem, saa jeg, efter at havde talt trøstede med hende som god Ven, til sidst sagde, at naar nu Hans blev dømt til Slaveriet for Livstid, hvad der var sagt mig, han vilde blive, da maatte hun lovlig skilles fra ham, og da vilde jeg flytte til hende, værne hende, være hendes Mand og hendes Drengs Fader. Det var dumt, græsselig dumt af mig, og hun vendte sig fra mig med Afsky og bød mig gaa. Saa kom Latteren og Harmen over mig, og jeg busede ud med alt det, jeg havde lidt, min Kjærlighed og Skuffelse, og sagde, at de nu kunde takke mig for den Ulykke, der faldt over dem, da jeg var den, der havde ledet Hans til Ildsgjerningen. Saa opdagede jeg, at hendes Søn nærmede sig ude paa Vejen, og ilede bort uden at ses af ham. Marie segnede tilbage i sengen, hvor hun laa; da jeg kom, var hun syg, da jeg gik, var hun Dødens sikre Bytte; tre Dage efter var hun død”.
Han slog Hænderne for Ansigtet og rystede som i Krampegraad; men Øjnene forbleve tørre.
,,Den nærmeste Tid, ja fem – sex Aar, var jeg rolig, naar jeg sammen med andre, men kjendte aldrig Ro, naar jeg var ene”, vedblev han og gyste. ,,Det var et Helved , det værste nogen Sjæl kan lide i. Hvor jeg stædtes, saa jeg Ungdomsvennen trælle skamskjændet i Slaveriet, saa min elskede blegne i Døden, saa den forældreløse Dreng vandre hjemløs om, haanet af alle. Til sidst kom det over mig i Menneskenes Selskab med, ja syntes mig værst i det, og jeg taalte ingens Nærhed; jeg synes, enhver kunde læse mine Tanker, min Brøde, min Kval i mit Aasyn. Søen og Skoven blev vexelvis mit Opholdsted; var jeg i Skoven, flygtede jeg ud paa Søen, og var jeg paa Søen, søgte jeg Skjul i Skoven. Raslede et Blad for Vinden, flagrede en Fugl mellem Grenene, sprang jeg forskrækket op i Frygt for, at det var nogen, der kom for at gribe mig. Saa jeg en enlig Vandrer i Skoven, gjemte jeg mig paa Bunden af de dybe Kløfter, som Vandbækkene havde skaaret ud til Søen gjennem Klinten; og naar jeg saa laa der nede paa Bunden og saa de Snese Alpe høje, nøgne, sorte Skrænter rage op over mig paa begge Sider med Træernes lange Rødder strakte ud i Luften over mit Hoved og hørte Bækken risle gjennem Bunden, saa var det hele mig et rædselsfuldt Billede paa min Sjæl; Skrænterne vilde klappe sammen over mig, Rødderne vilde gribe mig som Djævlearme, og Bækken raabe min Brøde ud for al Verden, og jeg fo`r som vanvittig bort, ud paa Søen. Ja: vanvittig! Jeg har været vanvittig mangen Stund i mit Liv. Mit Haar blev graat, blev hvidt, mit Legeme svagt og rystende; jeg var en affældig Olding, før jeg var firti Aar.
Det kunde ikke gaa længere saaledes; jeg maatte nu snart forgaa. Jeg mærkede det i Vinter, da Hans Linds Søn var forsvundet, og jeg ikke kunde opdage, hvor han blev af. Jeg troede, det skulde blive mig en Lettelse, men det gjorde galt værre. Da kom jeg atter for første Gang til at tænke ret paa Gud, men jeg turde ikke komme til ham, Jeg kæmpede og kæmpede, og endelig i Forgaars naaede jeg saa vidt, at jeg gik til Skrifte. Da talte De, Hr. Pastor! Om Taagen, vi Mennesker lever i, og om Guds Kjærlighed, som kan lette den og skjænke os Fred. Det bed, og det drog; jeg Troede, De kjendte alt og talte kun til mig. I Gaar ved Nadveren prædike De om: ,,Hvad som helst I bede Faderen om i mit Navn, skal han give eder”. Jeg turde ikke tro det, tør det ikke endnu; men her er jeg. Nu ved De alt, hjælp mig nu; jeg beder om Fred!”
Han sank hen over Løjbænken, pressede Hovedet mod den og rystede atter i den sælsomme heftige Krampegraad, der kom, uden at nogen Taare fulgte hans Øjne.
Præsten hældede sig frem fra sin Stol og bøjede sig hen over ham.
,,Ja, du arme, forpinte Menneskesjæl! Du skal fange Fred!” sagde han langsomt og højtideligt. ,,Du skal komme til at føle, at man aldrig forgjæves paakalder Herrens Naade, naar man som angerfuld Synder træder frem for ham”. Og nu talte han Alvorens og Formaningens, Trøstens, Fredens og Kjærlighedens Ord, saa varmt og saa indtrængende, saa medfølende i Lidelsen og saa overbevist om Naadens Sandhed, at det for den angerfulde var, som trængte Fredens og Kjærlighedens Sol ind i hans Sjæl og optøede Syndens golde Isdække, bortjog Tvivlens og Frygtens Mørke. Søren rettede sig i Sædet og lyttede til de sidste milde Ord med et helt andet Aasyn end det, hvormed han var traadt ind. Endelig tav Præsten, rejste sig og gik frem og tilbage over Gulvet. Tilfældig faldt hans Øje paa Urskiven, og han opdagede, at Klokken alt var nærmere syv end sex, den Tid, han ellers hver Morgen vækkede Folkene; han gik hen til Vinduet og trak i en Snor, der førte ud gjennem Vinduesposten, og strax lød en kaldende Klokke over Gaarden. Søren Bov hørte rolig den vækkende Klang; den bragte ham ikke til at bæve, som den vilde havde gjort for faa Timer siden.
Præsten blev staaende ved Vinduet, til han havde hørt Træskotrampen der ude og saa en Karl gaa over Gaarden; saa vendte han sig atter mod sin Gjæst.
,,Søren Bov!” sagde han sagte; du har endnu en haard Prøve at bestaa, om du ret vil vise Herren, at du angre din Brøde og søger hans Naade af Hjærtet. Er du rede til at gjøre din Pligt?”
,,Ja; hvad er det?” sukkede Søren.
,,Efter Lovens anden Bog, femte Kapitel, det tyvende Stykke kan jeg maaske nok forsvare at tie med, hvad du her har betroet mig, i ethvert Tilfælde tie med dit Navn, om jeg end søger at rense Hans Linds Minde. Men du, Søren! Du vil ikke komme til at føle ret tilfreds, ret i Hvile ved det. Du trænger til at gjøre noget virkeligt, hvorved du lige overfor dig selv kan bevise, at det er dit Alvor med at bekjende og søge Herrens Naade. Du trænger til Følelsen af atter at have oprejst, hvad du har nedbrudt, saa vidt det endnu staar til dig. Du maa gjengive Sønnen hans upletede Ære, kan du end ikke fri Faderen, der vel for længst er død”.
,,Han lever endnu”, lød det sagte.
,,Lever endnu”, udbrød Præsten forfærdet. ,,Ti Aar i Slaveriet, og lever endda! Hvor er det muligt!”
,,Saaledes er det”, paastod Søren.
,,Da bør du saa meget mere tale og lide for din Gjerning”, sagde Præsten med indtrængende Alvor”. ,,Mener du ikke selv”.
,,Lad ske, som De vil”, sukkede Søren og saa mørkt mod Gulvet.
,,Er du rede strax, da vil jeg lade min Nabo, Jørgen Skytte, kalde hid”, vedblev Præsten lige alvorlig og lagde Haanden paa hans Skulder. ,,Han er min ene Medhjælper i Menigheden og egner sig bedst”.
,,Nu? Allerede nu?” spurgte Søren forskrækket og saa sig sky om.
,,Nu vil det være dig lettest og bedst”, mente Præsten.
,,Saa lad det ske”, stammede Synderen og sank sammen.
Præsten ringede paa ny, og nu kom Karlen over til Vinduet. ,,Gaa ind til Jørgen Skytte og bed ham komme her ind et Øjeblik”, bød Husbonden, og Karlen gik. Saa vendte han sig atter mod Søren og tog Plads ved hans Side.
,,Søren”, sagde han rørt, ,,vi ville vende os til den himmelske Fader og bede ham give dig Styrke til at fuldføre, hvad ret er, hvor tungt det end falder”. Nu trængte en gribende og styrkende Bøn frem fra hans Hjærtes Dyb og over hans Læber, medens Søren lyttede til med bøjet Hoved og bævende Hjærte. Da Jørgen Skytte kort efter traadte ind, saa han rolig denne i Møde.
I faa Ord bekjendte Søren paa ny sin Brøde. Bekjendelsen blev skrevet op af Præsten, og alle tre Mænd satte deres Navne under. Søren Bov syntes fuldstændig rolig og klar af Forholdene.
,,Gaa nu selv hen til Sognefogden, Søren”, sagde Præsten, ,,bed ham komme hid og om, at du maa vente hos ham imedens, saa skal jeg fri dig fra en tredje Gjentagelse af Sagen”.
,,Ja, tak! Det vil jeg”, sagde Søren, greb sin Hat og Stok og nærmede sig Døren.
,,Farvel, Søren! Og Herrens Naade og styrkende Velsignelse ledsage dig!” sagde Præsten og rakte Haanden ud imod ham.
,,Farvel!” svarede Søren og ilede ud, som om han ikke saa den tilbudte Haand.
,,Mon det ogsaa gaar an at lade ham gaa ene”, bemærkede Jørgen Skytte, da Døren atter var lukket.
,,Jo vist! Jeg indstaar for hans Gang”, svarede Præsten.
Søren ilede tværs over Gaarden og ud af Porten; men næppe var han kommen der ud, før han i Stedet for at dreje til Venstre og gaa til Sognefogden, vendte sig mod Højre, ilede til Skoven og ud til Næsset. Her satte han sig i sin jolle, satte Sejlet til og gled med rask Fart ud paa Søen og mod syd.
Præsten og hans Menigheds-Medhjælper talte endnu i nogen Tid om den skrækkelige Afsløring, der havde fundet Sted for dem, om den stakkels Hans Lind og om Sønnen, hvor han vel kunde være. Endelig brød Jørgen Skytte af og gik ind paa sin egen Gaard.
Jørgen kunde ikke holde sin Nyhed hos sig selv; han fortalte den strax til sin Kone, medens Datteren Karen var til Stede og spændt lyttede til. Jørgen var gnaven, bedrøvet, utilfreds med sig selv ved hele denne Sag, og det havde han Lov til at være og Konen med. De to havde i sin Tid været af de haardeste mod Hans Lind og hans Søn Povl; for af de to brændte Gaarde i Næsby havde den ene tilhørt Jørgen Skyttes Medsvoger, den anden hans Svigerfader, og Branden havde naturligvis voldet hele Familien store Tab. Nu ærgrede da Mand og Kone sig over deres tidligere Adfærd.
Karen blegnede ved at høre Faderens Fortælling. Hun vaklede et Øjeblik, vendte sig mod Døren, som vilde hun søge ud, men maatte være glad ved at kunne kaste sig hen over den aabenstaaende Skabsseng ved hendes Side. Her brød hun ud i en heftig og ustanselig Graad. Moderen ilede forskrækket til, og Faderen fulgte efter, men de kunde længe ikke faa et Ord ud af hende, mindre stille hende tilfreds.
,,Povl! Stakkels Povl!” hulkede hun endelig frem.
,,Ja, det maa jo snarest mulig meddeles ham”, sagde Faderen, ,,vidste kun nogen, hvor han nu er”.
Vel en halv Time gik hen, før den sextenaarige Pige fattede sig saa meget, at hun kunde sætte sig paa Bænken og beherske sin Graad nogenlunde.
,,Vi maa i hele vort Liv gjøre ham alt det gode, vi kunne”, sagde hun henvendt til Forældrene.
,,Ham? Hvem?” spurgte Faderen.
,,Ih! Povl!” svarede Karen og saa forundret paa ham. Som om der kunde være tale om andre i denne Stund. ,,Vi havde jo alle i Sognet været slemme imod ham, den Stakkel! Og vi her ikke mindst, nej værst.”
Moderen greb et Fad paa Bordet og gik tavs ud med det; Faderen fulgte hende sagte brummende; de holdt ikke af at mindes om deres Færd mod Povl. Kun Karen, hvis Venlighed var Povl et kjært Minde, følte Samvittighedsnag over, at hun ikke havde vist ham Venlighed nok til fuldt at afbøde de andres haarde Uvilje; men det skulde blive bedre, vilde han bare atter komme i hendes Nærhed, som da han levede inde i Præstegaarden.
Sognefogden kom ikke; saa gik Præsten efter Frokosttid selv til ham, hvor han boede i Aastrup bag Kirken, men der havde ingen Søren Bov været. Nu blev der søgt efter denne, og hen paa Eftermiddagen fik man Vished for, at han var sejlett ud paa Østersøen i sin Jolle.
,,Han har dog været for svag”, sukkede Hr. Groos.
Præsten og Jørgen Skytte besluttede da strax at tage til Nykøbing for at melde Sagen til Amtmanden, og Sognefogden lovede at kjøre for dem. Som de svingede ud fra Sognefogdens Gaard og hen langs Kirkens Nordside, saa Præsten en fremmed Mand staa inde paa Kirkegaarden ved en Grav nær Stengjæret. Jørgen Skjøtte sad i bedrøvelige Tanker vedrørende Povl; for Samvittigheden havde rørt sig stærkt i ham i Dagens Løb, og det var et Spørgsmaal, hvem der i Øjeblikket vilde være mest ivrig efter at gjøre Povl godt for tidliger Uret, Karen eller hendes Fader. Sognefogden havde al Opmærksomheden henvendt paa de fire Heste, der vare spændt for Vognen til Langturen til Nykjøbing, da Forrideren paa det forreste Par ikke var meget øvet i slig Ridefærd ingen uden Præsten lagde derfor Mærke til den fremmede ved Graven.
,,Hvem mon den udensogns Karl er?” spurgte han.
Jørgen Skytte saa op.
,,Povl!” udbrød han og greb med et rask Tag i Sognefogdens Tøjler. ,,Holdt! Holdt! Han maa med”.
I et Nu var han nede og oppe over Gjærdet hos Povl. Snart vidste denne alt og sad med foldede Hænder, fugtige Øjne og takmemmeligt Hjærte paa Vognen hos de andre tre.
Dagen efter drog han ledsaget af Jørgen Skytte og med Brev fra Amtmanden af Sted fra Nykjøbing ad korteste Vej til Kjøbenhavn for at bringe sin Fader Friheden og gjengive ham det frarøvede ærlige Navn.
Tre Dage efter fandtes Søren Bovs Lig opdrevet paa Ulsløv Strand. Jollen laa ude paa Bøtø med Bunden i Vejret.
_____________________________________
Kapitel VIII:
Endnu inden Povl og Jørgen Skytte vare naaede ind til Kongens Stad, fir Rasmus Kjeling Besøg af Jens Høj Ifølge den mellem dem skete Aftale; det var Kristi Himmelfartsdag, den 4de Maj. De vare nemlig ved det sidste Besøg, Rasmus aflagde paa Møn, bleven fuldstændig enige, og nu skulde Frieriet gaa for sig. Rasmus Kjeling havde ment, at den Ting var rede nok; han vilde bare byde Ane følge med til Præsten og faa Trolovelsen indført, saa var det ordnet; at hun kunde sige Nej, faldt ham aldrig ind. Jens Høj havde imidlertid bedet ham tie stille og lade ham selv først føre Sagen frem for Pigen, og det var bleven ham tilstaaet. Ane stod saaledes uvidende om det hele, da Jens Høj red ind paa Gaarden. Moderen derimod anede noget nær, hvad der vilde komme, da Manden om Morgenen havde budet hende lave lidt i Stand til et Gilde, og hun nu saa Jens Høj for sig.
Gjerningen i Gaarden optog Kvindforkene helt; Ane kom derfor snart til Klarhed af, at hun denne Dag ikke kunde naa ud til Skoven, til Yndlingspladsen ved Træstammen, trods det, at det var Helligdag. Hun kunde dog ikke give Afkald paa at være et Øjeblik ene, ikke give Afkald paa at sende et Længselsblik over til den Egn, hvor hun troede, Povl nu færdedes. Hun greb derfor Lejligheden, da hun havde fuldført et Arbejde ude ved Brønden, til at ile op paa en temmelig høj Banke, der afgav en ypperlig Udsigt til Falster. Banken laa kun et lille Stykke fra Gaarden, som vendte sin sydlige Længe eller Stuehuset ud imod den; Brønden og Haven laa imellem. Paa Bankens Top voxede en mægtig Navr med sulet Stamme og krogede Grene; en af Hovedgrenene krummede sig paa en saa heldig Maade, at den dannede en naturlig Lænestol med et ophøjet og mageligt Sæde, let at komme op i og med den ønskelige Udsigt mod syd; selv Fodskammel til Føddernes Hvile manglede ikke, idet en lavere, fremspirende Gren afgav en saadan. Med øvet Sikkerhed indtog Ane Sædet og lod Øjet søge hen i det fjærne. Udsigten var næsten den samme som ved Skoven, kun at Stubbekjøbing her ogsaa lod sig til Syne tillige med Falsters buede Kyst helt hen langs Sortsø-Gab, medens Høje-Møn mere svandt bort i det fjærne. Den venlige, lille Kjøbstad indtog en fremragende og virkningsfuld Plads ved Landskabets Forgrund, men Ane ofrede dog hverken den eller dens Skjønhed nogen Opmærksomhed. Øjet fulgte som sædvanlig Tanken ud til den Fjærneste Synskreds, til Aastrups hvide Kirke og dens nærmeste Omgivelser.
Jens Høj havde inde i Stuen gjennem Vinduet iagttaget Ane under hendes Arbejde ved Brønden og set hende smutte gjennem Haven og op paa Banken. Nu var Lejligheden gunstig, mente han, fik pludselig travlt med at komme ud af Stuen og skred Strax efter som tilfældigt op ad den samme Banke. Da han naaede dens Top, studsede han, for Ane var intet Steds at opdage; endelig fik han Øje paa hende i Træet, siddende næsten tre Alen oppe. Rask og glad nærmede han sig; det kunde jo aldrig være bedre ordnet for ham. Naaede han bare Træet, inden hun slap ned, var hun saa godt som fanget og lænkebundet, idet han ved at læne sig til Stammen afskar hende ethvert Tilbagetog, og hun var da nødt til at høre alt, hvad han havde at fremføre. Det Lykkedes. Ane var saa hensunken i sine Tanker og Følelser, at hun ikke mærkede noget, før Jens Høj dukkede frem ved Siden af Stammen og lænede sig hen mod hende. Hun rødmede, trak Brynene lidt ærgerlig sammen, men forblev rolig i sit Sæde.
,,Her er jo en prægtig Udsigt”, sagde han.
Hun forblev tavs og vendte atter Øjet ud mod det fjærne.
,,Og hvilket herligt Sæde, du der har”, vedblev han; ,,det har kun en slem Mangel”.
Endnu stadig samme Tavshed fra Anes Side.
,,Men du har maaske aldrig følt den Mangle”, fortsatte han ufortrøden; ,,Jeg mener Manglen af Plads i Sædet for en til”.
Ane maatte uvilkaarlig udsende et Suk. Hun tænkte: ,,Havde jeg kun den eneste her, som jeg bryder mig om, saa skulde vi nok finde et Sæde, der var stort nok for os begge to; Ja, saa skulde vi let vide at hjælpe os til rette i dette, var intet andet at faa”.
Jens saa iagttagende paa hende og læste til Dels hendes Tanke. Han huskede hende den.
,,Her er en hel Del, som minder mig om mit eget Hjem”, tog Jens Høj atter Ordet; ,,kun tror jeg nok, jeg tør sige, at jeg hjemme har det en Del smukkere og en hel Del bedre i det hele. Jer Gaard kan jo være god nok, men den ligger dog saa underlig skjult der nede i omtrent den laveste og fugtigste Sige og gjemmer sig bag Skolen, som om den skammer sig. Min ligger højt og frit, og ingen har jeg set her paa Øen, som maaler sig med den, saa smuk og saa trofast min Fader har bygget den. Som Gaarden, saa Haven og Jorderne, Hestene og al Kreaturet; Mage til det finder du slet ikke her paa Øen. Der er kun en stor mangel for mig, og det er det stik modsatte af den Mangel ved dit Sæde her! Jeg har i mit Hjem det herligste Højsæde af Verden for to, men jeg sidder ene i det. Se, det er egentlig det, hvad jeg lyster at tale med dig om, Ane. Vil du drage hjem med mig og udfylde Pladsen i mit Højsæde? Du skal aldrig angre det eller finde andet Sæde bedre”.
,,Nej, jeg vil ikke, Jens”, svarede Ane uden Forlegenhed og uden at betænke sig. ,,Jeg er vel nøje med mit Sæde her og lyster ikke andet”.
,,Det siger du nu saa rask”, sagde Jens langsomt, ,,og det er vel naturligt nok. Jeg har jo hørt sige før, at de unge Piger altid ved saadan Lejligheder siger Nej, for siden des gladere at sige Ja. Maaske kom jeg ogsaa for brat med det, for jeg har selv lidt Hast, Skal jeg sige os; dog skal det ikke mangle dig paa nogen Betænkningstid, lad os sige en Uge, saa bliver Svaret maaske et andet”.
,,En Uge, et Aar, et helt Liv, det gjælder mig lige meget”, sagde Ane, ,,Svaret bliver aldrig andet end Nej fra mig”.
,,Men naar nu baade din Fader og Moder ønsker det, og din Fader byder dig det, Skjønt jeg nødig vil det paa den Vis”, vedblev Jens.
,,Aah, den Vis skal du ikke være saa kilden for”, svarede hun; ,,for den Vis gaar det jo oftes. Kun gaar det aldrig med mig, det maa du tro for vist”.
,,Du har maaske allerede set dig den ud, du vil have?” henkastede han.
,,Det har jeg”, sagde hun kjært og understrøg Talen med sit gamle, dristige Kast med Nakken, ,,og det bliver aldrig andre”.
,,med ham bliver det endnu mindre”, paastod Jens med et lunt Smil og iagttog hende skarpt med et Sideblik.
,,Tror du det!” næsten jublede Ane frem og sendte et trofast, glad Blik ud bag Aastrups Kirke.
,,Det tror jeg rigtignok”, fortsatte han smøret, ,,og hvad mere er: du tror det selv eller maa tro det, om du ellers vil bruge din Forstand lidt. Ja, sid du kun og kig der over, hvor han nu er draget hen, men bild dig aldrig ind, at du bliver hans, om han saa ti Gange kom igjen for at hente dig”.
Forbavset vendte Ane Øjene mod den talende; dette Blik forraadte ham, at han var paa rette Spor, hvis han endnu havde næret nok saa stor Tvivl i denne Henseende. Han nærede slet ingen.
,,Du tænkte før, at du nok skulde finde et Sæde for to, kom kun han her igjen, men du kan vel vide, at ingen vil lade ham komme til Sæde i sit Hus, som først kjender ham”, vedblev Jens helt alvorlig. ,,Du kan jo aldrig være saa taabelig at tro, at din Fader vil have en Ildgjerningsmands, en Slave Søn til Husbon for sin Datter. Ja, du vil selv lige saa lidt have ham til Mand eller til Fader for dine Børn, ham, med hvem du aldrig tør træde frit frem, hvem alle ville kaste Haan paa, samme Haan og Spot, som han vil føre over sin Hustru og sine Børn, havde han saa Guld i Tøndevis, saa vist som han er en ussel Stodder, en fattig Usselryg”.
Han standsede sin Tale, som ventede han, at hun skulde komme med Indvendinger; men hun tav. Det kom hende saa uventet; hun kunde kun blegne og forfærdes i Hjærtet, men ikke faa en lyd frem. Uvilkaarlig knyttede Haanden sig fastere om Grenen, som frygtede hun for at styrte ned.
,,Du ser, jeg ved alt, er jeg end foreløbig den eneste, som ved det”, tog han atter Ordet. ,,Men netop fordi jeg ved saa god Besked, er jeg ogsaa helt rolig. Jeg er nemlig lige saa sikker paa, at du ikke behøver at sove to Gange til paa det, før du med din klare Forstand tydelig kan indse, at det ikke kan blive til noget, at du faar ham, ja selv ikke vil have ham, og saa faar jeg dit Ja. Jeg er saa sikker paa det, som om jeg allerede havde det. – Var det derimod en ærlig Bondesøn her fra Øen, som din Hu stod til, ja saa var jeg langt mere bange for min Sag og langt mindre vis paa, at din Fader havde Magt eller endog Vilje til at holde sit Ord til mig; men nu er jeg saa rolig. Nu kan du betænke dig de otte Dage, og naar du saa selv er kommet til at le ad din taabelige Tanke, saa skal du ikke frygte for, at nogen skal spotte dig for den; jeg skal glad le ad den sammen med dig, men ingen anden skal ane den”.
Han gik. Ane sad lamslaaet. Tankerne væltede ind paa hende i en forstyrret Strøm, og snart væltede Taarerne lige saa ustanselige og strømmende frem. Hvor var dog hendes gamle Fasthed, hendes ubøjelige Karakter! Hun bredte Hænderne over sit Aasyn som for at skjule sin ubegribelig Svaghed for sig selv.
,,O, Povl! Povl!” udbrød hun, ,,havde jeg kun dig her, skulde ingen mægte at bøje eller knække mig noget eneste Øjeblik. Men – det skal de heller aldrig naa endda!”
Alligevel vedblev hun at lade Taarerne pible frem mellem Fingerne.
Ude paa Vejen kom en munter Karl gaaende. Munter? Ja, det var da let at se ved første Blik. Ikke at han traadte frem med overgivende Støj og lystige Spring som en vrinskende Hest, der slaar til Skaglerne; nej, han kom tvært imod gaaende helt stille og adstadig, næsten tænktsomt, saa vidt han kunde være det. Men betragt dette Ansigt, dette Øje, disse Læber! Der straalede Munterheden frem; der sidder Skjælm og titter til Skjælm, godmodige Skjælme alle. Hvor har Skjælmeriet sit mest fremtrædende Sæde: om Øje eller om Mund? Nu: hos den ene vel her, som den anden der. Men denne unge Karl slog det ud overalt. Om Læben sad Skjælmen med Septer i Haand, og Øjekrogen var en uutømmelig Rede for smaa Munterhedsalfer; fra den saa man dem ligesom vælte frem og sprede sig over hele Personen, som Ærterne uregjerlige dække Logulvet til alle Sider, naar Sækken vælter med dem. Han kunde vist aldrig faa i Sinde at gjøre en Kat Fortræd, men han kunde vist næppe se en Kat trippe over Vejen uden strax at undersøge, om den nu ikke gav Lejlighede til nye Løjer. Og mærkværdigt: ved Siden deraf var der noget sikkert, noget paalideligt bredt over Personen; man vilde i al hans Skjælmeri nære urokkelig og ubetinget Tillid til ham, og han vilde aldrig svigte den. Han var munter; men der stod en Mand bag Munterheden, ingen pjanket Narrifas. Saaledes var den Karl, der kom hen ad Byens Gade, hvor den nærmer sig Skolen. Niels Klov hed han, var en mindre velstaaende Gaarmands Søn der i Byen, vel et Par og tyve Aar gammel. Kort i forvejen havde han passeret samme Vej og set en Pigeskikkelse paa Toppen af Banken forsvinde i Træet. Han havde smilet paa sin skjælmende Maade, som naar Katten trippede over Vejen, og tænkt: ,,Havde jeg Tid, kunne her være nye Løjer”. Han kjendte jo godt Banken og Stolen i Træets Top. Men den Gang havde han aldeles ikke Tid; en anden Pigelil drog ham uimodstaaelig af Sted ved en Snor i hans Hjærte. Nu kom han tilbage fra samme Pigelil; nu havde han tid til at indlade sig med Pigen i Træet, var hun der bare endnu; ja, nu var hun egentlig Maalet for hans Gang, hvorfor han ogsaa ivrig spejdede op efter hende. Jo: der sad hun endnu.
Rask, med lette Fjed skred han op ad Banken og hen under Træet, hævede Hænderne højt i Vejret og satte dem sindigt og fast under Pigens Arme. ,,Hu!” hvinede han lystigt, ,,nu dratter du”.
Det kippede i Ane ved Grebet, men hun Kjendte strax Stemmen, undertvang derfor det Udbrud af Forskrækkelse, der ligesom havde ligget hende paa Læberne, og sagde nogenlunde rolig: ,,Jeg sidder sikker nok”.
,,Nej, sikken en Fugl jeg fangede her!” sagde Niels muntert og traadte frem forved Pigen, men udbrød i det samme forbavset: ,,Ane! Er det dig! Jeg troede rigtig, det var Søster Dorthe. Nej det havde jeg villet forsværge”, smilede han, ,,at du endnu kunde faa i sinde at flyve til Tops, som vi gjorde det, da vi gik i Skolen og havde Banken her til Tumleplads. Med Dorthe og mig selv er det en anden Sag; men du, den alvorlige, stille Ane”. Han vilde lige til at le højt ved Tanken, da lagde han Mærke til Anes forgrædte Øjne og blev helt alvorlig. ,,Du er bedrøvet, ser jeg; saa tilgiv, at jeg kom og forstyrrede dig med mine Narrestreger; du ved jo nok, at jeg hele Aaret rundt spiller Julebuk, men volde Fortræd vilde jeg dog ikke. Nu skal jeg strax gaa; for det er vel ikke noget, jeg kan hjælpe dig med, det du er kjed over, for saa gjør jeg det saa inderlig gjærne”.
,,Nej, tak!” svarede Ane og hoppede let ned af Træet, ,,du kan ikke hjælpe mig i noget”.
,,Det var da kjedeligt”, smilede Niels, rev en lille Kvist af Træet og tykkede halvt forlegent paa den. ,,Jeg vilde dog saa gjærne; Ja”, tilføjede han tøvende, ,,Jeg kunde endog have Lyst til at bede dig om at gjøre mig en Tjeneste igjen, hvis jeg bare turde lukke Munden op”.
,,Naar er du bleven bange for at lukke Munden op?” sagde Ane uden at se op paa ham. ,,Det er vist sket for nylig og vil vare kort”.
,,Jo, jeg kan ogsaa være ræd”, paastod han, ,,og ved du naar? Naar jeg har noget alvorligt for. Og se, det har jeg netop nu; noget meget, meget alvorligt. Jeg kom egentlig hid op for at tale med din Søster om det, men i Stedet for træffer jeg dig, og, - hæ! – Pigebarnet paastaar ogsaa, at vi helst skulde vinde dig for os, og vilde tale med dig. Nu gjør jeg det selv, saa er hun narret”, smilede han, ,,hvis du da ellers vil sætte dig her i Græsset hos mig og lytte til min Alvorstale”.
,,Hvad er det da?” spurgte Ane og satte sig hos ham paa Sydsiden af Banken, saa de vare usynlige fra Vejen. Hun vilde nok dvæle her lidt endnu, saa sporene af Graaden helt kunde svinde, før nogen anden saa hende.
,,Jeg tror nu selv, hun har Ret, og at du er langt heldigere til det end din Søster; for du vil tage det mere alvorligt, og alvorligt er det, rigtig alvorligt”, bemærkede Niels.
,,Men hvad er det?” gjentog Ane. ,,Kom dog snart frem med det, og lad det faa en Ende”.
,,Ja, det er let nok sagt, men forbandet vanskeligt at gjøre”, raabte Niels og kløede sig bag Øret. ,,Dog, bliv bare ikke utaalmodig og løb ikke strax din Vej; nu er jeg der med det i en Sæk. Ser du, Ane! – ja jeg holder fast i dit grønne Skjørt, for at du ikke strax skal fare bort i Forskrækkelse, - Jeg vilde gjærne have Lov til at være lidt Kjæreste med dig, bare saadan ganske lidt, men dog saa meget, at Folk, som passe nøje paa mig, nok kunde se det, have Lov til at tale med dig, spasere med dig undertiden og give dig Smaabreve imellem. Men du skal ikke blive bange, jeg mener aldrig en Smule med det hele; Jeg beder bare om Lov til at gjøre en hel Del Haneben for dig, men tænker ikke paa for alvor at belemre dig med en Hans Kvast som mig. Aah, sig ja, Ane! Jeg skal nok lade være at kysse dig for det!”
,,Men hvad skulde de Narrestreger være godt for”, spurgte hun forbavset.
,,Se, det er netop Sagen, som Karen sagde, at naar du er med i det, vil aldrig en eneste tage det for Narrestreger, men alle for ramme Alvor”, paastod Karlen; ,,og det er det jo ogsaa, kun paa en anden Maade. Nu skal du høre, men saa er det ogsaa en Aftale, at du skal hjælpe paa os. Se, Galles Karen, der jo er din gode Veninde, hun og jeg, vi ere Kjærester. Men Anders Galle og min Fader ere jo Uvenner og hendes Mor og vor Mor næsten endnu mere, saa derfor havde vi altid maattet gaa stille af med det, at ikke mindste Fugl skulde mærke det. Nu har imidlertid Karens Moder faaet Færten af det og fanget os, og det gjælder for os i en Hast at føre hende grundig paa Vildspor. Hun maa overbevises om, at jeg har mine Tanker andet Steds og kun søger Karen for ved hendes Hjælp at vinde frem til en andens Vej; hun maa tro, at et Brev, hun har opsnappet, og som heldigvis var uden Navn, var et, som Karen skulde besørge til en anden. Vil du være os denne anden? Se, det er Sagen, og nu er det sagt”.
Ane havde forundret lyttet til ved det underlige Forslag. Hendes Hjærte følte med de elskende; hun fattede deres trange Kaar og glædedes ved Tanken om at hjælpe dem. Snart saa hun ogsaa, at hun maaske selv kunde drage den største Nytte af Forslagets Gjennemførelse. Fik hun, ved at Niels Klov kurede til hende, og hun glad og villig tog imod det, bibragte Jens Høj den Mening, at han havde taget fejl i sin formentlige Opdagelse af hendes Forhold til Povl, saa var meget vundet. Saa vilde Povl ikke blive nævnt, før hun selv vilde nævne ham; og saa længe Niels vimsede om hende, var han hende tillige et Bolværk mod andre Friere, uden at hun havde nødig at indlemme ham i sin Fortrolighed. Alt det slog hende øjeblikkelig.
,,Heller end gjærne vil jeg være eder til Tjeneste”, svarede hun rask, ,,naar du bare ved at spille din Rolle rigtig. Du maa gjøre det saaledes, at ikke alene dine og Karens, men ogsaa mine Forældre tro, det er din alvorlige Mening at bejle til mig, og dog stadig være saa varsom, at vi aldrig kommer til det Punkt, vi enten maa bryde eller binde os. Heller ingen anden end vi tre maa vide Besked dermed. Du gjør da mig en Tjeneste, saa stor som jeg gjør eder den; for vi driver forhaabentlig derved en næsvis Bejler paa Døren, en Gaardmand fra Møn, og holder mig vel ogsaa fri for alle andre, som kunde falde paa at ville bejle til mig”.
,,Det var jo herligt, at det passer saa godt ind i dit eget Kram”, jublede Niels og sprang op. ,,Naar jeg saa bare ikke ogsaa skræmmer den rigtige fra at melde sig, ham, du ved nok, ham du selv ønsker at have”.
,,Det skal du ikke frygte for”, svarede Ane og rejste sig ligeledes. ,,Her er ikke en eneste, jeg nogen Sinde vil have eller tage imod”.
,,Ikke engang mig?” spurgte han med en komisk Mine.
,,Nej, ikke engang dig selv”, smilede hun.
Side om Side vandrede de nu langsomt ned ad Bakken og gjennem Haven i en sagte, fortrolig Samtale, idet de aftalte det nærmere fornødne, for at Ane kunde være Mellemled mellem Karen og Niels, bringe mundligt og skriftelig Bud mellem dem, faa Karen med ud paa en Spasertur, hvor Niels tilfældigt kunde møde dem osv. – De lode slet ikke bange for, at nogen i Gaarden skulde se dem. Ja da Ane havde meddelt Niels, at den mønske Bejler var der inde, standsede han paa Trods ved Brønden, drev alle mulige Narrestreger med hende og med Dorthe, som forundret kom til, og sendte Ane de mest brændende Øjekast, medens de til Dorthe vare helt kolsindige. Endelig bød han Farvel og forsvandt ved Enden af Skolen, hvorpaa Søstrene gik ind.
Jens Høj havde set det hele fra Stuen, han vidste ikke ret, hvad han skulde tænke. Tavs og lidt i Tvivl drog han snart bort med Løfte om at komme igjen om otte Dage og da bringe sin Forlover med. Han var dog nærmest ved at fastholde sin oprindelige Mening om Forholdene.
Rasmus Kjeling var gnaven og vred, men det var jo intet nyt.
_____________________________________
Stort tak til Ejler Svan for at have udlånt bogen, så den kan komme til fleres bekendtskab.
HEA
|